torsdag den 24. marts 2011

Det er i dag et vejr...


Jeg elsker vejr! Sådan ét hvor det rusker lidt og tager fat, og hvor fuglene snakker højt. Sådan som det er i dag.

Jeg gik tur i Bernstorffsparken en hel time, for det var alt for dejligt til at lade være, og jeg havde det meste af parken for mig selv. Og skønt blæsten tog fat og rev i hår og tøj, så var det varmt, når man bare fandt læ.

På vej tilbage landede en stor musvåge i ét af træerne foran mig. Jeg stod helt stille og kiggede, mens den sad og så sig omkring på majestætisk facon. Træløberen og musvitterne tog sig ikke af den, men pilede omkring i træet ved siden af, og da musvågen havde siddet et stykke tid, bredte den sine brede vinger ud og fløj - op til den mage, der kaldte.

Efter sådan en god tur har man fået blæst det meste vinterstøv af sig. Nu er jeg klar til frokost og skrivning.

Go' dag til jer derude... :-)

onsdag den 23. marts 2011

Lidt om skabelonmaling...


Jeg sidder og arbejder på det næste nummer af SKØNNE DAGE og kom i tanker om, at jeg i det første magasin bragte en artikel om skabelonmaling. Det kunne jo være, at nogen havde lyst til at prøve teknikken af - og derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at man på bladets hjemmeside kan downloade to skabeloner. Og her kommer artiklen, hvis man vil vide lidt mere om emnet:

Man har brugt skabeloner til at male med i århundreder. Både de gamle ægyptere og kineserne brugte teknikken, og man har fundet skabelonmalede mønstre i mange europæiske middelalderkirker. Også de private huse blev pyntet med blomsterranker og friser på et tidspunkt, hvor almindelige mennesker ikke havde råd til dyre tapeter, og blandt andet derfor var skabelonmaling en særdeles populær dekorationsform blandt de amerikanske indvandrere.

I slutningen af 1800-tallet var det især Arts and Crafts bevægelsen i England, der gjorde brug af skabelonerne, for man var trætte af det masseproducerede og søgte det individuelle. I en tid med voksende industrialisering ønskede mange kunstnere naturligt nok at skabe en modreaktion, og de havde tilhængere blandt arkitekter og dekorationsmalere.

Skabelonmaling er stadig aktuel, hvis man gerne vil være kreativ og sætte et personligt præg på hus og hjem. Og så er det en sjov måde at male på. Man kan vælge de farver, der passer til indretningen og gøre mønstret lige så diskret eller lige så iøjnefaldende, som man kan lide det.

Børneværelset er et vidunderligt sted at slå sig løs, og man kan opbygge en helt fantasiverden med flyvende kaniner på skabene, høns på gardinerne, kæmpeblomster på væggene eller hvad man nu finder på. Ved hjælp af en skabelon er det let at male de flotteste mønstre – ikke bare på møbler og vægge, men også på tekstiler, kager, æsker, postkort og meget andet.

En skabelon er egentlig bare et tyndt stykke plastik eller en metalplade med et udskåret mønster. Når man anbringer skabelonen på den bund, man vil male på, og sætter den fast med malertape, skal man blot udfylde hullerne med maling. Vandopløselig akrylmaling påføres med en pensel eller en svamp, og man behøver ikke at være særlig pertentlig, for det gør kun mønstret mere naturligt, hvis farverne overlapper hinanden lidt.

Skabelonerne kan købes i mange hobbybutikker og farvehandlere, og der findes også bøger med mønstre til at tegne af. Men det sjoveste er naturligvis at fremstille sine egne skabeloner, og det er ikke særlig svært. Den valgte illustration skal blot overføres til et vandfast materiale og skæres ud på en sådan måde, at hullerne danner mønstret, og på vores hjemmeside kan du læse hvordan.

Med skabelonmaling kan fantasien få lov til at udfolde sig, men det er nu gerne de små detaljer, der virker allerbedst. En lille mus på kanten af fodpanelet, en fugl på vej ind mellem nogle stueplanter eller en klatrende efeu langs dørkarmen kan nok få gæsterne til at kigge en ekstra gang.

Hvis du er interesseret i at købe min bog med mange forskellige mønstre, kan du få den lige her...

mandag den 21. marts 2011

MANDAGSTEMA: Lighed

Dagens mandagstema er lighed (eller likhet på norsk).

