MANDAGSTEMA: Set udefra

En forårssøndag afslørede dette syn af en kat, der lå og hyggede sig i vinduet.

Man kan næsten mærke, hvordan solen luner ind gennem ruden og rammer et afslappet bagben. Man kan næsten forestille sig, at et knurhår virrer lidt, fordi der måske er noget der kilder. Men det er egentlig ikke noget, man gider tage sig af.

Solens stråler gør glasset og vinduesrammen varm. Der er ingen mennesker på gaden, for alle er gået ned i havnen for at sidde og nyde solen på en bænk. Der er tyst, bortset fra lyden af en enkelt lille fugl, der småsnakker i busken ved siden af vinduet.

Det er søndag. En dejlig, doven søndag med sol på et bagben. Man skulle være kat...

Du kan se andre eksempler på "set udefra", hvis du kigger lige her...

Hidcote Manor Garden

Hidcote Manor Garden er en af de mest berømte haver i England. Den ligger utroligt dejligt og godt gemt i det skønne Gloucestershire bare et par timers kørsel fra London. Haven blev skabt af major Lawrence Johnston, der var født i Frankrig og kom fra en velhavende, amerikansk familie.

Haven er bygget op i haverum, og i ét af dem er der en næsten sydlandsk afdeling med et solur som midtpunkt. Om sommeren står store krukker med agaver og andre spidsbladede planter i udkanten af bedene, og hele området er kantet ind af høje bøgehække.

I et fjernt hjørne af haven trives de fugtelskende planter, astilber og liljer, og den dramatiske gunnera med de kæmpestore blade. Planten ligner nærmest noget fra forhistorisk tid og kan blive flere meter i højden og bredden.

Om sommeren ser det næsten ud, som om der er gået ild i de bede, der fører op til de to små lysthuse, for bedene er fyldt til bristepunktet med ildrøde blomster, der træder varmt og flot frem mellem alt det grønne bladværk. Hvis man fortsætter op ad trappen foran husene og forbi rækken af træer med klippede kroner, åbner en fin smedejernslåge op for en udsigt, som man ikke glemmer lige med det samme.

Uddrag fra artikel i Anglofilia efterår 2010

Tiderne skifter

Nogle gange føler jeg mig meget gammel! Især når jeg tænker på alle de forandringer, der er sket på relativt  få år. Mon ikke andre har det som jeg?

Da jeg var færdig med skolen, kom jeg i lære på et advokatkontor. Det var efter min tid i Havnegade, hvor det gik op for mig, at det nok var en god idé med en uddannelse. Så det blev altså handelsskole og en elevstilling på et mindre advokatkontor ved Nikolaj Plads.

Jeg fik med det samme at vide, at lange bukser ikke var tilladt. Man skulle gå i pæn, mørkeblå nederdel, og man måtte ikke gå med bare ben om sommeren. Alt det fik jeg ikke fortalt af chefen, men af en kollega - og det var derfor ikke rigtigt muligt at protestere. Det var vinter, og det var koldt som nu, og jeg skulle rende ærinder med jævne mellemrum, og hver gang måtte jeg skifte fra nederdel til lange bukser for ikke at fryse. Det varede ikke længe, før jeg blev træt af det, og mine tøjskift trak ud. Jeg så chefens løftede øjenbryn, men ingen sagde noget... og ganske langsomt vænnede kontoret sig til tanken. Tror jeg. Jeg fik godt nok at høre mange gange senere, at jeg var "den unge dame, der ændrede kutymen på kontoret...".

Men bortset fra det med tøjskiftet elskede jeg mine ærinder. Jeg skulle gå i banken og på posthuset, og jeg skulle aflevere dokumenter hos gamle damer, der boede i kæmpestore Københavnerlejligheder. Somme tider blev jeg vist rundt hos de søde damer, og det var en helt anden verden med møbler af plys og fløjl. Jeg kom også til at møde i retten og tage med på fogedforretninger. Jeg lærte København at kende som min egen bukselomme, og jeg opdagede, at der lå mange sjove steder gemt rundt omkring.

