Er du rigtig glad?

En af mine artikler til livsstilsmagasinet FLEKX:

Er du glad? Sådan rigtig ”hverdagsglad”. Hvornår er du sidst vågnet op om morgenen og tænkt ”ih, hvor dejligt. I dag skal jeg rigtig...”.

Det er nemt nok at være glad, når der er en særlig begivenhed. Fødselsdage og fester og juleaften kan nok bringe smilene frem, men det kan nogle gange knibe med glæden til hverdag. Arbejdet føles måske som en sur pligt, ungerne er håbløse og ægtefællen irriterende. Er der overhovedet noget at være glad for?

Nu er der det med glæde, at den først og fremmest skal findes i én selv. Sådan at forstå, at man skal være glad for sig selv, for så vil man automatisk udstråle en glæde og tilfredshed, der virker smittende på omgangskredsen. Ægtefællen og ungerne er nok i virkeligheden ikke helt så håbløse, hvis de vækkes med et smil i stedet for sure morgengrynt.

Det er ikke spor selvoptaget at være glad for sig selv; det er snarere en positiv tilstand, fordi glæden uundgåeligt spredes til andre. Forskerne har bevist, at positive tanker og følelser gør mennesker mere kreative, samarbejdsdygtige og udadvendte, og det lyder jo meget logisk. Mon ikke den alt for udbredte mobning på arbejdspladsen kunne undgås, hvis man spredte glæde i stedet for vrede og ubehageligheder?

Fokusér på de ting, der gør dig glad og ignorer de ting, der gør dig ked af det. Det er nemmere sagt end gjort, men det er helt sikkert noget, der kan læres. Hvis man øver sig på at se de lyse sider i livet, bliver de lettere og lettere at finde, og man kan vel dårligt have et bedre mål at arbejde hen imod. Husk også altid at tænke på dine gode sider, for selvfølgelig har du nogle!

Glædelig hverdag
Umiddelbart kunne man tro, at flere penge ville gøre én lykkelig, men sådan virker det sjældent. Selvfølgelig bliver man vældig glad for en lønforhøjelse eller en lottogevinst - og pengene er utvivlsomt med til at gøre livet lidt nemmere - men man vænner sig hurtigt til at have de flere penge mellem hænderne, og inden længe har de ikke den store betydning.

Moderne teknologi er heller ikke noget, vi bliver synderligt meget lykkeligere over. Det kan snarere give os bekymringer, når det ikke virker, som det skal. Hvorfor er det egentlig så vigtigt at få et nyt fladskærms-TV eller en ny bil, der er større end naboens? Er du sikker på, at det er sliddet værd? Alt for mange af os knokler for at skabe en god tilværelse en gang i fremtiden – men hvorfor ikke satse på at have en god tilværelse lige nu?

Det er snarere relationerne til andre mennesker, der giver glæde. Undersøgelser viser, at vi er allermest glade, når vi er sammen med familie og venner, og mon ikke de fleste kan skrive under på det? Relationer til vores firbenede venner er nok så vigtig, og mange føler stor glæde, når de er sammen med deres dyr. Vi bliver også glade, når vi har noget, vi er gode til – noget vi virkelig kan gå op i. Det kan være et spændende job, en hobby eller bare noget, som interesserer os.

Der er mange ting, der giver glæde i tilværelsen – og det er tit de små hverdagsting. Man bliver glad, når man får uopfordret ros, eller når man modtager en sød hilsen med posten. Man bliver også glad, når ens kæreste overrasker med morgenmad på sengen eller på anden måde viser betænksomhed. Eller når ens barn kommer og krammer én, fordi man er den bedste i verden! Det er de uventede ting, der bringer glæde. De ting, som vi ikke selv bestemmer over. Den tanke kan godt være lidt frustrende, når vi nu lever i en tid, hvor vi helst skal have kontrol over alting.

Naturen er trods – eller netop på grund af – sin uforudsigelighed en evig kilde til glæde. Vi ved aldrig rigtig, hvor vi har naturen, og vi kan heldigvis ikke kontrollere den. Hvis vi overrasker en flok græssende rådyr i morgendisen, ser solopgangen over havet eller hører en solsorts smukke godnatsang, føler de fleste af os dyb og inderlig glæde.

En kilde til sundhed
Glæde er noget, der kan dyrkes. Ligesom planterne i haven kan glæde gro frem, hvis man giver den lidt opmærksomhed. Glæde kræver bare ikke frisk jord og vand, men derimod lidt omtanke. Gødning, om du vil. Hvis man finder de ting, der gør én glad og dyrker dem lidt oftere, vil man meget naturligt føle en større glæde ved livet.

