Hvem sidder der bag bladet...

 I går var der en farlig larm i haven. Jeg kunne høre, at det ikke var en kat, men en rovfugl af en slags (der er forskel på "pink pink" lydene...) - men jeg kunne ikke se den.

Nåh jo, der var den. En flot spurvehøg, der sad og gemte sig bag bladene, mens den prøvede at sove lidt. Det var bare helt umuligt, for solsorte og musvitter chikanerede den i den grad...

En ganske almindelig mandag

En af de ting der ender på auktion...

Det var et rigtig godt arrangement i går. Efter loppemarkedet inviterede IKEA på grillmad og musik, og der var stillet bænke op og lagt duge på bordene. Det var lige det, man godt kunne bruge efter at have været på fødderne siden den tidlige morgenstund. Og det allerbedste var, at det lykkedes mig at få lidt mindre at flytte rundt med...

I dag er det en ganske almindelig mandag. Ingen skrivning, for det nye ANGLOFILIA er afleveret til tryk, og ingen pakning - for i dag holder jeg fri sammen med min mor. Vi har en masse praktisk, der skal ordnes; der skal blandt andet indkøbes maling og ses på tæpper. Egentlig skulle jeg også have været ude hos Lauritz med nogle ting til auktion, men jeg kan nok ikke nå det hele i dag. Der skal også være tid til lidt mandagshygge og en tår kaf'...  ;-)

Sov godt

Inspireret af Fruen i Midtens indlæg i går kom jeg til at tænke på mine mange Bed and Breakfast oplevelser rundt omkring. Både i England og andre steder.

Jeg vænner mig aldrig til at sove med et stramt udtrukket tæppe med lagen under, proppet fast og bestemt ned under madrassen. Jeg føler mig som en tætpakket sardin i en dåse, og det første, jeg gør, er at trække det hele op igen. Meget besværligt, men umagen værd.

Og så en ting, som jeg ganske tit er stødt på: Plastikunderlag under lagnet! Af og til opdager man det ikke og vågner først i nattens løb badet i sved. For pokker da! Så op og flå det hele af. Andre gange afslører en høj knitren hurtigt, at der er lagt et tykt lag (rigtig) plastik under.

Selvfølgelig skal man beskytte madrassen, men det kan jo gøres med rullemadras og underlag og alt muligt andet, der ikke gør nattesøvnen til et saunabesøg.

Det værste, jeg endnu har oplevet, var et Bed and Breakfast i Belgien - på vej til England. Vi kom sent dertil på grund af trafikken og var så trætte, at vi bare skulle i seng hurtigst muligt. Min mor var med, og vi havde fået et familieværelse med tre senge, for det var, hvad der var.

Da lyset var slukket, begyndte den første at knirke. Og så den anden. For hver gang én af os bevægede så meget som en muskel, knirkede plastikket under os højlydt - og i hver sin toneart. Vi var for trætte til at stå op og gøre noget ved det. Men ikke for trætte til at få adskillige grineflip, så det var endnu en grund til, at der ikke blev sovet ret meget den nat...

Foto: Scott McLeod

Om mod og store hunde...

I øjeblikket sidder jeg og skriver artikler til mit blad - blandt andet om Devon i det sydvestlige England. Og derfor kom jeg i tanker om en elegant Bed and Breakfast, vi engang boede på.

Vi ankom til huset om aftenen og ringede på klokken, og straks lød et tordnende, rungende VOOOV inde bag døren. Det kom oppefra, og jeg så ængsteligt på min rare mand, fordi jeg forestillede mig en giganthund, der ville vælte mig, når døren blev åbnet.

Men nej. Døren blev åbnet, og der var ingen hund. I stedet var der en sød, ældre dame, der tog imod os. Jeg spurgte forsigtigt til hunden, og hun lo. "Åh, den lille hare? Den har gemt sig inde på kontoret".

Senere opdagede jeg, at "den lille hare" var en kæmpestor Grand Danois, og at der ikke var én, men tre. De lå krøllet sammen i hver sin lænestol, og da jeg kom ind på kontoret for at hilse på husherren, så de meget bekymrede ud. Jeg fik allernådigst lov til at klappe dem, og det varede en rum tid, før de vovede sig frem, så vi kunne hilse ordentligt.

Det engelske ordsprog "their bark is worse than their bite" passede altså ret godt her...

Små kunstværker

Dette lille billede købte jeg engang i England. Vi besøgte en meget charmerende by nede sydpå, og et eller andet sted i hovedgaden lå en kunstbutik med små billeder som disse. Det viste sig, at det var kunstneren selv, der havde butikken, og han solgte altså her sine egne billeder. Det var en ældre mand, og vi snakkede længe med ham, fordi han var så sympatisk.

Jeg faldt for dette motiv, som for mig var meget engelsk, og jeg købte det, selv om jeg ikke rigtigt havde råd. Ikke fordi det var så dyrt, men pengene var bare små dengang.

Mange år senere kom vi til byen igen, og jeg huskede manden med den lille kunstbutik. Jeg ville besøge ham igen og fortælle ham, hvor glad jeg var for hans billede - og måske købe ét mere.

