Nu med foto

Ja okay, mit første forsøg på at blogge fra min Ipad gik ikke så godt - uvist af hvilke årsager forsvandt billedet (det ses nu nedenfor - jeg morede mig meget med at gå rundt i byen og fotografere med min Ipad...).

Bagefter gik vi hjem i pejsestuen og fik den bedste kop varme chokolade, jeg længe har fået - men de ER jo også kendt for chokoladen i Belgien - og i dag kørte vi videre. Vi er nu landet i England - og her er ikke så vådt, som jeg havde frygtet. Jeg kan endda se, at markerne er grønne og ikke dækket af vand ligesom sidst.

Til gengæld varsler de nu ugevis af sne og isvinter og kulde og alskens forskrækkeligheder - så det er da godt, at vi kan tænde op i pejsen og holde varmen alligevel. Og så er det godt, at vi er vant til lidt af hvert hjemmefra... ;-)

Update: Har lige set vejrudsigten: De advarer om store snemængder på op til 10 cm på særligt udsatte steder.

Gråt i gråt

Man kunne også kalde det vådt i vådt. Vi kørte gennem Danmark i tæt tåge og kom til et Tyskland, der var effektivt dækket af gråvejr. Aldrig har jeg oplevet en mere kedelig køretur, for enten regnede det - eller også støvregnede det.

Men for at se de lyse punkter:

1.       Bilen blev godt og grundigt vasket.

2.       Der var ikke noget, der kunne distrahere, for man kunne ikke se noget.

3.       Der var ikke voldsomt meget trafik (eller også kunne jeg bare heller ikke se den... ha ha).

Vejret blev en hel del bedre - og i hvert fald tørt - da vi nåede Belgien, og Brugge i aftenskær er jo altid dejlig...

Sydfrugter pakkes

Så er det ved at være tid igen. Og der skal bestemt ikke lyde nogen beklagelser af den grund - jeg skal bare have pakket de sidste bestillinger i netbutikken, så drager vi mod vestlige egne.

Jeg er spændt på at se, hvor vådt der er i Worcestershire, der skulle være det værst ramte sted her i sidste omgang. Forhåbentlig er det ved at tørre ud, for jeg synes ærlig talt, at det var slemt nok i november.

Søndags idyl

Sådan en søndag er ikke det værste, man har.

"Lånekatten" Rikke ligger her ved siden af mig; der er smuk musik i radioen, lys på bordet og kaffe i koppen. Jeg sidder og er ved at lægge sidste hånd på den nye udgave af ANGLOFILIA.info.siden...

Alt ånder fred. Mon der er mere af den hjemmebagte sandkage?

Det ville da lige være toppen på kransekagen... :-) God søndag!

You got mail

Jeg er så glad for min lille Ipad, som jeg fik i fødselsdagsgave sidste år. Den følger mig i tykt og tyndt, og jeg skriver tit små ting ned, som jeg enten skal huske eller som skal med i en artikel. Og så sender jeg de små tekstbidder til mig selv via mail, så jeg kan bruge dem på min arbejdscomputer...

Når jeg få øjeblikke efter hører det lille ”pling” fra min laptop, tænker jeg 9 ud af 10 gange: ”Neeej, der kom da vist en mail”….! 

Hvordan kan man glemme så hurtigt? 

I går aftes sad min rare mand med sin Ipad og fandt nogle oplysninger på nettet. Han sendte linket til sig selv via mail, så han kunne se på dem senere…

Få øjeblikke efter lød der et lille ”pling” og straks rakte han hånden ud for at tage Ipad’en og se, hvem der skrev…

Foto: Artiii

Har du en skrevet en liste?

Her ved årsskiftet er der mange, der tager tilværelsen op til revision - en frisk kalender indbyder naturligt nok til friske ideer og planer.

Nogle udarbejder endda lister med "1000 ting jeg ønsker at nå i livet" - eller noget i den stil. Så seriøst er jeg nu ikke selv gået til værks, og hvis jeg skulle skrive en "bucket list", som sådan én kaldes, ville den vist blive kedsommeligt kort. Men der er nogle ting, jeg virkelig gerne vil opleve:

1. Jeg vil gerne bo forskellige steder i Europa - bare i perioder på nogle uger eller måneder ad gangen. (Her kommer den tidligere nævnte autocamper i øvrigt ind i billedet, for den ville gøre det muligt uden de store omkostninger). Forskellen på en ferie og et sådant mere "standfast" ophold er, at man får det pågældende sted ind under huden, så at sige.
2. Jeg vil gerne prøve en tur med luftballon.
3. Jeg vil meget gerne se hvaler på tæt hold.

