lørdag den 26. maj 2012

Ferietider


Vi har overladt hjem og husdyr i familiens varetægt og taget turen ned gennem Tyskland i varmen. Alt gik fint til efter Hamborg, men ved Bremen fik man helt klart indtryk af, at Tyskland arbejder sig igennem krisen ved at anlægge og vedligeholde motorveje. I hvert fald var der kilometerlange køer overalt, og på et tidspunkt blev motorvejen simpelthen lukket.

Ikke lykken i 30 graders varme, og det blev da også til over tre timers forsinkelse. Al trafik blev ledt gennem en by på størrelse med Rudkøbing, og vi kastede håndklædet i ringen ved synet af en lille lokal cafe. Hellere tilbringe halvanden time i skyggen med kaffe og is end sidde og bande i varmen...

Men alt blev glemt og tilgivet, da vi meget sent ankom til Brugge, hvor gaderne var stille og tomme. Hotellet stod nærmest med nøglen klar, så inden længe var alt, som det skulle være. Fra vinduet var der udsigt til en af de mange kirker, der altid er oplyst så smukt her i Belgien, og vi vidste, at vi næste morgen ville blive vækket af klokkeklang.

mandag den 21. maj 2012

Mandagstema: Feminin


Mandagstemaet hos Helene er i dag "FEMININ", og netop lyserøde roser er så yndige og feminine.

Denne rose hedder Anne Boleyn og kommer fra David Austin i England.

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

søndag den 20. maj 2012

Et lille pip


Jo tak, det går så fint med Tot og Strit...

Jeg satte de to bure sammen med åben låge, og allerede næste morgen sad Tot på samme sovepind som Strit. De hygger sig vist meget fint de to. Jeg vil så stærkt betvivle dyrehandlerens overbevisning om, at Tot er en han; jeg har aldrig set så "pigeagtig" adfærd hos en han før... (!)

Nå, men Strit er ligeglad. Hun har været sammen med en pige før, og det gik fint. Og den nye fugl har et dejligt roligt temperament, så hun finder sig troligt i at blive puffet ned fra den pind, som altså ER optaget. Til gengæld er der krudt i tøsen, så der bliver kravlet og gnavet og undersøgt alle vegne.

Så alt gik, som det helst skulle. De to fugle snakker og pudser sig og ligner to gode, gamle veninder, der bare har det rart sammen.

tirsdag den 15. maj 2012

Ny fugl


I søndags skete det meget sørgelige, at min grå nymfeparakit, Frederik, pludselig døde. Det ene øjeblik kiggede jeg til de to fugle på terrassen, hvor de sad og hyggede sig gevaldigt. Og en halv time efter lå den lille stakkel stendød i bunden af buret. Meget mærkeligt! Men jeg gætter på, at han har fået et hjerteslag.

Den anden parakit, Strit, var meget frustreret og nervøs. Nu var hun igen alene. Og efter min mening skal alle små dyr have mindst én ven i sit liv, så vi måtte på jagt.

Vi endte helt i Køge, hvor denne smukke hvide nymfeparakit var til salg. Han sad helt alene i et meget trist lille bur, og kun af den grund valgte jeg at betale en ublu sum for ham.

Nu sidder han og ser meget tilfreds ud. Her har man fået udsigt og naturpinde, der kan gnaves i.

I første omgang har jeg anbragt Tot, som han er døbt, i et lille "gæstebur", indtil de to har vænnet sig til hinanden. Men de hyggesnakker og pudser sig sammen, så det skal nok gå. Idyllen er genoprettet. Håber jeg.

mandag den 14. maj 2012

Mandagstema: MAJ


Mandagstemaet hos Helene er i dag "MAJ", og det er et tema, der passer mig fint.

I maj måned er jeg nemlig altid i England, og selv om det bliver sidst i maj i år, så vil der alligevel se nogenlunde sådan her ud - med får og lam på markerne, blomstrende tjørn i krattet og flyvende svaler.

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

lørdag den 12. maj 2012

Grå og blæsende lørdag


Sikke en grå og blæsende dag! Men mig passer det fint, for weekenden her er en arbejdsweekend - og endda én af dem, hvor vi arbejder med 180 i timen, som min rare mand siger.

