En god lang søndag

Selv om jeg personligt synes, at det med sommertid og vintertid er noget pjat - så nyder jeg alligevel, når søndagen i dag er blevet en time længere.

Jeg kan snildt bruge den, den ekstra time. Der skal være tid til hygge, gåtur, artikelskrivning og suppefremstilling. Sådan en skøn blanding af alt det, jeg kan lide... :-)

God søndag!

Et køkkenmareridt

Da jeg i går skrev om køkkendrømme, kom jeg til at tænke på det køkkenmareridt, jeg oplevede engang. Vi havde lige købt nyt (gammelt) hus, og der var penge til overs til et køkken også, så vi gik i gang med planerne.

Vi fandt et køkkenfirma med en rigtig rar og tillidsvækkende konsulent, der fremstillede de fineste tegninger. Vi godkendte og skrev under, og i det sekund, vi løftede pennen, fortalte konsulenten os, at han i øvrigt stoppede i firmaet.

Min første indskydelse var at flå papiret fra ham og rive det over. For det var ham, der skulle have styret køkkengangen, og lige pludselig var der ingen styring...  Men jeg gjorde det ikke (dumt!) - for hvor svært kunne det være at styre sådan en smule køkken?

Da den planlagte startdato kom, dukkede Harry op. Han fik fluks i gang med at rive alting ned, og derefter forlod han os. Længe! Meget længe!

Vi levede af ymer og leverpostejmadder i en uge, men Harry dukkede ikke op. Ingen i firmaet vidste, hvor han var.

I begyndelsen var jeg mild og blid, men efterhånden blev jeg ret så bister. Harry var nemlig i familie med Houdini, skulle man tro. Han var i hvert fald ekspert i forsvindingsnumre. Han dukkede op - blev en time, samlede et skab og justerede en skrue - før han forsvandt igen.

Det gik også op for os, at Harry "kunne" det hele. Han var tømrer, snedker og blikkenslager på én gang - og han var ikke særligt god til nogen af delene.

Tiden gik; det tog UGER at få det - ikke specielt store - køkken op. Det færdige resultat var forsinket med halvanden måned eller noget i den stil, og det var ikke imponerende. Emhætten var gennemhullet, køkkenskabene skæve, der var sat forkerte paneler op og ... ja, jeg kan dårligt huske alt det, der var i vejen.

Men vi var så udmattede og så trætte af Harry på det tidspunkt, at vi valgte at leve med det. Heldigvis var det nok kun os, der så fejlene, og nogle af dem kunne vi selv rette hen ad vejen.

På den baggrund kan det måske undre, at vi går med køkkendrømme...?!   :-)

PS. Ja, billedet viser mit køkken fra dengang i 70'erne... 

Køkkendrømme

I alle mine tidligere huse - undtagen ét - har jeg haft gamle køkkener. Nogle af dem blev malet og forskønnet, så de fungerede fint, mens andre var ret håbløse.

I mit sidste gamle hus havde køkkenet engang været nydeligt og arkitekttegnet, men det var i 1940. Skufferne bandt helt vildt, skabene var sorte, dybe huller, hvori alting forsvandt, og bordpladen havde kendt bedre dage. Men i begyndelsen kunne vi ikke nænne at renovere på alt det fine, gamle - og senere, da vi vidste, vi ville sælge, var det dumt at gøre det.

I Hollymount er køkkenet også en ældre sag, så der er ikke noget at sige til, at vi går med køkkendrømme. Og da vi var i IKEA i anden anledning (se gårsdagens indlæg) skulle vi lige hen og kigge...

Åh, det kunne være så fint!

Elsker efteråret!

Min yndlingsårstid er uden tvivl efteråret. Ikke bare fordi alting ligesom "går ned i gear" og bliver mere roligt - i modsætning til sommeren, hvor både vi og naturen skal nå så meget.

Også fordi synsindtryk og dufte er allerdejligst lige nu. Især når det lige har regnet, dufter der så dejligt af jord og formuldede blade - og alle vegne er man omgivet af de smukkeste farvesammensætninger.

