HOME: The Story of our House

Der er mange, der bliver bidt af slægtsforskning, og det er, som tidligere nævnt, også meget oppe i tiden i England. Det er forskning af huses historie også, og jeg har selv en plan om at skrive historien om mit engelske hus. Med 400 år på bagen har det givetvis et og andet at fortælle…

I den forbindelse vil jeg anbefale en bog, som netop handler om denne form for ”slægtsforskning”: HOME – the story of everyone who ever lived in our house af Julie Myerson. Jeg læste den for nogle år siden, og det var en af de bøger, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.

Myersons hus ligger i London, og før hende har det været beboet af 18 forskellige familier. Vi følger forfatteren rundt på biblioteker, museer og arkiver, mens hun leger detektiv og forsker i husets historie, og vi får et indtryk af de mange forskellige mennesker, der alle på en eller anden måde er forbundne af det sted, de har boet.

Et hus er nemlig ikke bare en samling mursten og nogle vinduer – det er et sted, hvor mennesker lever og minder samles. Og det er det, der gør historien om ”vores hus” så fascinerende.

Illustrerede Klassikere

Somme tider opstår tanker ad snørklede veje. Således fik et forestående tandlægebesøg mig til at tænke på klassiske romaner, og forklaringen kommer her:

Da jeg var lille, fik jeg altid efter overstået tandpleje en belønning i form af et blad. Min tandlæge på Vesterbrogade lå ved siden af en velassorteret kiosk, og her kunne jeg vælge frit på hylderne med magasiner. Mit valg faldt næsten altid på et eksemplar af ”Illustrerede Klassikere”, som jeg fandt vildt fascinerende dengang.

Og man kan sige meget om disse kulørte blade – men de puffede mig i den rigtige retning og gav mig lyst til at gå i gang med den ”ægte vare”. Det varede ikke længe, før bøger som ”Onkel Toms Hytte”, ”Rejsen til Jordens Indre”, ”Ivanhoe” og mange andre blev hjembragt fra biblioteket.

Glæden ved bøgerne har jeg stadig – så regelmæssig tandpleje kan føre meget godt med sig!

Shakespeare

Alle kender til Shakespeares værker – men få ved ret meget om Shakespeare selv. Bill Brysons biografi om den kendte barde fortæller på underholdende vis om alt det, vi ikke ved...

For over to hundrede år siden skrev udgiveren George Steevens om William Shakespeare, ”at han var født i Stratford-upon-Avon, at han etablerede sin familie her, at han tog til London, hvor han begyndte at optræde og skrive skuespil, at han tog tilbage til Stratford, skrev et testamente og døde”. Beskrivelsen må siges at være kortfattet og vel ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

Alle de små og større ting, som tilsammen danner et portræt, kender man ifølge Bill Bryson forsvindende lidt til. Faktisk ved man ikke engang med sikkerhed, hvordan Shakespeare så ud, eller hvordan han stavede sit navn, for alle underskrifter på offentlige og halvoffentlige dokumenter er skrevet forskelligt.

Skønt han efterlod sig så mange ord, så mange skrevne værker, så efterlod han sig stort set ingen håndskrevne ting – ingen breve, ingen notater, ingen håndskrevne manuskripter. Vi ved dog, at Shakespeare blev født i 1564 og dermed i en ret barsk tid, hvor Englands befolkning var for nedadgående på grund af alskens dødelige sygdomme.

Især London var en heksekedel, som man i virkeligheden burde holde sig fra. Byen fik med jævne mellemrum tilført nye forsyninger af smitsomme sygdomme fra de mange tilrejsende, men alligevel var storbyen dengang lige så tillokkende som nu. Befolkningstallet voksede støt, skønt dødstallet i mere end et par århundreder oversteg fødselstallet og kampen for overlevelse var hård.

Men Shakespeare må have været fascineret af storbyen, hvor der var liv og glade dage, og hvor et teater kunne rumme lige så mange mennesker, som der var indbyggere i Stratford. Det med liv og glade dage må tages ret bogstaveligt, for man levede meget tæt i datidens London. Gaderne var smalle, diverse lugte og lyde var i høj grad nærværende, og husene lænede sig så meget op ad hinanden, at det ikke kan have været svært at følge med i, hvad naboerne foretog sig.

