lørdag den 5. marts 2011

Alting har en ende



Når man har dyr, er det altid svært at forestille sig et liv uden dem. For de er jo familiemedlemmer, nære venner og tro følgesvende - alt sammen på én gang.

Lige nu er det netop sådan for mig. Vinteren har været hård ved søde Puskis, og en slem blærebetændelse for nogle uger siden har givet hende et puf i den forkerte retning. Hun har fået antibiotika og er sluppet af med betændelsen, men kræfterne er for nedadgående, og hun har tabt sig meget.

Hun sover det meste af dagen nu, drikker meget og spiser kun lidt. Hun er blevet den lille, skrøbelige dame på plejehjemmet, og vi pusler om hende, fodrer hende med lækkerbidder for at lokke lidt i hende, bringer frisk vand i skåle med hyppige mellemrum og bærer hende en lille tur rundt i haven, hvis det ikke er frostvejr.

Men vi er bange for, at enden nærmer sig, for vi tror ikke rigtigt på, at hun kan komme sig over dette her. Og tanken om et liv uden den lille solstråle er næsten ikke til at bære.

Vi tager én dag ad gangen...

20 kommentarer:

REJEN sagde ...

Åh Mia det gør mig ondt, men også bedre at sige farvel så hun ikke får dårlig livskvalitet det sidste stykke tid..Men det er hårdt at sige farvel...Mange tanker til dig..Klem

Mia Folkmann sagde ...

Reje: Ja, det er ved Gud hårdt. Men alting har en ende, desværre... Knus

Megan sagde ...

Åh, det er det tidspunkt, vi alle sammen frygter. Det kan aldrig blive let! Jeg er ked af at høre, at det nok bærer den vej for din søde mis. Ved, hvor hårdt det er! Håber det bedste.

Stort knus

Olines sagde ...

Det er et svært tidspunkt i enhver dyreejers liv. Men det er også her, at de gode omsorgsfulde dyreejere skilles sig ud. De der træffer beslutningen om, at gøre en ende på et godt og lykkeligt dyreliv før det bliver til en pinsel. Jeg kender denne fase og jeg føler med dig. Jeg ved, at du får truffet den rigtige beslutning når tiden er så nyd den sidste tid. Klem

mette b sagde ...

Åh, hvor trist. Det er godt, at I pusler om hende, for det vil gøre tiden god. Nyd den sidste tid sammen med hende.
Klem

Kate sagde ...

uha nej, det er næsten ikke til at bære. Heldigvis har Puskis valgt at leve og bo hos jer, så hendes liv har været godt.
Og det kan jo være at hun kommer sig...

PS det er et meget flot banner du har fået... meget flot

Sussi / Sussinghurst sagde ...

Åhhhhhhhhrrr!!!

Loppe sagde ...

Stakkels stakkels Puskis..

Men tænk et vidunderligt liv det har været, at være kat hos jer !!

Best wishes!
Knus
Loppe

Lavendel sagde ...

Suk...

Kisser sagde ...

Så svært....

Mia Folkmann sagde ...

Tusind tak for jeres meget søde kommentarer. Lige nu ligger Puskis på sit lammeskind i en solstråle - og det er OK. Men som Oline skriver: Det gælder om at træffe den rigtige beslutning, når tid er. Jeg har haft fem katte før Puskis, så jeg kender til den slags beslutninger. Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne blive fri for at træffe dem...

Kirsten sagde ...

Øv altså, det er så svært at sige at nu skal det være slut.
Men jeg er sikker på hun har haft et langt og godt liv hos jer.
Kh Kirsten

Inge sagde ...

Åhhhh suk, det er en svær tid når den beslutning begynder at nærme sig.

Michael sagde ...

Det gør ondt, nærmest ufatteligt ondt Mia, men når det kommer så vidt er den eneste rigtige beslutning at udfri Puskas for pinsler af den ene eller anden art, omvendt har jeg også hørt masser af solskinshistorier omkring syge kæledyr, der pludseligt fik det godt igen.
I kærlige tanker, god bedring med Puskas.

Hyacinth Bucket sagde ...

Det er næsten ikke til at bære når man skal tage sådan en beslutning.
Vi har været der selv og vi er ved at nærme os en ny. Med vores ældste hunde.
Men Mia...det kan jo være at hun kvikner til når det er gået et stykke tid.
Man bliver utrolig træt ovenpå en omgang blærebetændelse og medisin.
Nogen af vores hunde har prøvet det flere gange, hvor de har været længe om at komme sig.
Men jeg er sikker på at du ved hvornår.
Man ønsker jo bare at de selv ville falde i søvn og at man ikke var nødt til at gå den tunge vej til dyrlægen.
For 2 år siden mistet vi en af vore hunde i et epilepsi anfald.
Han fik medesin for det og jeg havde også stesolid stikpiller til ham. Men denne gang vidste jeg han ikke ville klare den, så jeg lagde mig ned på gulvet til ham og holdt om ham, snakket stille til ham indtil han var væk.
Ja jeg hylede bagefter men samtidigt var jeg så glad for at han døde her hos mig. Nu ligger han ude i haven og sover, snøft...
Tænker på dig Mia..

Knus fra Lisbeth

Lone sagde ...

Kære Mia. Du har haft fem katte før Puskis og ved, hvor forfærdelig en sorg, det er at miste sit kæledyr. Alligevel bliver man ikke stærkere. Tværtimod syntes jeg sorgen bliver større for hver gang.
Jeg håber inderligt, at Puskis helbred bedres, så hun får lov at opleve endnu en dejlig sommer.

Du er sikkert opmærksom på det, men jeg vil alligevel nævne, at det er meget vigtigt at hjælpe hende med pelspleje, nu hvor hun ikke har så mange kræfter.

Mange varme hilsener fra mig.

Septemberliv sagde ...

Trist trist!
Lige svært hver gang man skal sige farvel.
Men jeg tror, hun har haft et godt og dejligt liv hos jer.

Mia Folkmann sagde ...

Hvor er jeg glad for alle jeres søde kommentarer. Jeg håber også, at Puskis kommer sig mirakuløst - men hun har tabt sig så meget den sidste tid, at jeg ikke tror så meget på det.

Men jeg har forlængst besluttet, at hun skal have dyrlægen herhjem, når den tid kommer, så hun kan blive i vante omgivelser og undgå transport og stress.

Og vi tager heller ikke væk fra hende, men sørger altid for, at mindst én af os er hos hende hele tiden. Det ville være vidunderligt, hvis hun kunne få endnu en dejlig sommer i haven. Ja, pelspleje er vigtig, for hun orker ikke selv nu. Der ligger hele tiden en god lille børste ved siden af hendes lammeskind, så hun bliver nusset og ordnet flere gange dagligt.

Madame sagde ...

Det gøre mig meget ondt, Mia - jeg ved jo, hvor bundet man bliver til sine dyr.
Da vi mistede Trold for nogle år siden, fik jeg Sofus to dage efter, og det hjalp mig over min store sorg ...

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Puskis kom også til os, da den sidste af vores gamle katte døde. Det var, som om hun fornemmede, at der var en plads ledig... ;-)

Men denne gang har vi min mors kat Rikke i huset, og det er lidt en trøst. Jeg tror ikke selv, at vi skal have kat igen lige med det samme, for med et hus i England er det ikke så praktisk (medmindre vi fik én, der ligefrem elskede at køre i bil).