Se bare her: Kønne blade, der delvis dækker en gammel mur. Det er da er rent kunstværk!

En god vane

Jeg er kommet ind i en god vane med friskpresset saft hver dag. Og jeg elsker det! Både den gode vane og den friske saft...

Det er tit en saft med "hvad-jeg-nu-har-ved-hånden" - i går blev det lidt fennikel, lidt selleri, rigtig meget pastiknak, en dusk frisk timian og et par pærer for at gøre smagen "blød" og god.

I dag står den på jordskokkesaft med pastinak og æbler. Det tror jeg ikke, at jeg har smagt før - men jeg er sikker på, at det er godt. Og sundt - se bare her på denne udmærkede side, hvor jeg har lånt billedet.

En umoralsk historie...

Da jeg var barn, havde jeg af og til pjækkedage. Når skoletrætheden blev for overvældende, gik jeg ud i køkkenet til min mor, der stod og smurte madpakker...

Mmm, jeg har lidt ondt i maven i dag, tror jeg...

Min mor så på mig. Har du det? Det var da ikke godt? Så skal du måske gå i seng igen med en varmedunk?

Njaj, det er nok nærmere sådan lidt...

Nå, du trænger bare til en fridag? Min mor kunne altid læse mig som en bog (det kan hun stadig!).

Ja, det kunne være så hyg'ligt! Vi kunne tage på museum eller i Rødovre Centrum eller...

Er du nu sikker på, at du ikke går glip af noget i skolen? Og hvad tror du, din far vil sige?

Jeg vidste udmærket, hvad min far ville sige. Han var nemlig meget pligtopfyldende, så det var bedst at lade være med at involvere ham... så at sige...

-------

Det er især på efterårsdage som disse, at jeg kommer til at tænke på min barndoms pjækkedage. Dem var der en del af - sådan med lange mellemrum - og det var gerne i vinterhalvåret, hvor det var lidt mørkt og trist, og der ikke var så mange fridage.

Vi fandt altid på noget hyggeligt, min mor og jeg, og selv om samvittigheden godt kunne nage, så var det noget, jeg hurtigt overvandt.

Det, jeg gik glip af i skolen, kom i høj grad igen i form af dejlige minder, livserfaring og "alternativ undervisning". Og næste dag var skoletrætheden overvundet... for en tid.

Endelig ikke hilse...

I England har man for vane at hilse på folk, når man går tur. Altid får man et nik og en smil, et lystigt "Good Morning" eller endda en lille kommentar "Great weather we're having!".

Jeg har adopteret denne vane, men i Danmark er det altså ikke helt så udbredt. For at sige det mildt!

For langt de fleste gør deres bedste for at undgå at møde mit blik. Hække er pludselig meget interessante; asfalten mindst lige så spændende - hvis man da ikke bare ser frem for sig uden at se...

Af og til farer der en djævel i mig, og jeg vræler et frydefuldt "hej" så højt, at det spjætter i folk. 

Halvdelen udvikler en øjeblikkelig døvhed og ignorerer mig totalt (= skøre kone!) - mens den anden halvdel fremtvinger et lille smil og en hilsen.

Ja ja, det er da bedre end ingenting! Men der er altså ikke noget at være bange for! Et smil og en venlig bemærkning luner og pynter på en gråvejrsdag... :-)

Annoncer i ANGLOFILIA

Der har altid kun været annoncer på det sidste opslag i mit ANGLOFILIA magasin - og det har for det meste været mine egne.

Men nu har jeg frembragt en lille annonceringsoversigt med priser og formater, for den slags hører sig til.

Hvis I kender nogen, der kunne have lyst til at annoncere i mit magasin - der jo glædeligvis har en særlig lang "gemmetid" - må I meget gerne fortælle vedkommende om det.

TAK for hjælpen - og god torsdag :-)

På god fod

Når man - som jeg - har gået rundt med forstuvet pote siden midten af juli, så lærer man hurtigt at sætte pris på sine fødder.