Men butikken var væk. Jeg valgte at tro på, at manden havde trukket sig tilbage, men hvor var jeg glad for, at jeg fik købt billedet dengang.

Jeg har mange af den slags små billeder. Ingen af dem har nogen særlig værdi, sådan rent pengemæssigt, men de har værdi for mig. Fordi de minder mig om en dejlig dag eller et dejligt sted - eller et dejligt menneske, sådan som den ældre kunstner her var.

De bedste fund

Man gør altså mange gode fund, når man sådan går og pakker ned. Når man gennemgår reolerne og udstøder det ene "ih" og "næh" efter det andet. Fordi bøgerne står så tæt pakket på hylderne, at man nemt kan overse nogle af dem, og det er næsten som juleaften ved gensynet.

Jeg glæder mig sådan til "det nye liv" efter 1. september, hvor der igen falder ro over det lille hjem, og hvor jeg kan få tid til at hygge med med bøger som denne her. Den er bare så fin...

En god sommer for fugle

Det kan godt være, at sommeren har været kedelig for os mennesker, men jeg tror egentlig, at den har været god for fugle. I hvert fald har vi flere fugleunger end nogensinde før. I England var det svalebørn, og her i haven vrimler det helt utroligt meget med skovspurve.

Nogle af de små skovspurve er endda så frejdige, at de hopper rundt inde i min spisestue. Mens jeg sidder og skriver i stuen, kan jeg ud af øjenkrogen se, at tre-fire stykker lige så stille tripper rundt på gulvtæppet derinde - på jagt efter de frø, som mine velnærede parakitter har "tabt".

Tot og Strit synes vist, at det er vældig hyggeligt med gæster, og jeg har på fornemmelsen, at de puffer frø ud af frøbeholderen med vilje, men jeg er nu mere bekymret for, om de små spurvebørn kan finde vej ud igen. Det kan de heldigvis godt!

Le ikke

Da jeg var en stor pige, lærte jeg at slå med le. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig kan finde ud af det (ligesom man aldrig glemmer, hvordan man cykler...) - og nu har jeg i hvert fald i sinde at prøve.

Der hører tre marker til Hollymount. En stor, som nabo-landmanden har får på, en mellemstor og en lille. De to sidste har været lånt ud til en anden nabo, og da han er en ældre herre, ved jeg ikke, hvor længe han bliver ved at holde får.

Så for at være på forkant er jeg ved at lægge planer for de to marker. På den store vil jeg have blomstereng - og her kommer leen ind i billedet. Hvis man slår marken med le, kommer der nemlig hurtigt en hel masse vilde blomster frem til glæde for sommerfugle og bier. Jeg ved, at blomsterne er der; de skal bare have chancen for at vinde over græsset.

Den lille mark skal også slås med le, og så vil jeg plante bærbærende buske og små træer her. Det vil være mad og ly til fugle og smådyr, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end at give naturen en hjælpende hånd.

Barnlige glæder

På nogle punkter bliver jeg givetvis aldrig voksen - og heldigvis for det. Jeg er for eksempel helt vild med små ting, og det kan både være dukkehuse, miniaturebyer og...  små tog.

For mange, mange år siden købte vi et fint tog til udendørs havebrug. Vi har haft det fremme flere gange, blandt andet i julen, hvor toget har haft sin rute rundt om juletræet - fyldt med pakker og pynt. Men vi har endnu ikke kunnet nænne at bruge det udenfor, hvor det egentlig hører hjemme.

Nu skal det flytte med os, og da der ikke er meget sjovt ved at anlægge en miniaturebane i et hus, der kun er lejet for to år, kommer det med til England. Jeg er sikker på, at der her kan blive plads til et fint lille anlæg med buske og træer, hvor toget kan futte rundt nok så hyggeligt.

Måske kunne man fylde de åbne godsvogne med nødder til de grå egern. De skal såmænd nok finde ud af at snuppe dem, når toget holder stille...

Man kan meget nemt savne...

Man kan meget nemt savne at sidde lige her i de bløde stole fra min engelske udestue. Det er sådan en god, skyggefuld plads med pude i ryggen og benene oppe og en blåmejse lige ud for ens øre.

Foderautomaten hænger nemlig også her, og når jeg sidder ved siden af er det til stor fortrydelse for havens egern, men til glæde for fuglene, der godt tør komme alligevel.

Fra stolen er der netforbindelse, så jeg kan sidde og arbejde, men jeg kan også sidde og nyde udsigten til haven og markerne bagved.

Jeg tror, at det er én af verdens allerbedste arbejdspladser... ;-)

Om at være i nuet

Se dette her billede er udsigten fra vores hotel i Brugge. Ikke noget specielt at prale af måske - ikke når man ellers tænker på Brugges fantastiske bygninger og smukke scenerier...

Men da jeg stod og kiggede ud på den dejlige sommermorgen, opdagede jeg en flot tårnfalk, der sad lige dér på den hvide skorsten. Den havde sandelig fået øje på mig, kunne jeg se - og jeg vidste, at den ville flyve, hvis jeg hentede mit fotografiapparat.

