De bedste fund

Man gør altså mange gode fund, når man sådan går og pakker ned. Når man gennemgår reolerne og udstøder det ene "ih" og "næh" efter det andet. Fordi bøgerne står så tæt pakket på hylderne, at man nemt kan overse nogle af dem, og det er næsten som juleaften ved gensynet.

Jeg glæder mig sådan til "det nye liv" efter 1. september, hvor der igen falder ro over det lille hjem, og hvor jeg kan få tid til at hygge med med bøger som denne her. Den er bare så fin...

En god sommer for fugle

Det kan godt være, at sommeren har været kedelig for os mennesker, men jeg tror egentlig, at den har været god for fugle. I hvert fald har vi flere fugleunger end nogensinde før. I England var det svalebørn, og her i haven vrimler det helt utroligt meget med skovspurve.

Nogle af de små skovspurve er endda så frejdige, at de hopper rundt inde i min spisestue. Mens jeg sidder og skriver i stuen, kan jeg ud af øjenkrogen se, at tre-fire stykker lige så stille tripper rundt på gulvtæppet derinde - på jagt efter de frø, som mine velnærede parakitter har "tabt".

Tot og Strit synes vist, at det er vældig hyggeligt med gæster, og jeg har på fornemmelsen, at de puffer frø ud af frøbeholderen med vilje, men jeg er nu mere bekymret for, om de små spurvebørn kan finde vej ud igen. Det kan de heldigvis godt!

Le ikke

Da jeg var en stor pige, lærte jeg at slå med le. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan finde ud af det (ligesom man aldrig glemmer, hvordan man cykler...) - og nu har jeg i hvert fald i sinde at prøve.

Der hører tre marker til Hollymount. En stor, som nabo-landmanden har får på, en mellemstor og en lille. De to sidste har været lånt ud til en anden nabo, og da han er en ældre herre, ved jeg ikke, hvor længe han bliver ved at holde får.

Så for at være på forkant er jeg ved at lægge planer for de to marker. På den store vil jeg have blomstereng - og her kommer leen ind i billedet. Hvis man slår marken med le, kommer der nemlig hurtigt en hel masse vilde blomster frem til glæde for sommerfugle og bier. Jeg ved, at blomsterne er der; de skal bare have chancen for at vinde over græsset.

Den lille mark skal også slås med le, og så vil jeg plante bærbærende buske og små træer her. Det vil være mad og ly til fugle og smådyr, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at give naturen en hjælpende hånd.

Barnlige glæder

På nogle punkter bliver jeg givetvis aldrig voksen - og heldigvis for det. Jeg er for eksempel helt vild med små ting, og det kan både være dukkehuse, miniaturebyer og...  små tog.

For mange, mange år siden købte vi et fint tog til udendørs havebrug. Vi har haft det fremme flere gange, blandt andet i julen, hvor toget har haft sin rute rundt om juletræet - fyldt med pakker og pynt. Men vi har endnu ikke kunnet nænne at bruge det udenfor, hvor det egentlig hører hjemme.

Nu skal det flytte med os, og da der ikke er meget sjovt ved at anlægge en miniaturebane i et hus, der kun er lejet for to år, kommer det med til England. Jeg er sikker på, at der her kan blive plads til et fint lille anlæg med buske og træer, hvor toget kan futte rundt nok så hyggeligt.

Måske kunne man fylde de åbne godsvogne med nødder til de grå egern. De skal såmænd nok finde ud af at snuppe dem, når toget holder stille...

Man kan meget nemt savne...

Man kan meget nemt savne at sidde lige her i de bløde stole fra min engelske udestue. Det er sådan en god, skyggefuld plads med pude i ryggen og benene oppe og en blåmejse lige ud for ens øre.

Foderautomaten hænger nemlig også her, og når jeg sidder ved siden af er det til stor fortrydelse for havens egern, men til glæde for fuglene, der godt tør komme alligevel.

Fra stolen er der netforbindelse, så jeg kan sidde og arbejde, men jeg kan også sidde og nyde udsigten til haven og markerne bagved.

Jeg tror, at det er én af verdens allerbedste arbejdspladser... ;-)

Om at være i nuet

Se dette her billede er udsigten fra vores hotel i Brugge. Ikke noget specielt at prale af måske - ikke når man ellers tænker på Brugges fantastiske bygninger og smukke scenerier...

