søndag den 3. oktober 2010

Fredfyldt søndag


Historien om de to dinosaurer (læs: nymfeparakitter) endte, som den skulle. De gik dog IKKE ind i buret frivilligt, og på et tidspunkt mistede jeg tålmodigheden. Men for ikke at stresse de to fjertotter for meget, fik de lov til at flyve en god lang (trættende) tur - og det var vældig hyg'ligt, synes de! Der blev fulgt interesseret med på computerskærmen, og der blev drukket lidt kaffe og spist lidt banan...

Bagefter kom "damen med tørklædet" og fik dem let og elegant ind i buret. Udmatningsteknik er altid godt! Og da de små kræ fandt ud af, at det nye bur bugnede af alskens lækkerier, var det jo alligevel ikke så galt...

Så freden er faldet over familien, og i dag har vi fotograferet varer fra butikken til et nyhedsbrev, som vi ellers – beklageligvis – ikke udsender særlig tit. Men nu er det på vej… og det kan også blive sendt til dig, hvis du melder dig til forneden på siden her.

lørdag den 2. oktober 2010

Forandringsparathed


Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke altid er vild med forandringer. Men det er jeg åbenbart ikke ene om, for i dag har vi indrettet et nyt, fint og meget stort bur til nymfeparakitterne Frederik og Strit. Der er opsat dejlige, tykke naturpinde fra æble- og blommetræ, så de små kløer har noget at gribe fat i. Der er fyldt masser af mad og vand i skåle og sat adskillige tillokkende kolber og frøstænger op.

Prøv at få to nymfeparakitter over i et andet bur! Frivilligt! Det driver min manglende tålmodighed til vanvid! Det gamle bur er tømt for mad for at lokke dem over i det nye – men næh nej, ikke tale om! Det dér nye bur – det ser godt nok farligt ud!!

HELE eftermiddagen har jeg hørt på de to små dinosaurer, der har været højlydt misfornøjede over den omvendte sultestrejke. De har pippet fortvivlet, mens de så på alle lækkerierne, de har hamret arrigt på tremmerne i det gamle bur og nu fistrer de op og ned, ud og ind, mens de prøver at finde et glemt frø eller to.

Det varer ikke længe, små venner. Så kommer damen med tørklædet. (Små nymfeparakitter bider nemlig noget så h…….).

Forhåbentlig vil jeg være i stand til at skrive et indlæg igen i morgen... ;-)

torsdag den 30. september 2010

Antikmarked på Hegnslund og et godt spisested...


Man kan godt blive en smule brødflov, når man er ude med magasiner. Og da jeg havde afleveret en stak på Hegnslund, hvor der i øvrigt her i weekenden er antikmarked, var det ikke så svært at blive fristet. Af et hyggeligt sted lidt længere oppe på Strandvejen, hvor man kan få dejlig mad og god stemning – faktisk et af mine yndlingssteder efterhånden – nemlig Gl. Humlebæk Kro.

Kan varmt anbefales… :-)

PS. Antikmarkedet på Hegnslund har åbent fredag, lørdag og søndag fra 10.00 – 18.00, og adressen er Strandvejen 859, Klampenborg. Hvis vejen skulle falde forbi…

SKØNNE DAGE er landet...


SKØNNE DAGE er kommet fra trykkeriet, og det er bare så fint. I dag har jeg pakket og sendt til dem, der har bestilt det, og bagefter har jeg slæbt kasser og bragt magasinet ud til distribution og forhandlere.

Slappe af? JA tak, nu ER jeg godt nok brugt, så jeg vil sidde med benene oppe, drikke en kop te og læse blogs. Ahhhh.... :-)

onsdag den 29. september 2010

HIMMELSK


Så er det igen onsdag og tid til Petunias himmel-leg.

Mit bidrag er også denne uge fra mit engelske hus, hvor denne dystre himmel en dag bød på regnvejr af dimensioner. Heldigvis ligger huset på en lille bakke, så det forblev "tørskoet"... :-)

Du kan se andre himmelske bidrag her...

tirsdag den 28. september 2010

ANGLOFILIA hos Allé Optik





De næste tre uger er ANGLOFILIA med til at pynte op i vinduerne til den flotte, nye butik, som Allé Optik har fået på Jægersborg Allé i Charlottenlund.

Mon ikke den store Paddington og de andre engelske ting kan være med til at vække lidt opmærksomhed?

mandag den 27. september 2010

Nye tider


Min mor har solgt sit hus! Det gik faktisk forbavsende hurtigt og nemt (endda ved ”selvsalg” via Robinhus) – og det var første led i vores plan. Det andet led var, at VI skulle sælge vores hus, så vi kunne købe et sammen, men det tager til gengæld sin tid.

Så plan B må træde i kraft, og det betyder, at min mor flytter ind hos os den 1. november. Det bliver noget af en omvæltning for os alle, for selv om vi har boet sammen i 15 år tidligere, så var det i et andet hus, der var bedre egnet til det.

Den største omvæltning bliver nu nok for kattene. Min mor har sin Rikke, og vores Puskis er jo ikke ligefrem vennesæl. Vi krydser fingre og håber det bedste – heldigvis ligger pensionistkatten Puskis og sover det meste af tiden, så forhåbentlig opdager hun slet ikke, at Rikke slår sig løs i haven…

søndag den 26. september 2010

Gammeldags julekalendere og julekort og julepynt og...


.....en masse andet sjovt. Det ER virkelig ligesom juleaften...! ;-)

Stuen er fyldt med kasser i alle størrelser, og nu skal jeg se at få plads til det hele, for det varer vist alligevel lidt, før jeg kan stille det frem i butikken.

Jingle Bells, Jingle Bells... ti hi

UPDATE: Du kan købe de gammeldags julekalendere i min netbutik lige her...

lørdag den 25. september 2010

Længe leve kærligheden



I dag kommer min rare mand hjem fra England, belæsset med gaver (nå nej, varer) – og det føles som juleaften. For ih, hvor har vi savnet hinanden og åh, hvor er der sendt mange mails frem og tilbage i løbet af de sidste par uger.

Så jeg vil skynde mig at gøre huset pænt til hans hjemkomst og bare nøjes med at spille en af mine yndlingssange. Men den er til gengæld lige til at blive forelsket i… ;-)

torsdag den 23. september 2010

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet X – som i Xmas.

I dag fredag er der faktisk præcis 3 måneder til jul, så det kunne jo ikke passe bedre.

Xmas er et almindeligt brugt udtryk på engelske julekort blandt andet, og selv om man godt kunne tro, at det var et moderne påfund, så blev denne udtryksform brugt første gang i slutningen af 1700-tallet.

Jeg troede selv, at det var en amerikansk stavemåde, men det var vist egentlig englænderne, der startede.

Sådan bliver man så klog af små ”jule-ABC-lege”. ;-)

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...