Hvor mærkeligt det end lyder, kan det nogle gange være fornuftigt at vælge det ufornuftige. Hvis man har valget mellem at udskifte bilen og tage på en dejlig rejse, virker det umiddelbart mest fornuftigt med bilen. Men rejsen vil ikke bare være en skøn oplevelse her og nu – det vil også være et dejligt minde, som man kan glæde sig over bagefter. Og det minde holder nok længere end bilen.

Der er forskellige måder at føle glæde på. Der er den stille glæde, der udspringer af tilfredshed med tilværelsen som sådan, og så er der de virkelig lykkelige øjeblikke, der har det med at dukke op og forsvinde ligesom bobler i champagne. Begge dele gør i høj grad livet værd at leve, og der er meget, der tyder på, at glade mennesker er sundere og lever længere. Mange studier har vist, at depressioner kan give problemer med helbredet, men det omvendte er lige så aktuelt.

Glæde er altså noget, man skal tage alvorligt. Og skønt forskerne endnu ikke er helt overbeviste om, hvorvidt det er glæden, der gør mennesker sunde, eller om det er sundheden, der gør mennesker glade, så er man i hvert fald enige om, at man har godt af at glæde sig!

De grundlæggende ingredienser for et liv med glæde er altså selvrespekt, et godt socialt netværk og en meningsfyldt hverdag. Dertil kommer et godt mål humoristisk sans, så man kan grine af sig selv og ikke tage alt for tungt på tingene. Med den opskrift går man ikke helt galt i byen.

En betydningsfuld kanin

De fleste kender Beatrix Potters fortællinger om Peter Kanin og hans venner, men personen Beatrix Potter er måske mindre kendt. Jeg skrev dette portræt af hende til ANGLOFILIA forrige år, og måske er der nogle der har lyst til at læse portrættet her...

Beatrix Potter blev født i 1866 og voksede op i London sammen med sine ret velhavende forældre og sin bror, men hvert år tilbragte de sommeren i Skotland. Ferierne heroppe var fortryllende for den lille pige, og det var her, hun for alvor lærte at glæde sig over naturen. Hun tegnede alt, hvad hun så, og sammen med sin bror tog hun på ekskursioner for at se på fugle og samle vilde blomster.

Efter sommerferien var det hårdt at vende tilbage til London. Beatrix blev undervist hjemme af guvernanter, som det var almindeligt dengang, og hun havde derfor sjældent kontakt til andre børn. Men heldigvis havde hun broderens selskab, og sammen med Bertram sneg Beatrix sig til at have et helt menageri af dyr i børneværelset, som de observerede, studerede og tegnede.

Faderen, Rupert Potter, var egentlig advokat, men han gik meget op i fotografering og blev faktisk en anerkendt fotograf, selvom han aldrig arbejdede professionelt. Kunst var en anden stor interesse, og han tog ofte Beatrix med på galleribesøg, så hun kunne se og lære af andre.

I 1882 var det ikke længere muligt for familien at leje det sædvanlige hus i Skotland, så i stedet faldt valget på et stort hus i Lake District – et smukt og naturskønt område, som de straks forelskede sig i. Den lokale præst, Hardwicke Rawnsley, kom på besøg, og han roste den unge Beatrix’ kunstneriske talent og prægede hende med sine meninger om vigtigheden af naturbeskyttelse.

De følgende år vendte familien tilbage til Lake District, hvor de for det meste lejede et hus ved en af søerne. Beatrix elskede at fiske og sejle i søen, og hun var også begyndt at interessere sig for geologi og arkæologi. Hendes tegninger af fossiler, insekter og svampe er imponerende og meget detaljerede, og ved selvstudium lærte hun så meget om svampe og sporer, at hun i 1896 skrev en egentlig afhandling om dem.

I London var menageriet suppleret med en kanin, der blev døbt Benjamin. Han var til stor glæde for hele familien, og for Beatrix var han den perfekte model. Hun tegnede og malede ham fra alle mulige vinkler, og på et tidspunkt foreslog Bertram, at hun skulle prøve at sende tegningerne til et postkortforlag. Til Beatrix store glæde sendte forlaget en check på 6 £ tilbage og bad om flere.

I en alder af 24 var Beatrix således begyndt sin professionelle karriere, og snart leverede hun både illustrationer til postkort og til nogle små hæfter. Dette gav hende blod på tanden, og hun sendte nogle illustrationsforslag til forskellige bogforlag, blandt andet Frederick Warne, der ikke var helt uinteresserede, hvis illustrationerne blev samlet i bogform. Der skulle dog gå en del år, før det blev aktuelt.

