fredag den 22. oktober 2010

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet Ø – som i ØF ØF (frit oversat til oink oink)...

Mon jeg er den eneste med en svaghed for plysdyr?

Jeg tør dårligt nok gå ind i en legetøjsbutik, for der sidder altid et stakkels ensomt dyr, der savner et godt hjem... Ligesom tilfældet var med grisen her, som jeg fandt i engelske Woolworth og bare MÅTTE redde...

Grin bare! Det er ikke nemt at have det sådan... ;-)

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

onsdag den 20. oktober 2010

HIMMELSK



Jubii, det er onsdag og tid til Petunias himmel-leg.

Denne gang er billedet fra Cornwall, og der er masser af himmel og endnu mere hav.

Vi boede i et vidunderligt hus helt ude på den yderste kant af skrænten, og havets brusen lullede os i søvn om aftenen, for vi sov som regel med åbne vinduer. I hvert fald indtil det blev orkan, for det nåede vi også at opleve...

Ferien var så skøn, at jeg senere skrev en artikel om den i ANGLOFILIA, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at leje det hus igen. For selv om det blæste en pelikan, så lå huset som mejslet i ind i klippen og føltes meget solidt og trygt...

Du kan se andre himmelske bidrag her...

torsdag den 14. oktober 2010

Nærvær og fravær...

Oktober måned er en travl tid, selv om den efter min opfattelse indbyder mest til hygge og nydelser. Den slags må jeg have til gode til november, for der er lidt rigeligt at tage sig af lige nu.

Huset er vendt på hovedet, fordi der skal gøres plads til familieforøgelsen her pr. 1. november, og der er kasser og ting og sager alle vegne. Det kræver særdeles stor opfindsomhed at finde plads til det hele, men det lykkes vel til sidst. De første puslespilsbrikker ER heldigvis faldet på plads...

Så det skal ikke undre nogen, at jeg er lidt fraværende på bloggen i denne måned. Jeg skal nok være mere nærværende i november. Når alt er faldet på plads, når min mor er flyttet ind, når kattene har ædt hinanden, og der igen er faldet ro over lejren.

Lige nu virker det MEGET tillokkende med lidt ro i tilværelsen... :-)

onsdag den 13. oktober 2010

HIMMELSK


Så er det onsdag og tid til Petunias himmel-leg.

Jeg elsker mine smukke himmelblå iris, når de dukker op i maj. Og på dette billede kan man både se himlen bag dem og næsten også igennem dem...

Du kan se andre himmelske bidrag her...

lørdag den 9. oktober 2010

Oplevelser med en Golf

Billedet er lånt fra Knuthenborg Dyrepark
For nogle år siden kørte vi en tur til Knuthenborg Dyrepark i vores lille VW Golf V5. Bilen kørte som en drøm, så vi var meget glade for den, og det var vi også den dag. Lige indtil vi skulle besøge Tigerland...

For i samme sekund den store, solide jernlåge havde lukket sig bag os, begyndte det at ose fra motorrummet. Vi stirrede forbavset på instrumentpanelet og opdagede til vores gru, at temperaturnålen var nået helt ned i bunden af det røde felt. Hvordan i alverden var det sket? Bilen var simpelthen lige pludselig og uden varsel ved at brænde sammen. INDE i tigerburet.

Vi så os febrilske omkring. Ikke et øje ved lågen. Om vi havde husket at tage mobiltelefonen med på tur? Hvad tror I? Så der var ligesom ingen anden mulighed end at køre med sneglefart med rundt, så vi kunne komme UD igen. Alternativerne havde vi ikke lyst til at tænke på.

Aldrig har en kort tur været så lang. Rundt om os stod tigrene og så eftertænksomme ud. Måske overvejede de, hvordan kogt mad smagte…?

Endelig, endelig nåede vi udgangen, og langsomt, langsomt gled lågen op, så vi kunne komme ud og parkere bilen.

