mandag den 20. november 2017

Telefon til hunden

Det har sine fordele at bo dør om dør med familien - i vores tilfælde min mor. Vi har stor fornøjelse af hinandens selskab, selv om vi ikke ligefrem render hinanden på dørene, men der er nu én, der er særligt glad for det - nemlig Gussi-hund!

Han vil meget gerne ind og besøge min mor lige så tit, det kan lade sig gøre. Især ved aftensmadstid, hvor min mor er i køkkenet, og duften af frikadeller eller lækre fisk lokker en madglad hund...

Jeg har prøvet at lære den lille hund, at køkkenet er forbudt område, og det accepterer han. Han venter tålmodigt på lyden af tallerkener, der bliver stillet i opvaskemaskinen, for det betyder, at spisetiden for min mors vedkommende er overstået, OG at der nok er gemt en godbid til HAM!

Af praktiske grunde er min mor begyndt at give os et ring på mobiltelefonen, når der er fri adgang for hunden. Og Gussi har selvfølgelig hurtigt opfattet, at DET ring er til ham.

Han styrter højt gøende ned ad trapperne til køkkendøren og står og hopper, indtil han bliver lukket ud i køkkenet og videre ind til min mor.

Sikke et show! Tæpper skrider ud til siden, når ham kommer drønende som en kanonkugle gennem entreen, og min mor er ved at dø af grin, når han nærmest kommer kurende hen til hendes lænestol.

De har begge to så meget fornøjelse af det, at jeg bærer over med postyret i vores egen madtid. Og jeg er sikker på, at de ekstra kalorier til hunden forbrændes af al den energiudfoldelse... :-)

7 kommentarer:

Nana sagde ...

Åh, jeg kan lige se det for mig :-) Man har altså så mange fornøjelser af sådan et dyr!

Fruen i Midten sagde ...

Haha, dejligt, at de to har fornøjelse af hinanden :-) Også godt, at han ikke er større, når han suser gennem lokalerne ...

Mia Folkmann sagde ...

Nana: Ja, man må sige, at Gussi er leveringsdygtig af underholdning ;-)

Fruen i Midten: Ja, det har de altså. Og jeg er rigtig glad for, at Gussi ikke er en Grand Danois... ;-)

Lisbeth sagde ...

Hvor er det herligt, jeg ser det for mig og tror på at de to hygger sig:-) De hunde er simpelthen vanedyr ud over alle grænser - hvis noget er sket to gange, så er det straks en vane....
Her er det endelig gået op for MIG at startskuddet for hvornår Luffe begyndte at drøne halvgøende rundt var når jeg slap bestikket - det handler ikke om hvilken vej jeg lægger bestikket, blot om hvorvidt jeg har sluppet kniv og gaffel, så nu sidder jeg og vifter med det i hænderne for at have ro...

Mia Folkmann sagde ...

Lisbeth: Åh ja, de er virkelig vanedyr. Jeg skal sådan passe på... blandt andet når jeg har pakket pakker til netbutikken og skal på posthuset med dem.

Gussi sidder ved siden af og holder vagt - for han vil MED. Han elsker at køre i bilen; nok især fordi der hører en gåtur med. Det er jo ikke altid så belejligt, men han er ude af døren og henne ved bilen i løbet af et splitsekund - og så nænner jeg ikke at sige nej... :-)

Hvor ER Luffe smart - men du er så lidt smartere. 1-0 til dig (indtil videre... ti hi...)

Ellen sagde ...

Hahaha - skønt :-)
Min barndoms hund kunne (åbenbart) kende på lyden af bilnøglerne, om det var den ene eller den anden bil, der skulle køres i - hun var altid først ude og stod hver gang ved den rigtige bil!

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Hunde har nogle fantastiske sanser, som vi vel dårligt forstår. Bare se på de hunde, der kan snuse sig frem til narko i en kuffert; jeg begriber ikke, at det kan lade sig gøre :-)