Ville det ikke være bedre, hvis man ikke sled sig op i arbejdsårene, men i stedet havde god tid til at være sammen med børnene, familie og venner - og til at passe på sig selv?
For mange sker der det, at pensionsalderen ikke bliver det behagelige otium, det kunne være. For de, der har gået så meget op i deres arbejde, at det har fyldt hele deres liv, kan det nærmest udvikle sig til et mareridt. Lige pludselig, når klokken slår 60 eller 65 eller hvad det nu er, mister de deres identitet. Og da der aldrig i arbejdslivet har været tid til interesser ud over arbejdet, bliver pensionsalderen fyldt med tomhed.
Det kan være svært at starte helt forfra og finde et nyt ståsted, og mange magter det ikke. Resultatet kan blive depression og sygdom.
For andre bliver pensionsalderen gyldne tider, hvor man endelig kan foretage sig det, man har lyst til. Heldigvis for det. Men jeg kunne godt forestille mig, at samfundet ville spare mange pensionspladser og mange sygdomsbehandlinger, hvis arbejdslivets grænser blev mere flydende.
Hvis man arbejdede mindre og til gengæld længere.
Mange selvstændige bliver med stor succes ved med at arbejde, til de er godt oppe i årene. Læger og advokater f.eks. Ofte nedsætter de bare arbejdstiden og tilpasser arbejdsbyrden, så der er tid til at hygge sig med morgenavisen og spille golf - eller hvad de nu har lyst til.
Jeg læste forleden et interview med Joan Collins, der var så irriteret over, at folk altid spurgte, om hun ikke skulle holde op med at arbejde, nu hun snart rundede de 80. "Hvorfor i alverden skulle jeg holde op? Jeg skal jo tjene penge til mine fire huse...."
Foto: © Jaren Jai Wicklund
14 kommentarer:
Et godt svar ;-)Men hun har så selv valgt luksuslivet og det koster penge.
Det ville være dejligt med mindre arbejde nu og så bare et par år længere. For det er nu man har energien og ideerne. Tror også at det kunne være en af grundene til hvorfor mange bukker under med stress og bournout, vi vil det hele og prøver at presse det ind i et allerede overfuldt dagsprogram - hvilket ikke går i længden. Og tit er det netop kvinder i 35-55 år alderen, som manager børn, arbejde, hobby og hjem.
God dag til dig, og lad os tage det lidt roligt :-)
God idé at sætte tempoet ned generelt. Noget helt andet er at din idé ville skabe flere arbejdspladser fordi arbejdsmængden formentlig ikke ville blive mindre rundt omkring. Men er mennesker villige til at leve med meget mindre indtægt ??
Jeg tager det roligt, også i dag :-)
God dag til dig.
Du har helt ret. Jeg ved ikke, hvordan man skulle løse det, men en mere fleksibel arbejdstid med mere tid til børnene og lidt længere tid på arbejdsmarkedet i den anden ende virker som en god ide for mange. I takt med at vi bliver ældre og ældre, ender vi jo også med at være pensionister i 1/3 del af vores liv. Det har vi slet ikke ressourcer til, hverken privat- eller nationaløkonomisk.
Jeg tilslutter mig helt NOLA's epistel :) Vigtig reflektion du sætter gang i her! Men det hele kræver jo nok at mange er villige til af eje mindre og derved få flere af de virkelige værdier :D
God onsdag.
Hilsen fra DK, Dorthe
Nola: Ja, en "modernisering" af samfundet kunne være på sin plads. Hvorfor få stress, hvis man kunne strække arbejdslivet lidt og indhente "det forsømte" senere. Til glæde for børn, forældre og ældre.
Annette's Space: Mon ikke man i en vis udstrækning kunne spare sig ud af det? Men selvfølgelig kræver det et andet syn på tilværelsen - til gengæld behøver man ikke at grue for pensionsalderen...
Fruen i Midten: Jeg synes personligt, at det er en glimrende idé. Ja, hvorfor være passiv i så mange år, hvis man kan være aktiv - og gladere...?
Dorthe: Jeg ved godt, at det ikke er bare sådan, men mon ikke flere og flere er ved at få øjnene op for det, der virkelig er noget værd?! :-)
Skønt indlæg Mia og jeg er enig i det, du skriver.
Selv føler jeg, at mit gode arbejdsliv først skal til at begynde nu. Snart midt i livet! ;) Men det skal være på en helt anden måde, håber jeg, med flydende arbejdstider og en rytme, som passer til mig. Og jeg håber ikke, at jeg nogensinde skal på pension!
Det er som om der er lagt op til, at vi skal spare op til først rigtig at nyde livet, når vi når vores såkaldte otium. Et otium, som vi jo ikke aner, om vi nogensinde for. Nej du, livet er nu! Og det stopper ikke, fordi vi bliver 60, 70 eller endnu ældre. Blot må vi være indstillet på at ændre rytme, flow og indsat alt efter, hvordan vi har det og hvad vi laver. Tænker jeg.