Men da jeg stod og kiggede ud på den dejlige sommermorgen, opdagede jeg en flot tårnfalk, der sad lige dér på den hvide skorsten. Den havde sandelig fået øje på mig, kunne jeg se - og jeg vidste, at den ville flyve, hvis jeg hentede mit fotografiapparat.

Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke fik noget flot billede af rovfuglen, stod jeg stille som en mus og nød synet. Efter nogle minutters forløb fløj den ned i haven foran huset og var lige ved at overrumple nogle fugle på et foderbræt. Men kun lige ved. Der blev ingen søndagsbrunch til spurvehøgen denne gang.

Men der blev en smuk oplevelse til mig.

Hverdagshygge

Hverdagshygge er det, jeg holder allermest af. Bare sådan slentre rundt og foretage sig alt og ingenting, sådan som vi gjorde en dag i sidste uge.

Vi skulle ned på den lokale genbrugsplads med en hel del ting fra en morgen med oprydning, og vi kom til at dreje forkert, da vi kørte ud fra markvejen. Nå pyt - vi tog en stikvej, som vi ikke kendte, og så kunne vi også se, hvor den førte hen.

Den førte heldigvis det rigtige sted hen. Nemlig ikke ned til lossepladsen sådan direkte, men først forbi en pub, som vi indtil da kun havde observeret ude fra hovedvejen. Der var pladser ved bordene ude foran, men ellers var stedet velbesøgt, for det var frokosttid - og knurrende maver fik os til at svinge ind for at se, hvad man kunne fristes med.

Den næste times tid sad vi godt bænket her ved siden af det udendørs klaver med blomster på toppen. De er skøre, de englændere... ;-)

Bagefter fortsatte vi turen til lossepladsen og derefter ind til den del af Malvern, som vi ellers bare kører forbi. Men jeg så et glimt af nogle polstrede sengerygge i et vindue med udsalgsskilte, og inden længe var vi inde og kigge - og bestille.

Vi slentrede en tur op og ned af gaden og fandt sjove butikker, som vi ikke kendte og som slet ikke var kedelige bag facaden. Og bagefter fandt vi en legeplads og en park bagved, hvor der holdt en isbil.

Den lille udflugt endte som den skulle: Med en sodavandsis i skyggen under et stort egetræ med udsigt til legende og ubekymrede børn.

Sådan er min hverdagshygge, når den er bedst...

Sover lidt endnu...

Turen hjem gik fint, men den ER lang - og her i feriesæsonen er der selvfølgelig meget trafik. Vi valgte at køre gennem Tyskland på en søndag, og det er altid en god idé, for der er ikke så mange store lastbiler at "slås med".

Som sædvanlig tog vi med tunnellen mellem England og Frankrig, og jeg prøvede at tage et billede af det tog, som bilerne kører ind i. Det lykkedes kun delvist godt, men giver da et lille indtryk.

Billedet blev taget med mobilen ud af bilens vindue, og vi er på vej ned til det tog, der holder i venstre side. Den lille røde skikkelse viser åbningen i toget, hvor vi skal ind...

På stop i Brugge

Så går turen retur igen - hjem til flytning og nedpakning og en hel masse praktisk, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Ikke endnu...

Først skal vi have en aften og en overnatning i Brugge på vej tilbage. Jeg orker ikke at køre natten lang som på udvejen, for den tur var jeg tre dage om at komme mig over.

Hotellet er nyt og uprøvet, for nu midt i højsæsonen var der ikke så meget at vælge imellem. Det er altid lidt spændende og sjovt - og så reklameres der med en overdådig morgenmad.

Det vil jeg glæde mig til... ;-)

Sidste dage

Efterhånden som tiden går, føler jeg mig mere og mere hjemme her på denne plet i England. Selv om jeg er bybo, har jeg altid elsket at være på landet, og jeg har nydt det ekstra meget denne gang.

I går traskede jeg langs vores lange markvej op til huset og så på alle de forskellige vilde blomster, der vokser i vejkanten og inde på marken, hvor der ikke har været får et stykke tid nu. Nogle blomster kender jeg slet ikke navnet på, men jeg havde på et tidspunkt en biolog på besøg, der remsede op med engelske navne. Enkelte af dem skulle være ret sjældne eller i hvert fald spændende - jeg synes jo bare, at de er kønne... og så glæder jeg mig over, at de giver føde til en masse sommerfugle og bier lige nu.