Her tænker jeg ikke så meget på bornholmere som sådan - selv om de ikke er spor ringe - men på bornholmerure... Jeg har nemlig altid elsket de flotte, gamle ure, der tikker så tungt og roligt, og jeg har drømt om at eje sådan ét en dag.
Vi boede engang på et slot, hvor der i vores lejlighed var et "grandfather clock", som det hedder på engelsk. Det skulle trækkes op med regelmæssige mellemrum, og det stod i vores velkomstbrev, hvornår det var. Vi blev mindeligt bedt om at overholde det, for ellers havde uret svært ved at komme i omdrejninger igen.
Så vi passede selvfølgelig uret og tiden og trak op med andægtighed - og om aftenen sad jeg i lænestolen foran det og svømmede hen af bar velbehag til lyden af TIK TAK, TIK TAK.
Det er aldrig lykkedes mig at få sådan et ur, men jeg har arvet et gammelt vægur fra min bornholmske svigerfamilie. Og selv om det ikke siger så højt og tungt, så nyder jeg alligevel den rolige lyd af tik tak, tik tak...
8 kommentarer:
Ja, hvad hjertet er fuldt af - da jeg så overskriften, tænkte jeg straks på røgede sild.
Engang jeg boede i lejlighed, havde naboen sådan et stort ur på væggen, hvor min seng var lige på den anden side. Jeg hørte ikke dets tik-tak, men slagene hvert kvarter var en pestilens.
Så selvom de er hyggelige med en åben pejs og alt det der, bærer jeg på gammelt nag.
Eric: Jeg holder også meget af røgede sild! Ja, du har nok ret i det med slagene, men dér på slottet var murene flere meter tykke og soveværelset lå i den anden ende - så jeg har nok ikke haft de samme problemer... ;-)
Jeg har mødt meget få bornholmer(ur)e i mit liv, men mine forældre købte engang et gammelt vægur, der både tikkede højt og slog, så man skulle tro, at det var et meget større ur.
Så en dag slog det ikke mere. Min mor kunne pludselig ikke holde ud at høre på det. Det havde fået kvartsværk. Ak ja!
Nu har jeg arvet uret med de usynlige kvæstelser, men for mit indre øre kan jeg stadig høre, hvordan det slog.
Rasmine: Det kan være, at det ur ligner mit vægur, for det tikker også meget højere, end man skulle tro, og det slår heller ikke længere. Det sidste har jeg ikke så meget imod, for det er "tikkeriet" jeg holder mest af... ;-)
Jeg er vokset op med et bornholmerur - en gammel arvesag fra tidligere generationer :-) Elskede det højt, men det passede bare ikke ind her. Nu står "grandfather clock" hos min kusine i England og siger TIK TAK, TIK TAK.
Madame: Ja, det er synd med fine arvestykker, at de sjældent passer ind. Et så stort ur kræver plads, som ikke ret mange har i dag; det samme gælder de store malerier.
Vi er de heldige ejere af en ægte bornholmer, produceret ret sent (1823) af Andreas Boss i Rønne.
Det stammer fra min svigermor og havde i alle hendes år meget svært ved at gå stabilt. Min mand har brugt megen tid (og mange penge ;o) på at få gang i det, men nu går det troligt og meget præcist og jeg elsker lyden, også når klokken slår hel og halv, hvad den aldrig fik lov til hos min svigermor.
Bortset fra det, så er prisen på den slags ure faldet rigtigt meget de sidste 5-10 år, så måske? :-)
Ditte: Hvor lyder det dejligt. Jeg kan sagtens forstå, at din mand har brugt mange penge på det, for sådanne ure er værd at redde.
Jeg ved ikke hvorfor, men et bornholmerur virker umådeligt trygt - og jeg vil elske at have sådan ét hos mig. Jeg HAR bemærket de faldende priser, så urene er ikke umulige at komme i nærheden af, men det kræver sit hus (og en vis loftshøjde)... :-)
Send en kommentar