onsdag den 23. marts 2011
Lidt om skabelonmaling...
Jeg sidder og arbejder på det næste nummer af SKØNNE DAGE og kom i tanker om, at jeg i det første magasin bragte en artikel om skabelonmaling. Det kunne jo være, at nogen havde lyst til at prøve teknikken af - og derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at man på bladets hjemmeside kan downloade to skabeloner. Og her kommer artiklen, hvis man vil vide lidt mere om emnet:
Man har brugt skabeloner til at male med i århundreder. Både de gamle ægyptere og kineserne brugte teknikken, og man har fundet skabelonmalede mønstre i mange europæiske middelalderkirker. Også de private huse blev pyntet med blomsterranker og friser på et tidspunkt, hvor almindelige mennesker ikke havde råd til dyre tapeter, og blandt andet derfor var skabelonmaling en særdeles populær dekorationsform blandt de amerikanske indvandrere.
I slutningen af 1800-tallet var det især Arts and Crafts bevægelsen i England, der gjorde brug af skabelonerne, for man var trætte af det masseproducerede og søgte det individuelle. I en tid med voksende industrialisering ønskede mange kunstnere naturligt nok at skabe en modreaktion, og de havde tilhængere blandt arkitekter og dekorationsmalere.
Skabelonmaling er stadig aktuel, hvis man gerne vil være kreativ og sætte et personligt præg på hus og hjem. Og så er det en sjov måde at male på. Man kan vælge de farver, der passer til indretningen og gøre mønstret lige så diskret eller lige så iøjnefaldende, som man kan lide det.
Børneværelset er et vidunderligt sted at slå sig løs, og man kan opbygge en helt fantasiverden med flyvende kaniner på skabene, høns på gardinerne, kæmpeblomster på væggene eller hvad man nu finder på. Ved hjælp af en skabelon er det let at male de flotteste mønstre – ikke bare på møbler og vægge, men også på tekstiler, kager, æsker, postkort og meget andet.
En skabelon er egentlig bare et tyndt stykke plastik eller en metalplade med et udskåret mønster. Når man anbringer skabelonen på den bund, man vil male på, og sætter den fast med malertape, skal man blot udfylde hullerne med maling. Vandopløselig akrylmaling påføres med en pensel eller en svamp, og man behøver ikke at være særlig pertentlig, for det gør kun mønstret mere naturligt, hvis farverne overlapper hinanden lidt.
Skabelonerne kan købes i mange hobbybutikker og farvehandlere, og der findes også bøger med mønstre til at tegne af. Men det sjoveste er naturligvis at fremstille sine egne skabeloner, og det er ikke særlig svært. Den valgte illustration skal blot overføres til et vandfast materiale og skæres ud på en sådan måde, at hullerne danner mønstret, og på vores hjemmeside kan du læse hvordan.
Med skabelonmaling kan fantasien få lov til at udfolde sig, men det er nu gerne de små detaljer, der virker allerbedst. En lille mus på kanten af fodpanelet, en fugl på vej ind mellem nogle stueplanter eller en klatrende efeu langs dørkarmen kan nok få gæsterne til at kigge en ekstra gang.
Hvis du er interesseret i at købe min bog med mange forskellige mønstre, kan du få den lige her...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Haha, jeg blev simpelthen totalt fascineret af din lille mus ved fodpanelet :-D
Sådan en er jeg bare nødt til at få lavet i Sverige. Skal bare lige have fundet en god skabelon...
Ellen: Det kunne da også være noget så sødt. I vores gamle sommerhus malede jeg en flok flyvende svaner hen over den ene bjælke - og John malede en lille musvit, der sad og kiggede interesseret ned på en (rigtig) fuglekasse... ;-)
Jeg synes, det må være sjovt, Mia! Kan godt genkende dit smukke billede fra artiklen i bladet.
Og det minder mig arkitekten Claus Bonderups hus i Hune, hvor hans kone Anne Just havde malet de skønneste billeder hele vejen rundt i stuens loft. Jeg tror desværre ikke, det er der, mine evner ligger ;O)
Madame: Heller ikke mine. Men det er det, der er smart med skabeloner: Man behøver ikke at kunne tegne selv... ;-)
Send en kommentar