tirsdag den 4. januar 2011

En lille spire...


Jeg tror fuldt og fast på, at ens personlige retning i livet grundlægges i barndommen. Som barn falder alting helt naturligt, og man ved præcis, hvad man holder af at beskæftige sig med. Der er ingen hæmninger og ingen restriktioner. Derfor mener jeg også, at det er så vigtigt, at børn får lov til at lave det, de har lyst til, for små spirer skal gro i den retning, deres lys nu kommer fra.

Jeg var så heldig at få lov til at gro lige præcis sådan, da jeg var barn. Jeg gik ikke i børnehave, for min mor var hjemmegående, mens jeg var lille, og jeg havde masser af børn at lege med i det boligområde, vi boede i. Og når jeg tænker tilbage, handlede mine lege og mine ønsker præcis om det, som jeg elsker at beskæftige mig med i dag.

Jeg havde – og har stadig – en masse forskellige interesser, som blev dyrket med mellemrum - som regel afvekslende efter årstiderne. Jeg nød at læse og blev i en tidlig alder fast gæst på skolebiblioteket. Jeg besøgte museer og Zoologisk Have, byggede huler, legede købmand og skrev – først og fremmest dét.

Da vi engang fik til opgave at skrive en stil om dét, vi gerne ville være som voksne, havde jeg det lidt svært. Der var jo så meget at vælge imellem. Jeg ville være noget med medicin, noget med dyr, noget med butik, noget med natur, noget med en hel masse forskelligt. Men min klasselærer smilede bare sødt og sagde, at alt det var meget godt, men jeg skulle selvfølgelig være forfatter.

Som voksen skulle jeg lige en hel masse rundture i alle mulige retninger, inden jeg faldt til ro og fandt den rigtige plads. For selvfølgelig skulle jeg skrive. Men ind i mellem og ved siden af beskæftiger jeg mig i dag også med alt muligt andet: Noget med medicin, noget med dyr, noget med butik, noget med natur, noget med en hel masse forskelligt andet.

Det er dejligt at have været en spire, der har fået lov til at gro i den rigtige retning… :-)

20 kommentarer:

Madame sagde ...

Du må være vokset op i et varmt og dejligt hjem, Mia. Ja, det hele er jo på en spændende måde gået i opfyldelse, også når jeg tænker på dit engelske paradis.

Jeg synes, jeg er vokset op med forventninger, som jeg ikke havde lyst til at honorere. Blev ikke lærer og ikke 3-sproglig korrespondent, men lydtekniker i smeltediglen DR, og det har jeg aldrig fortrudt.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det er ikke altid lykken med for mange forventninger. Mine forældre var heldigvis ret "forventningsfri", men til gengæld var de lettere drilagtige (jeg tænker på indlægget med flodhestene i forgårs... ;-) )

Jeg tror da også, at du må have haft en spændende tid i DR - selv om det måske til sidst ikke var det bedste sted at være...

Michael sagde ...

Dejligt indlæg Mia, jeg kan ikke være mere enig, det kræver meget helstøbte mennesker når det drejer sig om at stille forventninger til børn og unge, tålmodighed er en dyd fra den voksne autoritet, der er så mange eksempler på unge der får at vide at de er dumme eller dovne, fra voksne autoriteter, dette hæmmer dem så i rigtigt mange år og nogle kommer måske ikke aldrig helt over det, det er dejligt at læse at du var omgivet af tålmodige voksne Mia, og dine alsidige interesser vidner også om at du har fået lov til at stifte bekendskab med lidt af hvert.
God aften.

Loppe sagde ...

Kort indlæg fra mig:
Super at sidde med the og Skønne dage..

Tak til din mor fordi hun lod dig blive én der laver skønne blade ( og så meget andet )

Kh
Loppe

Trine Louise sagde ...

Interessant - og godt at høre at du er kommet på 'rette hylde'!

Jeg tænker nogen gange på om jeg er blevet det jeg skulle være, og om jeg skulle have fulgt mine barndomsdrømme mere. På nogen punkter har jeg ændret mig meget fra da jeg var barn - selvom jeg også var fast gæst på det lokale bibliotek som barn så læser jeg aldrig idag. Og man får jo ikke brød på bordet af at lege med hunde og tegne mønstre og lytte til Shi-bi-dua.

Mit erhvervsvalg (først kontor, siden IT) handlede nok også meget om den tid det foregik i - lige efter den store ungdomsarbejdsløshed i 1980'erne, dermed stort fokus på om man kan få job.

Ellen sagde ...

Alt hvad du skriver om og foretager dig lyser langt væk af en harmonisk, ukompliceret og 'forventningsfri' barndom.
Jeg tror på, at det er uendelig vigtigt, at man får lov til at følge
de veje, man selv føler er rigtige, og, når man har fået lov til det, også fortsætter i samme stil med sine egne børn.
Jeg har, alt for tæt på, et par meget uheldige eksempler på forældre, der var for ambitiøse på deres børns vegne.
Det gik ikke så godt. Man skal give sine børn frihed - ganske som du fik al den frihed du havde behov for for at blive et helstøbt menneske.

Annette's space sagde ...