Så i stedet for at ærgre mig over, at jeg ikke fik noget flot billede af rovfuglen, stod jeg stille som en mus og nød synet. Efter nogle minutters forløb fløj den ned i haven foran huset og var lige ved at overrumple nogle fugle på et foderbræt. Men kun lige ved. Der blev ingen søndagsbrunch til spurvehøgen denne gang.

Men der blev en smuk oplevelse til mig.

Hverdagshygge

Hverdagshygge er det, jeg holder allermest af. Bare sådan slentre rundt og foretage sig alt og ingenting, sådan som vi gjorde en dag i sidste uge.

Vi skulle ned på den lokale genbrugsplads med en hel del ting fra en morgen med oprydning, og vi kom til at dreje forkert, da vi kørte ud fra markvejen. Nå pyt - vi tog en stikvej, som vi ikke kendte, og så kunne vi også se, hvor den førte hen.

Den førte heldigvis det rigtige sted hen. Nemlig ikke ned til lossepladsen sådan direkte, men først forbi en pub, som vi indtil da kun havde observeret ude fra hovedvejen. Der var pladser ved bordene ude foran, men ellers var stedet velbesøgt, for det var frokosttid - og knurrende maver fik os til at svinge ind for at se, hvad man kunne fristes med.

Den næste times tid sad vi godt bænket her ved siden af det udendørs klaver med blomster på toppen. De er skøre, de englændere... ;-)

Bagefter fortsatte vi turen til lossepladsen og derefter ind til den del af Malvern, som vi ellers bare kører forbi. Men jeg så et glimt af nogle polstrede sengerygge i et vindue med udsalgsskilte, og inden længe var vi inde og kigge - og bestille.

Vi slentrede en tur op og ned af gaden og fandt sjove butikker, som vi ikke kendte og som slet ikke var kedelige bag facaden. Og bagefter fandt vi en legeplads og en park bagved, hvor der holdt en isbil.

Den lille udflugt endte som den skulle: Med en sodavandsis i skyggen under et stort egetræ med udsigt til legende og ubekymrede børn.

Sådan er min hverdagshygge, når den er bedst...

Sover lidt endnu...

Turen hjem gik fint, men den ER lang - og her i feriesæsonen er der selvfølgelig meget trafik. Vi valgte at køre gennem Tyskland på en søndag, og det er altid en god idé, for der er ikke så mange store lastbiler at "slås med".

Som sædvanlig tog vi med tunnellen mellem England og Frankrig, og jeg prøvede at tage et billede af det tog, som bilerne kører ind i. Det lykkedes kun delvist godt, men giver da et lille indtryk.

Billedet blev taget med mobilen ud af bilens vindue, og vi er på vej ned til det tog, der holder i venstre side. Den lille røde skikkelse viser åbningen i toget, hvor vi skal ind...

På stop i Brugge

Så går turen retur igen - hjem til flytning og nedpakning og en hel masse praktisk, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på. Ikke endnu...

Først skal vi have en aften og en overnatning i Brugge på vej tilbage. Jeg orker ikke at køre natten lang som på udvejen, for den tur var jeg tre dage om at komme mig over.

Hotellet er nyt og uprøvet, for nu midt i højsæsonen var der ikke så meget at vælge imellem. Det er altid lidt spændende og sjovt - og så reklameres der med en overdådig morgenmad.

Det vil jeg glæde mig til... ;-)

Sidste dage

Efterhånden som tiden går, føler jeg mig mere og mere hjemme her på denne plet i England. Selv om jeg er bybo, har jeg altid elsket at være på landet, og jeg har nydt det ekstra meget denne gang.

I går traskede jeg langs vores lange markvej op til huset og så på alle de forskellige vilde blomster, der vokser i vejkanten og inde på marken, hvor der ikke har været får et stykke tid nu. Nogle blomster kender jeg slet ikke navnet på, men jeg havde på et tidspunkt en biolog på besøg, der remsede op med engelske navne. Enkelte af dem skulle være ret sjældne eller i hvert fald spændende - jeg synes jo bare, at de er kønne... og så glæder jeg mig over, at de giver føde til en masse sommerfugle og bier lige nu.

Frække spætter

Hvorfor kan grønspætten ikke være lige så fotogen som ham her?

Vi har i mange år haft et grønspættepar boende, og de er meget snakkende og meget sjove at se på. Derfor har jeg selvfølgelig prøvet at få et billede af dem. Mange gange!

Men efterhånden føler jeg mig ligesom Anders And, når han prøver at fotografere den jernnæbbede tegneseriespætte, som HAN gerne vil have ram på.

Hver gang jeg har fotografiapparatet liggende klar, holder spætten sig på afstand. Den lurer lidt på mig og nærmer sig kun forsigtigt, og hvis jeg rækker ud efter det... vips... så er den væk.

Hvis jeg derimod ikke har kameraet inden for rækkevidde, så sætter den elendige spætte sig lige foran mig og gør sig til. Den drejer hovedet langsomt, så man kan se de fine røde fjer, og somme tider puster den sig endda lidt op, så man rigtig kan beundre den. Men fotograferes; det vil den altså ikke.

I dag kom jeg hjem fra bytur og så grønspætten sidde klar. Det ville have været et præmiebillede. Men ikke tale om. Lige så snart jeg kom ud igen med kameraet, forsvandt spætten om bag en busk.

