torsdag den 18. juli 2013

Sparetips #9 - forsikringer og telefoni

Visse faste udgifter bør man checke med jævne mellemrum - for eksempel forsikringer og telefoni.

Man kan uden at vide det have forsikringer, som er blevet unødvendige - enten fordi man er sikret gennem sit arbejde eller måske via sit kreditkort, eller bare fordi behovet har ændret sig uden at man tænker over det. Måske er man blevet medlem af en forening, der giver rabat på forsikringer...

Jeg har selv sparet en del på forsikringer. Én var helt overflødig, og én kunne jeg netop få med rabat på grund af mit medlemskab af FDM.

Telefonselskaberne ændrer hyppigt på deres tilbud, så også her kan man spare en del. Det kan betale sig at vurdere, om det virkelig er nødvendigt med en fastnet telefon, eller om man måske er så meget på farten, at et mobilt bredbånd i virkeligheden er bedre end et fast.

Også på telefoni-fronten har jeg netop selv sparet en del, fordi der var kommet nogle gode mobilpakker til en tredjedel af det, jeg normalt betalte (i mit tilfælde var der tale om erhvervstelefoner, der bliver brugt rigtig meget).

Det kan godt være lidt af en "hadeopgave" at bruge tid på den slags, men timelønnen kan nemt hente sig hjem, hvis man sparer nogle hundrede - eller måske tusinde - kroner...

11 kommentarer:

Miri sagde ...

Respekt for at du "gider" og orker , for det er virkelig en hade opgave !!
:)
Men du har ret, vi bør da gøre det i ny og næ.

Mia Folkmann sagde ...

Miri: Jeg er så glad, når det ER gjort - selv om man ikke kommer nemt over at ændre på noget hos de to "systemer". Jeg har skam hængt i telefonen flere gange i den anledning (men jeg har også sammenlagt sparet 5000 kr. på årsbasis)... ;-)

Madame sagde ...

Åh ja, du har fuldstændig ret - jeg må i gang med det, der også her er lidt af en hadeopgave ... :-)

Ellen sagde ...

Vi har også lige skiftet teleselskab. Jeg skulle alligevel undersøge markedet, fordi jeg ikke længere har firmabetalt mobiltelefon. Vi fik et fastnet- og to mobilabonnementer til omkring 1200 kroner mindre pr. kvartal, end det kostede med de forrige udbydere!
Jeg vil ikke undvære fastnet, for med det ringer jeg gratis til andre fastnettelefoner, inklusive til flatrate-lande som fx England, så jeg kan ringe 59 minutter ad gangen til C, lige så tit jeg vil, uden det koster en krone.
Jeg er glad for skiftet, men gider dog ikke undersøge markedet løbende og skifte teleselskab ofte for at spare nogle få kroner, som jeg ved, at nogle anbefaler at gøre ...

Stegemüller sagde ...

Du animerer mig til at få kigget på mine forsikringer og at få ryddet lidt op i dem. Jeg har fuldstændig mistet overblikket og er sikker på, at jeg i nogle henseender er dobbeltforsikret.

Telefonien har jeg dog lige ryddet op i, og der viste sig at være flere hundrede kroner at spare hver måned ved at lade fastnettelefonen lide en stille død. Det hele er alligevel flyttet til mobiltelefonen, så hvorfor fortsat have en fastnettelefon?

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Du må købe dig en lille belønning for de penge du sparer... ;-)

Ellen: Det lyder smart med gratis opkald til England. Vi bruger Skype, fordi de fleste af vores kunder har mobiler, og desuden har min mor stor glæde af det, fordi hun kan "være med" og kigge... ;-)

Stegemüller: Nej, netop. Vi brugte heller ikke fastnet telefonen mere, og da vi flyttede til lejet hus var det for dumt at betale for at få én installeret - bare for et par år. Så nu har vi vænnet os til mobilerne, og det går fint. :-)

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Du har ret i, at man bør checke tilbud fra andre selskaber. Hernede i Holland har vi privat sygeforsikring og man kan, så vidt jeg ved, skifte 1 gang om året. Jeg blev ved med, at sige til min mand at vi (han) skulle altså undersøge markedet for en bedre forsikring. Endelig gjorde han det og tænke sig; vi gik fra at have en basis forsikring til en TOP-guld-allerbedste forsikring for 5 euro mindre om måneden pr person. Så JO! det kan bestemt godt betale sig at undersøge markedet! Vi kan nu få f.eks 32 fysioterapi behandlinger mod 15-20 stk før... plus en helt masse andet. Vi håber naturligvis at vi ikke får brug for den, men hvis vi gør så er det godt det er det allerbedste!

Mia Folkmann sagde ...

Mai-Britt: De var da flot, at I kunne få en bedre forsikring for færre penge - ofte tænker man ikke over, at tilbud og pakkeløsninger ændrer sig hos firmaerne, men det gør de jo. Man skal bare lige overvinde sig selv, for det ER jo besværligt og tager en rum tid, men jeg må indrømme, at jeg også er glad for, at jeg tog mig tiden. :-)

Martin J sagde ...

Hvis det er sådan at I har forsikringer spredt rundt i landskabet, kan det jo også i rigtig mange tilfælde betale sig at samle forsikringerne ét sted, da de fleste forsikringsselskaber "belønner" de kunder, der vælger at samle alt hos dem.
Man kan jo f.eks. anvende en online forsikringsportal til ret nemt at indhente tilbud på det.

Mia Folkmann sagde ...

Martin: Tak for dit link... ;-) Ja, du har helt ret i, at det gerne kan svare sig at samle tingene ét sted - det har jeg også benyttet mig af.

Martin J sagde ...

Det var så lidt. Håber det kan hjælpe nogen lidt på vej og ellers godt initiativ med bloggen. :-)