Den eneste, der kan slappe af, er min mors kat, Rikke. Og hun er god til det.

Det ER jo heller ikke vejr at jage en hund... øh kat ud i....

Rigtig god weekend!

fredag den 11. maj 2012

Bakken i regnvejr



Så fik jeg prøvet det med: En tur til et ret affolket Bakken i regnvejr. Men var vi da så heldige med regnen, at den holdt sig væk, hver gang vi gik udenfor. Dobbelt heldigt, fordi vi havde glemt at få en paraply med...

Vi fandt en superhyggelig restaurant, som vi havde næsten for os selv - småsprossede vinduer med små gardiner og udsigt til Peter Liep, god betjening og rigtig dejlig mad. Restaurant Bøgely er én af Bakkens ældste restauranter, men jeg havde aldrig været der før.

Bagefter fik de små spillefugle afløb for deres laster, og aftenen sluttede med kaffe og æbleskiver, sådan som traditionen (vores) nu er, når man er på Bakken.

Og vores shopping-eftermiddag? Vi fandt den smarteste frakke til min smarte mor - og der faldt vist også et par cowboybukser og en bluse af til datteren. Man kan jo ikke bare stå og kigge ... ;-)

torsdag den 10. maj 2012

En kvindehyldest


Jeg er så heldig at have to dejlige kvinder i mit liv; nemlig min mor og min svigermor. De har på hver deres måde gentagne gange bevist, at de er nogle ret seje damer, og jeg er fuld af beundring.

Den ene af de dejlige damer har fødselsdag i dag, og jeg har derfor lovet min mor en hyggedag. Og fødselsdagsbarnet har bestemt, at den skal bestå af en eftermiddagstur til yndlingsbutikkerne med kaffe og en aftentur på Bakken med middag. Bare mor og datter i al "hygsomhed".

Så det vil jeg glæde mig til på sådan en ganske almindelig regnfuld torsdag...

tirsdag den 8. maj 2012

Supercalafragelisticexpialidocious



Ih, hvor jeg nyder mine morgen-motions-cykelture for tiden. Bagefter kommer jeg op fra kælderen med sang på læben og lette (nå ja) dansetrin på trappen, for jeg ser nemlig Mary Poppins. I små tyve minutters daglige bidder.

Hvis der er noget, man bliver i godt humør af fra morgenstunden, så er det den. Kan anbefales... :-)

mandag den 7. maj 2012

Mandagstema: Favoritmotiv


Mandagstemaet hos Helene er i dag "favoritmotiv", og sådan nogle har jeg vist mange af. Jeg elsker at fotografere dyr, blomster, huse, landskaber og... kager. Ja, alt muligt godt.

Men mit favoritmotiv er nok de forsider, jeg sommetider fotograferer til mine magasiner. Det allerførste billede til en forside er dette her, som jeg brugte i 2008. Og for nylig har jeg brugt det igen som forside på den allerførste engelske udgave.

Motivet siger i virkeligheden meget om mig. Jeg elsker alt det engelske, te i haven, smukke roser, kønne farver og i det hele taget natur og at opholde mig i det fri. Så dette billede må være en passende kandidat til "favoritmotivet".

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

lørdag den 5. maj 2012

På eventyr med bussen


Da jeg forleden skrev om at gå tur og blive væk, kom jeg til at tænke på min ungdom, hvor jeg var i besiddelse af et tog- og buskort. Det dækkede alle linier og ruter, og derfor tog jeg med mellemrum på sightseeing sådan ud i det blå.

Jeg steg på en bus med lukkede øjne, så at sige, for jeg tog den første, den bedste og anede ofte ikke, hvor jeg havnede. Hvis jeg så noget interessant, stod jeg af, men ellers fulgte jeg gerne med til endestationen, hvor jeg fandt en anden bus, jeg heller ikke kendte.

Jeg kunne komme vidt omkring på den måde, og resultatet blev selvfølgelig, at jeg ikke bare kom til at kende både det indre og det ydre København rigtig godt, men også alle områderne udenom.

Jeg opdagede mange listige steder på Amager, fandt gode butikker i Valby og fine villakvarterer i Vanløse. Sommetider tog jeg toget til Hillerød, Ballerup eller Køge - og i øvrigt brugte jeg helt den samme taktik, da jeg boede i Bruxelles.

