Pestens hule

Du godeste milde, hvor har jeg fået noget hals-eller-andet... Jeg gør og hoster og kvækker konstant! Min mor erklærede, at det var ligesom at flytte ind i Pestens Hule, og det er nok ikke helt galt. Men I har selvfølgelig ret, alle I søde, som har sendt kommentarer og haft ondt af mig. Det er immunforsvaret, der er røget ned på O-punktet, fordi jeg har stresset for meget rundt.

Nå, men heldigvis kan jeg tage det LIDT mere roligt nu. Det er jeg så også nødt til, for energien er nærmest ikke-eksisterende.

Min mor og katten Rikke flyttede ind sent i går aftes. Vi havde nær ikke fået furien (altså katten; ikke min mor) ind i transportkassen, og vi blev mere og mere desperate. På et tidspunkt overvejede vi næsten at efterlade det spruttende lille monster til de nye ejere...

Til sidst hentede jeg et tæppe i bilen, så kræet kunne indpakkes a'la mumie og skydes ind gennem kassens åbning som et MISsil. Det virkede... overraskende nok! Bagefter havde vi hylekoncert hele vejen hjem, men vi blev tilgivet. Rikke er en meget tilgivende kat!

I dag har min mor indrettet sig, og der skal nok blive hyggeligt i hendes lille hybel. Vi prøver ihærdigt at undgå, at de to kattedamer møder hinanden, for vi spår det ikke nogen succes. Men da Puskis jo er døv og sover meget af tiden, så er det ikke så svært, som det lyder... Lad os se, om det går i længden... ;-)