Finurligheder

Jeg har en svaghed for finurligheder. Nogle af disse skøre, søde, sjove påfund finder jeg blandt andet i haver rundt omkring, og jeg kunne sagtens selv finde på at have dem i min. Jeg tænker, at det kommer med tiden…

I én have på vores rejser gik vi tur i et skovområde og kom tilfældigt til et lille vandløb. Stor var min begejstring, da jeg opdagede, at der i en lille inddæmmet del af det var en miniature bådebro og en lillebitte båd, der lå fortøjet. Der hang også en lille redningskrans på en af de små stolper ud til broen…

I en anden have fik jeg pludselig øje på små farveglade døre og vinduer, der var anbragt på flere træer. Nogle døre var anbragt lidt højt, men ved dem var der stillet stiger, så hvem-det-nu-var kunne komme derop og gå ind i sin lille træbolig.

Min fantasi bliver virkelig sat i gang, når jeg ser den slags. Bagefter går jeg længe og forestiller mig, HVEM der dog tager en rotur med den lille båd eller HVEM der mon bor så fint og tørskoet højt oppe i et træ…

Der var engang... om landbrugsdyr

Min fars familie kommer fra Jylland, og de fleste medlemmer af den var enten købmænd eller landmænd. Af den grund var jeg hyppig gæst på gårde, som de var engang - før begreber som "intensiv produktion" og "stordrift" var kendt.

Jeg lærte at slå med le, at malke køer, muge ud og fodre, og jeg elskede det! Jeg husker tydeligt, hvor hyggeligt det var at sidde på en lav malkeskammel ved siden af en ko, mens jeg støttede panden mod dens varme side og malkede den med rytmiske bevægelser. 

Jeg husker lyden af mælkens stråler i metalspanden, og den stille gumlen fra nabokøerne. En klov mod cementgulvet; en doven flue, der summende fløj rundt. Alt virkede roligt og trygt. Efter morgen-malkningen var jeg med til at føre køerne ud på marken, for de skulle selvfølgelig ikke stå inde i stalden hele tiden.

Det billede, jeg tegner her, er ikke fantasi. Det var en realitet på alle de gårde, jeg kendte - og det er ikke SÅ mange år siden.

Og mens det meste i vore dage drejer sig om fremskridt, effektivisering og penge - så MÅ landbruget nødvendigvis efter min mening handle om helt andre værdier. Fordi det drejer sig om forvaltning af vores allesammens natur. Fordi det drejer sig om levende væsner, der har krav på en ordentlig tilværelse og ikke af nogen som helst grund må behandles som en del af en maskinpark. 

Billedet herover er fra England, hvor koen går og hygger sig med sin kalv... sådan som det er naturligt og altid BØR være...!

Om hippier og kærlighed

Jeg er for ung (!) til at have været en del af hippiebevægelsen, men jeg har altid følt stor sympati for den. Sloganet MAKE LOVE NOT WAR var så absolut bedre end det stik modsatte, der er oppe i tiden nu, hvor verden styres af tåber.

Det nærmeste, jeg kom på at være hippie, var mit valg af tøj fra Janus i København, og så visse dele af min omgangskreds. Jeg tror, at de ”ægte” hippier anså mig for at være en slags gadekryds, og det var nok ikke helt galt.

Men måske er det NU, vi skal skrue tiden tilbage til dengang. For lige nu har vi SÅ meget brug for, at det er kærlighed og ikke krig, der skal styre vores verden…

På rejse med hunden

Vi har rejst med Gussi i mere end ti år nu. Vi FIK ham endda på en rejse, for han kom fra Spanien til os med særtransport, og han var den første hund, der blev sat af. Det skete midt om natten på en campingplads i Kent, og dér stod vi med en forvirret, snavset og glad hund og en pose med hans pas og papirer.

Næste dag blev han vasket, kom med på sin første gåtur og fik sin første oplevelse af mange: Han så havet!