Hmmm. Listen blev egentlig endnu kortere end ventet, så der er stadig plads til 997 punkter. Jeg må tænke mig om...  ;-)

Hvad med dig? Har du en liste i - eller for - dit liv?

Kattejammerrock

Da min kat, Puskis, levede, var hun lidt af en slagssøster. Hun havde sin egen kattelem og gik ud om natten og vé den, der vovede sig ind på hendes enemærker. Vi vågnede ofte til hyl og skrig fra haven, og vi kendte lyden og vidste straks, når i hvert fald halvdelen af lyden kom fra Puskis.

Midt om natten i buldermørke trak vi hastigt i det nærmeste tøj og styrtede ned for at komme kræet til redning. Det var nu som regel Puskis, der havde overhånden, men alligevel.

I nat hørte jeg - halvt i søvne - katteskrig igen. Jeg for op, styrtede hen til tøjet og begyndte at trække det på, før min hjerne så småt fungerede. Arj, det var da ikke Puskis - og det var heller ikke min mors Rikkekat, for hun kommer ikke ud om natten, men ligger og sover i arm.

Så jeg listede i seng igen og prøvede at lukke ørerne for kattemusikken, der dog snart holdt op.

Gamle vaner forgår ikke så let...

Denne søde kat, der tilhører vores venner, er rar og velopdragen og bestemt ikke nogen slagsbror...

Kedelig dag med udsigt til forbedring...

I dag er det ganske almindelig hverdag igen. Og endda en ret kedelig én af slagsen. Ikke bare på grund af det grå vejr, men fordi jeg har knækket en tand og skal til tandlægen - og når det er overstået, skal jeg lave regnskaber og andre praktiske ting.

Men heldigvis er der udsigt til forbedring. Den strikkede musepige her står nemlig i en hyggelig café i engelske Broadway, og om få dage skal jeg besøge hende igen. Forhåbentlig en tand bedre...!

Traditioner og nytårskoncert

Lige siden jeg var lille pige, har jeg set nytårskoncerten fra Wien på nytårsdag. Da jeg var mindre, dansede jeg yndefuldt med på de danse, der vises mellem musikken, men det afholder jeg mig - af flere årsager - fra nu.

Men jeg nyder stadig musikken i fulde drag og nøjes med at strække foden på balletvis under bordet, mens jeg laver en lille usynlig plié (ikke nemt i siddende stilling!).

I år blev koncerten ses på den mindste skærm nogensinde, men det bliver tonerne heldigvis ikke mindre af - og så drømmer jeg stadig om at komme til Wien og se koncerten i virkeligheden. Desværre hørte jeg, at man skulle være ret så heldig for at få lov til at være med i lodtrækningen om billetter...

Godt nytår i miniaturestørrelse

Mit lille nytårsprojekt til dukkehussiden er nu klar, og med det vil jeg ønske jer alle et rigtigt dejligt nytår. 

Tusind tak til alle jer, der har fulgt min side så længe – faktisk har jeg netop i dag udgivet mit indlæg nummer 900 - og jeg har ikke i sinde at stoppe, før jeg når de 9000. Eller måske snarere 90000…

Man kan jo lige så godt sigte højt… :-)

 

HAPPY NEW YEAR!

Skøjter uden is

I fortsættelse at mit indlæg i går vil jeg her præsentere isskøjterne, hvor man slet ikke har brug for is. Jeg så dem forleden i en TV-udsendelse, og det er da sjovt, at det kan lade sig gøre...

Kommer tilbage og siger godt nytår senere... ;-)

En skøjteprinsesse

Jeg elskede at løbe på isskøjter som barn, og jeg kan stadig mærke suset i maven, når jeg står og ser på en skøjtebane.

