Vi går og går...

Selv om det er sjovt at køre rundt i autocamper, kan man godt trænge til at gøre noget andet også. Så vi parkerer tit et godt sted; bliver et par dage eller tre og bruger det som udgangspunkt for ture.

Det betyder, at vi GÅR ganske meget. Vi tager også bussen af og til; en taxi en sjælden gang og - hvis lejligheden byder sig - med veterantog som dette her.

Toget gik mellem Swanage ude ved kysten og Corfe Castle inde i landet. Så vi tog den ene vej den ene dag og den anden den anden...

Swanage er en rigtig engelsk badeby med spillehaller og iscafeer. Vi spiste de lækreste bøfsandwich'er på en fortovsrestaurant og gik bagefter langs havet - først nede i strandkanten og derefter oppe på stien næsten ud til den høje klippe, der hedder Old Harry.

Dagen efter vandrede vi hele vejen tilbage fra den charmerende by Corfe, og det var en lang tur ind over naturområder med gule, stikkende tornblad i store mængder. De lyser op og er så flotte, men man skal ikke komme i nærkontakt med dem, for de har  - som navnet antyder - nogle gevaldige torne.

Som om det ikke var nok med alt den vandring... så gik vi hjem fra Lyndhurst i Hampshire i går. Hele vejen gennem New Forest, hvor stierne har det med at være mere eller mindre usynlige. Vi gik efter solen i retning mod nord, for det var her, vi gerne skulle ende - og det lykkedes. Små seks kilometer blev det til, og det var ikke så galt. I det mindste var der ingen bakker i skoven... :-)

Vi er på tur

Vi er på tur... og jeg nyder det. Vi har boet hist og pist i den sydlige del af England på nogle meget forskelligartede pladser - ved vandet, på landet og faktisk også inde midt i en storby, nemlig Bristol.

Men lige nu er vi, hvor jeg helst vil være... langt væk fra alting, omgivet af natur og syngende fugle. Der er "bluebells" i skovene, og mange af træerne blomstrer i rosa og hvidt. Og alle vegne dufter det af blomster og græs.

Jeg trives med campinglivet, der er rustikt og uforpligtende; ligesom min barndoms ferier i lejede sommerhuse, der så langt fra var luksusboliger. Men det er ikke luksus, der gør lykkelig... for mig er det snarere aftener som denne, hvor jeg sidder ved autocamperens vindue ud mod skoven og lytter til uglen - og solfyldte forårsdage, hvor jeg trasker afsted langs en flod eller hen over en bakke med udsigt.

I morgen skal vi det sidste... for omme bag bakken her, hvor vi er nu, ligger Shaftesbury og gemmer sig...  :-)

Sommerfugle i maven

Nu er jeg ved at være klar til en lang tur i autocamper. Forårssolen lokkede i går, og jeg fik helt sommerfugle i maven ved tanken om, at vi om mindre end en uge er på vej igen...

Men først skal bilen gøres klar efter vinteren. Der skal pakkes med omhu, så vi ikke slæber rundt på en masse unødvendigt, men omvendt skal der være lidt lunt og lidt let, for det ER jo april.

Vi skal først være nogle dage i Brugge, så den lille hund kan få sin ormekur (et engelsk indrejse-krav), og bagefter futter vi lige så stille i retning mod Dorset og Hampshire med nogle små afstikkere hist og her.

Der er ingen faste planer, bortset fra i påsken hvor jeg for en sikkerheds skyld har bestilt plads på en campingplads i Dorset. Og ellers skal der bare ses og besøges en masse steder, og der skal fotograferes en masse. Begge dele holder jeg utroligt meget af :-)

Og nu til noget helt andet...

Hvis det ikke lykkes at gå den vej, man ønsker... så må man finde en anden vej. Og det er præcis dét, vi har gjort nu.

Vi har nemlig fundet et aldeles fantastisk hus. På et gods. På Lolland! Vi var næsten dernede i forvejen, for vi har især kigget huse i Vordingborg kommune, men nu tog vi altså lige over på den anden side af vandet.