Lidt efter stak den hovedet frem. Jeg kunne næsten se, at den smilede drilsk...

Planteskolebesøg

Én af mine yndlingsbeskæftigelser er besøg på planteskolerne her. Der er mange af dem; den ene er større og flottere end den anden,  og da de næsten alle har café og restaurant, kan det uden spor besvær udvikle sig til en heldagsfornøjelse. 

Mange gange tager vi bare ud for at kigge, men det ender selvfølgelig altid med, at vi kommer hjem med mindst én plante. Og det er ikke planter det hele. Der er også møbler, ting og sager, delikatesseafdeling, tøj, bøger…  alt muligt. 

Ét af mine faste havecentre har en meget stor hobbyafdeling også, og da jeg på et tidspunkt havde en gæst med derud, spurgte hun ivrigt: Har du ikke et eller andet du kan foretage dig et par timer, mens jeg kigger her? 

Det havde jeg. Det er sjældent noget problem for mig at bruge et par timer på en planteskole…

Hedebølge

Vi skal åbenbart have en uge med det, som i mine øjne ligner en hedebølge. OK, godt så. Det betyder bare, at hende "nordboen" her absolut ikke er til udflugter i en varm bil, men foretrækker at blive hjemme i et køligt hus. De tykke mure og små vinduer her i Hollymount betyder nemlig, at temperaturen ikke når meget over de enogtyve grader i stuerne.

Det er noget helt, helt andet i udestuen, hvor der kan spejles æg på spisebordet i eftermiddagstimerne, men jeg lukker bare lige så stille døren til den, holder mig væk og finder i stedet en skyggefuld plet i haven, hvor der lufter så dejligt. Arbejdet udendørs bliver henlagt til de tidlige morgentimer, inden solen får fat - og ellers sidder jeg fint i haven og skriver flittigt, mens jeg holder øje med kaniner og egern. Eller er det omvendt?

Sommer på vej

Jeg kan se på vejrudsigten, at sommeren er lige om hjørnet. Det er noget med fuld sol og 26 grader, og det er da meget fint. Nu er jeg en rigtig "nordbo", der godt kan lide gråvejr og ikke alt for meget varme, men man føler sig alligevel som et skarn, hvis man ikke glædes over udsigten. Om ikke andet kan de våde områder her få lov til at tørre lidt ud.

I går aftes sad vi til sent og så på flagermus og lyttede til ugler. Der bor et helt kollektiv under taget (altså flagermus - ikke ugler), og de kom frem én efter én for at gå på rov. Jeg håber, at de tog nogle af de myg, der åd os, men vi kunne ikke rigtigt løsrive os fra aftenstemningen.

Solsorten sang aftensang, mens svalerne gav deres mange unger en bid natmad. Uglerne snakkede til hinanden fra hver sin ende af haven, for de har også unger. En lille mus pilede forbi. To egern legede tagfat omkring os. Grønspætten havde vældig travlt, og den er ikke bare sjov at se på; den er også meget velkommen, fordi den elsker at spise myrerne i græsplænen.

Og alt imens gik solen længere og længere ned. Den babyblå himmel fik et svagt, rødligt skær, og de grå regnskyer blev forvandlet til hvide lammeskyer. Aftenkaffen blev serveret med is, og livet var bestemt til at holde ud... ;-)

Engelsk TV

Jeg ser normalt ikke så meget TV om sommeren - hverken i Danmark eller her. Men der er to udsendelser, som jeg dog ser med stor fornøjelse og endda dagligt, når de ellers er der.

Den ene hedder Eggheads og er en meget hyggelig quiz (englænderne elsker at quizze). Et hold på fem deltagere udfordrer dagligt "Æggehovederne" - et fast hold med nogle uhyggeligt skarpe hjerner. Spørgsmålene er meget forskelligartede, og det er altid sjovt at (prøve at) gætte med.

Den anden udsendelse hedder "Escape to the country", hvor man søger efter landligt beliggende huse til par, der gerne vil flytte. Nogle ønsker at stå af ræset, andre vil have høns og dyrke kartofler, mens atter andre bare vil arbejde hjemmefra.

De præsenterede huse er vidt forskellige, men mange af dem er så charmerende og så vidunderligt beliggende, at det er helt utroligt. Og det er sjovt at se, hvordan fasttømrede planer og ønsker kan blive forført og forvandlet ved synet af et skønt hus...

På svensk visit

Når vejret ikke egner sig til havebesøg, kan man jo være praktisk i stedet for. I går tog vi først en tur til én af de store planteskoler i nærheden, hvor vi - efter eftermiddagskaffe med kage (det hører sig li'som til) - gik på udkig efter nogle bærbuske til at fylde et "hul".

Bagefter kørte vi til IKEA! Vi skulle bruge et par små arbejdsborde, og da vi ikke havde plads til dem i bilen, måtte vi jo bare købe dem her.

IKEA ligger flere steder i England, og vores den nærmeste lå ved Birmingham. Den var næsten umulig at finde (måske var det derfor, der ikke var så mange mennesker), men det lykkedes. Vi begyndte med aftensmaden, for det var sent på dagen, og det virkede lettere surrealistisk at sidde i England og spise svenske kødboller med kartoffelmos, flødesauce og tyttebærsyltetøj.