En af de ting, vi ved om Shakespeare, er, at han i 1582 giftede sig i en alder af atten år med den noget ældre Anne Hathaway, og at parret sammen fik tre børn. Hvordan William Shakespeare kom til London og blev berømt skuespilforfatter ligger derimod hen i det uvisse. Men til London kom han (formentlig i slutningen af 1580’erne), og han blev både skuespiller og forfatter – i mange år tilknyttet teatergruppen Lord Chamberlain’s Men.

Ikke alle var begejstrede for teaterverdenen. Den puritanske bevægelse havde sine tilhængere, og de var overbeviste om, at teatret var skyld i alverdens ulykker, og at det var tilholdssted for skøger og lyssky personer. Heldigvis for Shakespeare fejede dronning Elizabeth alle indvendinger af bordet, fordi hun ikke selv gik af vejen for et godt drama, og teatret havde gyldne tider helt frem til 1640’erne, hvor det faktisk lykkedes puritanerne at få lukket alle teatrene.

Skuespil blev dengang opført uden de store rekvisitter, så det var skuespilforfatterens ord, der fik publikums fantasi sat i sving, og det har givetvis været Shakespeares styrke. Hans evne til at frembringe ord og sætninger er legendarisk, og han tilførte det engelske sprog en strøm af nye vendinger på et tidspunkt, hvor latin stadig var det fremherskende.

I årene omkring århundredeskiftet var Shakespeare ikke bare en travl mand. Han må også have været populær og forholdsvis velbeslået, for man ved, at han i 1597 købte et stort hus i Stratford. Året efter blev teatret the Globe opført (eller rettere sagt genopført) på Themsens bred, og i tiden herefter fødtes de mest kendte skuespil, bl.a. Hamlet, Macbeth og Othello.

Efter dronning Elizabeths død kom James I på tronen, og han var så begejstret for teatret og for Shakespeares teatergruppe, at han gav dem rettigheder og privilegier, som kun var få skuespillere forundt. Til gengæld blev gruppen ”kongelige hofleverandører” og optrådte for kongen utallige gange frem til Shakespeares død i 1616.

Bill Bryson har en vidunderlig tør humor, og han fortæller som altid veloplagt – i denne bog ikke bare om en beundringsværdig person, der har betydet så meget for det engelske sprog, men også om datidens mærkelige vaner og skikke og om love og regler, der får os til at ryste på hovedet. Og samtidig får vi et ret så underholdende billede af en tidsalder, der virkelig må have krævet sin mand...

Kunsten at leve lykkeligt

Denne boganmeldelse skrev jeg for et par år siden, men den er stadig aktuel - og det er én af de bøger, jeg tager frem med mellemrum:

Det er ikke bare en menneskeret at være lykkelig – det er selve formålet med vores liv. Disse og mange andre positive betragtninger bliver i bogen ”kunsten at leve lykkeligt” beskrevet gennem Howard Custlers talrige interviews med Dalai Lama.

Hvad er egentlig lykke og hvad er det, der kan gøre én lykkelig? Man kunne fristes til at tro, at det er succes på jobbet eller den helt store gevinst eller noget andet materielt. Men lykke er snarere en sindstilstand – og ifølge Dalai Lama er det oven i købet en sindstilstand, som vi alle kan opnå, hvis vi ellers har den rette indstilling.

Hvordan skaber vi så denne tilstand af lykke? Først og fremmest kræver det, at vores forventninger er realistiske. Hvis vi hele tiden tror, at vi først bliver lykkelige, når vi vinder i Lotto eller finder kilden til evig ungdom, så er projektet rimeligt håbløst. Men hvis vi i stedet lærer at indse, at det er vores egen indstilling til tingene, der har størst betydning for følelsen af lykke, så er vi på rette spor.

Nogle mennesker er så positive, at de automatisk indstiller antennerne på det, der kan gøre dem lykkelige. De fleste af os tænker nok ikke så meget over begrebet lykke i det daglige, hvor vi bare halser fortravlede rundt. Ved at trække håndbremsen og give os selv en pause til at overveje, hvad det egentlig er, vi ønsker os af livet, ville det blive lettere aktivt at bevæge sig i den rigtige retning.