Hvor er det et dejligt indlæg at læse. Du har da fået lige præcist det lys DIN spire havde brug for for at gro sundt og stærkt.

Ditte sagde ...

Jeg har også været heldig og har fået rum til at gro uhindret. Det har resulteret i hele tre uddannelser og en masse forskellige interesser. Nogle gange er det næsten for meget, for der er så meget jeg gerne vil, men ikke når...
Tænk, at være spærret inde i et liv du ikke selv har ønsket? Jeg føler mig både priviligeret og taknemmelig.

Megan sagde ...

Dejligt indlæg Mia og lidt af det, som vi har "talt" om. Om at have noget i sig og som barn at vide lige nøjagtigt hvad det er. Ingen spørgsmålstegn, sådan er det bare! Men så tager vejen en drejning ... For mit vedkommende var mine forældre "desværre" sådan, at de talte om skulle og burde. Og det var ikke helt i tråd med, hvad deres datter gik og drømte om. Og gjorde. Så jeg har virkelig været på omveje for at finde tilbage til kernen. Kernen, som indeholder alt det, der var mig som barn. Finurligt. Og skønt!

Det kunne jeg skrive meget mere om, men der er også andre ting, jeg skal skrive i dag, så jeg slutter her med at ønske dig en dejlig dag. Lad kreativiteten spire og gro! :)

Rimkogeren sagde ...

"Det nytter ikke at have ligget i et ørneæg, hvis man er vokset op i andegården." (Ørneflugt - Henrik Pontopidan -- efter hukommelsen)
Tak for din kommentar og så er jeg helt enig :-)

mette b sagde ...

Sikke et dejlig åbent miljø, du er opvokset i. Som forældre er det jo en balancegang både at stille forventninger, der kan honoreres og være åben for de lyster og muligheder barnet besidder.

Lige nu snakker min 15-årige om, at hun vil i gymnasiet efter et år på en efterskole med dans og drama.
Hun ved endnu ikke hvorfor, men det er jo heller ikke det vigtigste,for hun skal have mulighed for at prøve sig selv af og finde frem til, hvad hun vil lege med hen ad vejen.
Hun ved også, at for mig er der ikke kun én vej frem til et eller andet mål og at jeg ikke forventer andet, end at hun følger sit hjerte og prøver det, hun har lyst til.

Mine forældre viste kun én vej dengang jeg skulle videre i skolen og det var gymnasiet. Og jeg endte med en meget dårlig eksamen. I da ved jeg, at en efg nok havde været bedre for mig, men det var ikke godt nok.

Nok om det. Jeg har hen ad vejen selv fundet ind til, hvad og hvilke værdier der er vigtige for mig og at de er gode nok. Så kan jeg udfolde mig herfra :)

Klem

Mia Folkmann sagde ...

Michael: Det ER nemlig vigtigt, at man ikke stiller alt for mange krav, men giver mulighed for at gro. Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi får dyrket vores forskelligheder. Alt for meget ensretning og alt for mange normer gør livet alt for kedeligt... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Loppe: Tusind tak for din søde kommentar: ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Trine Louise: Jeg har også selv været mange år på kontor forskellige steder - men selv om det næsten virker som lidt spild af tid, så er det det ikke. Man får en masse erfaringer, som man kan bygge på og bruge til noget... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Tak for din søde kommentar. Jeg kan huske, at min far engang sødt spurgte mig, om jeg havde lyst til at læse videre (det gjorde alle mine kusiner nemlig), for så ville han gerne støtte mig og betale for mig. Men det var også fint, hvis jeg hellere ville noget andet. Så jeg fik muligheden for at vælge, og efter lidt snak og lidt rådgivning valgte jeg gymnasiet fra. Det har jeg aldrig fortrudt, for man kan komme langt med det, man selv vælger at lære sig... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Annette's Space: Ja, du kan tro, at jeg fik det helt rigtige lys. Og det er jeg meget taknemmelig for... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Ditte: Ja, det er nok meget priviligeret at have det sådan. Måske skyldes det den gode baggrund, at vi har så mange interesser - og selv om det kan virke lidt overvældende (fordi der bare ikke ER tid nok), så er det også dejligt. ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Megan: Hørt, hørt - lad kreativiteten blomstre... ;-)

Ord som "skulle" og "burde" BURDE være helt forbudte... Men ligesom du har jeg været mange veje rundt, før jeg kom til det sted, hvor jeg er i dag. Jeg synes slet ikke, at det er spild, for det har givet en masse erfaringer og viden på områder, man altid kan bruge til et eller andet... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Rimkogeren: Det er da en grum historie, hr. Pontoppidan har skrevet. Men god at blive klog af... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Mette: Heldigvis er det ofte muligt ved egen hjælp at finde ind på rette vej, ligesom du har gjort. Her er familiens støtte nok så vigtig. Som jeg skrev ovenfor, fik jeg også muligheden for at vælge gymnasiet, men jeg valgte fra (og godt det samme, for jeg var sikkert også bare kommet ud med et dårligt resultat). Af egen fri vilje har jeg så lært mig de ting, jeg fik brug for undervejs, og "selvlært er vellært" er et udtryk, jeg varmt kan tilslutte mig... ;-)