I går kørte jeg min mor til Charlottenlund, hvor hun havde et ærinde, og mens jeg ventede på hende, gik jeg tur og kiggede vinduer. Og pludselig hang den der jo - den fine trøje jeg så i København i søndags.
Jeg gik ind for at se nærmere på den. Åh, den var blød og lækker. Ekspeditricen kom glædestrålende og fortalte mig, at blusen var håndstrikket i Peru af Alpacca-uld. Jeg så mistænksomt på prisen: Knapt 3000 kr.
Jeg hang trøjen tilbage og sagde, at det var "lidt" i overkanten. "Men den er HÅNDstrikket", indvendte ekspeditricen.
Og da jeg gik fra butikken, tænkte jeg over det med priser. Og det med håndlavede ting.
For mens jeg godt kunne finde på at bruge en fornuftig sum på f.eks. et møbel, der ville holde i mange år og give mig glæde lige så længe, så kunne jeg aldrig drømme om at bruge så mange penge på en trøje, der måske krøb ved første vask.
I gamle dage var det en kvalitetsbetegnelse, når noget var håndlavet. Er det stadig det? Jeg har nogle håndlavede ting i min netshop, og selv om priserne er meget langt fra ovennævnte, så er det ikke alle, der vil give dem. Personligt vil jeg gerne eje en smuk keramisk genstand, håndblæst glas eller en hånddrejet skål for eksempel.
Gad vide i øvrigt, hvor meget den håndarbejdende i Peru har fået for at strikke trøjen?
11 kommentarer:
Egentlig tror jeg, at de 3000 kroner for den håndstrikkede trøje var rimeligt, hvis den var strikket i Danmark, når man tænker på arbejdslønnen. Men i Peru? nogen må tjene flere tusind procent på den.
Selvfølgelig kan det være en fordel, at noget er håndlavet, men en sart trøje? Der kan fremstilles lige så lækre ting på maskine. Den bliver jo også slidt op, mens f.eks. en keramikvase holder evigt, medmindre den udsættes for vold.
Næ, hvad er dyrt.. Alt er jo relativt :)
Rasmine: Helt enig. Bortset fra at min svigermor dårligt kan få meget over 100 kr. for sine (flotte) håndstrikkede børnetrøjer...!
Jeg har det på samme måde - en sart trøje har jeg ikke nær så længe gavn af som en keramikvase... ;-)
Miri: Alt er nemlig relativt. Og det er også meget forskelligt, hvad vi hver især har lyst til at betale for... :-)
Jeg ville heller ikke give 3000 kr for en trøje, som jeg måske slider op i løbet af ingen tid. Men som Miri skriver; alt er jo relativt. Det lokale VW-værksted tager cirka 725 kr i timen. 3000 kr ville således være 4 timers arbejde og 100 kr til garn, transport, avancer mm. Det ville overhovedet ikke hænge sammen. Det går det jo så heller ikke. Hænger sådan sammen altså. Men ud af de 3000 kr, hvad er så avancer og fordyrende led, og hvor meget får den håndstrikkende dame til sig selv, når hun har betalt for ulden? 500 kr? Næppe.
Fruen i Midten: Nej, det hænger netop ikke sådan sammen. Det må have taget rigtig mange timer at strikke sådan en trøje (det ville have taget mig år!) - så nej, jeg tror heller ikke rigtigt på de 500 kr.... ;-)
Alt er jo relativt, men jeg ville aldrig - som i ALDRIG, give 3000 kr. for noget som helst stykke tøj eller sko.
Den dygtige kvinde fra Peru har ganske givet ikke fået meget for at stikke blusen, men andre forsøger at score kassen på "den gode historie". ......
Krearier: Jeg har det på samme måde. Tøj og sko må bare ikke koste så meget, mens mere holdbare ting måske godt må. Afhængig af hvor meget man ønsker sig dem... ;-)
Selv om den smukke sweater er håndstrikket, ville jeg aldrig give 3.000 for den. Og kvinden, der har stikket den, har sikkert ikke fået ret meget for sit arbejde.
I min grønne ungdom købte en af mine kolleger en trøje til 1.800 kr., men den var altså også pæn :-)
Madame: Nej, det er da lidt vildt. Hvis jeg nu var en ørn til at strikke, kunne jeg selvfølgelig bare gøre det selv - men resultatet vil givetvis ikke blive lige så fint... ;-)
Gode betragtninger, som Charlotte kunne sige meget om. Folk vil simpelthen ikke betale for håndværk, når det gælder tøj - der er ingen forståelse for, at det fx tager 14 dage (med en 7 timers arbejdsdag) at sy (og klippe og lave mønster og prøve på kunden) en nederdel og en jakke - og alligevel besvimer de, når C forlanger prisen på sølle 8000-10000 kr. Hvem ville gå for sådan en løn?
Når det er sagt, er Peru-lønningerne nok noget anderledes :-)
Ellen: Jeg synes, at der er den lille forskel her, at Charlotte fremstiller tøj specielt til den pågældende kunde. Hvis man vil have den slags tøj, må man selvfølgelig betale det, det koster. Til gengæld har man noget unikt, der sidder helt perfekt.
Mon ikke det gælder tøj, som det desværre også i en vis grad gælder møbler - at vi har vænnet os til køb-og-smid-væk. Da jeg var barn, købte man møbler for livet (eller det, der lignede). DET gør man vist sjældent i dag...
Send en kommentar