Men ellers var det faktisk vældig hyggeligt. Det var et stort, fint varehus med masser af plads, og jeg tror, at det er første gang jeg IKKE har stået i kø for at betale. Herligt!

Det allerbedste var den lille afdeling med svenske specialiteter, som vi selvfølgelig skulle have nogle af. Man skulle tro, at vi havde været væk fra Skandinavien i årevis, sådan som vi gik i selvsving over skorporne og de svenske pepparkakar... ;-)

Regn, regn og mere regn

På vej hertil så jeg, at floden ved Worcester var gået over sine bredder og havde oversvømmet markerne. Heldigvis ligger Hollymount højt og har tørre fødder, men jeg er alligevel glad for at konstatere, at min nyfundne, lokale "hjælpenisse" har haft tid til at opsætte en fin, ny tagrende på hele den ene side af huset.

I går fik jeg besøg fra kommunen, for jeg har fået tilbudt råd og vejledning i forbindelse med min kommende Bed and Breakfast. Den slags tager jeg gerne imod - tingene skal gøres ordentligt, og man kan altid blive klogere; især i et andet land, hvor reglerne kan være anderledes end hjemme.

Den venlige herre var vildt begejstret for mine planer og for stedet og syntes, at det ville passe helt perfekt til forfattere og kunstmalere eller andre, der bare gerne ville have fred og ro.

Og det er netop det, jeg selv har fundet her. Som min søde nabo udtrykte det engang: Heroppe kan du trække dig tilbage for verden, når den bliver for slem - for hvad andet kan man ønske sig i livet: Fred og ro og nogle gode naboer at sludre med...

Belønning

Man må nok konstatere, at man ikke er tyve længere! Sådan en køretur har både fordele og bagdele, og blandt fordelene var helt klart, at man helt og aldeles undgik køer på turen gennem Europa, men du godeste, hvor er jeg træt lige nu.

Heldigvis lurede belønningen på én af de mange pubber uden for Worcester - tæt på Hollymount og min lune seng. Først en grillstegt fisk med tilbehør og bagefter en... Rocky Horror!

Icecream with warm chocolate fudge cake, topped with chocolate, fudge pieces and a crispy wafer.

Nattekørsel

Når det er sommer- og ferietid, har jeg ikke mod på de tyske motorveje og deres lange køer. Så foretrækker jeg at køre om natten, hvor man kan have vejene for sig selv. Den slags fik jeg smag for, mens jeg boede i Bruxelles, for vi kørte ikke sjældent hjem på weekendtur!

Der var flere, der havde efterladt familien i Danmark, mens de arbejdede for en kortere eller længere bemærkning i EU, og da de tog hjem stort set hver weekend, kunne man tit få kørelejlighed i deres lækre biler, der var som skabte til at køre langt. På den måde kostede turen ikke mere end et bidrag til benzinen - og ellers var det eneste krav, at man skulle bidrage til at holde føreren vågen med historier, vittigheder, sange og gåder.

Fredag eftermiddag efter arbejdstid forlod vi Bruxelles og landede i København ved fem-tiden lørdag morgen. Så listede jeg op i seng og sov til ti eller elleve, og derefter blev der hygget igennem resten af lørdagen og søndag indtil 18-tiden.

Så gik turen retur til Bruxelles, hvor vi landede - ikke synderlig friske - mandag morgen. Men det kunne lade sig gøre, og det var faktisk vældig hyggeligt, selv om det var hårdt.

Jeg sender en venlig tanke til min søde kollega Jan, der altid var god til at finde kørelejlighed til os og hyppigt kom med den faste vending: "Nå, Mia - skal vi tage en tur hjem og smage mors frikadeller"...

Foto: Jeff Wilcox

Blogtræf og biltur

I går var der blogtræf på Frilandsmuseet, og jeg nød at have mulighed for at være med denne gang. Både selskabet og omgivelserne kunne ikke have været bedre, og vejret holdt sig særdeles pænt hele dagen.

I dag står den på biltur senere, hvor jeg forlader familiekollektivet og drager først sydpå og så vestpå, indtil jeg ender.... surprise, surprise... i England.

Det bliver kun et fransk visit denne gang, for man skal jo hjem og være praktisk. Men lidt har også ret... :-)

Fint til fuglene

Se bare det søde lille fuglehus her, som jeg har fundet i min venindes netbutik...

Det er købt specielt til Hollymount, og selv om det både er til frø og til bolig, så vil det hos mig kun blive brugt til det sidste. Jeg tror næppe, at det overlever de frække egern, der ikke går af vejen for at gnave sig igennem, hvis de får lov.

Jeg købte en anden udgave i rød (som i svensk træhus-stil), så nu har jeg også to værelser med Bed and Breakfast til de små fjedrede...

Dukkehuset som hobby

I 1992 skrev jeg min første bog - Dukkehuset som Hobby - der handlede om miniature i forholdet 1:12. Senere fulgte bogen om Billedkasser, og jeg hyggede mig så meget med at frembringe både husene og alle de småbitte ting, der skulle bruges til disse bøger, at jeg lige siden har haft lyst til mere.