Huset er utroligt smukt med en dejlig have til, og omgivelserne er fyldt med historie. Der er masser af muligheder for at gå ture i området - der er plads til min mor, der får sin egen lille lejlighed, og der er masser af plads til mit showroom, der skal indrettes i husets stueetage. Selv kommer vi til at bo "above the shop", og heroppe på første sal kan min rare mand også have sin tegnestue.

Jeg glæder mig bare så meget til midten af maj, men først skal vi en tur retur til England... :-)

Fynske dage

I disse dage holder jeg arbejdsweekend på Fyn sammen med min nordjyske veninde Lillian fra Rejsen for Dig. Det er noget, vi prøver at holde hvert år, for som selvstændige gælder det om at få inspiration til nye tiltag og udveksle ideer.

Men der bliver også tid til at se på søde byer og nostalgiske samlinger - så i går og i dag har vi blandt andet kigget nærmere på Jernbanemuseet og "Tidens Samling" i Odense og været en smut i Bogense, som nok er min favorit blandt fynske byer.

Solsmil, bikini og søndags-bt

Hver gang jeg går tur med hundebassen i Charlottenlund, bliver jeg af selvsamme basse trukket med ned til stranden. Her kan vi nemlig gå langs vandet, få lidt sand mellem tæerne, jage mågerne (hunden) og sidde på en bænk (mig).

Og selv om der ikke er specielt sommerligt lige nu, kommer jeg altid til at tænke på dengang, jeg var teenager og tog til Charlottenlund for at bade.

Det VAR præcis, som Birgitte Grimstad synger i visen "Solsmil, bikini og søndags-bt"...

Når jeg havde fri fra skole, tog jeg strandtasken over skulderen og toget fra Peter Bangsvej til Charlottenlund station. Travede gennem skoven og slotshaven og forbi akvariet, der lå der dengang, ud til vandet for at finde en ledig plet på det grønne græs.

Og så sad jeg netop her i min fine bikini og læste søndags-bt, mens jeg nød solen og de beundrende blikke. Jo jo, sådan var det dengang... ;-)

Glæden ved weekender

Kan du huske engang, hvor man glædede sig helt vildt til weekenden? Måske gør du det endnu (det håber jeg da!) - eller også er forventningens glæde svundet lidt hen? Sådan har jeg det i hvert fald selv.

Måske skyldes det, at weekender er blevet mere hverdagsagtige? For det første fordi butikkerne har åbent til sent og om søndagen, hvor alt før i tiden lukkede ned lidt over middag om lørdagen. Og for det andet fordi internettet har betydet, at vi stort set er "på" - eller kan være det - hele tiden.

Og selv om der er fordele ved begge de ting... så er de med til at tage glansen fra weekenden.

Det er selvfølgelig op til én selv, om man vil genskabe det savnede. For det kan jo lade sig gøre. Man kan købe ind til hele weekenden fredag aften (det gjorde jeg engang, og det fungerede ret fint), og man kan lukke ned for computer og mobil i hvert fald om søndagen.

Lige pludselig får man en masse tid forærende. Tid til at være sammen og til at opleve ting sammen. Eller bare tid til at stresse af og tage sig god tid til morgenmad, slentretur og Matadorspil.

Egentlig ganske forjættende, når jeg tænker over det. :-)

Når solen skinner

Alting bliver lidt bedre, når solen skinner. Besvær og fortrædeligheder bliver fejet til side, for solen varsler forår, og så kan man kun være glad.

Jeg skulle have været flittig i dag (og var det også lidt) - men så så hunden på mig med sine kloge hundeøjne og foreslog stumt, at vi skulle droppe alt det dér praktiske og bare gå tur.

Så det gjorde vi! Jeg har efterhånden lært, at hunden ved bedst, for selvfølgelig var det lige præcis dét, vi trængte til.

I næsten to timer gik vi. Gennem skov og park, hele vejen ned til vandet, hvor vi mødte andre ligestillede hunde og mennesker, der også nød det fine vejr. Sad på en bænk i solen for første gang i år og så ud på havet og mågerne, mens vi snakkede om, at det lige pludselig igen blev tid til isvafler og pandekager i Brugge.