I den første tid måtte jeg bare sidde med foden på en skammel. Senere blev det til "hoppen rundt på ét ben" - og endda flytning og nedpakning på ét ben.

I England var jeg tvunget til at gå, for gæsterne skulle vises rundt - og jeg nægtede at acceptere, at den fjollede fod blev ved med at gøre ondt.

Så jeg gik. I begyndelsen under lavmælt jamren, men snart lidt mere afslappet.

Og nu er jeg næsten ved at være "normal" igen. I går gik jeg en lang tur gennem parker og langs stier - kun med en ganske let humpen.

Jeg havde igen lejlighed til at hilse på høns og kigge over hegnet hos havefolket. Man ser så meget sjovt... blandt andet disse klippede fugle.

Følelsen af fri mobilitet er aldeles vidunderlig, og jeg håber, at jeg kan lade være med at snuble over computerledninger og andet løstliggende fremover.

SÅ klodset kan man da forhåbentlig kun være én gang! Hmmm...

Husk glæden

Det er gråt derude lige nu. Og mens det er en stor kontrast til adskillige ugers milde vejr med sol og mulighed for at sidde ude på næsten sommerlig vis, så er det samtidig en glæde.

For årstidernes skiften er med til at give os et rigt og afvekslende liv, og lige nu er tiden inde til andre ting. Vi kan vælge at pakke os ind og traske en lang tur i en skov, der endnu har blade. Vi kan dyrke de indendørs fornøjelser og finde bøger og gode film frem. Vi kan omdanne årstidens grønt og frugt til varme supper og søde safter.

Mindet om lune sensommerdage kan vi leve længe på, men samtidig kan vi glæde os over, at grå efterårsdage har deres egne gode sider...

Naturens gaver

Jeg har nydt godt af naturens milde gaver hele september og frem til nu. Der er nemlig ikke bare frugttræer i haven (nogle værre skravl, men et par af dem har givet fint mange æbler i år) - der er også myldrende fuldt med brombær i hækken / krattet omkring grunden.

Næsten hver eneste aften har jeg været ude og plukke. I begyndelsen blev jeg godt forrevet og brændt, for brombær er i ledtog med brændenælder, så der er både torne og brændende planter at "slås" med. Men efterhånden blev jeg mere ferm... og min lille spand blev fyldt med mørke bær, mens uglerne tudede over mit hoved, og solen gik ned bag Malverns bjerge.

Det var ét af dagens højdepunkter. Og bærrene blev spist med yoghurt og en lille smule honning. Åh, det smagte da skønt...!

Pakkerier og puslerier

Vi har brugt det meste af weekenden på at pakke pakker. Det er bestemt ingen klage, for det er så dejligt, at kunderne kan vente på bestilte ting, mens jeg er i England. Til gengæld betyder det, at der er en god stak at sende afsted, når vi er tilbage i DK.

Ind i mellem har jeg fyldt hylderne op med alle de puslespil, jeg har med hjem. Der skal være underholdning til den kommende tid, for jeg er ikke den eneste, der elsker at "pusle".

Men efter et par flittige dage er der tid til at nyde oktober, der lige nu viser sig fra sin pæneste side. Lige pludselig får man lyst til efterårsferie med tid til at sparke i blade, bagning af boller og masser af pusle- eller andre spil. Sådan som det var, da man var barn.

Joh, jeg kan godt huske det... selv om det efterhånden er længe siden...

Dyrelivet

I morges vågnede jeg til silende regn, men det så ikke ud til at genere fuglene i haven... tværtimod faktisk. Der var et væld af drosler, og de fleste sad med løftede vinger og tog styrtebad. Bagefter spiste de godt af alt det, som regnen lokkede frem, og det var dem vel undt.

Mens vi selv spiste morgenmad, kom egernet løbende forbi med noget i munden. Ved nærmere eftersyn var det en stor majskolbe (!), som den må have fundet et sted. Gad vide, om bonden fodrer fårene med majskolber, for der vokser altså ingen majs i nærheden.