Alle TV-udsendelser med kunstskøjteløb blev fulgt, og jeg strøg over i Lindevangsparken, så ofte det kunne lade sig gøre, for her "vandede" man den cementerede boldbane om vinteren, så det blev en skøjtebane. Andre gange tog jeg toget til Islev skøjtehal, hvor jeg kunne løbe i timevis - kun afbrudt af en portion friskbagte æbleskiver.

Da jeg var tyve og boede i Bruxelles, blev jeg inviteret med på skøjtebanen dér, og jeg var selvsikker og overbevist om, at man da aldrig glemte at løbe på skøjter. Jeg så stadig mig selv som en skøjteprinsesse, men den drøm brast hurtigt. Jeg sad på halen på isen det meste af tiden...

I en mere moden alder tog jeg mig pludselig sammen og kastede mig ud i skøjteløberkunsten igen. Jeg meldte mig til nogle undervisningstimer, polstrede mig med adskillige lag tøj og tilbragte mine lørdage på isen. Åh, det var en herlig tid. Selv om jeg var rusten, så var teknikken ikke helt glemt, og højdepunktet kom, da jeg flere gange løb banen rundt i frisk tempo til tonerne af "Søren Banjomus".

Man bliver heldigvis aldrig for gammel til at føle barnlig glæde... :-)

Tid til at pusle...

Der bliver puslet meget i disse dage. For det første har jeg som altid juleferiens udvalgte puslespil i gang, og jeg har fundet ét, der rigtig fik mig til at længes efter England og de engelske Tea Rooms. Så det er egentlig meget heldigt, at jeg snart skal derover igen...

Og så er jeg i fuld gang med et lille nytårsprojekt til min dukkehusside - det er også noget være "pusselværk", og jeg skal vise jer resultatet om nogle dage...

Tiden går...

Nu har jeg kæmpet - indædt - mod min rare mand i den svenske quiz "Vem Vet Mest" i samfulde tohundredeogtredive af årets dage.

Lige nu står den 2065 mod 2063.... så der er ikke meget, der skiller os.

Kampen om førerpladsen tilspidses her de sidste dage, for den 31. december er sidste chance, og jeg SKAL bare vinde.

Ellers kommer jeg til at høre på min "rare" mands hoveren hele næste år.

Visse ting er bare ikke til at bære...!

PS. Hvis I undrer jer over billedet, så er det et meget specielt ur, der hænger i et engelsk butikscenter. Der sker mange sjove ting, hver gang klokken slår hel... ;-)

Himmelsk

Selv en mørk og dyster himmel kan være flot og spændende - især når den ses på baggrund af smukke, gamle engelske huse.

Da vi besøgte Broadway i november, begyndte dagen med blå himmel og hvide lammeskyer, men den endte med sort himmel og øsende regn.

Du kan se flere himmelske bidrag hos Petunia lige her...

Dovnedag

Jeg elsker juledagene som i min version er rene og skære "dovnedage". Dage med et udvalg af hyggelige film, gode bøger og lækre "håndmadder" for at gøre det hele så nemt som muligt. Ind i mellem dog også en god travetur for at få luft og komme af med bare nogle af julekalorierne...

Til filmene hører blandt andet de gode, gamle klassikere, som jeg aldrig bliver træt af. Film med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly, Judy Garland og alle de andre - og i går blev det en meget julet julefilm: Holiday Inn med Fred Astaire og Bing Crosby.

I filmen dansede Astaire - som altid - helt utroligt godt, og Crosby sang sin "White Christmas". Så kan man vist dårligt komme mere i julestemning...

Gør det selv mandelgave

Hvad gør man, når man ikke kan opdrive en ordentlig, gammeldags marcipangris til mandelgave?

Så må man selv hitte på et alternativ, og også den slags kan blive lidt... nå ja, alternative...

I stedet for mandlen fik alle tre udleveret et stort stykke økologisk marcipan, lidt pynt og lidt mandler. Og dernæst - efter indtagelse af julemaden - til opgave at udforme helt sin egen gris.

Som det ses, var der én, der misforstod opgaven lidt og fremstillede en marcipansnemand. Der var én, der nærmest fik udformet en slags blindmus... og så var der én, der fuldførte opgaven til noget, der rent faktisk lignede en marcipangris. Lidt.

