tirsdag den 8. november 2011
Arbejdsdag
I dag bliver der arbejdet godt og grundigt igennem, for det nye ANGLOFILIA skal i tryk i morgen.
Så dette bliver bare et kort indslag med et smukt billede - kunstneren kan man læse mere om i magasinet...
Go' tirsdag til jer!
mandag den 7. november 2011
Jane Eyre
Når nu jeg har en lille bitte biografreklame i den lokale biograf, så holder jeg jo øje med, hvad der går dernede. Og nu kommer den nye Jane Eyre - en film, som jeg gerne indrømmer, jeg har set i samtlige indspilninger. Flere gange.
Min favorit har i mange år været George C. Scott, for efter min mening skal mr. Rochester være en brysk og barsk mand. Her halter det så lidt med den nye udgave, for Michael Fassbender er alt for "pæn".
I 1997 kom den udgave, der indtil videre i hvert fald får min stemme. Nemlig med Ciaran Hinds og Samantha Morton. Ciaran Hinds er den helt perfekte til rollen, hvor han er både barsk og flot og lidenskabelig - og Samantha Morton ER simpelthen Jane Eyre.
Hmmm, jeg tror, at jeg skal finde den film frem igen... ;-)
søndag den 6. november 2011
Min nye bedste ven
Jeg har ønsket mig en robotstøvsuger i årevis, men mit første forsøg blev en skuffelse. Så jeg har gået og luret lidt på alternativerne, men fandt ikke rigtigt nogen.
For ikke så længe siden kom en ny "lille hjælper" på markedet - Neato XV-15 fra USA, hvor den skulle være meget populær - og også i England var man positiv.
Forleden kom "han" så ind i mit liv. Han er sød og nem og hjælpsom, men han larmer lidt rigeligt. En almindelig støvsuger larmer også en del, så pyt med det - jeg lukker ham bare inde i et værelse, hvor han kan gøre rent i ro og mag uden at forstyrre mig.
Jeg er imponeret over, at han klarer alle mine løse tæpper uden problemer. Han tygger lidt på frynserne, men spytter dem hurtigt ud igen og arbejder fortrøstningsfuldt videre. Han fandt endda ud af at forcere dørtrin - enten ved at tage tilløb eller lirke sig hen over dem.
Han kan være lidt voldsom ved mindre taburetter, som han prøver at skubbe væk, og han kom op og slås med en standerlampe, som jeg dog nåede at redde, inden den væltede. Løse ledninger er IKKE sagen, så de bliver omhyggeligt fjernet, inden han slippes løs.
Men bortset fra det er han dejlig! En rigtig lille slider, og her bliver så fint, så fint. Samtidig får vi ryddet op i hver en krog, for han skal jo have de bedste muligheder for at komme til - og det giver os et positivt puf i den rigtige retning.
Måske skulle man overveje at spare sammen til en robot-plæneklipper til sommer... ;-)
Update: 2013: Jeg har ikke støvsugeren mere, for jeg mistede tålmodigheden, da den gik i stykker for tredje gang...
lørdag den 5. november 2011
Vorherres egen Agnes
Mens jeg cykler min daglige morgentur på motionscyklen, ser jeg TV på det gamle apparat med indbygget videoafspiller. Så forleden fandt jeg en stak gamle bånd VHS bånd, som vi selv har optaget på engang - men mange gange har jeg bare sat optagelsen til og ladet båndet køre ud.
Det kan der komme meget underholdning ud af, for hvad gemmer der sig efter den optagne udsendelse?
På båndet i går var der en film, som jeg ikke kendte, og som jeg ikke vidste, at jeg havde optaget. Vorherres egen Agnes - en amerikansk film fra 1985 fra Anne Bancroft og Jane Fonda. Den foregår i et nonnekloster, hvor den stakkels unge nonne Agnes slet ikke kan huske, hvad der er sket med hende og det barn, hun har født.
I øjeblikket er den ved at udvikle sig til noget særdeles spændende - og jeg håber meget, at hele filmen er med på båndet. Ellers er jeg jo nødt til at købe den for at se slutningen...
fredag den 4. november 2011
Flash animationer
Jeg har før fortalt om de flash animationer (tryk her), som min rare mand fremstiller så mange af. Lige nu er han i fuld gang med en stribe nye, men denne her er min favorit.
Den er da bare noget så nuttet... :-)
torsdag den 3. november 2011
Sjov arkitektur
Når jeg har været i England, har jeg sommetider set en udsendelse i TV, der hedder Grand Designs. Her bliver man præsenteret for vidt forskellige ombygninger eller nybygninger, som folk kaster sig - mere eller mindre frygtløst - ud i, og det kan være ret fascinerende at følge.
Så jeg købte en stak DVD'ere med hjem, som vi nu tygger os igennem. Det daglige afsnit bliver nydt til aftenteen, og det er meget underholdende. Nogle byggerier ligger særdeles langt fra det, vi selv kunne forestille os at bo i, mens andre er misundelsesværdige. Vi mennesker er i høj grad forskellige.