Det er blevet til mange oplevelser siden, og jeg kan se, at han nyder det. Han har det fint med at køre bil; ligger pænt og sover hele vejen i sin kurv. Han elsker at finde gode steder til os; det er nok højdepunktet på dagen i virkeligheden. For så skal han ligge på sit tæppe ved siden af bordet og dufte til gode dufte og ha’ smagsprøver og bidder.

Vi har løbet langs vandet, gået lange ture langs kanaler, turet rundt i byer og besøgt dagens dyrebutik, som han er en ørn til at finde. Og selv om Gussi nu er en ældre sag, der ser dårligt og hører mindre godt… så er lugtesansen i behold. Oplevelserne er stadig forjættende, fantastiske og forunderlige – både for hund og for mennesker.

Barokmusikkens mester

 Dguendel, CC BY 3.0, via Wikimedia Commons

Ifølge den moderne kalender har Johann Sebastian Bach fødselsdag i dag, og af den grund vil jeg skrive lidt om ham. 

For mig personligt har komponisten haft stor betydning, for han var den allerførste, jeg lyttede til, da jeg som sekstenårig begyndte at få ørerne op for klassisk musik. Siden er mit repertoire blevet stærkt udvidet, og jeg tror næppe, at der går en dag, hvor jeg ikke lytter til skønne klassiske toner af en eller anden slags.

Men tilbage til fødselsdagsbarnet: 

Johann Sebastian Bach blev født i 1685 i den tyske by Eisenach, men da begge hans forældre døde med kort tids mellemrum, flyttede han ind hos sin storebror, der var organist. Broderen lærte ham at spille på orgel, og efter endt skolegang kom den musikalske Johann Sebastian Bach til Weimar, hvor han var ansat en kort periode som organist og musiker ved hoffet. 5 år senere vendte han tilbage, og under hans ansættelse her komponerede han nogle af sine mest berømte kantater og orgelværker.

Da Bach i 1716 hørte, at hertugen af Weimar ville forbigå ham og ansætte en anden som kapelmester, begyndte han at se sig om efter en ny stilling. Men hertugen ville ikke uden videre fritstille ham og arresterede ham i stedet for. Efter en måned i fængsel blev Bach afskediget, og han tog derefter til Kötchen, hvor han fra 1717-23 var hofkapelmester ved byens slot. Bach komponerede blandt andet de 6 kendte Brandenburgkoncerter i løbet af årene her.

I 1723 efterfulgte J. S. Bach komponisten Johann Kuhnau og fik ansættelse ved Sankt Thomas kirke i Leipzig, der lå lige op af Sankt Thomas skolen. Skolens korundervisning hørte med til jobbet, og da der var fire kirker i Leipzig, skulle der dannes et kor til hver kirkes gudstjeneste om søndagen. Desuden skrev Bach i en periode en kantate om ugen, så det var travle tider.

J. S. Bach arbejdede i Leipzig i 27 år og døde som 65-årig efter at have komponeret over 1100 meget forskelligartede værker. 

Hvis du følger med mig på tur igennem den engelske by på videoen herunder, så kan du samtidig nyde smukke toner af J. S. Bach...

Hyggelige påskedage

Når påsken nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på de hyggelige påskedage i mit barndomshjem.

Vi boede i en toværelses på Frederiksberg - mig og mine forældre. Vi havde ikke meget plads, men det var aldrig noget problem - og jeg havde den skønneste barndom i lejligheden på fjerde sal med udsigt til Lindevangsskolen.

Påskemorgen listede jeg op og ud i køkkenet for at sætte vand over til te og tænde gasovnen, så jeg kunne varme de indkøbte "Gunnar Nu" gifler (det hed de!). Når jeg havde sat vand over til æg og skåret rugbrød på den gammeldags brødmaskine, dækkede jeg bordet fint med påskedug, påskeservietter og små kulørte kyllinger, og når alt var klart, vækkede jeg mine forældre.