Spændende emne, men jeg må videre! ;) Ha' en god dag.
Megan: Jeg håber heller ikke, at jeg skal på pension... Og nej, livet stopper nemlig ikke ved en bestemt alder, som nogen har fastsat. Livet er lige nu og her... :-)
Jeg er enig i meget af det du skriver, Mia.
Det er en svær problematik i et samfund hvor alt er baseret på regler og aftaler.
Jeg har selv haft den glæde at sige et job op for i nogle år at arbejde freelance og selv bestemme hvor meget jeg ville arbejde. Det var fantastisk at kunne holde ferie med mine børn som dengang var 8 og 13 år gamle. Gøre nøjagtigt som jeg ville når jeg ville, fordi jeg selv betalte gildet. Skulle ikke stå til regnskab for nogle.
Det kan kun anbefales:))
Jeg mener ikke at livet slutter fordi man pensioneres og jeg skal gerne indrømme at jeg selv er begyndt at tænke på den frihed der er ved at slippe arbejdsmarkedet. Jeg ser netop på det som muligheden for at være min egen herre og selv styre mit liv efter at have været på arbejdsmarkedet siden jeg var 17 år (dog med ovennævnte 2 års undtagelse).
At selvstændige forsætter efter de 70 med at arbejde og spille golf eller tennis skyldes at de selv sætter reglerne i firmaet. Det ville slet ikke kunne lade sig gøre for mit vedkommende.
Mon ikke det er vigtigt at folk netop har andre interesser end ens arbejde. At hænge hele sin identitet op på arbejdet er vist ikke sund i længden, og måske grunden til at flere og flere får stress?
Jeg glæder mig da virkelig til at gå på pension. Det vare godt nok længe, men hvor må det være dejligt kun at gøre som man lyster hele dagen. Der er så meget andet i livet end ens arbejde. Det betyder ikke at jeg ikke går op i mit arbejde, men måske at jeg også har andet i mit liv end det ;-)
Lisbeth: Jeg har også selv prøvet begge dele. Jeg har arbejdet siden jeg var seksten - non stop - og den første del af mine arbejdsår var som fastansat henholdsvis i det private som det offentlige. Senere blev jeg selvstændig, og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. Friheden er skøn, men selvfølgelig kan man ikke bare lalle rundt hele tiden, hvis man vil have en fornuftig indtægt... ;-)
Havehyrden: Man bør helt sikkert have andre interesser end arbejdet, men mange har det bare ikke. Jeg ville personligt elske at gå på pension, hvis det ellers var muligt - men nu har jeg også så mange ideer og ting, jeg har lyst til, at jeg næppe kommer til at kede mig... ;-)
Meget interessant emne, og god pointe. Jeg er i starten af fyrrerne og sygemeldt med stress for anden gang i mit arbejdsliv. Noget af stressen er udløst af, at jeg føler at jeg går glip af mange ting sider af livet mens jeg går på arbejde.
Imens boltrer mine pensionist-forældre sig i fritid, men min far havde meget svært ved at slippe arbejdslivet, og min mor kan næsten ingenting pga nedslidt ryg.
Der er god mening i at rykke lidt rundt på belastningen i livet, men på den anden side synes jeg også det må være hårdt at være på arbejdsmarkedet som et ældre menneske, når vi 'unge' knap kan følge med.
Trine Louise: Efter min mening skulle alt være baseret på frihed - så det kun var de ældre, der havde lyst til at arbejde længe, der gjorde det. Jeg går ikke ind for tvang og alt for faste regler... ;-)
Men jeg kunne godt forestille mig, at mange i din alder kunne tænke sig lidt mere ro i tilværelsen - og jeg kender mange ældre med ben i næsen og fornuftens fulde brug, der hellere end gerne ville bidrage rent arbejdsmæssigt lige så længe, det var muligt.
Jeg kan slet ikke forstå, at det skulle være så svært at lave om på det - men for dem, der skal organisere det, er det selvfølgelig lettere bare at lade tingene være.
Heldigvis kan jeg selv bestemme, men somme tider får jeg den fornemmelse, at nogle mennesker ligefrem betragter pensionsalderen som en naturlov. Andre bliver nærmest pinligt berørt, når de hører min indstilling, som om det var umoralsk eller i alt fald mindre pænt ikke at trække sig tilbage i god orden, når man når en vis alder.
Så jeg er lige så irriteret som Joan Collins, selv om jeg ikke har fire huse.
Ramine: Jeg holder også med mrs. Collins - og går varmt ind for, at alle selv skal have lov til at bestemme, hvad de foretrækker.
Send en kommentar