Ja ja, man har kun det sjov, man selv laver, og jeg er sikker på, at marcipan...øh...figurerne smager dejligt til eftermiddagskaffen i dag.. ;-)

Julefred og -fryd

Nu falder julefreden over det lille hjem. Der er pyntet, bagt og lagt gaver under træet, og i morgen skal vi bare på kirkegården med røde tulipaner til min far. Det er blevet en tradition hos os, og for min mor er det ikke rigtig nogen god jul, hvis vi ikke gør det. Så det gør vi selvfølgelig!

Imens kan flæskestegen stå på langtidsstegning i ovnen, og vi er meget spændt på den, for det er en "underlig" ovn. Det synes vi i hvert fald, fordi den er helt anderledes end vi er vant til, men småkagerne blev fine nok, så det bliver stegen nok også... :-)

Juletræet er pyntet, og hver gang jeg ser på det, kommer jeg til at tænke på den sang, som min far elskede:

Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær't så grønt,
aldrig har det vær't så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.

Hjerter klippet med en saks
af den fingernemme slags,
kræmmerhus med krøllet hank,
som så let får en skavank,
kurve, kugler, fugle, flag,
op og ned og for og bag ...

Når de mange fine ting
hænger roligt rundt omkring,
og når alle lys er tændt,
og her lugter brunt og brændt,
er det som en sommerdag
dér, hvor træet kommer fra.

Alle vegne ud og ind
glimrer edderkoppespind ...
mon der ikke bor en spurv
her i denne lille kurv?
Kræmmerhus med nødder i
er grangiv'lig kogleri.

Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul.

Zzzzzzzikken lørdag

Det sker heldigvis sjældent, men selvfølgelig sker det, at jeg sover over mig. Det skete i morges, og hele dagen har jeg været bagud. Hver gang jeg så på klokken, var den meget mere end ventet, og det går jo slet ikke.

Så i morgen sætter jeg vækkeuret til ringning, selv om det er søndag. Jeg vil have en god start, for der er meget, der skal nås - men på den gode, afslappede og hyggelige måde.

Måske lige med undtagelse af flæskestegen fra Grambogaard. Den skal nemlig hentes i den butik, hvor den er bestilt, og vi er blevet advaret om kødannelse. Den slags tager jeg ret afslappet, men jeg er ikke så sikker på mine medmennesker.

I dag var den nemlig rent gal med dyt og stress og arrige blikke, kunne jeg se fra min udsigtspost på 2. sal på Holte Stationsvej. Men måske har de stakkels mennesker også sovet over sig og været bagud fra morgenstunden...

En skøn bog

Jeg har en svaghed for dejlige bøger - sådan nogle, som man lægger fremme på bordet, så man hele tiden kan se dem, røre ved dem, kigge i dem og bare glædes over.

Sådan en bog fandt jeg, da jeg sidst var i England, og selv om det egentlig skulle være en julegave, så ligger den her på mit bord - fyldt med dejlige opskrifter og italiensk stemning.

Meraviglioso!

Små gaver til små penge

I fortsættelse af mit "familiejuls-indlæg" i går kom jeg til at tænke på de gaver, jeg altid havde et værre hovedbrud med. For det var nemlig meget vigtigt for mig, at det ikke bare var mig - barnet - der fik julegaver; de voksne skulle også have.

Så i november gik jeg i gang med projekt "skraben penge sammen". Jeg fik ikke mange lommepenge som lille pige, men jeg var god til at gøre mig fortjent til lidt ekstra (syntes jeg selv). I hvert fald fandt jeg på alverdens julelege - jeg tegnede tegninger, som jeg solgte til overpris til mine forældre (hvis de ellers hoppede på den...); jeg slæbte flasker ned og indkasserede pant, og jeg tilbød ekstrarengøring for en håndøre eller to.

Derefter lagde jeg budget og juleplaner. Alle voksne julefestdeltagere blev skrevet op på en seddel, og ud for hver blev skrevet det beløb, der var afsat. Mine forældre skulle selvfølgelig have en lidt større ting, mens mostre og onkler bare små ting.

Med pungen fuld af mønter gik jeg på juleindkøb. Mostre fik gerne et lille stykke sæbe eller måske en fin pudderkvast, mens onkler fik piberensere eller en kam. Man fik ikke meget for små mønter, men det var jo heldigvis også dengang tanken, der talte. Og jeg nød at finde på og pakke alle indkøbene fint ind - og det gør jeg faktisk stadigvæk...