Selvfølgelig er det ikke helt så nemt, som det lyder. At finde frem til den indre lykke og tilfredshed kræver tilvænning og tid, ligesom det er et spørgsmål om bevidst at fokusere på det gode ting og modarbejde de dårlige. Det kræver et helt nyt livssyn, der gør op med alle de gamle, negative vaner.

Man kunne måske tro, at en stræben efter lykken var egoistisk og selvcentreret, men lykkelige mennesker har bedre overskud til at hjælpe andre og er i det hele taget mere kærlige og givende. Lykkelige mennesker har samtidig en større følelse af selvværd, og det er med til at gøre dem mere varme og åbne i deres omgang med andre mennesker. Så ved at optræne og udvikle en positiv tankegang hjælper man ikke bare sig selv, men også familien og hele omgangskredsen.

At beslutte sig for at være mere lykkelig kan være en af livets beslutninger på højde med beslutningen om at gifte sig, om at få børn eller flytte til Åbyhøj. Og hvis vi, hver gang vi skal træffe et valg, stiller os selv spørgsmålet ”ville det gøre mig lykkelig?” – så bliver det simple spørgsmål et hjælpemiddel i alle livets forhold. Ved hele tiden at bevæge sig hen imod lykken, bliver vi samtidig mere åbne og mere modtagelige for glæden ved livet.

Følelsen af lykke er altså i høj grad noget, der kan læres, og Dalai Lama har et helt livs erfaring med opøvelse af sindet. Trods eksil og undertrykkelse har han formået at bevare sit glade sind og sin positive indstilling til både tilværelsen og sine medmennesker. Bogen afspejler klart hans intelligens, hans humor og vid.

Det er en rigtig god bog at blive klog af, og – hvem ved – måske også lidt lykkeligere...

Lidt af hvert - og alt muligt

Min smag i bøger rækker vidt, og jeg kan finde på at læse alt muligt. Lige fra rejseskildringer, bøger om helse og retsmedicin, natur- og historiebøger til hyggelige, engelske romaner, børnebøger, gruopvækkende krimier og tonsvis af indretningsblade. Jeg er sikker på, at en psykolog kunne få meget ud af det... (hmmm).

Det har også i høj grad noget med humøret at gøre. Lige pludselig bliver jeg bidt af et emne, og så må det bare undersøges til bunds. Man kunne forledes til at tro, at jeg var et sprudlende kildevæld af viden - men desværre har jeg en hukommelse som en si, så al den viden, jeg propper ind, ryger lige så hurtigt ud igen. På nær nogle små snip, som dukker op med mellemrum (hvor pokker kom den nu fra...???)

Derfor skal det ikke undre nogen, at mine boganbefalinger kan være meget forskelligartede.

Bill Bryson er en af mine yndlingsforfattere, dels fordi har han en herlig humor, og dels fordi han (i denne bog) formår at forklare indviklede og videnskabelige ting, så man forstår dem. I "A Short History of Nearly Everything" kommer han hele vejen rundt. Vi hører om universet, Darwins teorier, Einstein, atomer, vulkaner og tusind andre ting - og det er utroligt underholdende.

Bogen findes også på dansk og hedder - meget logisk - "En kort historie om næsten alt".

Nu skal I høre...

Jeg er en rigtig bogorm, og jeg elsker at læse alt muligt. Men jeg elsker også at lytte til en bog – for så kan man gå tur eller stryge eller bage en kage imens. Englænderne har et kæmpeudvalg af lydbøger, men af en eller anden grund er de oplæste ord først nu ved at slå igennem herhjemme. Jeg har ellers gjort mit og anbefalet dem vidt og bredt… :-)

De bøger, man herhjemme kan låne på biblioteket, er heller ikke spor tossede, men af en eller anden grund mener mange, at det kun er for ældre og svagtseende. Nej, det er de ikke. Vi har mange gange siddet og lyttet og grinet og holdt vejret i spænding, mens vi tegnede, malede eller lagde puslespil. Lydbøger er en herlig opfindelse, uanset alder og synsstyrke.

