mandag den 18. april 2011
MANDAGSTEMA: Favoritsted
Dagens mandagstema er FAVORITSTED - og sådan nogle har jeg egentlig mange af...
Jeg ELSKER at sidde i min magelige lænestol og skrive og finde på. Men jeg elsker også at sidde på terrassen med udsigt til parkens træer. Eller i "conservatoriet" i mit engelske hus. Og under en duftende blåregn en lun forårsdag. Og på en træstub i skoven med madpakken. Og... og...
Du kan se flere bud på ordet her...
fredag den 15. april 2011
ANGLOFILIA i luften...
Jeg tror, det lykkedes... Den nye netshop er i luften, og der ser lovende ud. Håber jeg!
Og så har jeg netop sendt et nyhedsbrev ud i mit nye nyhedsbrevsudsenderprogram. Man er vel en nørd! Ti hi!
Rigtig god weekend - nu vil jeg læne mig tilbage i stolen, lægge fødderne op og tage min Sherlock Holmes hat på. Der var jo noget med en påskekonkurrence... ;-)
torsdag den 14. april 2011
En lille ny...
De sidste par dage har jeg arbejdet intenst på min nye netshop. Det har ikke været nemt, for den slags systemer er ret indviklede (synes jeg), så jeg er glad for, at det nu i det mindste ser ud til at virke.
Hvis alt vil, kommer siden i luften om et par dage. Det er altså meget spændende... :-)
Hvis alt vil, kommer siden i luften om et par dage. Det er altså meget spændende... :-)
mandag den 11. april 2011
MANDAGSTEMA: Grå
Dagens mandagstema er GRÅ - som i en kedelig, grå mandag...
Men jeg har nu egentlig ikke noget problem med mandage. For mig betyder de starten på en frisk og helt ny uge, hvor alt muligt sjovt og godt kan ske. Måske vinder man i Lotto, måske får man verdens bedste idé, eller måske oplever man noget, man slet ikke havde ventet. Man kan aldrig vide med mandage... :-)
Så derfor er mit billede ikke SÅ gråt endda - det viser i stedet disse to dejlige GRÅænder, der valgte at slå sig ned i lige præcis min have. De var hjerteligt velkomne...
Du kan se flere bud på ordet her...
søndag den 10. april 2011
Om vi nyder det...
Se, det er jo slet ikke ferie, dette her. Det er familiebesøg med indbyggede arbejdsdage - vi er bare så heldige, at vi kan tage arbejdet med os.
Men i dag var det jo søndag, så arbejdet fik lov til at hvile. Og derfor tog vi til Gudhjem og gik bagefter tur i lille Melsteds gader. Det var næsten sommervarmt; der var viber på marken og masser af stære. Desværre var der lukket på det flotte landbrugsmuseum, men det lykkedes mig at få et smugkig ind gennem en sprække i lågen.
På vej hjem til "morinj"s æblekage (det ender vist med en slankekur, dette her) kom vi forbi savværk med træskulpturer og træhuse. Jeg var helt vild med det lille hobbithus, mens min rare mand var lige ved at tage bjørnen med hjem... ;-)
lørdag den 9. april 2011
Sol over Svaneke
På grund af mange færgeaflysninger rykkede vi hjemturen - og blev belønnet med en aldeles vidunderlig, solfyldt dag i Svaneke. De gamle huse gav læ for vinden, og det var en nydelse at gå i hyggelige gader og se havet glitre i baggrunden.
I dag var det så klart, at man kunne se helt til Christiansø, og det er ellers ikke et syn, jeg har oplevet ret tit herovre. Vi handlede lidt i den gamle købmandshandel, hvor man stadig pakker ind i brunt papir med snor og i øvrigt fortrinsvis sælger øens delikatesser.
Vi så også, at maleren Oluf Høsts fødested var til salg: Et hyggeligt gult bindingsværkshus med gammel have og havudsigt fra køkkenet. Ikke det værste sted at tage opvasken...
fredag den 8. april 2011
Vindenes Ø
Nej, det er ikke titlen på en bog, men lige nu har vi stormvejr. Flere færger er aflyst, så det var jo godt, at vi ikke skulle med én af dem i dag...
I stedet kan vi sidde indendøre og se ud på vandrette træer i blæst. Nogle af os strikker (svigermor), mens andre (mig) er ved at fremstille et helt nyt design til ANGLOFILIA-nyhedsbrevet. Det virker. Tror jeg da! I næste uge skal det have sin ilddåb...
torsdag den 7. april 2011
Blæst over Bornholm
Det ser yndigt ud indefra, men det blæser en halv pelikan, så vejret indbyder ikke til de lange ture.
Men en viking frygter ikke blæsten, så vi drog ud på tur og havnede i Hasle. Havet viste tænder, men bag de gamle huse var der læ, så vi kunne sidde lidt og snakke med lokalbefolkningen. Vi sku' hilse... ;-)
onsdag den 6. april 2011
Det var så den sol...
Det kunne vel dårligt være meget værre. Vejret altså! I morges vågnede vi til blæst og slud og ødækkende tåge, der helt og aldeles umuliggjorde fotoseancer af enhver slags.
Nå, men der er jo andre udfordringer, man kan kaste sig over...
tirsdag den 5. april 2011
Sol og sommer... næsten
I går skinnede solen lystigt, da vi tog til Rønne for at gå tur i de hyggelige gader. Men fra havet blæste en iskold vind, så billeder blev taget med stivfrosne fingre, og efter en times tid kastede vi håndklædet i ringen og skyndte sig hjem igen.
Hjem til "morinj og farinj" i deres lune hus, hvor der duftede dejligt af kaffe og lækker mad. Hvem har egentlig brug for sol, når der bare er en varm stemning indendøre...? ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)