Dejligt med en hundeven at snakke med... :-)

Elsket og mistet

Englænderne har et udtryk, som bruges i forbindelse med huskøb: Loved and Lost. Altså når man forelsker sig i et hus, man af en eller anden grund ikke får.

Lige præcis dét skete netop for os. Vi fandt - helt tilfældigt - lige sådan et sted, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Og vi besluttede os hurtigt for, at det skulle være VORES hus.

Det burde have været nemt, men det var det ikke. Det glædestrålende budskab blev kun mødt med mistro i banken; også selv om huset var sat til en ganske rimelig pris.

Andre banker blev forsøgt, men det blev det ikke bedre af. Hver gang gik tiden, for ingen (andre end os) havde travlt... og afslagene kom ind på stribe. Alene tanken om, at vi ville købe et hus i "udkantsdanmark" - og så som selvstændige - var ganske tåbelig åbenbart!

Vi spinklede og sparede, for der skulle en gevaldig udbetaling til, og julen blev holdt på vågeblus. Endelig så det ud til at lykkes, og netop som vi sad med løftet pen og skulle skrive papirerne under... blev vi ringet op med meddelelsen om, at huset en halv time forinden var solgt til anden side.

Lidt af et bombechok var det! Men jeg må indrømme, at jeg havde haft tanken... for vi var alt for længe om slå til. Men vi KUNNE bare ikke slå til før.

Og hvad har jeg så lært af den proces?

Tja, i hvert fald at banker ikke kan bruges til noget. Det vidste jeg nu godt i forvejen, for som selvstændige har vi haft vores slåskampe med dem igennem tiden. Der skal alternativer til - og en god opsparing.

Så vi slikker sårene og lægger planer. Vi er nogle stædige kameler, er vi... og vi har ikke i sinde at give op...!

Om at have fødselsdag på Kyndelmisse...

Det er sin sag at have fødselsdag på Kyndelmisse - den 2. februar - for den dag regnes for at være årets koldeste. Jeg ved ikke, om det gælder i år, men koldt var det i hvert fald.

Så mine fødselsdage har typisk været tilbragt inden døre. Jeg husker tydeligt de mange gange, hvor jeg i et anfald af optimisme har aftalt en udendørs udflugt eller lignende, og hvor dagen så endte med at blive tilbragt i et lunt butikscenter i stedet for.

Eller dengang jeg lokkede min rare mand ind til København for at gå på opdagelse. Vi nåede at spise frokost et hyggeligt sted, før vi gav op.

Men sådan er det... og det har jeg for længst vænnet mig til. Så vi nåede heller ikke langt i dag, før vi skyndte os hjem i varmen igen. Medbringende flødekager i dagens anledning. Og lige om lidt er der filmhygge på programmet... :-)

På den positive side - så er Kyndelmisse også midtpunktet for vinteren, hvilket vil sige, at det nu går mod lunere tider. Jeg håber, at det passer, selv om jeg vist så noget om sibirisk kulde næste uge. 

Men dér tager vejrudsigten helt fejl...  :-) 

1-års dag

Vores lille hundeven Gussi (tidligere Gucci) ankom til England den 30. januar sidste år. Det var lidt over midnat, og vi sad spændte og ventede på transportbilen fra Spanien. Da vi kunne se på computerskærmen, at den var ved at være der, gik vi ud til porten for at tage imod - og jeg fik overgivet en lettere forvirret, snavset og aldeles dejlig hund.

Vi har været sammen lige siden. Gussi har vist sig - trods sin fortid med flere år på spansk internat - at være en rolig, sjov, glad og meget kærlig hund, der helst sover i arm om natten.

Sammen har vi rejst rundt i Storbritannien og tværs gennem Europa. Sammen går vi ud og spiser, når vi er på rejse, for Gussi er velopdragen og stille, mens han venter under bordet på en godbid. Han er også herlig at gå lange ture med, for han finder både de sjoveste ruter og de bedste kaffesteder. :-)

Gussi har vendt op og ned på vores liv, men på den gode måde. Han er vores bedste ven og et vigtigt familiemedlem.

