Man kan meget nemt savne...

Man kan meget nemt savne at sidde lige her i de bløde stole fra min engelske udestue. Det er sådan en god, skyggefuld plads med pude i ryggen og benene oppe og en blåmejse lige ud for ens øre.

Foderautomaten hænger nemlig også her, og når jeg sidder ved siden af er det til stor fortrydelse for havens egern, men til glæde for fuglene, der godt tør komme alligevel.

Fra stolen er der netforbindelse, så jeg kan sidde og arbejde, men jeg kan også sidde og nyde udsigten til haven og markerne bagved.

Jeg tror, at det er én af verdens allerbedste arbejdspladser... ;-)

Om at være i nuet

Se dette her billede er udsigten fra vores hotel i Brugge. Ikke noget specielt at prale af måske - ikke når man ellers tænker på Brugges fantastiske bygninger og smukke scenerier...

Men da jeg stod og kiggede ud på den dejlige sommermorgen, opdagede jeg en flot tårnfalk, der sad lige dér på den hvide skorsten. Den havde sandelig fået øje på mig, kunne jeg se - og jeg vidste, at den ville flyve, hvis jeg hentede mit fotografiapparat.

Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke fik noget flot billede af rovfuglen, stod jeg stille som en mus og nød synet. Efter nogle minutters forløb fløj den ned i haven foran huset og var lige ved at overrumple nogle fugle på et foderbræt. Men kun lige ved. Der blev ingen søndagsbrunch til spurvehøgen denne gang.

Men der blev en smuk oplevelse til mig.

Hverdagshygge

Hverdagshygge er det, jeg holder allermest af. Bare sådan slentre rundt og foretage sig alt og ingenting, sådan som vi gjorde en dag i sidste uge.

Vi skulle ned på den lokale genbrugsplads med en hel del ting fra en morgen med oprydning, og vi kom til at dreje forkert, da vi kørte ud fra markvejen. Nå pyt - vi tog en stikvej, som vi ikke kendte, og så kunne vi også se, hvor den førte hen.

Den førte heldigvis det rigtige sted hen. Nemlig ikke ned til lossepladsen sådan direkte, men først forbi en pub, som vi indtil da kun havde observeret ude fra hovedvejen. Der var pladser ved bordene ude foran, men ellers var stedet velbesøgt, for det var frokosttid - og knurrende maver fik os til at svinge ind for at se, hvad man kunne fristes med.

Den næste times tid sad vi godt bænket her ved siden af det udendørs klaver med blomster på toppen. De er skøre, de englændere... ;-)

Bagefter fortsatte vi turen til lossepladsen og derefter ind til den del af Malvern, som vi ellers bare kører forbi. Men jeg så et glimt af nogle polstrede sengerygge i et vindue med udsalgsskilte, og inden længe var vi inde og kigge - og bestille.

Vi slentrede en tur op og ned af gaden og fandt sjove butikker, som vi ikke kendte og som slet ikke var kedelige bag facaden. Og bagefter fandt vi en legeplads og en park bagved, hvor der holdt en isbil.

Den lille udflugt endte som den skulle: Med en sodavandsis i skyggen under et stort egetræ med udsigt til legende og ubekymrede børn.

Sådan er min hverdagshygge, når den er bedst...

Sover lidt endnu...

Turen hjem gik fint, men den ER lang - og her i feriesæsonen er der selvfølgelig meget trafik. Vi valgte at køre gennem Tyskland på en søndag, og det er altid en god idé, for der er ikke så mange store lastbiler at "slås med".

Som sædvanlig tog vi med tunnellen mellem England og Frankrig, og jeg prøvede at tage et billede af det tog, som bilerne kører ind i. Det lykkedes kun delvist godt, men giver da et lille indtryk.

Billedet blev taget med mobilen ud af bilens vindue, og vi er på vej ned til det tog, der holder i venstre side. Den lille røde skikkelse viser åbningen i toget, hvor vi skal ind...

På stop i Brugge

Så går turen retur igen - hjem til flytning og nedpakning og en hel masse praktisk, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Ikke endnu...

Først skal vi have en aften og en overnatning i Brugge på vej tilbage. Jeg orker ikke at køre natten lang som på udvejen, for den tur var jeg tre dage om at komme mig over.

Hotellet er nyt og uprøvet, for nu midt i højsæsonen var der ikke så meget at vælge imellem. Det er altid lidt spændende og sjovt - og så reklameres der med en overdådig morgenmad.

Det vil jeg glæde mig til... ;-)

Sidste dage

Efterhånden som tiden går, føler jeg mig mere og mere hjemme her på denne plet i England. Selv om jeg er bybo, har jeg altid elsket at være på landet, og jeg har nydt det ekstra meget denne gang.

I går traskede jeg langs vores lange markvej op til huset og så på alle de forskellige vilde blomster, der vokser i vejkanten og inde på marken, hvor der ikke har været får et stykke tid nu. Nogle blomster kender jeg slet ikke navnet på, men jeg havde på et tidspunkt en biolog på besøg, der remsede op med engelske navne. Enkelte af dem skulle være ret sjældne eller i hvert fald spændende - jeg synes jo bare, at de er kønne... og så glæder jeg mig over, at de giver føde til en masse sommerfugle og bier lige nu.

Frække spætter

Hvorfor kan grønspætten ikke være lige så fotogen som ham her?

Vi har i mange år haft et grønspættepar boende, og de er meget snakkende og meget sjove at se på. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at få et billede af dem. Mange gange!

Men efterhånden føler jeg mig ligesom Anders And, når han prøver at fotografere den jernnæbbede tegneseriespætte, som HAN gerne vil have ram på.

Hver gang jeg har fotografiapparatet liggende klar, holder spætten sig på afstand. Den lurer lidt på mig og nærmer sig kun forsigtigt, og hvis jeg rækker ud efter det... vips... så er den væk.

Hvis jeg derimod ikke har kameraet inden for rækkevidde, så sætter den elendige spætte sig lige foran mig og gør sig til. Den drejer hovedet langsomt, så man kan se de fine røde fjer, og somme tider puster den sig endda lidt op, så man rigtig kan beundre den. Men fotograferes; det vil den altså ikke.

I dag kom jeg hjem fra bytur og så grønspætten sidde klar. Det ville have været et præmiebillede. Men ikke tale om. Lige så snart jeg kom ud igen med kameraet, forsvandt spætten om bag en busk.

Lidt efter stak den hovedet frem. Jeg kunne næsten se, at den smilede drilsk...

Planteskolebesøg

Én af mine yndlingsbeskæftigelser er besøg på planteskolerne her. Der er mange af dem; den ene er større og flottere end den anden,  og da de næsten alle har café og restaurant, kan det uden spor besvær udvikle sig til en heldagsfornøjelse. 

Mange gange tager vi bare ud for at kigge, men det ender selvfølgelig altid med, at vi kommer hjem med mindst én plante. Og det er ikke planter det hele. Der er også møbler, ting og sager, delikatesseafdeling, tøj, bøger…  alt muligt. 

Ét af mine faste havecentre har en meget stor hobbyafdeling også, og da jeg på et tidspunkt havde en gæst med derud, spurgte hun ivrigt: Har du ikke et eller andet du kan foretage dig et par timer, mens jeg kigger her? 

Det havde jeg. Det er sjældent noget problem for mig at bruge et par timer på en planteskole…