Familien Potter holdt fortsat lange sommerferier i Lake District, og de fik hyppigt besøg af Hardwicke Rawnsley, der var blevet en nær ven af familien. Præsten var forfatter til forskellige guide- og børnebøger, og han kunne derfor give Beatrix Potter gode råd om en bog, hun havde i tankerne: Bogen om Peter Kanin. Beatrix sendte bogen til adskillige forlag uden held, og til sidst mistede hun tålmodigheden og besluttede hun sig for at udgive bogen selv. I 1901 udkom Historien om Peter Kanin i 250 eksemplarer.

Rawnsley prøvede dog fortsat at finde en udgiver til Beatrix, og til sidst lykkedes det ham at vække interessen hos Frederick Warne; det forlag, der tidligere havde vist interesse for Beatrix’ tegninger. I 1902 blev Peter Kanin udgiver i 8000 eksemplarer, og alle var solgt inden udgivelsen. I 1903 kom bøgerne The Tale of Squirrel Nutkin og The Tailor of Gloucester.

Al kontakten til forlaget skete gennem den yngste af de tre brødre, der drev det. Det var Norman Warne, som Beatrix diskuterede kontrakter med og sendte forslag til. De skrev sammen næsten hver eneste dag og blev efterhånden meget gode venner. Beatrix nød sit aktive liv, og bøgerne gik som varmt brød. Efterhånden havde Beatrix tjent så godt, at hun kunne købe noget jord i Lake District i nærheden af det sted, hvor familien holdt ferie.

Beatrix Potters forældre var ikke glad for det venskab, der havde udviklet sig mellem datteren og Norman Warne. Og da Norman friede til Beatrix, og hun straks sagde ja, gik det helt galt. Forældrene havde regnet med at blive passet på deres gamle dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre ægteskabet. Skønt Beatrix var fast besluttet på at gifte sig med den mand, hun holdt så meget af, endte det med et kompromis, og Beatrix gik modstræbende med til at holde forlovelsen hemmeligt.

Hun så dog aldrig Norman igen, for kort efter forlovelsen døde Norman Warne pludseligt på grund af sygdom. Beatrix var både chokeret og ulykkelig. Hun havde ingen, hun kunne tale med om sin sorg, for ingen kendte til hendes forhold til Norman. Hun søgte trøst hos Normans søster, Millie, og da hun havde fået sorgen lidt på afstand, tog hun op til Lake District, hvor hun havde købt et hus med navnet Hill Top.

Illustrationer og historier strømmede ud af Beatrix Potter de følgende år, og pengene strømmede ind. Hun tjente ikke bare penge på sine bøger, men også på de tøjdyr og andre produkter, der blev fremstillet på baggrund af hendes illustrationer. For pengene købte hun mere jord i Lake District og senere huse og gårde, som hun lejede ud. Til de juridiske forhold i handlerne fik hun hjælp af en lokal advokat, William Heelis, og ham giftede hun sig med i 1912.

Efterhånden som årene gik blev Beatrix Potter mere og mere opslugt af livet i Lake District, og fåreavl og dyrehold erstattede så småt illustrationer og bøger. Beatrix elskede at være sammen med sine dyr, hun elskede storheden og stilheden i Lake District, og hun involverede sig i de mennesker, der boede omkring hende. Hun og William Heelis boede på Castle Farm, men det var på Hill Top Beatrix tegnede og modtog gæster, og det var også her, hun opbevarede de ting, hun holdt særligt meget af.

I 1923 kom Troutbeck Park Farm til salg. Det var en meget stor ejendom med en utrolig smuk beliggenhed, og Beatrix Potter ønskede at bevare stedet, som det var. Tre år efter købet af gården besluttede hun sig for at avle de robuste Herdwick-får – en truet race, der ellers i århundreder havde græsset frit på bjergskråningerne i Lake District.

Vi har meget at takke Beatrix Potter for. Hendes dejlige fortællinger og søde figurer er kendt og elskede verden over, og hendes bidrag til beskyttelsen af et af Englands smukkeste områder er uvurderligt. Da Beatrix Potter døde i 1943, havde hun nemlig testamenteret 14 gårde, sine præmierede flokke med Herdwick får og over 4000 acres med land til National Trust – den forening, som Hardwicke Rawnsley var med til at starte. Foreningen arbejder stadig for at bevare Englands kulturelle historie og naturskønne områder for eftertiden.