Nu går jeg så småt og pønser på en side, der skal i luften her til efteråret. Den kommer, meget nærliggende, til at hedde det samme som bogen, og her vil jeg komme med en masse ideer og forslag til miniature projekter. Der vil også være små ting til salg, og på bloggen vil jeg fortælle om alt muligt dukkehus-relateret.

I tankerne sidder jeg allerede ved langbordet i mit kommende køkken med klassisk musik i radioen og kaffe inden for rækkevidde, mens jeg nørkler og finder på. Virkeligheden er noget anderledes, for der er meget, der skal flyttes forinden, og der er da heldigvis også længe til efterår og vinter.

Men det er jo altid godt at have noget at se frem til...

Mandagstema: Seværdigheder

Mandagstemaet denne gang passer så fint til sommerferietiden, hvor man rejser ud og ser på seværdigheder...

Min seværdighed ligger i Køge syd for København, og det lille hus her er Danmarks ældste bindingsværkshus. Hvis man godt kan lide gamle huse, kan det i høj grad anbefales at tage til Køge, der har et stort udvalg af dem. En dejlig by, synes jeg!

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

Et smut til England

Når nu huset til familiekollektivet herhjemme er fundet, og der er slået et kryds i kalenderen ud for overtagelsesdagen den 1. august, så kunne man jo godt benytte sig af lejligheden til en kort smut til England.

Jeg har nemlig flere praktiske ting at se til: Jeg skal have en masse ting fra huset her over til Hollymount, for det er ting, jeg skal bruge til min kommende Bed and Breakfast. Jeg skal have snakket med den rare mand, der har puslet om huset, for vi kan nok finde flere projekter (ha! - næppe noget problem!). Og jeg skal have repareret den dør til udestuen, som "venlige" lejere har ødelagt.

Og sidst, men ikke mindst skal jeg have renoveret og malet det lille indgangsparti her. Hvis vejret vil være med mig...

Nyt sted at slå sine folder

Det gik faktisk rimeligt nemt med at finde et leje-hus. Vi har brugt et par intense uger med huskiggeri, og der var selvfølgelig meget ”morsomt” ind i mellem. Nogle huse var typisk til leje, fordi de ikke var til at sælge af den ene eller anden grund, mens andre huse var det, fordi beboerne ønskede at komme tilbage en dag.

Vi fandt et hus i den sidste kategori, og det er et dejligt, lyst moderne hus med en sød have. En skøn terrasse og en swimmingpool endda. Det sidste har jeg aldrig prøvet, men det bliver da sjovt!

Så familiekollektivet flytter til Gl. Holte – et område, jeg dårligt kender. Vores hus (de næste par år) ligger i nærheden af Gl. Holtegaard, hvor der er rigtig kønt og masser af gode muligheder for gåture. 

Jeg glæder mig til at udforske nærmere og fortælle om det her og dér – så det slipper I altså ikke for…  ;-)

Grønne glas og gode samlinger

Da jeg boede i mit tidligere hus, havde jeg et smukt vindue med en kedelig udsigt, og da der var dobbelte ruder, var det oplagt at placere smukke, grønne glas på smalle hylder mellem dem. Det var så kønt, når lyset faldt, og alle glassene blev fremhævet på kønneste vis.

Her i huset har de stået i et indbygget skab med glaslåger. Ikke helt så flot, men heller ikke helt tosset. Men nu kan jeg ikke længere finde plads til samlingen, der efterhånden er nået op på omkring 40 stykker - en samling, der rummer almindelige og særprægede glas med og uden mønstre.

I går pakkede jeg dem ned, så jeg kan tage dem med ud til Lauritz.com og sætte dem til salg. Men der er ikke noget trist ved det, for sådan er det jo hele livet igennem. Gamle ideer og nye tiltag erstatter hinanden, og sådan skal det helst være, synes jeg.

Men min samling af søde og sjove tepotter skal med til Hollymount, hvor de vil passe så godt...

Det er tilladt at slappe af

På min nyfundne café i Brugge havde man dette motto på de små menukort:

It's OK to relax...

Hvor skønt at blive mødt at de ord, når man har sat sig til rette et godt sted... :-)

Kender du det?

Sommetider går tiden i stå, og det føles, som om man var barn igen. Roen falder som en lun dyne omkring én, og lige pludselig er der intet, der er særligt vigtigt. Man falder i staver og ser på myrerne, der kravler mellem fliserne, eller på en havmåge, der har fanget en fisk. Lige pludselig lægger man mærke til, at mælkebøtterne i vejkanten er aldeles fascinerende i deres opbygning, og at græsset har så mange nuancer af grøn.

Det er en underlig følelse, men en dejlig følelse – et pauseland, hvor jeg tit bevægede mig som barn. Måske skyldes det min drømmende natur, men jeg tror nu snarere, at det er en ret almindelig tilstand, som vi bare alt for sjældent giver os lov til at være i.

Lige som med så meget andet har hjernen behov for ro. Af og til skal der tømmes ud for tanker og bekymringer, og denne næsten meditative tilstand virker utroligt tiltrækkende på mig lige nu. Jeg ved godt hvorfor. Der har været alt for meget uro den seneste tid, og det er lige præcis denne skønne uvirksomhed, jeg har behov for.

