fredag den 19. august 2011

Sommerdag og gråvejrsdag


I går skinnede solen fra en skyfri himmel, og mens min rare mand arbejdede, kørte svigermor og jeg en tur til Svaneke, hvor jeg havde et lille ærinde. Bagefter luntede vi ned i havnen og købte en isvaffel, som vi delte med de lokale hvepse, og mens vi sad og smæskede os, sejlede det smukkeste skib forbi. Jeg fik selvfølgelig ikke fotograferet det, fordi jeg var indsmurt i valnødde- og bananis, men det lignede næsten Svanen, som jeg netop har skrevet om i Skønne Dage:

I 1856 bestilte skibsreder Peter F. Heering et tremastet barkskib hos købmand Jens Müller Nansen, og Henrik Hansens skibsbyggeri i Svaneke stod for byggeriet. To år efter løb Svanen af stabelen, og det var det største og smukkeste skib, der nogensinde blev bygget i Svaneke.  

Man er ved at bygge en tro kopi af skibet i Nexø, men det varer endnu nogle år, før det er færdigt...

I dag har vejret været helt anderledes - gråt, blæsende og kedeligt. Men ikke så kedeligt, at det ikke er godt for noget andet - nemlig kortspil, hjemmehygge og flæskesteg... :-)

onsdag den 17. august 2011

Det er da Bornholm...

Ralline, Lavendel og Sherlock alias Sussi/Sussinghurst havde regnet den ud - det er da Bornholm. Og, som Ralline ganske rigtigt skriver, så har Bornholm altså andet end runde kirker. Den på billedet i det forrige indlæg er fra Rønne - ligesom det smukke hus her.

Vejret har været skønt, men i dag har det nu mest være hjemmedag, havedag, arbejdsdag og familiedag. Der bliver tid til ture og andet sjov, for vejrudsigten lover fortsat god opførsel... sådan nogenlunde...

Der bliver forhåbentlig også mulighed for lidt kræmmermarked på bornholmsk manér, for min søde svigermor er blevet bidt af en kreativ kræmmer og sælger hjemmestrik til turisterne. Og jeg skal helt sikkert med... ;-)

tirsdag den 16. august 2011

På farten


De næste dage vil Deres Udsendte blogge fra.... ja, hvorfra mon??

mandag den 15. august 2011

Kort og godt


Mit indlæg i går fik mig til at tænke på en anden måde at spare på. I England er det nemlig meget udbredt med kort af forskellig slags - de såkaldte "loyaltycards". Nogle butikskæder stoppede med dem under krisen, blandt andet W H Smith, som er en kombineret kiosk/boghandel, men andre kører ufortrødent videre.

Det er også meget brugt med "køb tre, betal for to", og det benytter jeg mig flittigt af, når det drejer sig om ting som tandpasta, hårshampoo, vitaminpiller og den slags, som man alligevel køber. Netop Boots, der er Englands svar på Matas (eller omvendt), har meget tit den slags tilbud, og de kan udvikle sig til det lettere komiske...

På et tidspunkt gik jeg ind i en stor Boots for at købe noget creme. Jeg købte også et par andre småting og gik hen til kassen for at betale mine indkøb, der vel løb op i små 80 kr. Jeg gav ekspeditricen mit kort, og så begyndte hun: Der er egentlig tre for to af de dér cremer. Og det behøver ikke at være cremer; det er tre for to af hele serien. Om ikke jeg ville have en ting mere, for jeg havde købt to ting fra serien? Det ville jo ikke koste mig noget...

Meget venligt og meget logisk! Heldigvis var der ikke andre mennesker i kø bag mig, så jeg skyndte mig hen og fandt en anden ting, som jeg også brugte.

Så fandt ekspeditricen en ny ting i kurven: Lige netop denne her er der to for samme pris på i denne uge. Vil du ikke have én mere? Det koster jo ikke ekstra...

Jeg pilede hen og fandt en tandpasta mere...

Se, denne her udløser en voucher, som du kan bruge, når du køber shampo af det mærke næste gang. Men hvis du nu betaler disse her ting, så kan du bruge voucheren til shampooen bagefter. Det må bare ikke være i samme ekspedition...

Jamen, indlysende. Meget smart tænkt! Selvfølgelig betalte jeg bare i to omgange...

Kunne du tænke dig at bruge de point, der er sparet op på kortet?

Øhm, jo tak. Hvor meget står der?

Det dækker fint dine indkøb her. Nu tager vi lige den igennem først...

Bagefter betalte jeg med voucheren for shampooen - hvilket udløste en ny voucher til senere brug...

Jeg endte altså med en posefuld af ting, som jeg ikke skulle betale for. Jeg kan godt huske min rare mands meget forundrede ansigt, da jeg kom bærende ud med den og samtidig gav ham de ti pund tilbage, som han havde givet mig at handle for...  :-)

søndag den 14. august 2011

En sparegris


Min far var en meget økonomisk person, og jeg ville sommetider ønske, at jeg havde arvet lidt mere af hans sparsommelighed. Man kan dog ikke sige, at han ikke prøvede - for jeg husker tydeligt, at jeg som ret lille blev taget med over i den lokale afdeling af Bikuben, hvor jeg fik min allerførste bankbog. En fin gul én, som jeg var meget stolt over!