Tak fordi vi fik dig, Gussi-hund.

Turen går til London

Hvis du hører blandt dem, der skal en tur til London i år - så kan du finde inspiration og information i min seneste bog. Londonbogen er blevet rost og anbefalet af mange efterhånden, og jeg er superglad for, at den er blevet så fint modtaget. :-)

Da jeg skrev på bogen sidste år, var vi i London flere gange i lange perioder - sammenlagt blev det til et par måneder - og vi boede på en campingplads i byens sydlige ende. Herfra kunne vi let tage bus eller tog ind til centrum, for selv om vi HAR prøvet at køre igennem London i en syv meter lang autocamper... så er det ikke noget, vi specielt holder af...

Nogle dage to vi alle tre afsted (hunden, den rare mand og undertegnede), mens jeg andre dage gik alene. Det var især de dage, hvor jeg skulle besøge museer eller historiske huse, hvor hunde ikke var velkomne.

Jeg nød i den grad at gense den storby, som jeg som ung lærte at kende så godt - og som egentlig var årsagen til, at kærligheden til England i den grad blev antændt.

Kærligheden holder endnu - og 2017 byder selvfølgelig på nye ture i det engelske. Jeg kan dårligt vente... :-)

Et skønt nyt år!

Tiden er inde til at ønske jer alle et skønt nyt år, der er lige præcis, som I kunne ønske jer det.

Selv ved jeg godt, hvad jeg ønsker... og jeg håber inderligt, at det ønske går i opfyldelse... ;-)

SKÅL og TRUT for et godt 2017 med opfyldte ønsker...

HAPPY NEW YEAR fra Mia og hund :-)

Oplæsning af julehistorie

I dag har jeg forsøgt mig med noget helt nyt. Nemlig oplæsning af en historie - en julehistorie - som jeg selv har skrevet. Hvis du vil høre med, kan du gå ind på Den Engelske Julekalender og se (eller rettere høre) dagens indlæg. :-)

Hele ugen alene...

Der var engang en sang, der hed "hele ugen alene..." og sådan har jeg haft det - så godt som. For min rare mand har været på Bornholm siden i lørdags, mens jeg og hundebassen har passet os selv og hinanden her i Odsherred.

Men tiden flyver, når man har nok at rive i, og ind imellem er Gussi hund for at holde mig aktiveret. I dag fandt han blandt andet en ny tur via en hemmelig trappe fra stranden, og så har vi leget med den aktiveringsautomat, der spytter godbidder ud ved tryk på en knap. Det er så meningen, at det er hunden, der skal trykke på knappen - ikke mig - men dér er vi ikke kommet til endnu... ;-)

Og her til aften ligger det kære kræ og snorker sødt, mens jeg sidder og lytter til uglen udenfor. Og tænker på min barndoms lørdagsradio, hvor man altid spillede Rachel Rastenni. 

Den sidste uge

Sa' du ud og gå??

Jeg har taget hul på den sidste uge her i Odsherred. Snart skal vi skifte udsigten ud med en anden - som dog på ingen mådere er ringere efter min mening...

Og jeg må indrømme, at lige dette her område... DET kommer jeg ikke til at savne. Rent gåtursmæssigt altså.

Fordi det er så ekstremt bakket, og fordi min kære hund elsker at løbe. Det skal dertil tilføjes, at Gussi altid går i (lang) snor, fordi han er uden forstand og sund fornuft, hvis han ser et egern... eller noget andet bevægeligt.

Kan I forestille jer synet? HUND sætter i spurt med hundemor i hælene. NED af bakker, OP af bakker, HEN over stranden, NED af flere bakker, OP af flere bakker etc. etc.

Når vi kommer hjem, er jeg døden nær og segner om i sofaen. Ude af stand til at røre mig den næste time.

Man skulle så tro, at jeg taber mig gevaldigt. Men det gør jeg IKKE, fordi jeg trøstespiser af marcipanen og ruster mig til næste gåtur.