Da den var kølet ned, fortsatte vi forsigtigt kørslen. Vi havde checket, om der manglede olie eller andre vitale væsker, men det gjorde der ikke. Bilen opførte sig pænt, og pilen holdt sig nede, hvor den skulle. Åh hurra, hvis vi bare kørte stille og roligt, så gik det nok alt sammen.

For at komme ud af parken skulle vi igennem et stort område med næsehorn. Og da vi var midt inde i området med skiltene ”stå ikke ud af bilen i dette område”…. gik bilen i stå! Aaaarhj altså!

Efter tre nervepirrende forsøg startede bilen igen. Og den holdt sig heldigvis i gang under resten af turen. Da vi først var kommet ud af parken og kørte mod København, opførte bilen sig perfekt. Nu blev den jo kølet ned, og så var der ingen problemer.

Vi kørte selvfølgelig straks på værksted med bilen, der dog med hånden på hjertet erklærede, at der ikke var noget i vejen med den. Alt blev checket, alt var, som det skulle være… de kunne ikke forklare, hvad der var gået galt, men det måtte være en enkeltstående oplevelse…

Det var det så ikke, men det er en helt anden historie...

torsdag den 7. oktober 2010

ABC i ord og billeder

Petunias ABC i ord og billeder er kommet til bogstavet Z – som i Zoome...

Det ord kender de fleste bloggere til, for vi zoomer ind, når vi fotograferer noget meget småt. Som denne søde humlebi...

Du kan finde andre bud på billed-ABC’en her...

En god, grå dag

Uf, hvor var det mørkt i morges; jeg kan slet ikke vænne mig til, at der må tændes lys i stuen fra morgenstunden. Puskis gider slet ikke stå op, og de to små fuglevenner knirker gnavent af mig, når jeg fjerner deres nattæppe.

Men al det triste kan jo vendes til hygge, hvis man tænder et par stearinlys og stiller en fyldt tepotte på bordet. I dag skal der skrives og til det brug er vejret perfekt!!

Rigtig dejlig torsdag til jer derude... :-)

onsdag den 6. oktober 2010

HIMMELSK



Så er det igen onsdag og tid til Petunias himmel-leg.

Også denne uges bidrag kommer fra England, hvor sorte fugle har slået sig ned i de delvist udgåede træer på marken omkring mit engelske hus.

Jeg elsker stemningen, når fuglene i store flokke vender hjem efter en dags udflugt, og jeg har det fint med, at de bor hos mig. Råger og krager er kloge og spændende fugle, og ravne er jeg særligt begejstret for.

Du kan se andre himmelske bidrag her...

tirsdag den 5. oktober 2010

Køb blomster, køb (silke)blomster...

Åh hurra! Vores søde computerdame kom fluks i formiddag og fik retableret forbindelsen. Hvor ER man dog afhængig af det internet; vi havde nærmest abstinenser, mens vi undværede...

I eftermiddag kastede min mor og jeg os over butikkens blomsterafdeling. Der skulle systematiseres, der skulle bindes buketter, og der skulle fotograferes til netbutikken. Når nu der også skal være plads til min mor og Rikke i huset, må vi jo økonomisere med pladsen (alt imens jeg drømmer om den fine ladebygning, min butik engang kan være i...).

Måske kan loven om tiltrækning hjælpe mig med at finde sådan én...? ;-)

mandag den 4. oktober 2010

Tycho Brahes Dag



I dag har jeg haft en rigtig Tycho Brahes dag, hvor ALT er gået forkert. Vidste I, at astronomen Tycho Brahe netop beregnede, at der var visse dage, der var særligt uheldige? Ifølge hans beregninger skulle det godt nok først være om to dage, altså den 6. oktober, men min "uheldige dag" kom lidt for tidligt. Og den smittede af på min rare mand, der hele dagen har revet sig i håret og slået hovedet ned i bordet...

Sidste skud på stammen var, at vores trådløse forbindelse brændte sammen. Så nu sidder jeg nede i kælderen med en ultrakort ledning og skriver dette her - det bliver altså ikke til meget blogning på den måde...

Jeg tror, at jeg går tidligt i seng... ;-(