mandag den 17. december 2012

Julevinduer

Jeg elsker at kigge på julevinduer! Det er så sjovt at se opfindsomheden, der gerne er særlig stor op til jul, og mange vinduer inspirerer til julehygge derhjemme.

Dette her udstillingsvindue så jeg i Cheltenham i England, og det er fra Laura Ashley butikken.

Da jeg var lille, tog vi hvert år på juleudstilling i København. Hvert eneste år blev jeg puffet og maset i menneskemængderne - først i Havemanns, Daells Varehus, Magasin og Fonnesbech og hvad de nu hed - og derefter i bussen på vej hjem. Men jeg led i stilhed, for jeg syntes alligevel, at det var en stor fornøjelse, og det var en fast del af min jul.

Vi havde ikke så mange penge dengang, men til bybesøget hørte en kop varm chokolade og en bolle i et konditori, der lå i nærheden af Rådhuspladsen og bagefter Disney-show i Metropol. Efter forestillingen kiggede vi butikker og købte lidt gaver til familien, og til sidst - hvor det var blevet helt mørkt - skulle vi se vinduesudstillingen med bevægelige nisser og dyr. Jeg kunne stå længe og kigge med næsen presset imod ruden, og det var kun de stivfrosne tæer og fingre, der fik mig væk.

Jeg fik varmen igen mellem fugtig uld og mennesker i bus 14 hjem.

8 kommentarer:

sussi alfidalfi sussinghurst sagde ...

Jeg husker juleudstillingen for Daells Varehus, København var nu ikke et fast program i min barndom. Men i byens førende herreforretning stod der en ÆGTE nisse og uddelte juleklippeart. Bemærkede udstillingen i Illum i år, jeg måtte også stå stille i et par minutter og glæde mig over den :)

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Ja, det kan jeg da også huske, nu du skriver det. Men jeg var lidt genert og vovede mig ikke frem i første række - fandt vist den ægte nisse lidt skræmmende... ;-)

Madame sagde ...

Jeg har de samme dejlig minder om barndommens ture til København for at se på juleudstillinger. Bare det at have mine forældre helt for mig selv var en luksus :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Det er så dejligt at tænke tilbage på, ikke?! Ja, det var nemlig en luksus med sådanne dage... :-)

Bente sagde ...

Ja Mia jeg husker skam også de juleudstillinger i Dalle Valle og Magasin ved Kgs. Nytorv især. Ved Daells Varehus var der jo hængt papir på vinduerne, og så blev det afsløret som en anden kunstudstilling, men jeg husker ikke den nøjagtige dato. Men mine forældre tog mig med til denne afsløring. Jeg sad på skuldrene af min far, som var høj og fik et godt overblik, da tæppet faldt!
Lyngby Storcenter har i år en nisseudstilling med bevægelige dukker, som jeg især husker disse udstillinger for.

Mia Folkmann sagde ...

Bente: Ja, jeg kan godt huske, at det blev "hemmeligholdt" med papirdækning; åh, det var så spændende... :-)

Jeg så Lyngby Storcenter forleden, hvor der sad spillende isbjørne nede ved Panduro hobby... De var så fine, men der har nok været andre bevægelige dukker andre steder. Kom fem minutter i lukketid, så pilede bare igennem...

A + K = ♥ sagde ...

Øj, et sødt julevindue, hvor er det bedårende og stemningsfyldt!

- Anne

Mia Folkmann sagde ...

Anne: Ja, er det ikke fint?! Det lokkede også indenfor, kan du tro... ;-)