Den skal nok komme. Jeg kan mærke, at den sniger sig langsomt ind på mig, men der er et stykke vej endnu. Indtil da må jeg bare glæde mig til stilstanden...

Mandagstema: Godt Brugt

Mandagstemaet hos Helene er i dag "GODT BRUGT", og mit bud er - nok ikke så overraskende - fra England.

Sidst jeg var derovre så jeg nemlig denne lille udstilling med smukke, gamle biler, og de må da alle siges at være "godt brugt".

De skinnede om kap, for deres ejere var naturligvis synligt stolte over deres kæreste eje og passede dem på allerbedste vis.

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

Åben have

I går besøgte jeg Lisbeths dejlige have i Bagsværd, for denne weekend er der Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival, og den slags holder jeg meget af. Jeg har i tidens løb set rigtig mange danske og engelske private haver, og skønt de har været så utroligt forskellige både af størrelse og udformning, så er der altid inspiration at hente.

Således også i Lisbeths have, der også i dag, søndag, er åben fra 11.00 – 17.00. Det er bestemt værd at lægge vejen forbi…

Nyt gammelt hus - del II

Gårsdagens billede fra håndværkeren viser et fint opbygget felt med repareret træ, der bare skal sortmales. Nu er der isoleret med hamp inde bagved, så mon ikke denne lille bid af huset kan holde min tid ud?

Så mangler vi bare 87 andre bidder, men det er da en start... ;-)

Rigtig god weekend!

Kemi på kroppen

Jeg læste et sted, at kvinder udsætter sig for utroligt mange kemiske substanser hver dag, når de bruger make up og parfume. Hvert produkt indeholder et vist antal syntetiske stoffer, der på ingen måde gør noget godt for kroppen, og den samlede sum af stoffer løber hurtigt op. Det er jo ikke usædvanligt, at mange kvinder bruger:

1. Mascara
2. Eyeliner
3. Øjenskygge
4. Læbestift
5. Puddercreme
6. Rouge
7. Hårshampo
8. Kropsshampo
9. Sæbe
10. Deodorant
11. Parfume
12. Bodylotion
13. Håndcreme
14. Rensecreme
15. Hårlak
16. Hårfarve
17. Neglelak
18. Neglelakfjerner
19. osv.

Der er sikkert mere, der kan komme på listen, men min fantasi slog ikke til - og i hvert fald kan det nok være klogt at begrænse sig og især vælge de naturlige og økologiske produkter.

Seje planter

Jeg bliver med mellemrum mindet om, at planter er nogle seje størrelser, der gerne gør, hvad der passer dem. Her har jeg plantet forskellige pebermynteplanter, som jeg med stort besvær gravede ned i potter, så de ikke bredte sig for meget. Og nu her et par år efter - ja, så har de alligevel bredt sig lysteligt ud over alle grænser og videre ud i græsplænen.

Ikke at det er det store problem. I græsplænen må de så finde sig i at blive slået, og ellers kan jeg jo trække dem op, hvor jeg ikke lige vil have dem. Og pebermynte er sådan en skøn plante på mange måder. Lidt urtete med pebermynteblade er godt for maver, og bierne er vilde med de blomster, der inden længe dukker op.
 
Og sidst, men ikke mindst: Jeg forstår deres frihedstrang. Der er heller ingen, der skal fortælle mig, hvor jeg skal være... ;-)

Læs hvad der står

Det er blevet lidt af en mantra hos os - læs hvad der står - for hvor tit står man ikke og fjumser ved en eller anden automat? Jeg lærte det allerførste gang, hvor jeg stod ved tast selv skærmen ved tunnellen til England, og en meget overlegen franskmand kom mig til hjælp.

Læs hvad der står gentog han tre gange på fransk, mens han sukkede højt og rullede med øjnene. Og Voila, det virkede jo. Selvfølgelig!

Så hver gang jeg står ved en automat af en slags kommer jeg til at tænke på den overbærende franskmands ord... 

Men det er ikke kun ved automater, det gør sig gældende. I går kom min rare mand hjem fra indkøb med en pakke køkkenruller, og da han åbnede den, udbrød han forbandet: "Ih altså, det er disse her småark, som man ikke kan bruge til noget som helst (når vi spilder, så spilder vi!). Hvorfor skriver de det ikke på pakken, så man kan undgå dem"!!!!

Hmmmm. Jeg lader billedet stå et øjeblik!!!

En tur i Tivoli

Nu skal det jo ikke være flytteplanlægning og arbejde alt sammen - så I går tog min mor og jeg i Tivoli.

Det er flere år siden, jeg har været der sidst, og selv om der sker mange nye ting, så er der heldigvis stadig nogle af de gamle ting tilbage. Jeg blev dog ked af, at de har nedlagt musiktribunen, for det var én af de klassiske Tivoli-ting for mig.

Hver gang jeg besøger den gamle have, bliver jeg ret så nostalgisk, for pludselig er jeg barn igen. Tivoli dengang var noget med fint tøj og stor forventning, og det var lidt af en lidelse, når familiens ældre - farmor eller mostre - skulle se på blomsterbede, springvand og alt det andet kedelige...

