torsdag den 15. april 2010

Må jeg tage din tid?


Hvis nogen umiddelbart spurgte, om de måtte tage ens … bil, f.eks. – eller TV’et eller noget andet værdifuldt, så ville man sikkert sige NEJ.

Det allermest værdifulde her i livet må være … tiden. Altså den afmålte mængde tid, man nu engang har her på jorden.

Derfor har jeg det lidt svært med udtrykket ”må jeg tage 5 minutter af din tid”? som telefonsælgere gerne indleder samtalen med. Vel vidende at de tager meget mere, hvis de ellers fik lov.

Bortset fra at de bryder forstyrrende ind i en arbejdsdag, hvor man er opslugt af det, man nu engang har travlt med – så TAGER de altså noget fra én. De tager TIDEN. Det allermest værdifulde man har.

Er det bare mig, der synes, at det IKKE er OK?

10 kommentarer:

Rasmine sagde ...

Nej, det er ikke bare dig!

De tager jo ikke bare den tid, de eventuelt får lov til at tage; de har allerede stjålet noget af ens tid.

Der er én ting fra religionsundervisningen i skolen, jeg aldrig har glemt: Da vi gennemgik budet "Du må ikke stjæle", og læreren sagde, at det værste, man kan stjæle fra mennesker, er deres tid, for man kan ikke give dem den tilbage.

Ellen sagde ...

Det kommer jo meget an på, hvem der tager ens tid. Hvis det er phoners, er det ikke i orden, mens det er dejligt, hvis det er nogen, man holder af at være sammen med, der kommer og tager ens tid.
Til gengæld giver den slags mennesker (det fortærskede ord) 'kvalitetstid' den anden vej, og derfor går det nok lige op med give and take.

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Din lærer havde selvfølgelig helt ret. Og det har du også! Jeg bliver sjældent sur, men telefonsælgere er ikke et hak bedre end dørsælgere efter min mening... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Det gælder selvfølgelig phoners, som har kimet mig ned i dag! (Også i dag!).

Hvis det er min rare mand eller andre søde mennesker, må de meget gerne tage al min tid... ;-)

Rasmine sagde ...

Du er et generøst menneske, Mia. Der er INGEN - absolut INGEN - der må tage al min tid!

Bente sagde ...

Det er i den grad ikke o.k.! Telefonsælgere har en vis herre skabt. Og de er den primære årsag til, at mit firma er reklamebeskyttet.

At jeg har tilmeldt firmaet den ordning betyder, at jeg aldrig bliver ringet op af nogen, der vil sælge mig printerpatroner eller rengøringsmidler eller diverse abonnementer eller diverse serviceydelser eller ... you name it.

Det er faktisk ret dejligt. Og tidsbesparende ;-).

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Når det drejer sig om min rare mand, så ved jeg, at jeg får en hel masse til gengæld... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Bente: Det er godt nok fristende at blive reklamebeskyttet, og jeg tror gerne, at det er tidsbesparende. Men nu har vi jo selv et reklamebureau...

Jeg vil dog mene, at der er stor forskel på reklame. Der er den oplysende og informative reklame - og så er der den påtrængende og irriterende reklame. Den sidstnævnte går jeg så IKKE ind for, som du kan se... :-)

Nille sagde ...

Jeg er så træt af de telefonsælgere! Jeg har hemmeligt nummer, jeg står på Robinson-liste - og alligevel bliver jeg ringet op! Det er simpelthen utroligt!

Hernede bruger de et smart trick - de ringer fra Frankrig, for så er det ikke ulovligt jvf. belgisk lov om databeskyttelse. Ydermere ringer de så ikke fra Frankrig, men typisk fra fransktalende afrikanske lande - man kan høre det på accenten, og det faktum, at de ikke selv ringer. Når min telefon ringer kommer der så en operatør og siger, at jeg vil blive sat i forbindelse med opkaldet... de er vel bange for, at de ringer til Europa i privat øjemed.

Men det er stadig irriterende. Nu beder jeg bare med det samme om at snakke med deres manager, da de jo tydeligvis overtræder loven :-) Så smækker de røret på uden et ord!

Mia Folkmann sagde ...

Nille: Det er da helt utroligt! Vi får jævnligt opkald fra udlandet med tilbud om investering og den slags - men de danske er såmænd slemme nok. Når de spørger, om de må tage 5 minutter af min tid, og jeg så siger venligt og afmålt NEJ - så snakker de bare videre. Jeg har også prøvet at smække røret på for derefter at blive chikaneret med gentagne opkald af telefonsælgeren - for de ringer tit fra numre, der ikke kan ses. Gad vide, hvorfor dørsalg er forbudt, når telefonsalg ikke er det??