Det er nok alle de udflugter, der får mig til stadig at tage rundt på må og få. Nu er det bare i bil, men da jeg som tidligere nævnt ikke har forfærdelig meget stedsans, er det næsten lige så godt.

Eventyret findes jo alligevel altid, hvor man mindst venter det...

Foto: Brett Jordan

fredag den 4. maj 2012

Have-inspiration


Hvis nu mine planer fra i går kommer til at gå i opfyldelse på et tidspunkt, så har jeg fået masser af ideer til haven fra Elmer Aagesen fra Hinnerup.

Jeg skrev nemlig om hans dejlige have i SKØNNE DAGE, og jeg synes, at det er utroligt inspirerende, at man kan få så meget ud af så lidt plads. Et tætpakket planteparadis hvor man næsten kan blive væk - og så på under 1000 m2.

torsdag den 3. maj 2012

Livserfaringer

Da vi var unge, havde vi et lille etplanshus på 85 m2. Der var en yndig have med jordbærbede og gamle syrenbuske, og i et hjørne var der en lille "lund", hvor man kunne gå tur.

Huset blev indrettet noget så hyggeligt, og vi elskede det. Men så begyndte karrieren og alt det, der fulgte med, og derfor blev vi nødt til at flytte nærmere København.

Det lille hus blev solgt og senere udskiftet med nogle, der var meget større og meget "finere". Og hvad drømmer jeg om i dag?

Et lille etplanshus med en yndig have med jordbærbede og gamle syrenbuske. Og en parkeringsplads til autocamperen...

onsdag den 2. maj 2012

Gå tur og bliv væk

En af mine mange yndlingsbeskæftigelser er at gå ture... og blive væk.

Den slags gøres meget nemt selv i et område, hvor man har gået før, for man drejer bare impulsivt ned ad stier og småveje, mens man går i sine egne tanker - og pludselig har man ingen idé om, hvor man er.

I disse dage er det en stor fornøjelse at gå aftentur sådan på må og få, for solsortene synger aftensang i kor, blomsterne dufter vidunderligt, når man går forbi, og alt er bare så kønt at se på.

Og så har jeg en lille navigation med i lommen. Hvis alt glipper, kan jeg altid finde mig selv på kortet og få hjælp til at finde vejen tilbage. Men det er kun en nødløsning...

tirsdag den 1. maj 2012

Fontæne til at hænge på væggen


Er den ikke flot? Hvis nogen er interesseret i en engelsk, væghængt fontæne, så er den til salg på QXL.

Varenummer 677880398

Så er det sommer!

I dag er de små fugle ude for første gang - og det er altså lykken!

mandag den 30. april 2012

Mandagstema: Velkommen ind!


Helene byder på et indbydende mandagstema i dag, og dette billede siger da "Velkommen ind".

Huset ligger i England, og det har en yndig have og en dejlig café, så det er ét af mine yndlingssteder for et eftermiddagsbesøg. Især når blåregnen blomstrer så vidunderligt som her...

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

søndag den 29. april 2012

Kloge ord på en søndag

Whether you believe you can do a thing or not, you are right.

Henry Ford

fredag den 27. april 2012

Dejlige dyrebørn


Nu varer det ikke så længe, før jeg skal over og hilse på Hollymount. Og mon ikke jeg også skal hilse på sådan nogle små "nutter" som denne her... ?

onsdag den 25. april 2012

En vredet karklud

Ja, så har man prøvet det med. Selvfølgelig skulle jeg få influenza på Bornholm, så det var da noget af et festligt stykke at have på besøg. Ikke fordi den rare mand var meget bedre, for mens jeg lå og våndede mig i gæsteværelset på første sal, sad han med medbragt arbejde i det andet værelse overfor.

Jeg vil have revanche, vil jeg...

Og i dag har vi gjort rent, fordi vi igen igen igen har vist hus frem. Hele to gange endda. Og om ikke så længe kan vi gentage succesen, for der er flere, der har meldt sig til et kig.

Gad vide, om man ikke kan slide et hus op med bar rengøring...?

lørdag den 21. april 2012

Sikre forårstegn

I dag har jeg set adskillige stensikre forårstegn: Duer, der kissemisser. Stære og gråspurve, der samler redemateriale. Viber på marken. Violer. Og anemoner - skovbunden i Almindingen var overstrøet med smukke anemoner.

