Jeg sidder i øjeblikket og skriver en artikel om et walisisk slot med spøgelser – og jeg kom til at tænke på, at jeg selv har stiftet bekendtskab med et par stykker...
Under et besøg på et slot i Skotland gik vi rundt i værelserne og bemærkede i et af dem, at der lugtede kraftigt af tobaksrøg. Jeg var meget forarget over, at man kunne finde på at ryge i et sådan et fint, gammelt slot, men tænkte så ikke mere over det, før vi kom til værelserne ovenpå, hvor en kustode fortalte om spøgelset i biblioteket. Og jeg hørte hende fortælle, at man tydeligt kunne lugte piberøg, når det hjemmehørende spøgelse var til stede…
Ved en anden lejlighed havde vi lejet et kæmpestort hus på Madeira. Det var et helt vidunderligt hus – med en stor overdækket terrasse og en have med citrontræer og udsigt til bjergene.
Huset tilhørte den engelske konsul. Han viste os rundt og førte os ind i det værelse, der skulle være vores soveværelse. Men det viste sig, at den portugisiske stuepige havde redt op i et andet værelse. Et meget stort og smukt værelse, men åbenbart ikke det, konsulen havde regnet med. Der var en lettere ophedet samtale på portugisisk, som vi ikke forstod noget af…
Vi flyttede ind og lagde os til at sove i det værelse, som stuepigen havde tiltænkt os. Jeg lå og læste, mens min rare mand sov, og da jeg lagde bogen fra mig og skulle til at slukke lyset, mærkede jeg pludselig, at nogen holdt om mine ben. Holdt mig helt fast som i en skruestik, så jeg ikke kunne røre mig.
Det var utroligt ubehageligt, og jeg prøvede at dreje mig, så jeg kunne puffe til min sovende mand. Men det var umuligt. Jeg lå længe og kæmpede, indtil jeg langt om længe kunne få armen strakt så meget, at jeg kunne nå ham. Og først da han vågnede, kunne jeg bevæge mig igen.
Jeg havde en meget stærk fornemmelse af, at der var nogen i værelset, og vedkommende kunne tydeligvis ikke lide mig.
Vi havde flere ubehagelige oplevelser i det hus, bl.a. oplevede min mand på et tidspunkt, at der var nogen, der gav ham et kraftigt puf, så han var lige ved at falde ned af trappen. Til sidst turde jeg slet ikke gå ovenpå alene, og jeg må indrømme, at jeg var meget lettet, da ferien var forbi.
Vi har lejet mange mærkelige huse i tidens løb, men huset på Madeira må vist være det mest specielle…
Har I nogensinde oplevet spøgerier?
8 kommentarer:
Jeg har ikke oplevet noget lignende og har det med spøgelser lidt ligesom pigen Virginia i "The Canterville Ghost", hun tager det alvorligt og lytter bekymret på det plagede væsen men er hverken bange eller påvirket af det. Mine musiklærere har ofte haft et massivt forhold til overjordiske eller åndelige strømninger, og man må jo tage mennesker alvorligt - mærkelige ting sker faktisk når mennesker spiller musik for hinanden. Der er ikke noget mystisk ved lyden og CD'er etc. men der er noget specielt ved musikkens mening :-)
dax2, der er heller ikke noget som musik, der kan påvirke. Bare tænk på Psycho eller andre uhyggelige film, hvor det nok har været musikken, der har været det værste (jeg har ikke set Psycho, heldigvis, men jeg har hørt musikken. Det var nok til mig... ) :-)
Jeg er ikke helt enig. Det der er det uhyggeligt stærke ved Hitchkoks film er stilheden og lange mangel på handling. F.eks Fuglene. Den kvindelige hovedperson venter foran skolen for at hente et barn. Fugl efter fugl slår sig ned på taget, der er døddstille, hvert øjeblik venter man, at NU angriber de, men intet sker.
Bortset fra det er jeg via anjoe i familie med et spøgelse: Kaperkaptajnen fra St. Merløse, men jeg har nu aldrig set ham!!
Uha, sikke nogle voldsomme oplevelser, Mia! Jeg har kun læst om den slags, men aldrig selv oplevet noget lignende. Der var engang en serie på TV2 - jeg tror, den hed 'Åndernes magt' - og den slugte jeg hver gang med en gysen.
Du har sikkert ret, Rimkoger - det er længe siden jeg har set en Hitchkok-film. Jeg er vist blevet mere pivset med alderen hvad uhyggelige film angår...
Det med kaperkaptajnen lyder ellers spændende... :-)
Uf, Madame. Jeg synes også at den slags udsendelser er spændende. Men det er altså ikke heeelt så sjovt, når man selv oplever det.
Jeg har nu opholdt mig flere andre steder, hvor der angiveligt skulle være spøgelser. Jeg har netop skrevet om et andet slot i Skotland, hvor vi boede i en lejlighed, og her vrimlede det med spøgelser (påstås det... :-) Jeg mærkede ikke det mindste til dem.
Hvor hårrejsende!
Og du er helt sikker på, at det ikke var noget, du drømte? Men o.k - din mand oplevede også et eller andet.
Jeg vil ikke afvise fænomenet, men jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville reagere, for jeg har aldrig oplevet noget, der bare nærmede sig det, du beskriver.
Jeg kan nu ikke forstå, at spøgelset ikke skulle kunne lide dig - du var jo lige kommet... det kunne da lige have givet dig en chance. :-)
Det var ellers et flot hus.
Ja, Ellen, det var ikke nogen drøm. Og vi oplevede det begge to (også flere episoder, men jeg kan ikke huske dem så tydeligt...) Jeg forstår heller ikke, hvorfor spøgelset ikke kunne lide mig - måske var det et jaloux dame-spøgelse... :-)
En helt anden ting var, at der under huset lå den mest uhyggelige kælder, jeg nogensinde har set. Den gik dybt ind under huset med lange mørke gange. Det opdagede jeg heldigvis først, da vi havde pakket og skulle afsted - hvor konsulen lige skulle vise os et eller andet (sikkert hans vinkælder) dernede. Arghh... Jeg troede bare, at den aflåste dør var til kosteskabet.
Send en kommentar