Det er også perfekt med en lydbog på køreturen. Her skal man bare tænke lidt over, hvilken bog man vælger. Sidst jeg kørte til England alene, skulle jeg have noget med, der kunne underholde mig på den lange tur. Jeg valgte en rigtig klassiker – sådan én som man bør høre/læse, men som det tit kniber med tiden til.

Jeg kan ikke huske, hvilken bog det var – men jeg kan huske, at jeg var ved at falde i søvn, inden jeg nåede Rødby. Når man kører, skal det altså helst være en bog med ”gang i”. Til det brug er en spændende krimi bedre, og jeg valgte Peter James og hans mere eller mindre makabre mord i Brighton. Dem kunne jeg holde mig vågen til…

84 Charing Cross Road

Både bogen og filmen er i høj grad anbefalelsesværdige!

Helene Hanff var en amerikansk forfatterinde, der i sin søgen på specielle bøger mere eller mindre tilfældigt kom i kontakt med et lille antikvariat i Charing Cross Street i London.

Bogen beskriver særdeles levende og meget underholdende og rørende om korrespondancen mellem først indehaveren af boghandlen og senere nogle af de ansatte. I to årtier udvekslede de breve og pakker, og trods afstanden voksede nære venskaber frem.

Historien er altså baseret på virkelige hændelser og blev meget charmerende filmatiseret med Ann Bancroft og Anthony Hopkins i hovedrollerne. Den findes på DVD. Se den endelig!!!

Gerald Durrell

Med mellemrum vil jeg som lovet anbefale nogle af de særligt gode bøger, jeg har læst i tidens løb. Og meget apropos nedenstående artikel om Jersey Zoo lægger jeg ud med Gerald Durrell:

Den engelske forfatter Gerald Durrell blev født i 1925 i Indien af engelsk/irske forældre, men efter faderens død flyttede familien til England. Klimaet her var dog noget af en omvæltning i forhold til Indien, og efter nogle års lidelser besluttede familien at flygte til varmere himmelstrøg.

My Family and Other Animals
Bogen handler om de fem år Gerald Durrell og hans familie opholdt sig på den græske ø Korfu. Hverken øen eller familien blev den samme igen, og fortællingen er både charmerende og særdeles underholdende. Allerede som dreng havde Gerald Durrell en forkærlighed for dyr, og de blev hjembragt til villaen og opbevaret på steder, hvor de øvrige familiemedlemmer bestemt ikke forventede at finde dem.

The Corfu Trilogy
Trilogien består af My Family and Other Animals, Birds, Beasts and Relatives and The Garden of the Gods. De to sidstnævnte fortsætter historien om livet på Korfu, hvor Gerald Durrell sammen med sin ældre ven, lægen og naturelskeren, Theodore Stephanides, udforsker øen og dens fauna. Livet på den græske ø er lutter idyl med grønne olivenlunde, kridhvide strande og turkisblåt hav - krydret med de komiske og kaotiske situationer, som Durrell-familien uafladeligt kommer ud for.

A Zoo in my Luggage
Korfu-bøgerne gjorde Gerald Durell berømt, men han skrev også om sine mange rejser til fjerne verdensdele. Efter krigen blev Durrell tilknyttet den zoologiske have i London, og senere drog han på dyreekspeditioner til bl.a. Cameroun i Afrika. Det varede dog ikke længe, før han begyndte at drømme om sin egen zoologiske have, hvor truede arter kunne leve i fred. I denne bog fortæller han på humoristisk vis om de medlemmer af dyreriget, der var med til at grundlægge den.

Menagerie Manor
I denne bog fortæller Gerald Durrell særdeles underholdende om sin zoologiske have på Jersey. Det kan både være en prøvelse og en oplevelse at bo inde midt i en dyrehave, hvor man bliver vækket ukristeligt tidligt og meget eftertrykkeligt af en trompetérfugl og underholdt med høje løvebrøl. Durrell fortæller med sin sædvanlige humor og smittende entusiasme om modstræbende kærlighedsaffærer, om undvegne tapirer og om at have en baby-gorilla boende i gæsteværelset.