Men det var også det allerdejligste vejr, så hvem kan holde sig inde.... ;-)

fredag den 20. april 2012

En eftermiddag i ruiner


Vi havde først tid til en tur ud i dag, for vi har jo også arbejde at passe herovrefra. Hele formiddagen var vi flittige, mens vejret var gråt og grumset, men pludselig skinnede solen, og så var det bare med at komme afsted.

Vi kørte nordpå - op til Allinge, hvor vi parkerede og gik turen til et meget dødt Sandvig. Sæsonen starter åbenbart ikke i påsken, men først i maj, så indtil da er der godt nok ikke meget liv. Men tilbage i Allinge var der heldigvis mulighed for at få kaffe, og bagefter kørte vi ud til Hammershus. 

Slet ikke nogen dårlig idé på en sen fredag eftermiddag. Her var nemlig fredeligt og rart, og vi havde den fineste udsigt til Sverige.


onsdag den 18. april 2012

Bornholm, Bornholm....

I dag lader vi familie og husdyr være herhjemme og tager over til den anden "gren" af familien på Bornholm. Det skal blive godt med hygge og samvær, for det er længe siden - og mon ikke også der bliver tid til ture og fotografering? For slet ikke at tale om "moar's" lagkage... ;-)

tirsdag den 17. april 2012

mandag den 16. april 2012

MANDAGSTEMA: I fokus

Hos Helene er mandagstemaet i denne uge I FOKUS - og jeg har valgt at sætte fokus på dette søde, engelske egern, der så nysgerrigt titter frem...

Du kan se andre bud på temaet lige her...

søndag den 15. april 2012

Et liv på hjul

I øjeblikket går snakken om autocampere, og der læses brochurer og studeres nærmere. Vi har så mange ønsker, der gerne skal samles på en fornuftig måde, og det er ikke nemt. Hvis man aldrig har prøvet en autocamper før, er det mest fornuftigt at leje én - men vi har været de lykkelige ejere af sådan et hjem på hjul, og vi elskede det. Denne gang skal der bare ikke være "top" på, for det var ret upraktisk; især i England med små veje og lavthængende grene.

Apropos England så havde vi faktisk vores gamle autocamper med derover flere gange. På et tidspunkt holdt vi i en lille by, og en mand kom hen til os og så beundrende på bilen. "Sådan én har vi lejet her til sommer", betroede han os. "Det må være en skøn måde at holde familieferie på".

Vi kunne kun give ham ret, selv om vi i vores stille sind tænkte lidt på den ringe plads og hans mange børn. "Jeg spekulerer bare på...", fortsatte han lidt kejtet. "...hvordan gør man egentlig med... toilettet. Man skal da ikke selv tømme det, vel"? Han så ret bekymret ud, da vi nikkede bekræftende.

"Åh!", sagde han blot, mens hans kone grinede højt. Jeg gætter på, at arbejdsfordelingen allerede var tilrettelagt...

Foto Mikael Damkier 

lørdag den 14. april 2012

Om stedsans - eller mangel på samme...

Jeg er ekspert i at køre forkert, hvis jeg ikke har tændt min lille navigation (nu jeg tænker over det, kan jeg såmænd også køre forkert, når den ER tændt).

Nåmen... i går tog vi en tur til Hedehusene for at se på autocampere, og turen hjemad gik på motorvejen i retning af Helsingør. Det vil sige - det troede jeg den gjorde. For pludselig så jeg på skiltene, at jeg altså var på vej til København. Der var ikke rigtig mulighed for at dreje af, og det varede ikke længe, før motorvejen stoppede.

Jeg spejdede febrilsk efter noget bekendt og måtte ellers bare fortsætte lige ud, og da jeg endelig fandt kendte omgivelser - ja, så var jeg altså kommet til udkanten af København. Fisketorvet etc. Hvordan i alverden havnede jeg her?

Lidt efter sad jeg midt i myldretiden klokken 17.00 midt i Københavns centrum. Jamen altså! Til gengæld havde jeg masser af tid til at se mig omkring, mens jeg sad i kø. Tivoli har åbent! Næh... det vidste jeg slet ikke. Og se den nye bygning, der er kommet op dér. Den er da ikke så køn... Og nej, hvor er den bygning dér til gengæld ved at blive pænt sat i stand...