Jersey Zoo

Hvor mange kender mon den dejlige forfatter Gerald Durrell? Hans bøger er fulde af lune og humor, og hans glæde for dyr var smittende. Jeg skrev en artikel til ANGLOFILIA magasinet om ham og den zoologiske have, som han skabte på kanaløen Jersey - og jeg vil gerne have lov til at gengive den her. Hovedformålet med haven var allerede dengang bevarelse af truede dyrearter...

Gerald Durrell var hele sit liv betaget af dyr, og han elskede at være sammen med dem. Samtidig nærede han en stor respekt for dyrene og betragtede deres tilstedeværelse på vores fælles jord som en selvfølgelighed. I sin rolle som forfatter videregav han begejstringen for naturens små og store mirakler i sine bøger, og med smittende entusiasme skabte han kærlighed til dyr og natur hos mennesker verden over.

Da den nu afdøde forfatter etablerede den zoologiske have på Jersey, gjorde han det først og fremmest, fordi han ønskede at skabe et fristed for truede dyrearter. Mange arter var allerede dengang så truede i deres hjemland, at de havde behov for at sted at være i fred. I 50 år har Jersey Zoo (der nu hedder Durrell Wildlife Conservation Trust) været et sådant reservat, og haven har været rollemodel for andre zoologiske haver verden over.

Mange zoologiske haver foretrækker de populære dyr, der tiltrækker et bredt publikum, men Gerald Durrell gik andre veje. Han tog de dyr til sig, som måske var mere undseelige eller mindre smukke, men som havde desperat brug for hjælp. En af Durrells mest fascinerende beboere er Aye-Aye’en; en mystisk og eventyrlig skabning med store øjne og ører og en forlænget finger, som meget praktisk kan bruges til at pirke godbidder frem af træstammerne på samme måde, som spætten bruger sit næb.

Selvom formålet med en zoologisk have som Durrells ikke alene er at udstille dyrene for vores fornøjelses skyld, så er muligheden for at se dyrene – i så naturlige omgivelser som overhovedet muligt - med til at vække vores fascination, respekt og kærlighed til dyrene.

I dag består dyrebestanden i haven på Jersey af padder, fugle, krybdyr og pattedyr. Gorillaerne har været med fra begyndelsen, og hele 15 baby-gorillaer er født her. De fleste er kommet til andre zoologiske haver og er med til at føre bestanden videre.

En nok så vigtig brik i dyrebeskyttelsen er optræningen til livet i det fri, når dyrene skal udsættes i naturen. For det er selvfølgelig noget helt andet at leve under frie, men ofte mere barske forhold, og det kræver tillæring. På Jersey får dyrene en grundig oplæring i det frie liv, inden de udsættes, og på Durrells internationale træningscenter uddannes de mennesker, som skal arbejde med naturbevaring. Indtil nu har dette ”mini-universitet” uddannet 1700 mennesker fra 120 lande.

Der er heldigvis mange succeshistorier på Jersey, og to af dem er den lyserøde due og Mauritius tårnfalken. Den lyserøde due var blevet så fåtallig, at man måtte bruge fosterduer for at hjælpe bestanden op, men med Durrell-trustens nødhjælp er due-bestanden kommet op på et tåleligt niveau. Tårnfalken var på randen til udryddelse med kun en håndfuld tilbage på Mauritius, men igennem ynglehjælp og genudsættelse er den vilde bestand nu oppe på knapt tusinde.

Et lignende program er sat i gang for ekko parakitten, der er verdens mest sjældne parakit. For tyve år siden var der kun tre (!) hunner tilbage, så hjælpen kom i sidste sekund. Målet er at få bestanden op på over 300 i 2010, og det ser heldigvis ud til at lykkes.

Næste skridt for Durrell-fonden er at bevare de levesteder, som dyrene i Jersey Zoo oprindeligt bebor. For det nytter selvfølgelig ikke at arbejde intenst på at få truede dyrearter på ret køl, hvis man ikke har et sted at genudsætte dem, når det lykkes.

For Gerald Durrell var det så umådeligt vigtigt at bevare den fascinerende og mangeartede dyreverden, som findes på vores jord. For vi er ikke i stand til at genskabe den, hvis den forsvinder. Trods alle vores talenter og menneskelige evner, så formår vi ikke at genskabe en fugl eller et dyr, når det først er forsvundet. Og vores verden vil blive så uendeligt meget fattigere, hvis det sker...

Verden er lige så fintfølende og kompliceret som et edderkoppespind. Hvis man rører ved en tråd, sender man rystelser igennem alle de andre tråde. Vi nøjes ikke med at røre ved spindet; vi flår store huller i det... Gerald Durrell