Så sad vi længe over morgenmaden iført badekåber og snakkede om alt og ingenting, før min mor og jeg åbnede de papæg, der var indkøbt til lejligheden - fyldt med lækre chokolader og likøræg. Det var luksus i en tid, hvor man ikke fik den slags så tit.

Jeg holder stadig af traditionen med at pynte påskebordet med blomstrende forårsgrene, påskedug og påskeservietter - og så må jeg se, om der vanker et ganske lille marcipanæg, selv om vi gør vores bedste for at spise sundt... ;-)

Den helende have

Det burde være enhver forundt at have en stump jord, der er ens egen. Et sted med plads til at dyrke grønsager til eget bord, fylde bede med farveglade blomster og skabe sig en plet, hvor man kan være lidt i fred.

En have er en kilde til glæde. Det er en fornøjelse at beskæftige sig med planter, og man får det så godt, når man har været ude i den friske luft i nogle timer. Samtidig får man dyrket sine kreative sider, for dem er der i høj grad brug for, når udendørsrummet skal indrettes.

En have giver os en fornemmelse af frihed og virker balancerende på den unaturlige og til tider kaotiske hverdag, mange af os har. Vi har fjernet os så langt fra alt, hvad der er naturligt, og vi har behov for at ”finde vores rødder” – også bogstavelig talt.

Vi er i bund og grund naturvæsener med et basalt behov for at være en del af den natur, der omgiver os. Det kan man tydeligt se hos mennesker med stress og depressioner; de får det bedre, når de har adgang til en have, fordi den har en afslappende og positiv effekt.

Det er utroligt livsbekræftende at komme små frø i jorden om foråret, vande jorden og passe planterne, mens de gror og derefter trække dem op som struttende gulerødder. Eller at gå mellem rækker med jordbær eller ærter en sommeraften og bare spise løs af alt det sunde.

Egentlig har bare det at opholde sig i en have en helende effekt på en flosset sjæl. Når man sidder på en bænk og lytter til smuk fuglesang og vindens stille sus i træerne, kan man tydeligt mærke, hvordan følelser som ængstelse og bekymring forsvinder som dug for solen og erstattes af en indre afslappet ro.

I haven fyldes vi med naturens energi. Ligesom et genopladeligt batteri får vi fornyede kræfter og genfinder glæden ved livet. Det er så lidt, der skal til – for vores behov er i virkeligheden enkle, og den helende have giver os det, vi har brug for.

Min familie i Vanløse

Jeg har haft en kæmpestor familie, og en del af den boede i Vanløse. Min moster Elly - der også var min gudmor - onkel Gunnar og fætter Erik i en lejlighed lige neden under min bedstemor og bedstefars, og da de døde, boede min onkel Jack der. I en opgang rundt om hjørnet boede en anden moster og onkel, indtil de flyttede i hus i Skovlunde.

Men jeg kan huske, at vi så tit kom på besøg om søndagen hos Elly og Gunnar. Vi gik hele vejen fra Frederiksberg om vinteren og cyklede om sommeren, og vi skulle altid lige ind til bageren og have kager med. Det var en fryd at stå derinde og vælge mellem de lækre flødekager: Napoleonskager, Tivolikager, gåsebryst og medaljer blandt andre...

Efter kaffen og kagerne og en hel masse snak, blev der spillet kort, og jeg gik som regel ovenpå for at hilse på. Som regel blev jeg så længe deroppe, at min moster Elly kom op og hentede mig, og så gik vi sammen ned og ud i køkkenet for at "pønse". Kortspillet var færdigt, og egentlig skulle vi bare hjem derefter, men alligevel gik vi i gang ude i køkkenet - hende og jeg. Vi smurte snitter og rettede an - og SÅ kom vi ind i stuen for at dække bord og "overraske" med lækkerierne.