Det så ganske sjovt ud, for majskolben var næsten lige så stor som egernet... :-)

Dejlige septemberdage

Vejret har været ret vidunderligt ret længe nu. Og jeg håber, at det fortsætter mindst en uge endnu - for mine rejsegæsters skyld.

I dag har vi besøgt to dejlige huse i Herefordshire. To skønne familiehjem med helt fortryllende beliggenheder, for begge har milevide udsigter. Vi har taget os tid til kaffepauser, kig i butik og bogafdeling og nydning af vejr. Ahhhh.....

Rejsegæster i solskin

I disse dage har jeg rejsegæster på besøg, så vi turer land og rige rundt og ser på huse, haver og byer.

Indtil nu har det været Croft Castle og Berrington Hall i Herefordshire og David Austins rosenhave i Shropshire.

Og i går tilbragte vi eftermiddagen i Ludlow, der er en hyggelig gammel by med en fin gammel borg.

I dag er der Tour de England - og jeg ser spændt på, om vi kan komme frem. Heldigvis var planen nogle af de lokale fornøjelser, så det skulle gerne blive til en gåtur i Malvern Hills og et eftermiddagsbesøg i Worcester.

En lille ven

Somme tider kommer rødhalsen, når jeg sidder ude i haven. Den sætter sig på min stol og kigger spørgende på mig… har du mon en lille bid til mig? Den flytter sig ikke, selv om jeg bevæger mig; holder bare lidt øje med mig, når jeg ganske forsigtigt rækker ud efter kameraet. Og som en anden fotomodel bliver den siddende, mens jeg tager det ene billede efter det andet. Hovedet lidt på skrå, ja sådan – fødderne lidt mere fra hinanden, vingen fremad, så man kan se det grå. 

Efter fotoseancen henter jeg en lille bid til den, som den med glæde tager imod. Lidt rødhalsemad, som jeg har købt specielt til min fugleven, der jo har krav på modelhonorar. 

Jeg har set en ugle...!

Jeg er i England nu. Og selv om jeg har travlt med at lægge sidste hånd (nå ja, sidste hænder bliver det nok) på min SKØNNE DAGE bog, så er der også tid til at gå ture.

Dels i Worcester, hvor det blomstrer så fint i byparken - og hvor der er årets sidste "band stand" musik på søndag. Det er så super hyggeligt, men første hold rejsegæster ankommer om aftenen, så der bliver nok ikke tid til at tage ind og lytte...

Og dels i haven, hvor jeg har gået aftentur. Og en stor fin natugle fløj lige hen over hovedet på mig. Den brokkede sig lidt over min tilstedeværelse, så måske har jeg jaget en fed mus væk, som den havde udset sig....

Det var for mørkt til at fotografere uglen, så det kan kun blive til et billede fra parken...  ;-)

Nyslynget honning

For et par dage siden fik jeg et glas med helt nyslynget honning fra sommertravle bier forærende. "Fra biernes bestøvning af sommerblomster og hvidkløver", står der på det - og uhm, hvor det smager godt.

Faktisk ved jeg ikke noget bedre end honning, men det skal være den ægte vare - i England har jeg tit fået honning, der er så fyldt med sukker, at det knaser mellem tænderne.

Det flydende danske guld bliver omhyggeligt anbragt på brød med en ske, og der balanceres omhyggeligt for ikke at spilde de gyldne dråber. Det ville da være synd, hvis bijobbet havde været forgæves... ;-)

Ti ting på én gang...

Ja ja, jeg bliver aldrig klogere... Selvfølgelig skal jeg kaste mig over et bogprojekt sådan et par uger før jeg skal afsted til England, men pyt - for jeg elsker det!

At det så betyder, at jeg er meget (som i helt og aldeles) stille på bloggen - det er der ikke noget at gøre ved. Jeg må tage revanche senere...

Jeg er i hvert fald sikker på, at der i løbet af september kommer rigtig mange dejlige billeder på bloggen. Engelske billeder vel og mærke...