I løb... ;-)

Den Engelske Julekalender

I dag har vi officielt taget hul på julemåneden - og jeg har officielt påbegyndt DEN ENGELSKE JULEKALENDER.

Hver dag frem til jul skriver jeg et lille julerelateret indlæg på www.anglofilia.info - og hver dag kan du deltage i konkurrencen om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten.

Du er særdeles velkommen til at være med i julehyggeriet :-)

En skefuld sundhed...

Det må være kulden og blæsten, der fik mig til at huske tilbage til min barndom. For hvert år på nogenlunde denne tid kom min far hjem med en stor flaske... torskelevertran! Jeg husker den sikkert større end den i virkeligheden var - men den indkøbte gigantflaske blev stillet op på øverste hylde i spisekammeret til senere brug.

Flasken blev derefter lykkeligt glemt... af mig, men IKKE af min far!

For når jeg skrantede lidt i vinterens løb, rejste han sig pludselig fra lænestolen og SÅ på mig. "Det er vist tid til at finde levertranen frem"!

Alene tanken var nok til at gøre mig rask. Næsten i hvert fald. For jeg huskede med al gruopvækkende tydelighed, hvor hæsligt det smagte...

Men der hjalp ingen kære mor. Far var allerede ude i køkkenet og i færd med at finde flaske og (spise)ske frem, og han kaldte utålmodigt på mig.

Med bøjet hoved og tunge skridt gik jeg ud til ham, hvor han frejdigt stod klar med den største ske fra skuffen. Den var fyldt til randen med tyktflydende, ildelugtende levertran, som han påstod var så sundt.

Åh puh, jeg kunne dårligt have skeen i munden, men ned skulle det jo! Jeg vidste, at det ikke var en engangsforeteelse, for den følgende ugestid eller så fik jeg en svingende skefuld dagligt.

Indtil jeg igen var frisk og kry. Og jeg må indrømme... om det var levertranens virkning eller ej, så VAR jeg faktisk ikke meget syg som barn... ;-)

Altid adoptere

Jeg har hele mit liv omgivet mig med dyr af forskellig slags, og stort set alle er dyr, der er adopteret efter andre eller kommet flyvende/tilløbende af sig selv.

Mine erfaringer med disse mange "adoptivbørn" har altid været positive, og jeg kunne ikke drømme om at købe et dyr, når så uhyggeligt mange trænger til gode hjem.

Det sidste "skud på stammen" er jo Gussi (Gucci), der har tilbragt 4 år af sit liv i et spansk internat. Vi fandt ham ved et tilfælde, og for ti måneder siden blev han en del af vores liv. Og selv om jeg aldrig har haft hund før, og selv om det lille kræ har vendt op og ned på vores liv på mange måder, så ville jeg ikke undvære ham.

Sådan er det med mig og dyr. De besætter min sofa og mit hjerte, og jeg vil ikke have det på nogen anden måde...

Filmen herunder viser Gussi, da han var i det spanske internat. Og billedet herover viser ham, da vi sad og hyggede os i Brugge (det er hunden til højre)... ;-) 

Et genbrugsindlæg om julemarkeder

I dag skal jeg være i min netshop hele dagen, så jeg vil benytte mig af et indlæg, jeg har bragt tidligere - i 2012. Det må lige være tiden for det nu... :-)

For en del år siden besøgte vi Gisselfelt julemarked. Jeg havde checket åbningstiderne på internettet og fundet den weekend, hvor der var åbent. Da vi kom derned, var der stillet fine skilte op, så man kunne se, hvor man skulle parkere, og der var et også et skilt, hvorpå der stod, at man endelig skulle huske at få sit gratis juletræ med hjem.

Jeg var meget imponeret; tænk engang, at man ligefrem fik et gratis træ! Og jeg var endnu mere imponeret, da vi ikke skulle betale ved indgangen, men bare blev ledt indenfor.

Vi hyggede os gevaldigt og kiggede på alle de fine ting, og først da vi skulle have kaffe og æbleskiver, begyndte jeg at blive mistænksom. For det var altså OGSÅ gratis. "Du kommer bare og får mere, hvis du har lyst". Jamen, hvad var dette her for noget??