I alle tilfælde mangler fantasien i hvert fald ikke noget, og det er meget lærerigt og også lidt gysende at følge med i, hvor meget der kan gå galt under et byggeri. Samtidig er det spændende at se, hvor flot selv den allermest usle ruin kan blive, hvis man har visionerne (og pengene...).
Så jeg købte en stak DVD'ere med hjem, som vi nu tygger os igennem. Det daglige afsnit bliver nydt til aftenteen, og det er meget underholdende. Nogle byggerier ligger særdeles langt fra det, vi selv kunne forestille os at bo i, mens andre er misundelsesværdige. Vi mennesker er i høj grad forskellige.
I alle tilfælde mangler fantasien i hvert fald ikke noget, og det er meget lærerigt og også lidt gysende at følge med i, hvor meget der kan gå galt under et byggeri. Samtidig er det spændende at se, hvor flot selv den allermest usle ruin kan blive, hvis man har visionerne (og pengene...).
onsdag den 2. november 2011
Efterårsture
For mig er årstiden helt perfekt nu! Jeg er ikke til for meget varme, og jeg elsker dette milde vejr, der for min skyld gerne må være lidt gråt og regnfuldt - for det er så dejligt at gå tur i...
Hver eneste dag trasker jeg en lang tur, mens jeg sparker i blade og tænker over det, jeg skal. Eller det, jeg længes efter. For jeg længes efter England og mit engelske hus, som jeg heldigvis snart skal over til - det skal gøres vinterklart og udlejningsklart - blandt andet til jul, hvor en familie kommer og fejrer helligdagene.
I går viste parken sig fra sin allerbedste side: Alle træerne var gyldne og røde, stierne var dækket af nedfaldent løv, søen var spejlblank og alting virkede tyst og stille. Det gælder om at nyde det hele - lige nu, mens det er her... :-)
Hver eneste dag trasker jeg en lang tur, mens jeg sparker i blade og tænker over det, jeg skal. Eller det, jeg længes efter. For jeg længes efter England og mit engelske hus, som jeg heldigvis snart skal over til - det skal gøres vinterklart og udlejningsklart - blandt andet til jul, hvor en familie kommer og fejrer helligdagene.
I går viste parken sig fra sin allerbedste side: Alle træerne var gyldne og røde, stierne var dækket af nedfaldent løv, søen var spejlblank og alting virkede tyst og stille. Det gælder om at nyde det hele - lige nu, mens det er her... :-)
tirsdag den 1. november 2011
Forsider
Forsiderne til mine magasiner bliver til på mange forskellige måder: Nogle billeder køber jeg mig til; andre er mine egne "heldige" skud - som nu det, der er på ANGLOFILIA lige nu. Det billede blev taget i haven ved Hidcote på en aldeles vidunderlig efterårsdag, hvor min rare mand og jeg gik rundt og havde en lille intern fotokonkurrence - sådan som vi tit har. Hvem får den flotteste vinkel, det flotteste lys, det flotteste motiv... I dette tilfælde var det mig, der vandt... ;-)
Atter andre bliver til ved tilfældigheder - som den SKØNNE DAGE forside, jeg er så vældig glad for. Vi fik en smuk buket blomster forærende af ejendomsmægleren, fordi vi skulle holde "åbent hus" - og den buket var så køn, at den måtte udnyttes. Og det blev den - for det er den, der pryder den gyldne efterårsside her...
mandag den 31. oktober 2011
Kære minder
Jeg har genvundet glæden ved biblioteket! Der var lige nogle år, hvor jeg ikke var den flittige gæst, jeg ellers altid havde været, men NU er jeg tilbage i folden!
Én af grundene er den gode service. Nu får man en sms i god tid, inden bøger m.m. skal afleveres, og det er guld værd for en glemsom én som mig. Man kan endda forny sine lån pr. sms, hvis det skulle være nødvendigt! Det er også blevet supernemt at finde og reservere over nettet, og så står det hele klar, når man kommer. Man har jo ikke altid god tid til at gå og ose, men hvis man har, er det selvfølgelig bedst...
På mit sidste besøg stod disse bøger linet op ved udleveringsskranken. PUK og FLEMMING bøger i stribevis. Jeg havde begge serier og læste dem begejstring. PUK fik jeg af min mor og FLEMMING arvede jeg efter min far, der selv havde læst dem som barn. Ah ja, disse kære minder... :-)
søndag den 30. oktober 2011
Frem eller tilbage eller...
Jeg er virkelig ikke god til det med sommertid og vintertid!
I går opdagede jeg ved en tilfældighed, at urene skulle stilles tilbage denne weekend og jubii for det! En hel time mere at gøre godt med! Jeg aftalte med min rare mand, at vi ville lade som ingenting og vente med at stille uret tilbage til her midt på søndagen, der så pludselig på magisk vis blev meget længere. Så langt, så godt.
Da jeg vågnede i morges, lå jeg som sædvanligt og trak tiden, mens jeg skævede til uret. Ah, kun 7.30 - vi tager lige en halv time mere. Det ER jo søndag... Vel vidende at dagen jo også blev forlænget senere...
Først lidt over 8 opdagede jeg, at både min mobil og vækkeuret havde stillet tiden helt automatisk!
Abonner på:
Opslag (Atom)