En ganske almindelig mandag

En af de ting der ender på auktion...

Det var et rigtig godt arrangement i går. Efter loppemarkedet inviterede IKEA på grillmad og musik, og der var stillet bænke op og lagt duge på bordene. Det var lige det, man godt kunne bruge efter at have været på fødderne siden den tidlige morgenstund. Og det allerbedste var, at det lykkedes mig at få lidt mindre at flytte rundt med...

I dag er det en ganske almindelig mandag. Ingen skrivning, for det nye ANGLOFILIA er afleveret til tryk, og ingen pakning - for i dag holder jeg fri sammen med min mor. Vi har en masse praktisk, der skal ordnes; der skal blandt andet indkøbes maling og ses på tæpper. Egentlig skulle jeg også have været ude hos Lauritz med nogle ting til auktion, men jeg kan nok ikke nå det hele i dag. Der skal også være tid til lidt mandagshygge og en tår kaf'...  ;-)

Sov godt

Inspireret af Fruen i Midtens indlæg i går kom jeg til at tænke på mine mange Bed and Breakfast oplevelser rundt omkring. Både i England og andre steder.

Jeg vænner mig aldrig til at sove med et stramt udtrukket tæppe med lagen under, proppet fast og bestemt ned under madrassen. Jeg føler mig som en tætpakket sardin i en dåse, og det første, jeg gør, er at trække det hele op igen. Meget besværligt, men umagen værd.

Og så en ting, som jeg ganske tit er stødt på: Plastikunderlag under lagnet! Af og til opdager man det ikke og vågner først i nattens løb badet i sved. For pokker da! Så op og flå det hele af. Andre gange afslører en høj knitren hurtigt, at der er lagt et tykt lag (rigtig) plastik under.

Selvfølgelig skal man beskytte madrassen, men det kan jo gøres med rullemadras og underlag og alt muligt andet, der ikke gør nattesøvnen til et saunabesøg.

Det værste, jeg endnu har oplevet, var et Bed and Breakfast i Belgien - på vej til England. Vi kom sent dertil på grund af trafikken og var så trætte, at vi bare skulle i seng hurtigst muligt. Min mor var med, og vi havde fået et familieværelse med tre senge, for det var, hvad der var.

Da lyset var slukket, begyndte den første at knirke. Og så den anden. For hver gang én af os bevægede så meget som en muskel, knirkede plastikket under os højlydt - og i hver sin toneart. Vi var for trætte til at stå op og gøre noget ved det. Men ikke for trætte til at få adskillige grineflip, så det var endnu en grund til, at der ikke blev sovet ret meget den nat...

Foto: Scott McLeod

Om mod og store hunde...

I øjeblikket sidder jeg og skriver artikler til mit blad - blandt andet om Devon i det sydvestlige England. Og derfor kom jeg i tanker om en elegant Bed and Breakfast, vi engang boede på.

Vi ankom til huset om aftenen og ringede på klokken, og straks lød et tordnende, rungende VOOOV inde bag døren. Det kom oppefra, og jeg så ængsteligt på min rare mand, fordi jeg forestillede mig en giganthund, der ville vælte mig, når døren blev åbnet.

Men nej. Døren blev åbnet, og der var ingen hund. I stedet var der en sød, ældre dame, der tog imod os. Jeg spurgte forsigtigt til hunden, og hun lo. "Åh, den lille hare? Den har gemt sig inde på kontoret".

Senere opdagede jeg, at "den lille hare" var en kæmpestor Grand Danois, og at der ikke var én, men tre. De lå krøllet sammen i hver sin lænestol, og da jeg kom ind på kontoret for at hilse på husherren, så de meget bekymrede ud. Jeg fik allernådigst lov til at klappe dem, og det varede en rum tid, før de vovede sig frem, så vi kunne hilse ordentligt.

Det engelske ordsprog "their bark is worse than their bite" passede altså ret godt her...

Små kunstværker

Dette lille billede købte jeg engang i England. Vi besøgte en meget charmerende by nede sydpå, og et eller andet sted i hovedgaden lå en kunstbutik med små billeder som disse. Det viste sig, at det var kunstneren selv, der havde butikken, og han solgte altså her sine egne billeder. Det var en ældre mand, og vi snakkede længe med ham, fordi han var så sympatisk.