Da vi sad ved bordet og spiste æbleskiverne, kom en rar mand over til os og satte sig ved bordet. "Hej med jer, jeg hedder Peter, og jeg kommer fra afdelingen i Slagelse (eller hvor det nu var...). Hvor kommer I så fra?

Jeg var ved at få en æbleskive galt i halsen af grin, mens jeg fremstammede, at vi var fra Københavnsafdelingen (mens jeg samtidig håbede, at det pågældende firma havde en afdeling i København). Manden nikkede venligt interesseret, så det havde de nok.

For det var selvfølgelig et stort firma, der holdt julefest på Gisselfelt. Jeg havde taget fejl af datoerne, og det officielle julemarked for publikum var først den følgende weekend.

Vi listede stille ud med røde ører. Og jeg tog altså ikke noget gratis juletræ med hjem. Det havde måske været at stramme den lidt... ;-)

Koldt og smukt

I går var det så koldt, at dagens billeder blev taget med stivfrosne fingre, men ud måtte jeg alligevel, for lyset var så smukt. Og godt det samme - for på vej ned mod stranden fløj en kæmpestor musvåge lige forbi mig på en meters afstand. En fantastisk oplevelse...!

Sådan er det, når man bor højt og næsten i fugleflugtlinien... :-)

Men i dag er al udsigt væk. Tågen har lagt sig tungt over omgivelserne, og jeg er glad for, at jeg ikke skal ud og køre. I stedet har jeg helliget dagen til færdiggørelsen af den online-julekalender, som jeg plejer at køre med på min ANGLOFILIA blogside.

Den Engelske Julekalender skal jo starte på torsdag, så der skal skrives og planlægges 24 indlæg. Hver dag har man mulighed for at vinde en lille kalendergave ved at besvare et spørgsmål - og du er velkommen til at være med.

Kig ind på www.anglofilia.info fra den 1. december og frem til jul :)

Tiden løber

Jeg er nok ikke den eneste, der synes, at tiden løber. Min far sagde altid, at tiden løb hurtigere, jo ældre man blev - og der er noget om det.

Men jeg har også bemærket, at der er stor forskel på, hvordan man lever sit liv. Når man har nogenlunde ens dage med det samme mønster, så piler tiden afsted. Når man derimod har stor afveksling i tilværelsen, så går tiden ned i gear.

Jeg mærker en tydelig forskel på de uger og måneder, hvor vi kører rundt i autocamperen. Vi flytter os jævnligt, ser nye steder og oplever en masse - og efter en tid ser vi på hinanden og undrer os over, at vi f.eks. kun har været afsted i en uge.

Men når vi, som nu, bor i sommerhus og hurtigt etablerer rutiner med arbejde, lange traveture med hunden og afslapning... så går dagene hurtigt over i hinanden, så at sige.

Jeg er glad for forandringen, for jeg er glad for begge dele. Jeg er glad for roen i hverdagen, når vi er i hus - og jeg elsker mit omflakkende liv, når den tid kommer.

I går gik jeg vores lange tur fra huset og ned til stranden, der var helt øde med undtagelse af en fisker, der brød den rolige havoverflade med sin snøre.

Hunden nød det; jeg nød det - og samtidig glæder det mig, at jeg om nogle måneder skal på farten igen.

Forandring fryder... :-)

Julemarked på Ledreborg

For mig begynder julen så småt med ét (eller flere) af de julemarkeder, der afholdes rundt omkring. I går tog jeg sammen med en veninde til Ledreborg, der jo har de perfekte omgivelser til et sådant.

Der var så fint på gårdspladsen, hvor der var julemusik og et meget flot juletræ - og inde i staldene var der mulighed for at kigge og købe og - meget vigtigt - spise æbleskiver og drikke kaffe.

Så vi fik snakket og kigget og også købt lidt. Blandt andet nogle supersøde Christel kravlenisser, som jeg har været på udkig efter længe. De skal klippes ud og hænges op i vores næste hus, hvor julen skal tilbringes... :-)

Julemarked for første gang

Jeg glæder mig til i morgen, for jeg skal på julemarked for første gang i mange år.