Juleaften dengang

Da jeg var barn, holdt vi næsten altid jul hos mine bedsteforældre i Vanløse. De boede øverst oppe på 3. sal og min moster, onkel og fætter boede lige nedenunder. Rundt om hjørnet i samme boligblok boede en anden moster og onkel, så det var et rigtigt "familie-samlingssted".

For et barn var det naturligvis superhyggeligt. Vi boede selv på Frederiksberg, og da vi ikke havde bil, brugte vi benene. Om sommeren cyklede vi, og om vinteren gik vi. Juleaften pakkede vi alle julegaverne i poser og os selv godt ind i varmt tøj, og så traskede vi ellers af sted i høj sne (for selvfølgelig sneede det altid i julen dengang... ;-) ).

Jeg var fuld af forventning til den forestående aften. Både på grund af gaverne og på grund af al den familiehygge, som jeg voksede op med. Når vi nærmede os Linde Allé, kunne jeg se de tændte lys i vinduerne, der lyste os så varmt i møde.

Mine bedsteforældre boede i en toethalvtværelses, men hvor der er hjerterum, er der som bekendt husrum, og vi kunne snildt være de 12-14 mennesker, som hørte en juleaften til. Alle blev bænket rundt om spisebordet, der blev forlænget og trukket ud, så det fyldte hele stuen, og så blev der budt på den traditionelle flæskesteg og ris à l'amande med mandelgave.

De to børn - mig og min fætter - blev efter middagen bænket i sofaen, og så fik vi en stor godtepose af min bedstefar, inden gaverne blev delt ud. Sikkert meget klogt, for så havde vi lidt at gå op i, og vi elskede vores godteposer. Vi var ikke så forvænte med lækkerier dengang, så det var noget særligt.

Alle fik gaver - også de voksne - og bagefter blev der spillet billedlotteri eller tallotteri om spillegevinster. Og til sidst blev der budt på lidt at drikke... men da var jeg som regel faldet i søvn på sofaen...

Julekasse med stads

Julestads i miniaturestørrelse

I går skrev jeg lidt om kassen med julestads på dukkehussiden, og den udspringer selvfølgelig i den kasse med stads i virkelig størrelse, som har fulgt mig hele livet.

Jeg begyndte at samle juleting som stor pige, og siden er kassen blevet udvidet et par gange, så der i virkeligheden nu er tre. Undervejs har jeg mistet noget af mit kæreste pynt, for både ved den nylige flytning og en af de forrige forsvandt flyttekasser sporløst - og dermed desværre også en del ting med affektionsværdi.

Men det meste har jeg endnu: Bedsteforældrenes gamle glaskugler, der er så skrøbelige og smukke; min fars hvide stjerner, som han elskede at fremstille, og som jeg nu altid har med på træet, sjove engelske ting, som jeg selv har fundet rundt omkring og de messingstager, som jeg en overgang fik forærende hver jul af forretningsforbindelser.

I de år, hvor vi havde flere katte, blev den fine julestads erstattet af ting af træ og pap, fordi glasting og kattepoter ikke er forenelige. Af samme grund ophørte jeg med at bruge lametta, som ellers hørte til min barndoms pynt - man er nødt til at tage sine forholdsregler med dyr, der kan finde på at spise i alt.

Om få dage bliver kasserne igen taget frem, og alt det fine pynt kommer i brug igen. Med det strømmer minderne også frem - minder om et helt livs juleaftener sammen med familien, der engang var så talrig. Og selv om det er trist, at de fleste ikke er her mere, så er det en stor glæde at mindes.

Julevinduer

Jeg elsker at kigge på julevinduer! Det er så sjovt at se opfindsomheden, der gerne er særlig stor op til jul, og mange vinduer inspirerer til julehygge derhjemme.

Dette her udstillingsvindue så jeg i Cheltenham i England, og det er fra Laura Ashley butikken.

Da jeg var lille, tog vi hvert år på juleudstilling i København. Hvert eneste år blev jeg puffet og maset i menneskemængderne - først i Havemanns, Daells Varehus, Magasin og Fonnesbech og hvad de nu hed - og derefter i bussen på vej hjem. Men jeg led i stilhed, for jeg syntes alligevel, at det var en stor fornøjelse, og det var en fast del af min jul.

