Det lurvede lejemarked

Som jeg tidligere har nævnt, har vi nu i meget lang tid søgt efter et hus til min mor, og den slags har givet mange "sjove" oplevelser:

I Jyllinge fandt vi et hus, der i størrelse passede meget godt, men stuen var fyldt med opstablede møbler, som udlejeren ikke havde til sinds at fjerne. "Dem kunne min mor nok godt bruge...". Nej, det kunne hun ikke - dels har hun sine egne møbler, og dels var det mindre hyggeligt med store stabler af gamle ting, der stod dækket med et tæppe.

Samme udlejer oplyste også, at huset var til salg, så han forventede at min mor viste det frem, når der var interesserede. Og hvis det så blev solgt, kunne hun få 20.000 "under bordet" for at flytte i utide...

Den med at vise huset frem, har vi mødt flere steder. Udlejere tror åbenbart, at de kan få både i pose og sæk - de kan både tjene pænt på at leje ud og samtidig have en (gratis) repræsentant på stedet, der kan åbne døre og vise frem.

I Nivå fandt vi et ganske lille hus til omkring 10.000 om måneden. Der var en stue og to små værelser, men der lugtede så stærkt af fugt, at vi nærmest flygtede. Fliserne på hovedtrappen var gået i stykker, og terrassen var halvrådden.

Jeg har lejet adskillige firmalejemål, og her bliver fejl og mangler altid udbedret uden problemer. Den slags gælder åbenbart ikke i private lejemål, hvor man bare må leve med dem...

I Sydsjælland fandt vi et lille hus, der lå centralt for indkøb og transport. Vi fik det forevist af en venlig herre, der begejstret viste mig de små lamper, han var ved at sætte op i køkkenloftet. Ved tryk på en knap kunne de lyse i alle regnbuens farver, så der blev lidt diskoteksstemning.

Jeg roste ham for hans initiativ, men tænkte i mit stille sind, at han måske hellere skulle bruge kræfter på at gøre noget ved skimmelsvampen i hjørnerne og udskifte alle de ledninger, der bare var klippet over.

Til huset hørte efter det oplyste en stor have. Ved nærmere eftersyn bestod den af en stump forhave, som ejeren havde ryddet med motorsaven. Baghave var der ingen af, for her stod to lagerbygninger, der i øvrigt var i brug af andre. Ja ja, på den måde ville min mor da altid have haft selskab...

I Hornbæk fandt vi et hus, min mor egentlig gerne ville have. Det var pænt sat i stand, og hun måtte så leve med, at der var langt til butikkerne. Men det gik snart op for os, at ejeren holdt høns i haven - og mens hun ikke havde noget imod hønsene, betød det selvfølgelig, at ejeren dagligt ville komme på besøg for at passe dem. Samtidig havde han indrettet husets garage til sit motorcykel- og hobbyværksted, så dér ville han også husere, som det nu passede ham.

Jeg savner i den grad ansvarsbevidsthed og realitetssans hos udlejerne. Men så længe der er en overflod af lejere, der står på spring for at snuppe elendigheder til tårnhøje priser, er der selvfølgelig ingen grund til at oppe sig...