Hver gang sagde min far: "Nej, det skulle du da IKKE have gjort, Elly" - og hver gang grinede min mor, for hun vidste jo godt, hvad vi havde haft gang i.

Snart sad vi omkring spisebordet med alt det gode pålægsmad og en sodavand til i dagens anledning. Snakken gik igen, og det var utroligt hyggeligt. Og på den måde blev det gerne ret sent, før vi tog turen retur til Frederiksberg - på ben eller på cykel...

Hvorfor der er et lys på kagen? Min rare mand havde fødselsdag for et par dage siden, og det var hans fødselsdagskage, der inspirerede mig. Kager er gode til MANGE ting... !!!

En sød engelsk by

Jeg har altid haft et personligt billede på min computerskærm. Et billede, som gør mig i godt humør, når jeg åbner min computer.

I mange år var billedet et interiør fra en autocamper, jeg drømte om. Senere var motivet et hyggeligt kreativt rum, som jeg ønskede mig - og i øjeblikket er det et billede fra en by, jeg holder af.

Byen hedder Tenterden, og den ligger i Kent. Ikke så langt fra den berømte have Sissinghurst, som næsten altid besøges, når vi kommer til England via tunnellen.

Og når jeg ser billedet her, så minder det mig om dejlige dage i England. Da billedet blev taget, havde vi lige været inde i en hyggelig lille boghandel og var nu på udkig efter en cafë. Den fandt vi ovre på den anden side af vejen, så kort efter sad vi dér med kaffe og kage til deling. 

På et tidligere tidspunkt havde jeg gæster med til Tenterden, og den dag var vi inde i et særdeles hyggeligt gammelt tea room, hvor gæsterne fik den eftermiddagste, der havde stået på deres ønskeseddel. Sådan en rigtig engelsk én med sandwicher, scones med clotted cream og kager på blomstrede porcelænstallerkener i flere etager... :-)

Hyggelige rejse-romaner

Jeg er blevet så glad for at skrive rejsebøger som romaner. 

Gennem hovedpersonens og bipersonernes øjne bliver læseren taget med rundt på tur til engelske byer, historiske huse, haver, museer og alle mulige andre steder. 

Der er mildest talt ikke mange sociale medier og slet ikke noget AI i de to bøger, der indtil nu er udkommet, men der er masser af hygge, kaffesnak og tid til samvær. 

Det er lige præcis det, jeg selv holder af - og jeg synes, at det er noget, vi i høj grad savner i vores moderne samfund. 

Der er kommet mange søde kommentarer til de to bøger, der indtil nu er udkommet, og det giver mig selvfølgelig lyst til at skrive flere...

Så det gør jeg!  :-) 

En engelsk forårshave

Når man rejser med en lille hundeven, så vælger man selvfølgelig steder og begivenheder, hvor hunde er velkomne. DET er heldigvis ikke spor svært i England, og Gunby Hall i Lincolnshire var ét af de steder, vi besøgte sammen.

Selve huset kunne vi selvfølgelig ikke komme ind i, men efter en dejlig fælles frokost med dagens suppe og hundebidder, nød vi forårsblomsterpragten i fulde drag.

Fuglene sang; fred og ro herskede overalt, for der var ikke mange gæster på stedet den dag, og efter at have øvet os på kroketspillet i haven og beundret den meget gamle kirke i skoven, sluttede vi dagen med kaffe og et stykke orangekage til deling. Og lidt flere hundebidder til Gussi, der lidt efter tog sig en lur på sit medbragte tæppe.

To dage i fortiden

Endelig kom autocamperen ud på årets første tur - og det bedste ved den tur var hele to genbesøg i Aarhus' botaniske have og "Den gamle By".

Den ene dag købte vi sandwicher i havens gode café, som vi sad på en bænk og spiste med udsigt til blomstrende buske, og den anden dag fik vi gammeldags mad i Gæstgivergården. Begge dage blev afrundet med eftermiddagskaffe og lækre flødekager i konditoriets have.