Men pludselig bliver man selv ældre, og nu nyder man ikke bare at slentre rundt med en is, spise en god frokost og spille lidt... men sandelig også at sidde på en bænk og se på blomsterbede og springvand.

En dejlig bamse

Lige siden jeg skrev mit indlæg om vandrebjørnen, har jeg været på udkig efter sådan én. Og lige pludselig var den der: En brugt model ganske vist, men næsten som ny - og den er bare så fin.

Den har hjemmestrikket sweater og sokker, fløjlsbukser og clogs - små træskostøvler med messingbeslag, som også Beatrix Potter gik med.

Min egen private vandrebjørn har selvfølgelig en fin rygsæk på, og heri ligger et kort med bjørneruten. Turen er baseret på en meget berømt vandrer i Lake District, mr. Wainright - men i denne bjørneudgave er der indtegnet vigtige stop for honningdepoter og den slags.

Så nu står vandrebjørnen i min stue og inspirerer til ture ud i det blå - til at snøre skoene, fylde rygsækken med kort og klapsammenmad og trave derudad... ;-)

Mandagstema: Fjer

Mandagstemaet hos Helene er i dag "FJER", og mit bud er egentlig lidt snyd.

For selv om denne flotte fugl burde have fjer, som fugle jo har... så har den det ikke. Det er nemlig en klippet topiary - en planteskulptur - der står i en engelsk have ved siden af de store volierer fra gammel tid.

Du kan se flere bud på dagens tema lige her...

Smukke, gamle biler

På den udstilling, jeg nævnte i går, var der først og fremmest biler. Smukke, gamle biler, der tydeligvis blev passet og plejet efter alle kunstens regler.

Der blev snakket og sammenlignet, den blankpolerede krom blev kærligt klappet, og man prøvede forsigtigt at sidde i de håndsyede lædersæder. Jo, det var en fornøjelse.

Jeg ved, at den slags ikke er til at betale i dag,  men jeg savner alligevel glæden ved det smukke håndværk og ting, der blev lavet for skønhedens skyld. Det gælder både biler, huse, møbler og meget andet.

Gammeldags camping

Det er blevet meget populært at campere på gammeldags facon i England, og campingvogne fra 50'erne har fået en renæssance. De bliver sat i stand og malet og indrettet noget så hyggeligt, så man kunne såmænd godt blive smittet af "dillen".

Vi var på en udstilling med biler og altså også campingvogne, da vi var i England - og denne her - en Safari Minor fra 1948 - var med. Hvad skal man med alle de smarte, moderne udgaver, når man har det hele her: Magelige møbler, skygge, underholdning og opvaskemaskine (= spanden i nederste venstre hjørne).

Sommerlig forside

Jeg har slet ikke fået vist jer den nye forside på ANGLOFILIA...

Og den er ellers så dejlig sommerlig (selv om det er lidt snyd, for der er lige så lidt sommer i England, som der er her lige nu) - og billedet er fra Robin Hood's Bay; en lille charmerende by ved Yorkshires kyst.

Nu er tiden inde til travlhed, for vi skal have solgt ud og pakket ned og fundet et andet sted at være. Fremtiden er uvis, men kursen er sat. Spændende at se, hvor vi havner...

En fed fugl?

Vores egern er ved at udvikle en vis ekspertise i plyndring af frøautomaten!

Ét egern kaster sig frygtløst fra træets stamme og lander på automatens plastikrør, hvor den så glider på "brandmandsvis" ned til et sted, hvor den kan få fodfæste.

Et andet egern kravler hen til ophænget på grenen og går derefter i armgang nedad.

Et tredje egern hænger i én arm, mens den plyndrer med den anden...

... og det fjerde egern kan slet ikke finde ud af det, men sidder i græsset og venter på rester ovenfra... ;-)

Jubilæumskoncert

Sidder her i min lune stue og har lige taget hul på en Pimms og aftenens jubilæumskoncert i TV. Det tegner godt, må man sige...

I virkeligheden foregår koncerten lige nu i London, og jeg er fuld af beundring over alle de mennesker, der trodser kulden og virkelig ser ud til at nyde stemningen. Vejret er dog også en hel del bedre her til aften end i går, hvor flådeoptoget på Themsen var en våd og kold fornøjelse. Men hvor VAR det flot!

Farvel til Belgien - goddag til England

Brugge viste sig fra sin bedste side, og lige her inde til højre bor jeg tit hos den søde dame, der ejer det hvide hus.

På vej til England fik jeg en skøn besked: Vores danske hus er solgt!

Så det lykkedes til sidst - men det var en kamp. Der er indført nye regler, der bestemt ikke gør det nemmere at sælge huse, og selvfølgelig nåede vi lige at stifte bekendtskab med dem også.

Alt det bøvl og to års ventetid betyder også, at vi er blevet "håndsky" og bestemt ikke har lyst til at binde os igen lige med det samme. Så nu vil vi leje og ikke eje, så vi kan nyde friheden for en tid. Så ser vi, hvad vi finder ud af, for der er mange muligheder og mange ideer. Dem skal jeg fortælle mere om senere...