fredag den 30. december 2011
En hyggelig boghandel
Er der noget bedre end små, hyggelige bogbutikker? Jeg elsker at gå og kigge, finde nye bøger - eller gamle kendinge. Jeg elsker de personlige kommentarer, som indehaveren somme tider sætter op på små skilte. Og hvis man kan få en kop kaffe, så er det helt perfekt!
Jeg fandt en ny af slagsen i går og lod mig friste til det med kaffen. Gentoftegades boghandel, der har ligget på stedet i årevis, men nu har fået nye ejere, nyt navn (Under Bogen) og ny indretning. Der var masser af bøger, masser af kunder og en hyggelig stemning. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg vil dukke op her med jævne mellemrum... :-)
Om jeg fandt en bog? Ja da; det var ikke så svært. Og det var en rigtig sød bog - beregnet til børn. Men jeg kan lide alle typer bøger - og skal fortælle om den senere...
Wiinblad
Da jeg var på julemarked på Hegnslund, hang der et smukt vægtæppe med Wiinblad-motiv. Jeg kunne kun komme til at fotografere et lille udsnit af det, men pyt - for hvem kender ikke Wiinblad?
Som yngre arbejdede jeg inde i København, og dengang lå der et Wiinblad-hus i Ny Østergade. Jeg elskede at gå derind en smut, for der var så smukt og dejligt fredeligt - og det allerbedste var et stort springvand, der stod og pjaskede i gårdhaven. Der stod også et stort, rundt kakkelbord med eventyrlige tegninger, og sådan ét har jeg faktisk ønsket mig lige siden...
torsdag den 29. december 2011
Mine år som retsskriver
I går skrev jeg om glæden ved en fyldepen - og dermed kom jeg til at tænke på mine år som retsskriver. Først i Helsinge ret, hvor jeg var i vistnok 6 år, og derefter i Københavns Byret.
Jeg ved ikke, hvad man gør nu - men dengang havde computeren ikke holdt sit indtog, og alle forklaringer blev skrevet ned i hånden i store, tykke bøger. Man måtte ikke stenografere, for alle skulle have mulighed for at læse det skrevne senere, så der skulle skrives hurtigt og altså rimeligt læseligt.
Jeg var i strafferetten og overværede et væld af straffesager i de år. Jeg skulle også forberede sagerne og gøre dem klar, og derfor kom jeg uundgåeligt til at se billeder, som jeg stadig husker med uhyggelig tydelighed.
Her er grundlag for adskillige gysere og spændende krimier; men jeg tror ærlig talt, at jeg fik nok af kriminalitet de år. I dag foretrækker jeg at beskæftige mig med de mere lyse sider af livet...
onsdag den 28. december 2011
Skriverier
Mit livs eneste 13-tal fik jeg i skrivning. Det ville man ikke tro i dag, hvis man så min håndskrift, for den blev desværre helt ødelagt i løbet af mine år som skriver i retten. Her skulle man nemlig skrive hurtigt, for man måtte ikke stenografere og ikke bruge forkortelser, som andre ikke senere kunne læse.
Men det var en helt anden historie. Da jeg gik i realklassen, elskede jeg at skrive store, smukke bogstaver med min meget fine fyldepen, og glæden over en fyldepen har jeg stadig. Jeg bliver nærmest helt andægtig, når jeg finder den frem, fylder den med blæk og henter noget smukt brevpapir fra gemmerne. Så sætter jeg mig til rette og skriver ganske langsomt, nydefuldt og nydeligt.
Der skal i virkeligheden ikke ret meget til at glæde mig... ;-)
Men det var en helt anden historie. Da jeg gik i realklassen, elskede jeg at skrive store, smukke bogstaver med min meget fine fyldepen, og glæden over en fyldepen har jeg stadig. Jeg bliver nærmest helt andægtig, når jeg finder den frem, fylder den med blæk og henter noget smukt brevpapir fra gemmerne. Så sætter jeg mig til rette og skriver ganske langsomt, nydefuldt og nydeligt.