Så på den måde kan mangel på stedsans blive til nye oplevelser, nye erfaringer og lidt sightseeing. Ganske uventet på en sen fredag eftermiddag... ;-)

Foto: whatleydude

fredag den 13. april 2012

Med egen VEJ

I disse tider kan man ikke være for forsigtig med sine penge. Men det er nu ikke noget nyt, og det får mig til at tænke på en lille episode...

Vi har været selvstændige i mange år efterhånden, og på et tidspunkt arbejdede vi sammen med en konsulent, der havde én af Danmarks store virksomheder som kunde. En opgave fra denne virksomhed lød på en reklamefilm, som havde et "pænt" budget på flere hundrede tusinde. Min rare mand skulle stå for oplægget og alt det kreative - og konsulenten skulle stå for det praktiske og pengesagerne.

Da det økonomiske grundlag skulle på plads, blev vi opfordret til - sammen med konsulenten - at lægge pengene ud for produktionen etc. Det kunne vi så tjene en god sjat på, men der var i vores øjne en stor risiko, så det havde vi bestemt ikke lyst til.

Konsulenten prøvede ihærdigt at overbevise os om det forjættende ved de hurtigt tjente penge. Herregud, pengene var da aldeles sikre; vi var godt tossede, hvis vi ikke greb chancen. Et så velkendt dansk firma, der endda havde en VEJ opkaldt efter sig, gik bare ikke ned...

Det endte med, at konsulenten selv lagde alle pengene ud for produktionen - og et par uger efter indgav det stensikre danske firma med egen vej konkursbegæring. Konsulenten så vist aldrig sine penge...

Morale: Lyt aldrig til løfter om guld og grønne skove. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det sikkert også... ;-)

Foto: Sin amigos

onsdag den 11. april 2012

Nu gider jeg ikke mere...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er træt af at have hus til salg. Det har været SÅ tæt på at blive solgt adskillige gange, men hver gang sker der et eller andet uforudset, så det hele falder til jorden.

Nå, men drømmene har været på standby længe nok. Hvis ikke vi kan følge plan A, må vi kaste os over plan B.

Plan B er blandt andet noget med sådan én her...

Det skader jo ikke at kigge...  ;-)

tirsdag den 10. april 2012

Mine dage i paradis

Sådan en Vespa som denne her bringer mange gode minder. Dels fordi min onkel Jack havde sådan én, og jeg sad bagpå fra en meget ung alder. Jeg tror, at jeg var seks... Og dels fordi vi selv fik én som unge og nygifte, hvor vi ikke havde råd til bil.

Især i min barndom bragte Vespa'en mig ud på opdagelse med min skønne onkel, der i høj grad var den, der vækkede min glæde for naturen og dyrene. På størstedelen af vores ferier var han med, og mens vi tog toget til Jylland, kørte han derover på sin scooter.

Feriedagene blev derfor fyldt med ture ud til Jyllands åer, for min onkel var lystfisker... og jeg var med. Altid. Mens han fiskede, udforskede jeg vårfluelarver, firben og snoge - og når han brugte levende madding i form af søde, små fisk, gjorde jeg mit bedste for at lempe dem ud i åens vand igen uden han opdagede det.

Hjemme i København kom han næsten hver lørdag i sommerhalvåret og hentede mig. Vi kørte ud i de nærliggende skove og fandt rævegrave og dyrespor, og han lærte mig at gå armgang over vandet på de reb, der var spændt ud til militære øvelser. Andre gange hentede han mig om aftenen, så vi kunne se flagermus og ugler - og lige meget hvor han gik, var jeg i hælene på ham.

Min onkel var en datidig udgave af B. S. Christiansen, og jeg elskede ham højt. Sammen med ham turde jeg alt, også selv om jeg kun var 8-9 år.

Det burde være alle børn forundt at have en onkel med en Vespa...

Foto: © Adolfo Abalo

mandag den 9. april 2012

MANDAGSTEMA: Prikker

Mandagstemaet i denne uge er prikker, og den slags kommer jo i mange afskygninger. Man kan også lave dem i glas, sådan som her, hvor en dygtig glaskunstner har fremstillet nogle meget søde og dekorative fluesvampe... :-)

Du kan se andre prikkede løsninger på dagens tema lige her...