En bog på vej...

Jeg har kastet mig over et nyt projekt, som jeg virkelig nyder - en SKØNNE DAGE årbog.

Bogen tager udgangspunkt i mine magasiner fra forrige år, og jeg sidder i øjeblikket og skriver flittigt. Og så glæder jeg mig til at sende manuskriptet til tryk inden så længe, så bogen kan være klar til BogForum i begyndelsen af november...

Et nyt ANGLOFILIA

Så er det igen ved at være tid... og jeg har tilbragt dagen med at pakke kuverter til abonnenterne. Inden så længe dukker der et nyt ANGLOFILIA op i postkasserne hos dem, der har bestilt det...

Forsidebilledet er fra Lower Slaughter; en af de særdeles nuttede små byer i Cotswolds.

De gode ting

Jeg sad og kiggede på en vase, som min mor har fyldt med roser fra haven (de trængte nemlig til at blive klippet lidt ned, så man ikke rev sig til blods, hver gang man skulle forbi dem...) - og jeg kom til at tænke på, at netop den vase har fulgt mig hele livet.

Den er ikke specielt køn. Den var heller ikke spor dyr, da jeg købte den for mange årtier siden - den blev nemlig købt gennem et dameblad, som jeg læste i som teenager. Men den er funktionel og - særdeles - enkel!

Vasen har været hos mig siden. Som regel stående fremme på bordet med blomster; somme tider gemt væk, men aldrig langt væk.

Det er tit de små ting, man glædes over. Og det er egentlig en dejlig viden at have... :-)

Freden sænker sig...

Flytning af mor og kat og diverse ejendele er overstået - for denne gang! Freden sænker sig over det nye hus, hvor katten Rikke er i fuld gang med at skridte haven af... og min mor er i gang med at indrette sig.

Der er en del ting, som man lige skal finde ud af - blandt andet et induktionskomfur, som gigtfingre har lidt svært ved at håndtere - men ellers er der ikke de store problemer.

Sammen udforsker vi området - for selv om vi kender Hillerød, er det et nyt kvarter med nye butikker, nye busforbindelser og nye steder at gå tur.

Men det skal nok blive godt. Selv om det - endnu en gang - kun er for en tid...

Fup og fiduser

Jeg har løbende en masse ting til salg i Den Blå Avis (på nettet), fordi jeg er i gang med at "tynde ud" i vores ejendele. Det har jeg været længe, så det er der ikke noget nyt i.

Men jeg har nu ikke tidligere været udsat for fupnumre. I går fik jeg en SMS på (nydeligt) engelsk fra en dame i Sverige med telefonnummer  +46 737494533.

Hun skrev, om jeg stadig havde møbler til salg - og ja, jeg har et par stykker. "Skriv venligst til denne mail adresse og fortæl, om møblerne fortsat er til salg":  mrsjohansson_mai@yahoo.com

Alarmklokkerne ringede ikke endnu, så jeg skrev tilbage og spurgte hvilke møbler, hun sådan helt præcis var interesseret i...? Der var da et par stykker at vælge imellem...

Men de begyndte at kime, da hun skrev tilbage, at jeg bare skulle give hende en samlet pris. Hun ville gerne have møblerne hurtigst muligt. Det lød underligt!

Da jeg checkede det ovennævnte telefonnummer, fik jeg mistanken bekræftet. Det er åbenbart et gammelt trick at købe ting via nettet og så lave falske overførsler af penge.

Så hermed denne advarsel. Send aldrig varer eller andre ting, før pengene står på bankkontoen. Det gør jeg nu i det hele taget aldrig - og slet ikke, når jeg i teksten skriver, at tingene skal afhentes - men går den, så går den...

Hvor er mine kirsebær?

Jeg elsker årstidens bær! Lige i øjeblikket er det kirsebær og blåbær, der har afløst jordbær og hindbær - og der går stort set ikke en dag, hvor jeg ikke indtager en lille portion af begge dele.

