torsdag den 10. oktober 2013

Julen begynder i oktober


 Det gør den i hvert fald herovre... om ikke tidligere. For mens de fleste pubber har reklameret med "Book julebordet nu" lige siden vi kom, så er butikkerne nu i fuld gang med at fylde op på hylderne.

Der står "mince pies" og julegodter i Tesco og Waitrose; de fine julekager med hvid marcipan er linet op, og på bladhylderne er de julepyntede forsider i overtal.

Så jeg kunne ikke dy mig... ét af de julepyntede måtte med hjem, selv om det ER lidt vel tidligt...

onsdag den 9. oktober 2013

Stadig indian summer...

Det er aldeles vidunderligt, at man kan gå rundt uden overtøj og sidde på fortovsrestaurant... stadigvæk. I går var det blandt andet det, vi gjorde, da vi tog til byen Royal Leamington Spa - en nydelig by med et stort Spa-anlæg fra gammel tid.

Leamington var én af de byer, man tog til for at nyde godt af vandet, og der er stadig en pumpe i byen, hvor det friske kildevand kommer drikkeklart op.

Det var længe siden, vi havde været lige her, så vi udforskede butikker, restauranter og alle de gader og stræder, der var. Og endte i den store, flotte park med springvand og masser af egern og ænder.

Så vi delte vores frokost med ham her, der nok forstod at holde de andre på afstand...

tirsdag den 8. oktober 2013

En have med fugleskræmsler


 Somme tider kan man få sjove overraskelser, når man besøger huse og haver rundt omkring.

På ét af vores besøg kom vi til en køkkenhave, der var beboet af fugleskræmsler i alle afskygninger.

Nogle af dem arbejdede flittigt, som sådan nogle jo bør... mens andre drev den af og nød livet på en bænk.

En mor-fugleskræmsel havde været i gang med storvasken og var ved at hænge de lange permissioner til tørre på snoren, mens far-fugleskræmslet vist nok havde fået en tår over tørsten. Han hang i hvert fald noget med hovedet...

Sådan afspejler livet i en køkkenhave det virkelige liv... eller...?!  :-)





mandag den 7. oktober 2013

Sommer, sol og søndag

Vi havde det mest ubeskriveligt fantastiske vejr hele dagen i går, og vi nød det i fulde drag. Vi var flittige om formiddagen med at reparere en dør, og så var det ellers ud i vejret, når det nu var så fint.

Først kørte vi til et historisk hus, som vi aldrig før havde besøgt; drak kaffe i haven og nød synet af efterårsblomster og ænder.

Bagefter fortsatte vi til en lille by i nærheden, hvor vi kiggede vinduer og fandt lidt sjovt i de åbne butikker.

Dernæst faldt vi over en nuttet og særdeles godt gemt café langt ude på landet.

Og så endte vi ved Broadway Tower - et udsigtstårn, som kunstneren William Morris engang brugte som sommerhus. Sikke et sommerhus! Sikke en udsigt! Og sikke en dejlig udflugtsdag!!

søndag den 6. oktober 2013

Små alpevioler

Et af de smukke syn her om efteråret er de små alpevioler, der dækker jorden så mange steder. Jeg har prøvet at plante cyklamen for at opnå samme effekt i Danmark, men uden held - så jeg må nøjes med at nyde synet her...

lørdag den 5. oktober 2013

Forårshumør

I dag skinner solen; det er lunt og mildt, og man kan sagtens komme i forårshumør.

Således også de små grisebasser på min økologiske købmandsgård. Både de og deres naboer, hønsene, nød det fine vejr, og grønsagsresterne blev modtaget med glæde.

Hvor er det skønt at se, at dyrene hygger sig - og heldigvis for dem er der længe til jul... ;-)


fredag den 4. oktober 2013

Set på engelsk pubdør...

Så i dag et skilt på en gammel engelsk pub:

Alle, der går gennem denne dør, bringer glæde...
Nogle fordi de kommer...
Andre fordi de går...

Jeg elsker engelsk humor...

torsdag den 3. oktober 2013

Duften af liljer

Ikke alle elsker duften af liljer, men jeg gør.

Når jeg besøger historiske huse, står der tit en vase med disse kæmpestore blomster, og de udsender deres stærke duft til hele rummet - og måske derfor forbinder jeg den med noget historisk og noget hyggeligt.

Da jeg var på efterårsmesse i Great Malvern i weekenden, lod jeg mig derfor friste til at købe et stort bundt fra en af de store lilje-dyrkere herovre. Jeg bar dem andægtigt hjem, og nu står de her i spisestuen - et gennemgangsrum - og dufter intenst.

tirsdag den 1. oktober 2013

Følg Frank

Jeg får af gode grunde mange pakker leveret, når jeg er her i England. Nogle forsendelsesfirmaer virker bedre end andre - sådan er det jo - men der er firmaer, jeg er dybt imponeret over.

Fra dem får jeg ikke bare en mail, der fortæller mig, at der er en pakke på vej - jeg får også muligheden for at ændre leveringstidspunktet til en dag, der måske passer mig bedre.

På den valgte dag får jeg en morgenmail, der fortæller mig, at Frank (eller hvad chaufføren nu hedder) kommer med pakken inden for den og den time på dagen. Og samtidig får jeg et link, så jeg kan følge Franks færden på et kort.

Her kan hele tiden opdatere og se, hvilket nummer jeg er i "køen" på leveringsruten, og det hele passer så fint, at jeg til sidst næsten kan stå klar ved lågen og modtage pakken.

Det må da siges at være effektivt... :-)

Efterårets store udstilling

I weekenden var der stor udstilling i Great Malvern, og man må sige, at udstillingsområdet dårligt kan ligge kønnere med bjerge i baggrunden og omgivet af marker og skov.

Vejret var fint, så folk strømmede til fra nær og fjern for at se "Malvern Autumn Show", og der var virkelig meget at se på.



I nogle telte var der danseoptræden og gammeldags te-servering, mens der i andre var udstilling af lokalt kunsthåndværk, blomster, grønt, vin og øl - og meget, meget mere.



Der var karruseller og gynger for børn og barnlige sjæle, og der var hundeopvisning, fine biler og vintage tøj. Der var masser af frugtsorter og grønsager af imponerende størrelse, og et stort område var helliget alle former for dampmaskiner, der stod og spruttede lystigt.



Vi var der næsten hele dagen, og jeg må indrømme, at jeg var lige så "færdig"som den søde hund her, da vi nærmede os lukketid. Men ih, hvor var det sjovt!