Der skal i virkeligheden ikke ret meget til at glæde mig... ;-)
tirsdag den 27. december 2011
Jul på engelsk
I England var det Boxing Day i går. 2. juledag kaldes i den engelske version Boxing Day, fordi man fra gammel tid har samlet penge ind i en box (æske), og pengene blev givet til de fattige og trængende. Det kunne også være en næringsdrivende, der sparede op i en æske og herefter gav det opsparede beløb til de ansatte ved juletid. Denne juledag er som regel en afslappet hyggedag i familiens skød, hvor man måske går en tur, spiser noget dejlig mad, spiller spil og hygger sig med julegaverne. Ligesom mange gør herhjemme...
Da jeg jo var delvist flittig i går, vil jeg holde min egen private 3. juledag i dag. Det bliver noget med bøger, en sofa, småkager i skål og musik i radioen. En gåtur og et puslespil. Sådan lidt "Boxing Day-agtigt"... ;-)
mandag den 26. december 2011
Lidt flittig 2. juledag
I dag skal jeg være en lille smule flittig - for jeg skal have lagt sidste hånd på SKØNNE DAGE, læse korrektur og sende til tryk i morgen tidlig.
Men der skal nok blive tid til at hyggespise og se julefilm, sådan som det hører sig til på min anden juledag - og så vil jeg tænke en venlig tanke på de mennesker, der holder jul i mit engelske hus.
Jeg håber, at de hygger sig! Jeg ved i hvert fald, at der er julepyntet til den store guldmedalje, så mon ikke de gør?!
søndag den 25. december 2011
Gode gaver
Vores julegaver var vel relativt beherskede i går. Ikke på grund af krisen - snarere fordi de ting, vi virkelig ønsker os, ikke lige er sådan noget, man pakker ind og kommer under træet. En autocamper f.eks....
Men jeg synes nu ikke, at jeg passer ind i den fold, som en journalist skrev: Alle kvinder ønsker sig tasker, smykker og tøj... Øøh nej, ikke denne her kvinde i hvert fald. Jeg fik - udover bamsen fra i går - bøger og bøger. Og en DVD med Joanna Lumley, som jeg glæder mig til at se.
For mig var det en perfekt julegavehøst. Nu har jeg underholdning til resten af ferien. Mindst.
Nå ja, og så fik jeg lovning på én gave mere. Nemlig en ny hjemmeside, som min rare mand har lovet at lave til mig her i juleferien. Den glæder jeg mig rigtig meget til at se... :-)
lørdag den 24. december 2011
Tilbage igen... og glædelig jul
Så er jeg tilbage på bloggen igen. December har mildt sagt været hektisk, for jeg havde som sædvanligt taget munden lidt for fuld. Men det lykkedes; alle julepakker er sendt, der er styr på magasiner og julerier og alt det andet, som er december.
Og nu, nu, nu... er det endelig jul. Jeg glæder mig som et lille barn juleaften - bogstavelig talt. For se bare her, hvad der venter på mig under træet. Bjørnen Henry, som jeg forelskede mig i, mens jeg skrev en artikel om Steiff. Nu sidder han med sløjfe om maven og venter på at blive "pakket ud".
Jeg erkender blankt, at jeg nok aldrig bliver voksen! Og så vil jeg ønske alle jer andre i blogland en RIGTIG GLÆDELIG JUL på den allermest barnlige måde... :-)
tirsdag den 6. december 2011
Dejlig tirsdag
![]() |
Et af butikkens julekort... |
I går brugte jeg hele dagen til at komme på plads og gøre orden på mit lille showroom på Ordrupvej. Jeg har tænkt mig at holde åbent et par dage om ugen, og så skrive ugens åbningstider på min hjemmeside og på Facebook. Måske kunne det virke?
I dag skal jeg sidde og skrive i fred og ro. Lige pludselig kan jeg mærke, at det er det, jeg trænger til, for der har været fart på i næsten en måned. Julefreden må meget gerne sænke sig nu, og det varer ikke længe, før kassen med julepynt bliver fundet frem. :-)
søndag den 4. december 2011
Sidste dag på Hegnslund
Sidste dag på julemarked - så huset er fyldt med besøgende. I aften bliver alting pakket ned - og så falder julefreden sig forhåbentlig over det lille hjem. For selv om der skal pakkes pakker i netbutikken og sendes ud, så bliver der formentlig også tid til julebag og hjemlig hygge. Det satser jeg i hvert fald på... :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)