Samtidig blev jeg introduceret for begrebet "sparemærker". Det var en herlig opfindelse - især for sådan én som mig, der elsker den slags samlerier. Man kunne forvandle sine sparsomme sparepenge til frimærker, der så blev sat ind i et hæfte - og når hæftet var fuldt, kunne det indsættes på bankbogen. Typisk var værdien vist 10 kr., og jeg nød at se, at tallene i den gule bog blev større og større.

Senere opdagede jeg, at man kunne købe sparemærker på skolen også, og jeg udviklede mig i den grad til en nærigpind. Hver en ti-øre blev omsat til sparemærker, og jeg var meget innovativ, når det drejede sig om at skrabe penge sammen. Hvis ikke der var opgaver, der udløste lommepenge i hjemmet, så opfandt jeg nogle!!

Gad vide, om min far nogensinde fortrød sit initiativ... ;-)

lørdag den 13. august 2011

Rund fødselsdag

For 30 år siden så den personlige computer dagens lys, og man må nok sige, at de 30 år har vendt op og ned på meget.

Da vi startede min rare mands grafiske virksomhed, måtte vi først ud og købe den PC, der skulle være grundlaget for det hele. Det blev en Dell, der dengang kostede over 50.000 kr. - og den var ved Gud ikke noget at skrive hjem om.

Andre computere kom til med tiden, og det var hver gang en dyb indånding og en stor udskrivning - men heldigvis blev de da både billigere og bedre.

 Det er underligt at tænke på, at der på så få år er sket så store forandringer. Da vi startede for 16-17 år siden, blev brochurer og annoncer stadig opsat med klippe/klistre teknik, og der blev fremstillet præsentationer, farvelagt med spritpenne, der fik hele huset til at lugte. Bagefter blev illustrationerne opsat på pap med en spraylim, som altid blev påført udenfor - i kælderskakten. Af samme grund klistrede vi altid fast til trapperne, når vi gik ind gennem kælderen...

Man må sige, at ting er blevet væsentlig nemmere - og billigere. I dag foregår alt på computere, og vi kan ikke forestille os noget andet. Jeg var grædefærdig, da jeg måtte skrotte min store, elektriske skrivemaskine, som var så avanceret og så skøn at skrive på, men jeg ville godt nok ikke bytte i dag. Når jeg tænker på, hvor besværligt det var med rettelak og -papir...

Det bliver spændende at se, hvad fremtiden bringer. For - som artiklen slutter - de forandringer, som den personlige computer satte i gang, er kun lige begyndt...

fredag den 12. august 2011

Engelske serier


I øjeblikket ser vi to meget forskellige engelske serier, som jeg har haft med hjem. Den ene handler om arkitekturhistorie, hvor der aflægges besøg i nogle historiske huse, der ellers ikke er åbne for publikum. Vi får historien bag, og den bliver fortalt af en meget entusiastisk historiker, Dan Cruickshank, som jeg har stiftet bekendtskab med i lignende serier. Meget interessant - hvis man altså kan lide den slags.

Den anden serie må siges at være noget helt, helt andet. Det er en komedieserie - Miranda - som jeg så første gang sidste år, og det er en meget anderledes, lettere rustik serie med en voksen pige, der ikke altid er lige heldig. Hun er også lidt for stor og kommer gerne galt afsted, og hendes mor finder det umådeligt pinligt, at hun stadig er single. Herlig serie...

Så sammenlagt giver de to serier den perfekte aftenunderholdning - og da det hævdes, at vi danskere ser mere TV end nogensinde lige nu på grund af den regnfulde sommer, så passer det jo fint. :-)

torsdag den 11. august 2011

Regnfuld torsdag - og smuk musik

Grå regnvejrstorsdage kan kun bruges til én ting: Pandekager, hygge, gode bøger og smuk musik.

Så efter en kedelig tur på værkstedet med bilen og en pjasket gåtur hjem er tiden nu inde til netop dét. Og efter pandekager, hygge og et par kapitler i en god bog vil jeg arbejde på mit nyhedsbrev, så det kan blive sendt ud i aften - denne gang meget passende med smuk musik som præmie i konkurrencen.

Man trænger sådan til skøn musik på en regnfuld torsdag... :-)

PS. Du er selvfølgelig velkommen til at melde dig til på www.anglofilia.dk, hvis du vil være med i konkurrencen om en CD med Concerto Copenhagen.

onsdag den 10. august 2011

ANGLOFILIA på vej


Så har jeg sluppet det nye ANGLOFILIA - efterår - og sendt det til tryk, så det kan udkomme i næste uge.

Nu vil jeg hygge mig lidt med regnskaber (man har mange glæder som selvstændigt erhvervsdrivende...), og bagefter vil jeg gå en god tur i blæsevejret. God vind!

søndag den 7. august 2011

LØFTET (Delfin-sangen)



Jeg blev altid rørt, når jeg hørte denne Olivia Newton John sang. Og selv om den er fra begyndelsen af 80'erne, er den lige aktuel - og jeg bliver stadig berørt.

Teksten - og delfinerne - siger alt det, jeg gerne vil sige...