Før jeg havde min egen netshop, tog jeg tit med familien på julemarked rundt omkring på Sjælland, og det var altid så hyggeligt. Men i de sidste otte år har det knebet med tiden... og så har jeg som regel også været i England på denne tid.

Men NU har jeg sørget for at holde fri i morgen, søndag. Så NU kan jeg tage med en sød veninde på julemarked på Ledreborg.

Jeg glæder mig sådan til at kigge og komme i julestemning. Til æbleskiver og andre lækkerier. Og i det hele taget til en hygge-fridag i godt selskab :-)

Nu med udsigt

Disse dage har jeg rent faktisk en udsigt - for solen titter frem og gør det muligt at skelne hav fra himmel...  Så jeg nyder at sidde her i min stol og kigge ud, mens jeg skriver. Her er fredeligt og rart, og det er et fint lille hus.

Hver dag går vi lange ture, og jeg er sikker på, at den daglige eftermiddagskaffe med lækkerbid til IKKE sætter sig, for du godeste, hvor er her mange stejle bakker. Men jeg kan mærke, at det dag for dag bliver nemmere at gå op - for man skal jo OP, når man har gået NED... ;-)

Det passer mig fint at være her - lige nu. Senere skal vi et andet sted hen... mere om det til den tid...

Om butikscentre

Da  jeg var barn og teenager, tog jeg tit med min mor eller en veninde i Rødovre Centrum. Der var vældig hyggeligt dengang, og vi gik gerne de fire kilometer fra Frederiksberg, hvor vi boede, og langs Damhussøen derud.

Der blev kigget butikker, drukket kaffe i konditoriet og købt lidt lækkert med hjem. I det hele taget var Rødovre Centrum en dejlig oplevelse og et fast punkt på vores "hvad-skal-vi-nu-lave"-liste.

Men som voksen dalede min begejstring for butikscentre. Måske blev de for store? Måske mistede de det hyggelige element? Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men i dag undgår jeg dem helst og foretrækker de små butikker i byernes hovedgader.

Der er selvfølgelig altid undtagelser. For nu, hvor vi er i Odsherred, handler jeg næsten dagligt i Asnæs, og af en eller anden grund nyder jeg det. Det lille butikscenter er nemlig så fint, og der er en rigtig god stemning i butikkerne. I øjeblikket er der selvfølgelig julepyntet og måske særlig hyggeligt, men jeg har også besøgt det om sommeren.

Det er et rart sted at komme. Et udmærket sted at handle. Prøv det, hvis I er på de kanter... :-)

I tusmørke

Jeg sidder her i den store sofa med lille hunds varme hoved på mit ben. Der er fri udsigt gennem de store vinduer, og jeg kan se himlen blive mørkere minut for minut. De grønne fyrretræer bliver til silhuetter, og en ensom fugl flyver hen over husets tag.

Dage i sommerhus er noget af det bedste, jeg ved. Jeg har altid elsket den særlige stemning, og det gør ingenting, at det er et lejet hus. Så meget mere uforpligtende og så meget mere overskud til at skrive.

Vi har gået tur ned til vandet og gennem området, der er nærmest affolket. Vejet har været mildt og venligt, og det begyndte først at regne, da vi kom hjem igen. Hjem til varm kaffe og lækker risalamande, som jeg købte med fra Brugsen.

Her er helt, helt stille. Hunden snorker ganske svagt, men ellers ... ikke en lyd.

Om lidt lukker jeg mørket ude med gardinerne. Om lidt. Først når himlen er helt forsvundet...

Blåt i gråt

Det ser da godt nok noget gråt ud i dag - det blå hav, som man kun lige kan skimte derude under skyerne. Men sådan er udsigten altså fra det hus, vi har lejet. Et nydeligt hus er det - og det bliver bestemt ikke spor tosset at sidde her ved vinduet og skrive med ild i pejsen og smuk musik i radioen.