Der går aldrig røg...


På min tur forleden kom jeg forbi denne lille brandstation, der ligger gemt på en lille brostensbelagt sidevej ikke så langt fra mit hus. Gad vide, hvor mange der ved, at den ligger der?

Huset er beliggende nær Jægersborg kaserne, der stod færdigopført i 1746, og sprøjtehuset, som det kaldes, må være opført nogenlunde samtidig, for det er i hvert fald med på et kort fra 1749.

På kortet kan man også se, at Ermelundsvej oprindeligt hed "Benbrækkerstræde", og hvis vejbelægningen har været nogenlunde, som den er her ved sprøjtehuset, er det et meget passende navn...

I 1862 anskaffede man en håndkraftsprøjte til Jægersborg og senere fik man leveret to sprøjtevogne. I 1902-03 blev der oprettet et fast brandkorps, men det blev nedlagt igen i 1912, kan man læse på det lille informationsskilt.

Og går man hen til huset og kigger ind, kan man se de fine sprøjtevogne fra dengang. Det er så godt, at man bevarer disse gamle ting, som ikke bare er en del af lokalhistorien, men også en del af historien i det hele taget - for sådan slukkede man jo ilden dengang. Ved håndkraft og med stort besvær. Nok ikke helt så effektivt som i dag...

lørdag den 7. april 2012

En tur i solen




Jamen, jeg nåede da at få en dejlig travetur i solen. Torsdag var vejret endnu så fint, og turen blev længere, end jeg havde regnet med. Men sådan er det af og til - når solen lokker, så går man bare derudad uden at tænke nærmere over det. Og pludselig går det op for én, at man skal jo altså også hjem igen...

fredag den 6. april 2012

SKØNNE DAGEs forårsnummer



Der er et nyt nummer af SKØNNE DAGE på gaden nu, og denne gang handler det blandt andet om Den Gamle By i Aarhus og om kunstneren Alphonse Mucha, der var en af de vigtigste personer bag kunstretningen Art Nouveau.

Der er også en artikel om kreative kurser og om ballet, og Tur med Te går denne gang en rundtur i København med besøg i hovedstadens ældste konditorier.

torsdag den 5. april 2012

God påske


Jeg vil lige ønske jer alle en rigtig god påske. Vejret lokker til alt muligt dejligt, og jeg har slet ikke lyst til at være indendørs. Men der skal ordnes hus og gøres rent, for måske... måske kommer der interesserede købere forbi.

Håbet er lige så lysegrønt, som de små skud, der stikker frem alle vegne... ;-)

mandag den 2. april 2012

MANDAGSTEMA: Påske

Hvad er påske for dig, spørger Helene i dagens Mandagstema:

Påske og påskeferie har altid været ensbetydende med noget hyggeligt for mig. Jeg rejser aldrig bort i påsken, for det gør så mange andre, men til gengæld er jeg tit praktisk de dage. Men på en god, afslappet måde.

Jeg husker tydeligt den påske, hvor jeg malede skabe i vore allerførste hus, mens jeg så - og sang med på - Easter Parade. Eller den, hvor jeg malede sommerhus sammen med min far, mens fuglene sang ind gennem de åbne vinduer. Min far elskede det sommerhus, og sammen fik vi det gjort så smukt.

Der var også den påske, hvor jeg kom hjem på visit fra Bruxelles, og mine forældre og jeg gik tur på Gammel Kongevej - storgumlende på de små likøræg, som jeg altid har haft en forkærlighed for.

Påskepynten hos os har altid været behersket, men hvert år lægger jeg et par af de påskeduge frem, som en af mine søde mostre var så dygtig til at sy.

Så for mig er påske altså på den ene side lidt praktik og på den anden side gode minder og tanker til familiemedlemmer, som ikke længere er hos mig. Men de er der jo alligevel... i mit hjerte... :-)

Nu med farver


Ti hi, I var åbenbart ikke så nemme at narre. Heldigvis kan vi stadig give livet kulør her på blogger.com - og jeg synes lige, I skulle se den smukke rose. I farver... ;-)

Tak for alle jeres kommentarer - og rigtig god mandag...

søndag den 1. april 2012

Livet uden kulør

Det måtte jo ske!

