Parakitter

Som jeg skrev i mit søndagsindlæg, så har jeg to parakitter, nemlig gule Strit og grå Frederik. Selv om jeg holder meget af fugle og har haft undulater det meste af min barndom, så var det bestemt ikke meningen, at jeg skulle have burfugle igen…

Det hele begyndte med Pitte…

For nogle år siden skulle jeg opereres. Jeg var nærmest rædselsslagen, for hverken jeg eller lægerne var helt overbeviste om, at operationen ville gå godt (det gjorde den heldigvis!). Dagen før indlæggelsen gik jeg og min rare mand en tur i parken, og mens vi sad og snakkede på en bænk, hørte vi en underlig fuglestemme.

Da vi så op i et af de høje træer, sad der en knaldgul parakit deroppe. Vi rejste os op og snakkede til fuglen, og straks fløj den ned på jorden lige foran mig og begyndte demonstrativt at spise af gruset. Ganske langsomt og roligt bøjede jeg mig ned for at tage den op – og den lod sig fange. Den var træt og tydeligvis sulten, så mens jeg gik hjem med den, løb min rare mand i forvejen for at nå ned til dyrehandlen inden lukketid.

Vi indlogerede midlertidigt Pitte i et lille værelse, og den spiste vellystigt af det, der blev serveret. Den var tam, så nogen måtte savne den? Men selv om vi i tiden derefter søgte og spurgte og annoncerede, fandt vi aldrig dens hjem.

Næste dag tog jeg på hospitalet, men angsten for operationen blev nærmest skubbet i baggrunden af tanker om Pitte. Jeg var af en eller anden grund så optaget af den lille tilflyver, at jeg ikke havde meget andet i tankerne, og jeg følte nærmest, at det var et tegn på, at jeg ikke skulle være nervøs. Det skulle nok gå godt.

I de næste 3-4 år hyggede Pitte sig hos os. Den fløj tit rundt i stuen, og Puskis-kat var heldigvis ligeglad med den og ignorerede den demonstrativt. Når jeg tog en eftermiddagslur, sov Pitte på min hånd, og ved morgenbordet delte vi morgenægget.

Efter nogle måneder begyndte Pitte dog at se lidt trist ud, og vi gættede på, at den savnede en lille ven. Så jeg fandt Strit, en anden gul parakit, der søgte et godt hjem. De to blev glade for hinanden, men Pitte må have været en ældre fugl, for pludselig en morgen lå hun død i bunden af buret.

Nu var det Strits tur til at blive trist, og det kunne vi jo ikke have. Vi fandt en grå parakit, Frederik, i den Blå Avis, og Strit blev glad igen! (Frederik blev vist nærmest chokeret, for han var ikke vant til entusiastiske pigefugle).

Så kærester blev de aldrig, de to pipper. Men de er gode venner, og jeg tror, at de hygger sig sammen. De står i et voliere ude på terrassen, og lige nu øver Frederik sig i at fløjte, så han kan synge med på solsortens godnatsang. Det kræver nu nok lidt mere øvelse…