Et af dem var Otto B. Wroblewski, der lå på Nytorv - lige ved det domhus, hvor jeg senere blev ansat. Her købte man fine gamle papirvarer og bøger til at skrive i, og her fik man stemplet dokumenter. Det var en smuk forretning, og jeg elskede, når jeg skulle stå og vente - for så var der tid til at kigge på alt det fine. Forretningen ligger der desværre ikke mere, og det er synd og skam. Vi burde bevare flere af de gamle butikker - alene fordi det er en del af vores historie.

Foto:  Venligst udlånt af www.boghandlereidanmark.dk

Specielle steder

 

Vi har oplevet mange sjove og dejlige ting, når vi har boet på bed and breakfast rundt omkring i Storbritannien. Vi har også boet steder, som jeg hverken vil skrive om eller anbefale, for selvfølgelig findes den slags også, men de opvejes så rigeligt af de gode steder.

I Sussex boede vi et hyggeligt sted, hvor vi blev vækket en times tid før morgenmaden, og da vi lidt søvndrukne åbnede vores dør, blev der - uden et ord - rakt en bakke med to dampende varme krus te frem, så vi havde lidt at vågne på. Det må være en menneskelig udgave af den temaskine, jeg fortalte om i forgårs.

I Yorkshire blev vi modtaget med eftermiddagskaffe og hjemmebag, som var lavet specielt til ære for os.

På Isle of Skye boede vi i et gammelt hus, hvor vi i øvrigt mødte australske veteraner fra anden verdenskrig. Hele aftenen snakkede vi med disse dejlige mennesker, og da jeg kom op på værelset, var der puttet en lun varmedunk ind under min dyne. Mit håndvaskede tøj, der havde hængt til tørre i badeværelset, var til gengæld forsvundet, men næste morgen dukkede det op igen - nystrøget og pænt lagt sammen...

Det er netop den slags søde og pudsige påfund, der gør, at jeg til enhver tid hellere vil bo på B&B's end på hoteller.

Tilfældighedernes spil

Nogle gange skal man lade tilfældighederne råde... det bliver livet kun sjovere og mere nuanceret af.

Det har jeg benyttet mig af adskillige gange, blandt andet ved jobsøgning. Da jeg lige var gået ud af skolen og ikke rigtigt vidste, hvad jeg ville (den med at skrive kom først senere...) købte jeg en avis, lukkede øjnene og satte fingeren på en annonce, som jeg søgte - og fik.

Helt den samme taktik benyttede jeg mig af, da jeg pludselig fik nok af domstole og sørgmodigheder. I det første tilfælde kom jeg til at sælge ost til svenskere i Havnegade og i det andet kontaktlinser i Ny Østergade.

Om jeg vidste noget om nogen af delene? Ikke det mindste, men det kom jeg selvfølgelig til. Og desuden kom jeg til at lære en hel masse om livet og om mennesker fra alle samfundets lag; mennesker, der viste sig at være noget så søde på hver deres måde.

Det er slet ikke spor dumt at prøve alle fagene i livets skole...

Talende bænke

Har du nogensinde hørt om en talende bænk? Nej, heller ikke jeg - men ikke desto mindre findes den slags (selvfølgelig) i England.

En del historiske huse er nu forsynet med en sådan talende bænk, der skal give folk lyst til at sidde og nyde omgivelserne, mens de lytter til en kendt persons stemme.

Det lille "indslag" er bare på nogle minutter, og bænkene er individuelt udformet, så de passer til stedet og til den talende person.

Bare så du ikke bliver forskrækket, hvis du besøger England og pludselig hører stemmer... :-)

Tebryggeren

For mange år siden læste jeg en roman, hvor en "Teasmade" blev nævnt. Det lød så hyggeligt og pirrede min medfødte nysgerrighed i den grad, så sådan én måtte jeg have...