Fra i dag - har jeg fået at vide - skal alle billeder her på blogger.com være i sort/hvide på grund af pladsmangel. Og det er i virkeligheden noget, jeg har forventet længe - for alle de farvebilleder må fylde helt utroligt meget!

Vi vænner os jo nok til det, og hvis vi bare skriver, hvilken farve tingene har - så kan man bruge fantasien og forestille sig resten. Ikke?

Denne smukke David Austin rose er i virkeligheden gul...

lørdag den 31. marts 2012

Et sikkert forårstegn

Forleden aften sad jeg og lyttede til motorcykler. Det sker jo hvert år på denne tid, når Bakken åbner, og hvis vinden er i den rigtige retning, kan jeg sagtens høre dem helt ude fra Strandvejen.

Og hvert år kommer jeg i forårshumør ved lyden. For Bakkens åbning er netop én af de små ting, der betyder forår i min verden. Nu har jeg igen mulighed for at trave hele vejen derud ad smukke villaveje med blomstrende træer og fine haver, tage en kort rundtur i selskab med en isvaffel - og så gå hele vejen tilbage igen.

Det er sådan en skøn tur, og jeg glæder mig allerede til den første...

Foto: Sarah Ackerman

fredag den 30. marts 2012

Nyt FB design




Så kom der nyt design på Facebook, og jeg har en lumsk mistanke om, at halvdelen af jordens befolkning var inde og skifte billede i går. I hvert fald var det svært at opdatere, men det lykkedes.

Nu er der fine nye billeder på - og resten må jeg så finde ud af hen ad vejen. Jeg skal også lige vænne mig til det nye udseende, men mon ikke det også kommer med tiden...?!

torsdag den 29. marts 2012

Lidt romantik på en torsdag


I mit indlæg i går om Kastellet kom jeg (selvfølgelig) til at tænke på mit livs kærlighed - ham "den rare mand", som jeg uundgåeligt nævner med mellemrum her på bloggen. Vi mødtes i februar, blev forlovet i maj og gift i november - så det må siges at være kærlighed ved første blik.

Hvis I også vil have lidt romantik i hverdagen, så kunne I nyde at være midtpunktet i denne reklamefilm, som jeg fik tilsendt af min veninde Lillian fra Rejsen for Dig.

Den er da sød... :-)

onsdag den 28. marts 2012

Københavnerliv

Selv om jeg nok er mest til landet, så er jeg jo faktisk født i byen - nærmere betegnet på Frederiksberg. Men jeg har haft min gang i København lige siden min tidlige barndom og kender den som min egen bukselomme, og jeg har altid holdt meget af vores smukke hovedstad.

Det var én af grundene til, at jeg netop tog udgangspunkt i den, da jeg skulle skrive en Tur med Te artikel til det nye Skønne Dage magasin, og sjovt nok var i hvert fald en del af turen den samme, som Madame beskrev i sit indlæg om søndagens blogtræf.

Et stræk går gennem Kastellet, og det var lige præcis her, jeg mødte min rare mand. Han var i forsvaret dengang og boede derfor på et værelse herude, og i den første tid var det her, jeg holdt til. Det var meget romantisk at gå lange Københavner-ture med udgangspunkt i et skumringstyst Kastel, når vi skulle ud og spise på vores yndlingsrestaurant nær Kongens Nytorv.

Foto: © jorisvo 

tirsdag den 27. marts 2012

Reklame med Rowan Atkinson



Jeg har mange favoritter blandt reklamefilm, og jeg har fundet én mere mere.

Kvaliteten er ikke så god, men det er indholdet til gengæld. :-)

søndag den 25. marts 2012

Vågn op til mælk



På min morgenmotionscykeltur er jeg nu kommet til alle de gamle reklamefilm, som vi købte engang. Der er mange skønne perler imellem, og denne her er én af dem. Den er bare så engelsk...

Da jeg begyndte at rejse til England, opdagede jeg, at mælken blev bragt ud - og det var så hyggeligt med en "pint" ved døren, så man havde til kaffen.

De leverer heldigvis stadig mælk ud mange steder, har jeg set...