Vi havde ikke så mange penge dengang, men til bybesøget hørte en kop varm chokolade og en bolle i et konditori, der lå i nærheden af Rådhuspladsen og bagefter Disney-show i Metropol. Efter forestillingen kiggede vi butikker og købte lidt gaver til familien, og til sidst - hvor det var blevet helt mørkt - skulle vi se vinduesudstillingen med bevægelige nisser og dyr. Jeg kunne stå længe og kigge med næsen presset imod ruden, og det var kun de stivfrosne tæer og fingre, der fik mig væk.

Jeg fik varmen igen mellem fugtig uld og mennesker i bus 14 hjem.

Hittepåsomhed

Jeg holder meget af belgiernes hittepåsomhed og kreativitet, som jeg tit støder på, når jeg er i Brugge. Denne gang var det på en restaurant, hvor jeg pludselig opdagede, hvordan loftsbelysningen var skruet sammen.

Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende... ;-)

Højt fra træets...

For nogle år siden købte jeg et kunstigt juletræ til mit showroom. Den slags bruger englænderne jo meget, og da det skulle holde hele december, nyttede det ikke med et rigtigt træ. Af forskellige årsager fik jeg dog ikke brugt det, og da det så så livagtigt ud, satte jeg det lillejuleaften ind i stuen for at pynte det - det kunne jeg jo lige så godt, når jeg nu havde det.

Det virkede også ganske udmærket. I hvert fald i starten. Jeg nåede lige at pynte det fint med alt det gamle pynt og endda udstøde et "næh, hvor er det pænt". Så begyndte det elendige træ af smide det yderste led af hovedparten af grenene. Da det var dér, pynten sad, endte jeg med at ligne en tegneseriefigur, der prøvede at gribe nedfaldne glaskugler med alt, hvad man nu engang kan gribe med...

Ikke så smart, men heldigvis overlevede julepynten stort set. Selv om jeg stadig har træet, der lige nu står ude på terrassen og fortsat ser meget ægte ud, så foretrækker jeg den ægte vare.

I år skal jeg ud og finde mig et fint rødgran. Og det skal være af en passende størrelse, så jeg kan få al pynten på, for jeg skal bruge en del jule-fotografier til kommende projekter.

Og jeg vil helt lade være med at tænke på H. C. Andersens fortælling om juletræet...;-)

Julestue i dukkehusstørrelse

Jeg er netop begyndt på projekt "julestue" på min dukkehusblog. Dag for dag (de fleste af dem) frem til jul kommer der små anvisninger på de elementer, der skal til for at skabe et julerum i min version.

Julekassen står fremme på min reol nu og er blevet en fast del af julepynten. For det er så hyggeligt at kigge ind og forestille sig, hvem der mon bor sådan... :-)

Hvis du selv kunne tænke dig at følge med i projektet, kan du se lige her...

Mandagstema: Julestemning

Årets sidste mandagstema er "julestemning", og det var der masser af i Brugge, hvor jeg netop har været.

Hotellet var pyntet hyggeligt op, og i alle vinduerne lå "julede" udgaver af de lækre chokolader, som belgierne er berømte for.

Med dette indlæg vil jeg ønske Helene og de andre mandagstema-deltagere oppe nordpå en RIGTIG GLÆDELIG JUL... :-)

Du kan se andre bud på mandagstemaet lige her...

Kat på gåtur

Man skulle være kat i dette hus!

For det første sover det lille luksuskræ længe, dybt puttende i den endnu varme dyne, mens moderen - hendes og min - står op, polstrer sig med uld, og trækker tykke støvler på for at fodre fugle og grave sneen væk på havens dyreveksler og katte-gangarealer.

Katten Rikke er klog nok til at vide, at man ikke skal ud sammen med kattemor, for så får man kolde og våde poter, uf da.

Efter en tid strækker hun sig og lunter op i vinduet, så man kan holde øje med fremskridtet. Og når "havenissen" kommer ind med røde kinder og mere eller mindre snedækket, SÅ ved Rikke, at der bogstavelig talt er fri bane i haven.

