I dag har været en god dag. Åh jo, det HAR den faktisk, selv om jeg startede med at klemme min tommelfinger i verandadøren.
Meget dumt! Især fordi jeg hørte denne her knasende lyd og ikke regnede ud, at den kom fra min finger...!
Men alligevel kløede jeg flittigt på med maling af udestuen, for når vejret er til det, er det bare med at benytte sig af det. Finger eller ej!
Og jeg blev næsten helt færdig. Mangler kun den ene dør, men det må blive i morgen.
For jeg er godt nok træt. Jeg er ikke vant til at alt det fysiske arbejde, og jeg er ikke vant til at være ude i sol og vind hele dagen.
Lige nu sidder jeg inde i min halvmørke stue. Fuglene synger aftensang, og jeg sidder og ser ud på roserne i skumringen. Jeg burde rejse mig og tænde noget lys. Burde rejse mig og gå ud og lave te, men jeg er TRÆT. I arme og ryg og ben af at gå op og ned på stigen hele dagen. I hele kroppen faktisk, når jeg tænker mig om...
Men nu hører jeg en lille lyd fra den anden stue. Min rare mand, der ellers sidder og ser Harry Potter, rører på sig. Måske kommer han ind og tænder lyset. Måske laver han te til mig. Åh ja, det gør han!
Der er jo en grund til, at jeg kalder ham min RARE mand! Ti hi...