MEN hvor i alverden er de fynske kirsebær henne? Jeg ved, at det er tiden, for der har lige været Kirsebærfestival i Kerteminde, men de er ikke her, hvor jeg er...

Jeg ved også, at træerne bugner af bær på øen i midten, for jeg har været der så ofte i kirsebærtiden og købt vildt ind af dejlige saftige røde bær.

Jeg husker endnu med glæde de mange ture, hvor jeg travede rundt i fynske landhaver storgumlende på bær og - jeg indrømmer det - storspyttende sten ud alle vegne. (Det er måske i virkeligheden min skyld, at der vokser kirsebærtræer alle vegne...).

Men uanset min egen personlige indsats er der ingen fynske kirsebær at få. Her er tyske bær eller tyrkiske bær - hvorfor i alverden transporterer man kirsebær helt fra Tyrkiet??? Her er meget (alt for) langt mellem de danske.

Fyn er fin - men det er da ikke pænt sådan at sætte sig på bærrene... ;-)

Foto: Emil Andresen / Fotobiksen)

Min have i juli

I foråret plantede jeg nogle små lavendelplanter i kanten rundt om soluret - det så ret beskedent ud dengang, men i går fik jeg et foto tilsendt af en betænksom lejer.

Og det ser da ud til, at de små lavendelplanter er kommet efter det... :-)

Skal jeg give en pote med...?

Jeg kan da godt hjælpe dig med at feje havegangen, hvis det skal være...

Helt flad i varmen...

Jeg er ikke den eneste i familien, der flader ud i varmen...

En æske til minde

Da jeg var i England i maj, besøgte jeg sammen med mine gæster katedralen i Worcester, hvor der var en udstilling fra de lokale skoler. Der blev vist de skønneste eksempler på kreativitet og dygtighed - blandt andet giraffen, dragen og tigeren her...

Men den fineste idé, som jeg desværre ikke fik fotograferet, var en mindeæske. En æske med blandet indhold, der ved nærmere øjesyn repræsenterede minderne om en afdød slægtning. Det var måske ikke noget særligt, men æsken var meget personlig og rørte mit hjerte.

Der var nogle små hobbyting - nogle pressede blomster og en pensel, som vedkommende åbenbart havde brugt. Der var også nogle mønter, som han måske samlede på... og et par fotografier. Et lille avisudklip fra hans karriere. En teaterbillet og en forlovelsesring. Små ting, der repræsenterede den afdødes liv og bragte minderne frem hos dem, der kendte ham.

En kærlig tanke og en sød idé, som jeg med glæde tog til mig...

Fuldt hus!

Det endte med at blive Hillerød!

Vi fandt et udmærket hus til min mor i rimelig afstand til bus og indkøb - men det var desværre større end nødvendigt og dermed dyrere end håbet. Til sidst måtte vi bare bide i det sure æble og betale, hvad det kostede... for der var simpelthen ikke andre muligheder.

Jeg har lært en del af denne seance:

1. Tro ikke, at man kan få hjælp fra kommunen, selv om man har rundet de 80! 
2. Tro ikke, at man kan få hjælp fra banken, når man først har rundet de 80! "Ikke for at diskriminere, men din mor ER jo ikke nogen vårhare længere...! 
3. Lejemarkedet bugner af plattenslagere.

Det skal dertil siges at det hus, min mor så endte med at tage, er sat fint i stand og blev udlejet af en meget behagelig og troværdig ejendomsmægler. Så det KAN lade sig gøre...

I morgen vil jeg skrive lidt om vores "morsomme" oplevelser den sidste måneds tid...

En livsbekræftende dans

Jeg så tilfældigvis disse to danse, da jeg var i England sidste gang. Så herligt at se, at man ikke behøver at lade sig begrænse af alder...

Bytte bytte købmand

Jeg har fået smag for boligbytte... i hvert fald i teorien, for jeg har ikke prøvet det endnu.