Jeg er bange for, at den lille kat bliver snydt i dag, for gangene bliver fyget til med sne lige så hurtigt, som de bliver ryddede...

Bryllupsdag i Brugge

Vi har netop haft bryllupsdag, og i den anledning forærede vi os selv en ekstra dag i Brugge på vej hjem fra England.

På denne årstid er det selvfølgelig ikke vejr til at sidde udendørs, men til gengæld brugte vi dagen på museer, butikker og hyggelige cafeer.

Og så nød jeg at kigge på skøjteløberne på markedspladsen, hvor der - traditionen tro - hvert år anlægges en fortryllende skøjtebane med glimmer og fantasifulde træer mellem de små julemarkedsboder.

Billedet er taget fra en café, hvor man har den bedste udsigt til markedspladsen og samtidig kan nyde de bedste pandekager i Brugge.

Novemberhimmel

November måned byder på så mange smukke solnedgange, hvor den blege sol gør himlen helt fantastisk. Således også her i England, hvor der er så rig mulighed for at nyde det fantastiske lys over bjergene - eller måske bare som her... som en genspejling i et vindue...

Dette indlæg er et bidrag til Himmelsk Torsdag, og du kan se flere bidrag lige her...

Julemarkedsbesøg

Selv om jeg ikke selv er på Hegnslund i år, ville jeg ikke undvære æbleskiverne og den hyggelige stemning. Så jeg tog mor under armen (bogstavelig talt i det glatte føre) og listede afsted på snedækkede veje.

Hegnslund bød velkommen med tændte lygter og fine gamle ting, og det er meget nemt at komme i julestemning, når man sidder på svalegangen i det smukke hus og lytter til julemusikken.

Der er åbent weekenden med, hvis andre skulle få samme julelyster...

Kat på glatis

Jeg må indrømme, at en svømmepøl ikke er min kop te. Hvis det lejede hus her var mit, ville jeg nok fylde den op og plante blomster i stedet for, men det går jo desværre ikke.

Flere gange i efterårets løb har jeg måttet fiske småkræ op, som er faldet i vandet, og jeg vil undlade at fortælle jer om min traumatiske oplevelse med ét, der ikke stod til at redde.

Nu er vandet frosset til, men kun lige i overfladen, så det er på ingen måde bæredygtigt. Men min mors kat, Rikke, fandt alligevel ud af, at hun ville gå Jesus i bedene og prøve at gå på vandet.

Elegant sprang hun ned på isen og gik på små kattepoter frem og tilbage et par gange, mens min mor og jeg stod med tilbageholdt åndedræt og håbede på, at isen dog kunne bære de få kilo, der var tale om.

Det kunne den. Heldigvis. Men jeg tror, at vi i fremtiden undgår "pool-området" de dage, hvor det er tøvejr.

Ubudt gæst på julemarked

Ellen nævnte forleden Gisselfelt julemarked, og jeg kom i tanker om et besøg, som vi engang for mange år siden aflagde dér.

Jeg havde checket åbningstiderne på internettet og fundet den weekend, hvor der var åbent. Da vi kom derned, var der stillet fine skilte op, så man kunne se, hvor man skulle parkere, og der var et også et skilt, hvorpå der stod, at man endelig skulle huske at få sit gratis juletræ med hjem.

Jeg var meget imponeret; tænk engang, at man ligefrem fik et gratis træ! Og jeg var endnu mere imponeret, da vi ikke skulle betale ved indgangen, men bare blev ledt indenfor.

Vi hyggede os gevaldigt og kiggede på alle de fine ting, og først da vi skulle have kaffe og æbleskiver, begyndte jeg at blive mistænksom. For det var altså OGSÅ gratis. "Du kommer bare og får mere, hvis du har lyst". Jamen, hvad var dette her for noget??

Da vi sad ved bordet og spiste æbleskiverne, kom en rar mand over til os og satte sig ved bordet. "Hej med jer, jeg hedder Peter, og jeg kommer fra afdelingen i Slagelse (eller hvor det nu var...). Hvor kommer I så fra?

Jeg var ved at få en æbleskive galt i halsen af grin, mens jeg fremstammede, at vi var fra Københavnsafdelingen (mens jeg samtidig håbede, at det pågældende firma havde en afdeling i København). Manden nikkede venligt interesseret, så det havde de nok.