En teasmade er en snedig kombination af læselampe,vækkeur og temaskine med tilhørende tepotte. Man hælder vand på, inden man går i seng, og når det indstillede tidspunkt oprinder, begynder vandet at koge, og teen brygges af sig selv, mens man sover. Derefter er det bare at række en arm ud efter tepotten, så dagens første kop te kan nydes på sengekanten i semi-vågen tilstand.

Engang var det fast tilbehør i over to millioner engelske hjem, og efter en nedgangsperiode ser det ud til, at en ny og forbedret udgave af ”tebryggeren” igen kan gå hen og blive populær. Jeg har den gamle udgave uden læselampe, men med plads til foto, og den er i hvert fald meget populær hos mig... :-)

Mere butik

I fortsættelse af mit indlæg i går vil jeg fortælle lidt om et stormagasin i England.

Det hedder Brays og ligger i "min" by, Great Malvern, og her har det ligget siden 1895. Forestil jer Skjerns Magasin fra Matador i lidt større udgave, så er det ikke ramt helt ved siden af...

Hver gang jeg kommer til England, skal jeg lige ind og handle lidt her. Det er sådan en fornøjelse! Alt er selvfølgelig som i gamle dage - også betjeningen - og der bliver aldrig sagt (tyggegummi-spisende) at "hviss-det-ik-er-på-hylden-har-vid'ik-smask..."!

Selve butikken er fin med så mange gamle detaljer, at jeg går næsten andægtigt rundt, og en tur i prøverummet gør mig salig. Og varerne er altså hverken støvede eller umoderne; især i herreafdelingen på 1 sal kan man finde de mest smarte ting.

Nu skal man selvfølgelig ikke bare handle for at være filantropisk, men hvis jeg ved, at jeg - eller min rare mand - godt kunne bruge et eller andet til garderoben, så kigger jeg lige her først.

Sandsynligheden for, at jeg finder, hvad jeg skal bruge, er stor.

Heldigvis! :-)

Winston Churchill

Jeg er en stor beundrer af Winston Churchill, og hvis du har det som jeg, vil jeg anbefale følgende link, hvor man kan læse en masse om denne store personlighed:

http://www.winstonchurchill.org/

Butiksliv

I disse udsalgstider kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor svært det må være at være butik. Det er meget godt, at vi kan spare penge, når vi handler, men det kan de handlende ikke leve af. Det kan også være, at vi elsker at gå i butikker og kigge, men det kan de handlende heller ikke leve af.

Hvis vi kun handler, når der er udsalg, så lukker butikkerne. Hvis vi slet ikke handler, så lukker butikkerne også. I stedet får vi byer med banker, revisionskontorer og ejendomshandlere. Ikke at der er noget i vejen med dem, men særlige festlige at se på er de da ikke...!

Personligt undgår jeg helst de store butikscentre, fordi jeg synes de er ens og frygteligt kedelige. Jeg foretrækker langt at tage på bytur og besøge små, hyggelige specialbutikker, der ved, hvad de har med at gøre og rent faktisk er i besiddelse af en vis kendskab til varen.

På den måde bliver indkøb en nydelse og ikke bare noget, der skal overstås. Jeg har også meget svært ved at se fornøjelsen ved at handle hermetisk indpakket ost, kød, grønt, kaffe, vin og hvad det nu ellers er i et supermarked. Jeg vil snuse, kigge, nyde, smage, snakke, og jeg elsker at gå fra butik til butik og købe lige præcis det, jeg holder allermest af. 

Om det er dyrere? Det behøver det slet ikke at være, men ellers er det da bedre at købe lidt, men godt.

Om det tager længere tid? Ja, heldigvis. For hvad er det egentlig, vi skal nå? Handler livet ikke om at dyrke de gode ting?

Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering. Men én ting er sikkert: Så længe vi kun støtter de store og ikke de små - støtter vi ensrettetheden og ikke individualismen.