Jeg faldt for dette motiv, som for mig var meget engelsk, og jeg købte det, selv om jeg ikke rigtigt havde råd. Ikke fordi det var så dyrt, men pengene var bare små dengang.

Mange år senere kom vi til byen igen, og jeg huskede manden med den lille kunstbutik. Jeg ville besøge ham igen og fortælle ham, hvor glad jeg var for hans billede - og måske købe ét mere.

Men butikken var væk. Jeg valgte at tro på, at manden havde trukket sig tilbage, men hvor var jeg glad for, at jeg fik købt billedet dengang.

Jeg har mange af den slags små billeder. Ingen af dem har nogen særlig værdi, sådan rent pengemæssigt, men de har værdi for mig. Fordi de minder mig om en dejlig dag eller et dejligt sted - eller et dejligt menneske, sådan som den ældre kunstner her var.

De bedste fund

Man gør altså mange gode fund, når man sådan går og pakker ned. Når man gennemgår reolerne og udstøder det ene "ih" og "næh" efter det andet. Fordi bøgerne står så tæt pakket på hylderne, at man nemt kan overse nogle af dem, og det er næsten som juleaften ved gensynet.

Jeg glæder mig sådan til "det nye liv" efter 1. september, hvor der igen falder ro over det lille hjem, og hvor jeg kan få tid til at hygge med med bøger som denne her. Den er bare så fin...

En god sommer for fugle

Det kan godt være, at sommeren har været kedelig for os mennesker, men jeg tror egentlig, at den har været god for fugle. I hvert fald har vi flere fugleunger end nogensinde før. I England var det svalebørn, og her i haven vrimler det helt utroligt meget med skovspurve.

Nogle af de små skovspurve er endda så frejdige, at de hopper rundt inde i min spisestue. Mens jeg sidder og skriver i stuen, kan jeg ud af øjenkrogen se, at tre-fire stykker lige så stille tripper rundt på gulvtæppet derinde - på jagt efter de frø, som mine velnærede parakitter har "tabt".

Tot og Strit synes vist, at det er vældig hyggeligt med gæster, og jeg har på fornemmelsen, at de puffer frø ud af frøbeholderen med vilje, men jeg er nu mere bekymret for, om de små spurvebørn kan finde vej ud igen. Det kan de heldigvis godt!

Le ikke

Da jeg var en stor pige, lærte jeg at slå med le. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan finde ud af det (ligesom man aldrig glemmer, hvordan man cykler...) - og nu har jeg i hvert fald i sinde at prøve.

Der hører tre marker til Hollymount. En stor, som nabo-landmanden har får på, en mellemstor og en lille. De to sidste har været lånt ud til en anden nabo, og da han er en ældre herre, ved jeg ikke, hvor længe han bliver ved at holde får.

Så for at være på forkant er jeg ved at lægge planer for de to marker. På den store vil jeg have blomstereng - og her kommer leen ind i billedet. Hvis man slår marken med le, kommer der nemlig hurtigt en hel masse vilde blomster frem til glæde for sommerfugle og bier. Jeg ved, at blomsterne er der; de skal bare have chancen for at vinde over græsset.

Den lille mark skal også slås med le, og så vil jeg plante bærbærende buske og små træer her. Det vil være mad og ly til fugle og smådyr, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at give naturen en hjælpende hånd.

Barnlige glæder

På nogle punkter bliver jeg givetvis aldrig voksen - og heldigvis for det. Jeg er for eksempel helt vild med små ting, og det kan både være dukkehuse, miniaturebyer og...  små tog.

For mange, mange år siden købte vi et fint tog til udendørs havebrug. Vi har haft det fremme flere gange, blandt andet i julen, hvor toget har haft sin rute rundt om juletræet - fyldt med pakker og pynt. Men vi har endnu ikke kunnet nænne at bruge det udenfor, hvor det egentlig hører hjemme.

Nu skal det flytte med os, og da der ikke er meget sjovt ved at anlægge en miniaturebane i et hus, der kun er lejet for to år, kommer det med til England. Jeg er sikker på, at der her kan blive plads til et fint lille anlæg med buske og træer, hvor toget kan futte rundt nok så hyggeligt.

Måske kunne man fylde de åbne godsvogne med nødder til de grå egern. De skal såmænd nok finde ud af at snuppe dem, når toget holder stille...