Når man har hund, kan man selvfølgelig ikke sidde indenfor, men jeg har været inde og kigge på det fine gamle konditori, der engang lå i Aabenraa. Og jeg nyder synet af butikken udefra, når vi får kaffe og kager serveret i haven lige overfor.

I tankerne bliver jeg ført tilbage til min barndom, hvor vi så mange søndage enten selv havde gæster til eftermiddagskaffe eller besøgte min moster og onkel i Vanløse medbringende flødekager fra bageren i nærheden. 

Det var altid så svært for mig at vælge. Skulle det være en tivolikage, en napoleonskage, en kartoffelkage eller måske et gåsebryst eller en medalje? 

Sjovt nok er det valg ikke blevet meget nemmere med årene... 

Mine gule sole

Nogle af de første blomster i haven er mælkebøtterne, der lyser som små sole nedefra. Jeg bliver så glad, når jeg ser alt det gule - for lyset er velkomment efter en lang vinter, og det gælder uanset om lyset kommer nedefra eller oppefra.

Hver morgen går jeg ud og plukker en håndfuld af de friske mælkebøtteblade, som jeg kommer i vores morgensmoothie sammen med det, jeg ellers har på lager. En god blanding af frugt og grønt fra morgenstunden, og mælkebøtteblade bidrager så fint til det grønne.

For mælkebøtten hører til de urter, som man har brugt i århundreder; det er en kendt helseplante, der blandt andet er god for nyrerne og fordøjelsen. Og hvis man slår plænen med mælkebøtterne i den, eller klipper planten ned efter blomstring, vil der være friske skud sommeren igennem.

Det smukkeste William Morris mønster

Mange kender sikkert William Morris’ smukke mønstre, for skønt de blev designet for over hundrede år siden, er de stadig lige populære - godt hjulpet på vej af den udstilling, som Nivaagaard afholdt for nogle år siden.

William Morris blev født i 1834, og allerede som barn var han betaget af naturen og af ting fra middelalderen. Da han som ung begyndte at studere teologi i Oxford, blev han for alvor interesseret i middelalderlig arkitektur og kunst, og teologien blev snart skubbet i baggrunden. 

Efter en studietur til Frankrig havde William Morris besluttet sig for at blive kunstner, og sammen med nogle af sine venner dannede han bevægelsen Arts & Crafts som et modtræk mod den industrielle revolution og masseproducerede produkter. 

I stedet gik Morris & Co ind for kunsthåndværk og smukke, håndfremstillede genstande, og inden længe designede og fremstillede de i fællesskab blandt andet møbler og smukke tekstiler.

Det med tekstilerne har jeg stor glæde af, og jeg har netop tilføjet endnu et smukt mønster til udvalget i min butik, nemlig DAISY. Det er ret specielt - og også ret populært - fordi det var det allerførste, William Morris selv satte i produktion helt tilbage i 1864.

Og jeg har forelsket mig lidt i det mønster, der med sin lysegrønne baggrund og søde blomster er så forårsagtigt og fint. 

Udspring i etaper

Vi har en kæmpelang bøgehæk langs vores vestlige side af grunden, og i skrivende stund står den stadig med brune blade. Det skal siges, at det også må være barskt at være hæk her, hvor vestenvinden skiftes med nordenvinden om at tage fat.

Men i går skete der noget. En bid af hækken - helt umotiveret og midt i - blev grøn og frisk. Men hvorfor lige dén bid? Det kan man (jeg) undre sig over...

Skønt ser det i hvert fald ud, og inden længe kan man vel forvente, at resten følger efter og smider bladene. De skal få lov til at lune hækken om fødderne og blive til god næring - og de blade, der blæser ind i haven, kan dække andre steder.

Ellers er det mest græs, vi dækker med - det gør vi til gengæld flittigt. For det er sådan en god idé at putte planterne under en tyk dyne af klippet græs, der lynhurtigt bliver sprødt som fint hø.