Mange udveksler boliger i ferierne, og ideen er så god, at jeg hoppede med på vognen. Foreløbig har jeg fået tilbud fra Italien, Canada og Frankrig - og jeg "bager" selv på en husbåd i Amsterdam og en tur til Rom.

Jeg har jo lejet mit engelske hus ud i mange år, og jeg bilder mig ind, at man passer godt på tingene, når man sådan bytter bolig.

Det er i hvert fald sjovt at drømme sig hen til de mest spændende steder - nu må vi se, hvad der kommer ud af det...

Da Laura Ashley var Laura Ashley

Da jeg i sin tid begyndte at tage til England, var Laura Ashley butikkerne noget af det mest tiltrækkende for mig. Jeg købte meget af mit tøj dér, for jeg elskede alt det blomstrede og romantiske: Lange blondeskørter, nederdele med flæser, blomstrede bukser, silkeskjorter og den slags.

Men efter Laura Ashleys død i 1985, blev firmaet overtaget af andre - og det romantiske tøj forsvandt lidt efter lidt. Efterhånden lignede det alt muligt andet  (efter min mening i hvert fald), omend møblerne og boligtilbehøret i en vis grad bevarede stilen fra dengang. Det er stadig muligt at købe blomstrede gardiner og hyggelige polstermøbler.

I forbindelse med den forestående flytning har jeg gennemgået min garderobe med en tættekam, og jeg må desværre erkende, at jeg er vokset fra en del af mit tøj. Ikke så meget i størrelse (jo, også det!) som i stil. I hvert fald kan jeg ikke rigtigt se mig selv i noget med flæser længere, og skjorter har den ubehagelige bagdel, at de skal stryges. Livet er for kort til strygning...!

Resultatet er blevet en mere "slank" garderobe, der nok passer mig bedre på nuværende tidspunkt af livet - og i hvert fald er mere behagelig!

Nej, heller ikke her....

I løbet af ugers hussøgning kom vi også til Jægerspris. Og mens der sikkert er vældig hyggeligt og rart at bo, når man har bil, er det ikke så nemt, når man, som min mor, IKKE har den mulighed.

Så Jægerspris blev det heller ikke. Men det skulle ikke forhindre os i at gå en tur ved slottet og drikke en god kop kaffe i café Danner.

Min mor gav kage. Den var også god...!

Forelsket i Præstø

Under vores søgen i et hus til min mor kom vi også til Præstø - jo, vi har skam været vidt omkring...

Dette lille klukkende springvand står ved den gamle kirke og det fine hotel, der ligger ved siden af.

Selv om det ikke er Præstø, min mor skal slå sine folder i fremover, er jeg slet ikke færdig med byen. Jeg synes nemlig, at der er utroligt charmerende, og når jeg en dag selv skal slå mig ned et sted, kunne det meget vel blive her i det "sydlandske"...

Mit beduintelt

Det er efterhånden længe siden, jeg har skrevet her - og det skyldes først og fremmest vores intense jagt på et sted, hvor min søde mor kan bo efter den 1. august.

Det holdt hårdt at finde noget - hvilket senere vil give sig udslag i et indlæg med titlen "Det Lurvede Lejemarked" - men endelig lykkedes det da.

Og som altid er jeg ekspert i at "time" ting rigtigt. For netop som vi skal i gang med at pakke ned og flytte, snubler jeg over mine egne ben og forstuver den venstre fod. SÅ smart!

Så nu sidder jeg her med foden i koldt vand. Av, det gør ondt! Men min rare mand har taget tørnen med åbent showroom i dag - og inden han gik, sørgede han for et skyggefuldt beduintelt til mig, så jeg kan sidde og skrive uden at smelte.

Det minder mig om min barndoms telte under spisebordet... ret så hyggeligt egentlig... :-)

Om salg af møbler... og et "lettere" liv

Loppemarkedet gik fint, så lidt "lettere" blev jeg da. Nu kommer turen til møblerne, for jeg har, hvad jeg skal bruge, i det engelske hus - og der kan ikke være mange møbler i en autocamper...