For det var selvfølgelig et stort firma, der holdt julefest på Gisselfelt. Jeg havde taget fejl af datoerne, og det officielle julemarked for publikum var først den følgende weekend.

Vi listede stille ud med røde ører. Og jeg tog altså ikke noget gratis juletræ med hjem. Det havde måske været at stramme den lidt... ;-)

Vådt vejr

Det har regnet og regnet og været uvejrsagtigt i flere dage nu. Ind i mellem skinner solen på det venligste, men så bliver himlen igen sort som kul og ser særdeles truende ud.

Regnen har faktisk været så vedvarende, at der er ligefrem er oversvømmelser her på egnen, og da vi kørte tur i går, kunne vi se søer, hvor der ellers normalt er marker. Vi blev også ledt ad omveje, for vejene var visse steder oversvømmede i ganske alvorlig grad, og derfor tog en planlagt tur på en halv time mindst det dobbelte.

Men jeg fik hentet de varer, jeg skulle hente - og på vej tilbage kiggede vi lidt i butikker; blandt andet i denne her med de to små hunde. De sad så fint og kiggede ud, og de sagde ikke en lyd, selv om vi stod lige udenfor. Først da min rare mand kom til at stille sig i deres synsvinkel, blev der gøet irriteret, så han måtte skynde sig at flytte sig til siden.

Jamen, man skal da også kunne følge med...

Sort fredag

Man støder på mange sjove udtryk, når man er herovre - i dag er det f.eks. Black Friday, og det har jeg aldrig hørt om før. Men Sort fredag er åbenbart dagen efter Thanksgiving og starten på indkøbsfestlighederne op til jul.

Et andet udtryk mødte jeg i går, og selv om jeg egentlig godt vidste det, så slog min hjerne fra.

Can I come around tea time? blev jeg spurgt. Jeg tænkte, at det måtte være sådan hen på eftermiddagen og sagde ja selvfølgelig. Men teatime er aftensmad og nærmere ved 18.30-tiden.

Så her sad jeg med tevandet klart og kunne ikke forstå, hvorfor manden ikke dukkede op. Det gjorde han - adskillige timer senere... ;-)

Internetafhængig

Når éns forretning er bygget op omkring internettet, kan det være en frustrerende oplevelse at være foruden. Det fik vi en lille prøve på her i weekenden.

Lørdag aften forsvandt netforbindelsen, og søndag var den stadig væk. Selvfølgelig skulle det ske i weekenden, hvor det ikke var muligt at ringe til nogen.

Hele mandagen havde vi folk i gang med at finde fejlen - uden held. Til sidst var vi nødsaget til at købe et mobilt stik, så vi i det mindste kunne se vores mails. Det virkede bare kun på den ene computer.

Mandag aften kom vores computermand forbi og fik reddet nogle af stumperne, og tirsdag formiddag kom en mand fra telefonselskabet. Endelig blev den ødelagte linje lokaliseret og repareret, og nu virker nettet faktisk bedre end før.

Men er der noget at sige til, at man føler sig lidt drænet lige nu?

Jeg tror, at jeg trænger til ferie... ;-)

PS. Der er kommet nyt rejsebrev på anglofilia.info...

Varer og Worcester

I dag modtog jeg varer til butikken, så der var en del at pakke ud og kigge på - blandt andet dette søde puslespil, der skal med hjem til butikken. Hvert år kommer der et nyt julepuslespil med "juleformede" brikker, og dette her er altså det nye fra i år. Jeg kan slet ikke stå for den slags hyggelige motiver...

Og bagefter tog vi ind til Worcester for at kigge lidt. Det kan der læses lidt mere om i dagens rejsebrev på www.anglofilia.info.

Med fod på engelsk jord

Så er jeg ankommet, og turen hertil er gået så fint. Hollymount ligner sig selv, og vejret har vist sig fra den bedste side.

Jeg har fået den "skøre" idé at skrive rejsebreve og vise billeder de næste 12 dage på min ANGLOFILIA blog. Måske har du lyst til at kigge med? Adressen er ny, for jeg har jo måttet starte forfra med en hel ny side, fordi den gamle blev nedlagt af hackere...

Du kan se den nye (endnu lidt ufærdige) side lige her...