Dels holder det på fugtigheden i jorden, hvad der er ret vigtigt et sted med masser af sol og blæst, og dels giver det mad til regnorme, der kvitterer med den bedste jordbehandling. 

Bar jord er en rigtig dårlig idé - naturen ville aldrig selv have fundet på den. Så hver gang vi slår græs, bliver græsset genbrugt. Til glæde for jorden og dem, der er i den.

Jeg er her endnu...

De sidste måneder er gået med raske fjed... sådan føles det i hvert fald, når dagene bare piler derudad...

Og jeg har svært ved at følge med, synes jeg. 

Så det er endnu ikke blevet til en ny bog, selv om jeg er næsten færdig med én. Til gengæld er det gamle viktualierum blevet forvandlet til et hyggeligt, lille værksted, og bryggerset er blevet malet og sat i stand, så vi også kan bruge det som en slags entre i stedet for den "rigtige", der er forvandlet til bibliotek.

Ganske langsomt gør vi huset til vores. Soveværelset har fået tapet med træer og fugle; køkkenet har fået store køkkenskabe og rødternede gardiner - og nu er vi så småt gået i gang med "haven" (læs: Stormomsuste marker).

Forleden fik jeg et puslespil hjem til butikken - og det er jo lige præcis sådan, min kommende have skal se ud. Bortset fra striberne i græsset, der hos os i stedet er små "øer" af langhåret grønt til glæde for insekterne.

Men masser af bi-venlige blomster; et dueslag - nok mere til pynt end til duer - og så adskillige gode siddegrupper med læ. Først og fremmest læ. Og et sødt dyr at klappe og snakke med - det kan jeg bestemt ikke undvære. I vores tilfælde ikke en kat som på puslespillet, men en kær, ældre fyr ved navn Gussi.

Første led i haveplanen er så småt begyndt. Nemlig en lang pergola foran laden, hvor vi kan sidde under blåregnens duftende blomster og lytte til biernes summen. Om et par år eller tre...

Med får i baghaven og kaniner i butikken

Min udsigt forandrede sig lidt mellem jul og nytår. For pludselig kom en fåreaavler og afsatte 100 bamsede får på den mark, der grænser op til vores grund. Markerne var fyldt med grønne planter, som jeg ikke umiddelbart kendte, men det var altså fåremad! 

Det er ret så hyggeligt, og nu ligner "Sofienborg" endnu mere vores engelske hus, hvor vi også var omgivet af får. Jeg ved ikke, hvor længe fårene skal være her, men for min skyld må de gerne blive længe! 

Året er kommet godt i gang her hos os. Julen er pakket ned; butikken er ved at blive ordnet og fyldt op med nye ting, og det hygger jeg mig meget med. Ligesom jeg hygger mig med at sidde i stuens bedste hjørne og skrive på en ny bog - det er ALT for længe siden. 

Også i butikken er der kommet dyr til. Disse dyr - se billedet herunder - er fremstillet af filt, og dem kan man lave selv ud fra nogle små kits, der indeholder det, der skal til for at fremstille dem. Vintermånederne er jo som skabt til at hygge sig med et eller andet, og filtdyr er ikke det værste at bruge tiden på - slet ikke, når de er så søde som disse her.

Julen er opbyggelig, afslappende og hyggelig

Det er så sandt, som det er sunget af Pyrus & Co - for sådan er MIN jul også. Og ikke bare julen... hele ugen mellem jul og nytår står i hyggens og afslapningens skær. 

Vi nåede i mål med det hele - butikkens pakker kom afsted til tiden. "Den engelske Julekalender" kom i mål, skønt min sædvanlige webside forsvandt midt i det hele (årsagen kendes endnu ikke!). Og her i huset kom mit lille bibliotek endda til at stå ryddeligt og nydeligt. Efter et helt år med rod og oplagring! Åh, det var virkelig en fryd.

