Den er en underlig størrelse, tiden. Eller måske er det i virkeligheden os mennesker, der er underlige størrelser, for vi er de eneste væsener på jorden, der tager den højtideligt.
Ingen andre måler den og vejer den; indretter livet efter den og hænger i en tråd. Fuglene i haven er ligeglade - dyrene går ikke sådan og holder øje med, hvad klokken er slået. De indretter sig på anden vis og går mere op i at finde føde, husly og andre nødvendigheder - uanset tidspunktet.
Kun mennesker går op i fødselsdage (nu er der gået et helt år), jubilæer og den slags. Vi ønsker os ure; vi bruger kalendere, og vi laver aftaler på særlige tidspunkter. Ikke meget spontanitet dér.
Og mens det alt sammen er meget praktisk, så er det også med til at måle ud. Vores tid på jorden blandt andet. I stedet for at leve livet intenst og altfavnende - så tænker vi hele tiden på, hvor hurtigt tiden går. Nej, den
går ikke - som jeg skrev i går - den flyver afsted.
Sommetider får man lyst til at bremse tiden, men det føles lidt som at bremse et frembrusende tog. Det KAN lade sig gøre at nedsætte hastigheden, men det kræver en omlægning af hverdagen.
Det kræver, at man tager sig tid.