Men sneen? Den var jeg ikke lige forberedt på, for der var ingen, dér hvor vi kom fra. Og selv om den er køn, er den også kold. Og det er for tidligt med kold... november skal gerne være det gyldne, milde efterår, jeg elsker så højt - og som jeg nok er blevet lidt forvænt med.

Sne hører sig til i december. Ikke et øjeblik før... men det er jo slet ikke noget, jeg bestemmer... ;-)

En julekalender med ekstra dage...

Min rare mand har altså nogle rare kunder! I onsdags kom han hjem med en superflot, kæmpestor julekalender... til MIG!

Den er fyldt med fyldte chokolader af den lækreste slags... og så er der ekstra dage! Sådan til når man trænger til en lille ekstra... :-)

Jeg tog en af de "ekstra" i går, da jeg kom hjem fra Bogmessen. Efter en hel dag på benene og bagefter slæb af bøger og magasiner... så synes jeg, at det var fortjent...

Uhm, det var godt!  :-)

Klar, parat... BOGMESSE-fredag...

Så er jeg færdig med at stille op på min lille stand - og jeg synes, at det blev rigtig fint. Og nu er jeg færdig i en anden forstand... nemlig helt færdig for i dag.... zzzzzzzzzz

Måske ser jeg nogen af jer i morgen? Man kan jo aldrig vide... :-)

Husk, at jeg står på den store NewPub stand lige først for i den store Centerhal... 

Den evige foranderlighed

Det lyder næsten som en bogtitel, men det er egentlig bare titlen på mit eget liv lige nu. Efter en tid hos min mor (det var slet ikke meningen, at vi skulle være her så længe, men sådan blev det) tager vi snart mod den nordvestlige del af Sjælland, hvor vi har lejet et sommerhus.

Denne gang er det ikke et hus, vi kender i forvejen, så det er altid lidt spændende. Jeg ved, at der er magelige møbler, udsigt til vandet og masser af muligheder for traveture med Gussi-hund. Og bortset fra pakkepakning og åbne dage i mit showroom - så står de næste uger på skrivning af ny bog.

Der er ikke noget bedre end et sommerhus til netop det - for jeg skal ikke bekymre mig om hus og have og andre praktikaliteter (ikke ret mange i hvert fald), men bare koncentrere mig om det, jeg har gang i.

Det glæder jeg mig SÅ meget til... men først - BOGMESSEN. På fredag.

Aldrig ALDRIG give op...

Disney er kommet med en ny film - ZOOTOPIA - der efter sigende skulle være én af deres bedste til dato.

Den ser i hvert fald herlig ud, og jeg glæder mig til at se den. Og så er jeg helt og aldeles enig!

Man skal aldrig, ALDRIG give op!  :-)

Mandag med udsigt til ro... og travlhed

Selv om man er selvstændig og i virkeligheden arbejder når som helst og hvor som helst - så er mandag alligevel og stadigvæk en slags frisk start på en ny uge.

Så her sidder jeg og tænker over den kommende....

De første dage er relativt fredelige, så jeg kan sidde her med en kop te og arbejde på mine projekter - iblandet en god eftermiddags-travetur med Gussi-hund.

Onsdag har jeg åbent showroom - altid hyggeligt - og så går det løs i Bella Centret med Bogforum. Som jeg tidligere skrev har jeg ikke min egen stand i år, men står ved mit eget lille palle-bord på en fællesstand for selv-udgivere.

Standen hedder NewPub, og selv om man ikke kan kalde mig "ny" i den sammenhæng (jeg udgav selv mine første bøger i starten af 90'erne) - så er det vel en ny tendens generelt, at man selv står for udgivelsen af de bøger, man har skrevet.

Så altså: Her skal jeg være - på stand E-syd-021 - det er én af de største stande på messen, og den er beliggende i Centerhallen.

Torsdag aften skal jeg ud og rette an og ordne det praktiske, og hele den lange fredag frem til kl. 19.00 skal jeg være i "bøgernes land". 

Og når man nu er en bogorm, så er det ikke det værste sted at være... :-)