Blandt andet skal jeg af med denne smukke svenske skænk, som jeg købte til mit gamle hus. Ih, den passede så fint her i soveværelset, der var indrettet i blågrå farver med svensk spejllysestage og alt muligt andet.

Men nu kan den få lov til at flytte videre til andre, der har lyst til at indrette sig på svensk facon... :-)

Masser af velduft - med gedemælk

Jeg har fået en sending af de sæber, jeg får lavet specielt til ANGLOFILIA netbutikken - skønne sæber af gedemælk, der bliver fremstillet på "gammeldags facon" og i hånden i Somerset.

De er så fine, når de ligger dér indpakket i blomstret bomuldsstof - og de dufter aldeles vidunderligt.

Jeg lader kassen stå åben lidt endnu, for duften fylder hele stuen.

Mmmmmmm.....

Gør det selv

Hvad gør man, når man gentagne gange bliver brændt af af håndværkere? Man opgiver dem - og gør det selv!

Medmindre, selvfølgelig, at det er ting, der enten er ulovlige at gøre selv eller for besværlige. (Som for eksempel udskiftning af bidder af bjælker eller andet voldsomt). (Fordelen ved et hus som vores er, at det kan repareres i "bidder"). (Bagdelen er, at det HELE tiden skal repareres i "bidder").

Nå, men vi er ved at opnå en vis ekspertise ud i kalkmørtel-reparationer, trætjære-do og maling. Noget af malingen udføres med linoliemaling, der har den fordel, at det dufter dejligt, er drøjt og yderst behageligt at arbejde med. Bagdelen (der er altid en bagdel, ikke sandt?!) er, at den sorte maling sætter sig så godt og grundigt fast, at jeg efterhånden ligner en sortbroget gris.

Den hvide maling (vores hus er jo sort/hvidt, bare for at gøre det hele lidt mere besværligt) er almindelig murmaling. Det burde være kalk, men dette kræver, at al gammel maling bliver fjernet først, og så lang levetid har jeg næppe tilbage... Så vi har valgt den nemmere og næstbedste løsning...

Resultatet er en sortbroget gris med hvide pletter. Men huset bliver fint!  :-)

Træthed og tusmørke

I dag har været en god dag. Åh jo, det HAR den faktisk, selv om jeg startede med at klemme min tommelfinger i verandadøren.

Meget dumt! Især fordi jeg hørte denne her knasende lyd og ikke regnede ud, at den kom fra min finger...!

Men alligevel kløede jeg flittigt på med maling af udestuen, for når vejret er til det, er det bare med at benytte sig af det. Finger eller ej!

Og jeg blev næsten helt færdig. Mangler kun den ene dør, men det må blive i morgen.

For jeg er godt nok træt. Jeg er ikke vant til at alt det fysiske arbejde, og jeg er ikke vant til at være ude i sol og vind hele dagen.

Lige nu sidder jeg inde i min halvmørke stue. Fuglene synger aftensang, og jeg sidder og ser ud på roserne i skumringen. Jeg burde rejse mig og tænde noget lys. Burde rejse mig og gå ud og lave te, men jeg er TRÆT. I arme og ryg og ben af at gå op og ned på stigen hele dagen. I hele kroppen faktisk, når jeg tænker mig om...

Men nu hører jeg en lille lyd fra den anden stue. Min rare mand, der ellers sidder og ser Harry Potter, rører på sig. Måske kommer han ind og tænder lyset. Måske laver han te til mig. Åh ja, det gør han!

Der er jo en grund til, at jeg kalder ham min RARE mand! Ti hi...

En duftende azalea

En af de store fornøjelser ved at besøge engelske haver er - for mit vedkommende og på denne årstid - den gule azalea her. Den dufter nemlig så pragtfuldt, og hvis jeg kan finde en bænk i nærheden, kan jeg sidde længe og bare snuse ind...

Jeg har den desværre ikke i min egen have, men det har jeg haft. I et tidligere hus i Danmark plantede jeg den lige ved indgangsdøren, så der duftede skønt, når man gik forbi.