fredag den 2. december 2011

Julekalendertid

Jeg bliver aldrig for voksen til julekalender på TV, for sådan én hører sig til i min jul. Jeg husker nogle af de bedste fra svensk og dansk TV, og heldigvis kan man købe de fleste på DVD.

Det betyder så nu, at jeg kan gense min absolutte yndling - nemlig TORVET. Den er indbegrebet af hygge og julestemning for mig, og måske skyldes det, at jeg som barn netop kunne blive helt væk på juletræstorvet ved Peter Bangsvej, hvor jeg boede dengang.

Der er andre favoritter, men denne her er altså nummer ét. Har du også en julekalender-favorit?

onsdag den 30. november 2011

Julerier og hygge


Der bliver desværre ikke blogget meget i denne tid, for jeg er travlt optaget af julerier på Hegnslund. Men selv om jeg er træt, når jeg kommer hjem, så nyder jeg det og hygger mig - og så må jeg tage revanche, når der bliver lidt mere ro.

Jeg vender tilbage inden så længe...  ;-)

torsdag den 24. november 2011

Julemarked på Hegnslund


Fra på lørdag den 26. november og ti dage frem er der julemarked på Hegnslund, hvor jeg vil være med ting og sager fra netbutikken og diverse magasiner.

Måske ses vi? :-)

søndag den 20. november 2011

En søndagshilsen


En lille søndagshilsen fra England, hvor tågen dækker markerne... og fårene... :-)

fredag den 18. november 2011

Nyt ANGLOFILIA


Mens jeg selv er på farten, sørger min rare trykker for at sende det nye magasin ud og levere til distribution, så det kan nå butikkerne senest på onsdag.

Forsiden er frostkølig og spændende (synes jeg), og lige så frostkølig og spændende var udsigten her til morgen. Koldt, men meget smukt!

onsdag den 9. november 2011

BogForum


Fredag, lørdag og søndag er der BogForum på Frederiksberg.

Om fredagen skal jeg ind og stå med mine magasiner på Foreningen af Danske Kulturtidsskrifters stand, og det bliver lidt spændende.

Jeg har faktisk været med på BogForum én gang før: På den allerførste for tyve år siden, hvor jeg havde min egen lille stand for at præsentere min to første bøger - dukkehusbogen og bogen om at male med skabelon. Jeg sad sammen med min rare mand ved et bord og fremstillede miniature og malede mønstre - og fik snakket med en masse søde mennesker.

Mon ikke jeg får snakket med en masse søde mennesker på fredag? Det håber jeg...

Der er åbent fra 10.00 - 19.00 om fredagen - og fra 10.00 - 18.00 lørdag og søndag.

tirsdag den 8. november 2011

Arbejdsdag


I dag bliver der arbejdet godt og grundigt igennem, for det nye ANGLOFILIA skal i tryk i morgen.

Så dette bliver bare et kort indslag med et smukt billede - kunstneren kan man læse mere om i magasinet...

Go' tirsdag til jer!

mandag den 7. november 2011

Jane Eyre



Når nu jeg har en lille bitte biografreklame i den lokale biograf, så holder jeg jo øje med, hvad der går dernede. Og nu kommer den nye Jane Eyre - en film, som jeg gerne indrømmer, jeg har set i samtlige indspilninger. Flere gange.

Min favorit har i mange år været George C. Scott, for efter min mening skal mr. Rochester være en brysk og barsk mand. Her halter det så lidt med den nye udgave, for Michael Fassbender er alt for "pæn".

I 1997 kom den udgave, der indtil videre i hvert fald får min stemme. Nemlig med Ciaran Hinds og  Samantha Morton. Ciaran Hinds er den helt perfekte til rollen, hvor han er både barsk og flot og lidenskabelig - og Samantha Morton ER simpelthen Jane Eyre.

Hmmm, jeg tror, at jeg skal finde den film frem igen... ;-)

søndag den 6. november 2011

Min nye bedste ven


Jeg har ønsket mig en robotstøvsuger i årevis, men mit første forsøg blev en skuffelse. Så jeg har gået og luret lidt på alternativerne, men fandt ikke rigtigt nogen.

For ikke så længe siden kom en ny "lille hjælper" på markedet - Neato XV-15 fra USA, hvor den skulle være meget populær - og også i England var man positiv.

Forleden kom "han" så ind i mit liv. Han er sød og nem og hjælpsom, men han larmer lidt rigeligt. En almindelig støvsuger larmer også en del, så pyt med det - jeg lukker ham bare inde i et værelse, hvor han kan gøre rent i ro og mag uden at forstyrre mig.

Jeg er imponeret over, at han klarer alle mine løse tæpper uden problemer. Han tygger lidt på frynserne, men spytter dem hurtigt ud igen og arbejder fortrøstningsfuldt videre. Han fandt endda ud af at forcere dørtrin - enten ved at tage tilløb eller lirke sig hen over dem.

Han kan være lidt voldsom ved mindre taburetter, som han prøver at skubbe væk, og han kom op og slås med en standerlampe, som jeg dog nåede at redde, inden den væltede. Løse ledninger er IKKE sagen, så de bliver omhyggeligt fjernet, inden han slippes løs.

Men bortset fra det er han dejlig! En rigtig lille slider, og her bliver så fint, så fint. Samtidig får vi ryddet op i hver en krog, for han skal jo have de bedste muligheder for at komme til - og det giver os et positivt puf i den rigtige retning.

Måske skulle man overveje at spare sammen til en robot-plæneklipper til sommer... ;-)

Update: 2013: Jeg har ikke støvsugeren mere, for jeg mistede tålmodigheden, da den gik i stykker for tredje gang... 

lørdag den 5. november 2011

Vorherres egen Agnes



Mens jeg cykler min daglige morgentur på motionscyklen, ser jeg TV på det gamle apparat med indbygget videoafspiller. Så forleden fandt jeg en stak gamle bånd VHS bånd, som vi selv har optaget på engang - men mange gange har jeg bare sat optagelsen til og ladet båndet køre ud.

Det kan der komme meget underholdning ud af, for hvad gemmer der sig efter den optagne udsendelse?

På båndet i går var der en film, som jeg ikke kendte, og som jeg ikke vidste, at jeg havde optaget. Vorherres egen Agnes - en amerikansk film fra 1985 fra Anne Bancroft og Jane Fonda. Den foregår i et nonnekloster, hvor den stakkels unge nonne Agnes slet ikke kan huske, hvad der er sket med hende og det barn, hun har født.

I øjeblikket er den ved at udvikle sig til noget særdeles spændende - og jeg håber meget, at hele filmen er med på båndet. Ellers er jeg jo nødt til at købe den for at se slutningen...