Den første verdensudstilling

Også i dag er Googles "doodle" så fin, så fin. I dag er det nemlig 160-året for den allerførste verdensudstilling, der blev afholdt i London i 1851. Og så kom jeg i tanker om, at jeg engang skrev en artikel om Crystal Palace, som jeg i dagens anledning vil bringe her:

Når man besøger London og går tur i den store Hyde Park, kan det godt være svært at forestille sig, at der her har ligget et enormt glashus…

The Great Exhibition i midten af 1800-tallet var på mange måder en drøm, der gik i opfyldelse, og det elegante glasbyggeri The Crystal Palace blev skabt for at huse den. De to idémænd til udstillingen var Prins Albert og Henry Cole (det var ham, der opfandt det allerførste julekort), og regeringen nedsatte en kongelig kommission til at tage sig af alt det praktiske.

Forslagene til udstillingsbygningen strømmede ind, men kommissionen forkastede dem alle, og det var ved at blive et problem. Joseph Paxton, der var overgartner på Chatsworth, hørte tilfældigvis om kommissionens vanskeligheder og ridsede hurtigt et forslag ned på klatpapir.

Paxton havde tidligere designet drivhuse, og hans forslag var et enormt bygningsværk af jern og glas – en slags overdimensioneret drivhus. Det kunne fremstilles relativt hurtigt og var relativt nemt af demontere og flytte efter brugen. Der var mange modstandere af projektet, for Paxton var jo ikke nogen ”rigtig” arkitekt, men han fik støtte af prins Albert, og man endte med at vælge hans design.

Glashuset blev hele 563 meter langt og 139 meter bredt, og taget i tværskibet var så højt, at det kunne gå hen over parkens store træer uden at beskadige dem. Der var 300.000 glaspaneler – alle glasstykker blev individuelt fremstillet af glasblæsere – og alle støbejernsdelene til bygningens bærende konstruktion blev fremstillet i Birmingham. Derefter blev de præfabrikerede dele transporteret til London og samlet på byggepladsen i Hyde Park.

Den 1. maj 1851 åbnede verdens første internationale udstilling som planlagt, og det blev en stor succes. Der kom besøgende langvejs fra, og 14.000 udstillere fra hele verden fremviste over 100.000 genstande. Over halvdelen af udstillerne var engelske, men England var jo også på det tidspunkt verdens største industrination.

Det var en præsentation af det ypperste, de respektive lande kunne fremstille: Smykker, vævede stoffer, statuer, møbler, maskiner af alle slags, værktøj, arkitektur, våben, musik- og lægeinstrumenter og ufatteligt meget mere. En af de allermest populære afdelinger var den indiske, hvor man kunne se dronning Victorias berømte Koh-i-noor diamant.

Selve det imponerende glasbyggeri og dets indretning var også værd at se på. Et springvand af glas i midten af det krydsformede bygning sørgede for frisk vand til de tørstige, der var siddeområder, hvor man kunne hvile sig og få noget at spise, og der var offentlige toiletter – noget helt nyt på det tidspunkt.

Da udstillingen lukkede 6 måneder efter, havde den været besøgt af over 6 millioner mennesker. Det store overskud fra udstillingen på £ 200.000 blev blandt andet brugt til etableringen af Victoria and Albert Museum, hvor Henry Cole senere blev direktør.

Joseph Paxton blev slået til ridder, men selv om der var mange, der ønskede, at glasbygningen skulle blive liggende, var der flertal for det modsatte. Crystal Palace blev demonteret og flyttet til udkanten af London, hvor det kom til at fungere som museum og udstillingscenter. Her lå det flotte glashus indtil 1936, hvor en stor brand satte et endeligt punktum for den victorianske drøm.