Viser opslag med etiketten DEJLIGE FILM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DEJLIGE FILM. Vis alle opslag

tirsdag den 30. marts 2010

Jeeves & Wooster


Vi har nu – frivilligt og med stor fornøjelse – arbejdet os igennem samtlige 23 afsnit af Jeeves & Wooster på DVD.

Hugh Laurie spiller den uheldige Bertie Wooster, der altid får viklet sig ind i de mest håbløse situationer, og Stephen Fry er Jeeves, den ulastelige butler, der altid sørger for at vikle Wooster ud igen.

Hvis man er til England i 1930’erne, engelske godser og skøre indfald – og dermed P. G. Wodehouse – så er det en herlig serie, der kan anbefales varmt.

mandag den 8. marts 2010

Alice i Eventyrland


Vi går sjældent i biografen nu om stunder, men når det sker, går vi altid i Gentofte Bio. Her vises en række gode film, her er fin plads mellem sæderne inde i salen og en hyggelig cafe udenfor, så det kan dårligt blive bedre.

Og selvfølgelig måtte vi i biografen, når en af yndlingshistorierne er blevet filmatiseret. Jeg har altid elsket det skøre univers, som Lewis Carroll skabte dengang i 1865, og det er ikke blevet mindre skørt i Disneys version. Johnny Depp spiller sin rolle som hattemageren fortrinligt, og Helena Bonham Carter er fin som den yderst ubehagelige dronning.

Men selv om filmen er sjov og teknisk flot lavet, så foretrækker jeg dog stadig bøgerne. For ordspillet, de bagvendte sætninger og digtene sætter fantasien i gang på sådan en god måde, som en film aldrig helt formår.

fredag den 19. februar 2010

Enchanted April



Selv om det har været tøvejr i dag, og selv om musvitterne har kvittet ihærdigt, så er der nok stadig en bid vej til foråret. Men pyt – hvorfor ikke benytte weekend eller vinterferie til at drømme sig væk til det skønne, solbeskinnede Italien.

Enchanted April er en helt vidunderlig film, som varmt kan anbefales. Det er filmatiseringen af Elizabeth von Arnims bog af samme navn, og den begynder i 1920’ernes grå og regnfulde England, hvor to kvinder mødes ved en tilfældighed.

Begge er på hver sin måde kørt fast i ægteskabet, og de to bliver snart enige om at leje en villa i Italien i en måned. For at begrænse udgifterne søger de to andre kvinder at dele villaen med, men selv om arrangementet ikke er en umiddelbar succes, varer det ikke længe, før den magiske stemning og Italiens sol genskaber harmonien.

En helt fortryllende historie...

mandag den 15. februar 2010

Carrington


Nu har jeg for tredje gang set filmen Carrington med Emma Thompson i titelrollen, og jeg bliver stadig lige fascineret og berørt. Filmen handler om Dora Carrington – en engelsk maler med en række mere eller mindre problematiske forhold og en lettere alternativ livsstil. Men kærligheden til den ældre, homoseksuelle forfatter Lytton Strachey gik gennem hele hendes voksne liv som en rød tråd, og hun lagde aldrig skjul på, at det var denne – gensidige - kærlighed, der gav hende ro og fyldte hende med grænseløs glæde.

tirsdag den 9. februar 2010

Oldies but goodies





I disse dage står den på gensyn med nogle af de gode, gamle videofilm. Nu har jeg foreløbig set STEGTE GRØNNE TOMATER, LUNEFULDE MÅNE og PERSUASION. Alle tre kan varmt anbefales, hvis de ikke er set endnu…

Og med faren for at lyde virkelig, virkelig gammel, så er jeg bare i Italien, når jeg hører Dean Martin synge "That's Amore" i LUNEFULDE MÅNE.

onsdag den 13. januar 2010

Shadowlands


Anthony Hopkins er ubetinget en af mine yndlings skuespillere, og han er SÅ god i rollen som den inkarnerede ungkarl og forfatter C. S. Lewis, der er kendt verden over for sine dejlige fortællinger om eventyrlandet Narnia. Lewis lever et stille og roligt liv i Oxford, hvor han underviser i engelsk på universitetet, men alting ændres, da han møder den amerikanske forfatterinde, Joy Gresham (spillet af Debra Winger). Deres venskab udvikler sig med tiden til kærlighed, og Joy flytter til England for at gifte sig med Lewis. En meget smuk og dejlig historie, der desværre også er frygtelig sørgelig.

tirsdag den 12. januar 2010

84 Charing Cross Road


Både bogen og filmen er i høj grad anbefalelsesværdige!

Helene Hanff var en amerikansk forfatterinde, der i sin søgen på specielle bøger mere eller mindre tilfældigt kom i kontakt med et lille antikvariat i Charing Cross Street i London.

Bogen beskriver særdeles levende og meget underholdende og rørende om korrespondancen mellem først indehaveren af boghandlen og senere nogle af de ansatte. I to årtier udvekslede de breve og pakker, og trods afstanden voksede nære venskaber frem.

Historien er altså baseret på virkelige hændelser og blev meget charmerende filmatiseret med Ann Bancroft og Anthony Hopkins i hovedrollerne. Den findes på DVD. Se den endelig!!!