Og selv om de tre tekopper her ligner hinanden på faconen, så har de tre helt forskellige formål. Den lille er til dukker; den mellemstore er til mennesker og den største er til planter... ;-)

Du kan se flere bud på ordet her...

søndag den 20. marts 2011

I dag er det...

I dag har min rare mand fødselsdag, så gæt hvem der skal have kage... 

Og se, hvor fint solen skinner - han må sand'lig have været rar!  ;-)

TIL LYKKE søde John.

lørdag den 19. marts 2011

Et smukt spil for detektiv-spirer



I går skrev Megan om sine detektiv-drømme og om fornøjelsen ved at løse opgaver og gåder. Jeg elsker jo også den slags, så jeg lovede at vise et af de bedste computer-detektiv spil, jeg kender.

Jeg har spillet mange af den slags i tidens løb, men de allerflotteste er med grafik af belgieren Benoît Sokal, der også laver tegneserier.

SYBERIA er ét af dem, hvor grafikken var helt fantastisk. Det var et svært spil, synes jeg, men også sjovt – og senere er det kommet som SYBERIA II (og en III'er på vej).

Det smukkeste og min absolutte Sokal-favorit er dog denne her: AMERZONE. En forunderlig, magisk verden med mystiske dyr og opfindsomme udfordringer.

fredag den 18. marts 2011

De røde næsers dag


I dag er det "Red Nose Day" i England. Alle (næsten) går rundt med røde næser, folk foretager sig de særeste ting, og TV sender en bred vifte af den sjoveste underholdning i aften.

Hvorfor i alverden...? kan man spørge. Og det har selvfølgelig noget med velgørenhed at gøre.

Så mens englænderne tosser rundt, klæder sig ud, optræder eller bare slår sig på lårene af grin, samler de samtidig penge ind til velgørende formål i Storbritannien og Afrika.

Hvor er humor dog en herlig ting!

torsdag den 17. marts 2011

Mine dage som pilletriller



Da jeg var ung, var der så meget, jeg ville være. Én af tingene var apotekerassistent - hvilket sikkert skyldes min interesse for medicin og den slags. Det blev nu som bekendt ikke til noget, men jeg var da i erhvervspraktik på et af Københavns ældste apoteker.

Det var noget af en oplevelse at komme "bag kulisserne", for her brugte man stadig - dengang for 40 år siden - mange af de gammeldags metoder. Jeg var med til at trille piller, afveje pulvere, røre pessar salve og fremstille hostesaft, der herefter blev hældt på flasker.

Vidste I, at apotekere i gamle dage blev kaldt for "pilletrillere"...? Det skyldtes netop, at de selv fremstillede medicinen dengang.

Men kan læse meget mere om den slags på Dansk Farmacihistorisk Fonds hjemmeside, hvor jeg har lånt billederne fra...

onsdag den 16. marts 2011

Husk påskelegen


Nu kan vi vist godt officielt slå fast, at det ER blevet forår...

...og så vil jeg lige minde om, at der jo afholdes påskeferiekonkurrence for detektiv-spirer.

Vi lægger ud Skærtorsdag, den 21. april. Konkurrencen strækker sig over de 5 påskedage, og præmien er ligesom sidst en stor overraskelses-gavepakke fra ANGLOFILIA  :-)

mandag den 14. marts 2011

MANDAGSTEMA: Smiley

I dag trænger vi til et mandagstema, der får os til at smile. Petunia har søsat temaet SMILEY, og mit bud kommer her... :-)

Du kan se flere bud på ordet her...

fredag den 11. marts 2011

En forårseftermiddag


Jeg skulle egentlig bare have været i postkassen med et brev, men undervejs opdagede jeg, at det var blevet forår. Så turen blev udvidet med en timelang vandring Bernstorffsparken rundt, og det var jeg ikke ene om at have fundet på. Det myldrede med hunde og hundeejere i alle størrelser og udformninger, og der blev gået til, skønt stierne var ret smattede.

Hvor dejligt at se sol og liv igen, og hvor livsbekræftende med alle de knopper, der er lige på nippet til at springe ud.

Det bedste var dog på vejen tilbage, hvor jeg blev belønnet med det skønneste, jeg ved: To store, smukke svaner, der fløj elegant hen over en lyseblå fredagshimmel akkompagneret af vingesus.

Rigtig god weekend!