Og nu er der plads til alle de bøger, jeg fik i julegaver og alle de bøger, jeg ønsker mig i fødselsdagsgave om bare en måneds tid. Og mere til. Det kan da ikke være bedre efter min mening...

Nisserne er kommet på besøg og står hist og her i huset, og der er lunt og rart i stuerne, hvor vi sidder med benene oppe og ser TV eller læser - hvis vi da ikke spiller Ludo med dødeligt alvor eller Matador i engelsk udgave.

Og igen er jeg helt enig i det, som Pyrus & Co synger: Jul, det kan man ikke have for tit!

Den engelske julekalender - 24. december 2021

Endelig er vi nået frem til den sidste “julekalenderlåge” og dermed juleaften. Roen er ved at falde over de fleste/nogle/i hvert fald mig…  og den forestående aften er særdeles velkommen. 

Juleaften betyder forskellige ting for forskellige mennesker. For mig er det en aften, hvor jeg mindes min engang så store familie, men ikke med vemod – kun med glæde over, at alle de dejlige mennesker på et tidspunkt var en del af mit liv – de har for evigt sat deres spor i mit sind. 

Uanset om jeres jul er dansk eller engelsk – så håber jeg, at den bliver hyggelig og lige præcis sådan som I vil have den… 

Traditionen tro vender Den Engelske Julekalender tilbage til næste år. Tak fordi I så entusiastisk deltog i min lille juleleg.  :-) 

MERRY CHRISTMAS EVERYONE! 

Dagens spørgsmål lyder: I England tager man først juletræet ned, når vi er inde i det nye år. Men hvilken måned?

1. Januar

2. Maj

3. Oktober

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

Foto: mig

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

19. december: Helle fra Vejle

20. december: Marianne fra Skanderborg

21. december: Maria fra Hornbæk

22. december: Lise fra Roskilde

23. december: Pialovise fra Sønderborg

24. december: Helen fra Vanløse

Den engelske julekalender - 23. december 2021

Den store katedral i Wells dominerer byen, der ellers er én af de mindre. Men det gør ikke spor, at byen ikke er så stor – den er fyldt med gode butikker og cafeer, så der er nok at se og gøre. To gange om ugen er der markedsdage, og folk strømmer til for at købe fra de mange boder, der bliver stillet op på torvet. 

Det var de naturlige kilder i undergrunden, der oprindeligt fik folk til at slå sig ned i Wells, og byen har netop fået sit navn fra de kilder, som man stadig kan se i biskoppens palads. Mange af husene i Wells er fra middelalderen, mens andre er af nyere dato, og netop blandingen af stilarter og de smalle gader gør byen meget hyggelig.

Katedralen er et imponerende bygningsværk i gotisk stil, og når man kommer indenfor, kan man se de store "sakseformede" buer, der i sin tid blev konstrueret som en støtte for tårnet, som ellers truede med at bryde sammen. Læg også mærke til uret, der er det næstældste fungerende ur i Storbritannien. Når klokken slår, kommer mekaniske figurer frem – blandt andet riddere med sænkede lanser. 

Dagens spørgsmål lyder: Riddere har ofte en lidt særpræget beklædning, der er lavet af... Ja, hvad er det nu?

1. Metal

2. Staniol

3. Pergament

Hvis du vil deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, skal du sende dit svar på mail til info@anglofilia.dk  Vinderen får direkte besked, og vindernavne bliver offentliggjort her på siden (kun navn og by).

Mange julenissehilsner 

Mia 

💚💚💚

Julekalendergavevindere:

(trukket ved lodtrækning, så man kan sagtens være heldig mere end én gang):

17. december: Lisbeth fra Svaneke

18. december: Birgit fra Virum

19. december: Helle fra Vejle

20. december: Marianne fra Skanderborg

21. december: Maria fra Hornbæk

22. december: Lise fra Roskilde