onsdag den 31. december 2014

Et godt nyt år...

Hos mig er nytårsaften en fredsommelig affære, for sådan har det altid været med dyr i huset og en mor, der havde bomber på alt for tæt hold under krigen.

Jeg tager årets sidste "kamp" med min rare mand, for der bliver spillet igennem både i dag og i morgen. Sådan er det altid med os "spillefugle" - og af underlige årsager står vi næsten altid nogenlunde lige, når året er slut.

Når klokken slår tolv, skåler vi i hvad-vi-nu-har. I år er der ingen champagne, så det bliver enten cognac eller nisseøl - men jeg er sikker på, at det nye år bliver godt alligevel. Måske er nisseøl passende - for vi har mange skøre og sjove planer, der skal iværksættes i 2015.

Og nu vil jeg ønske jer alle i Blogland  et rigtigt godt og lykkeligt nyt år. Må det blive præcis som I ønsker det... :-)

søndag den 28. december 2014

Ny film at glæde sig til...



A little Chaos er en ny BBC film instrueret af Alan Rickman - der også selv spiller med i filmen. Den handler grundlæggende om opførelsen af et storslået springvand i haven ved Versailles, og Kate Winslet har en af hovedrollerne. Kommer i biograferne til foråret, så vidt jeg ved...

Småkagetyverier


Jeg synes, at småkagerne forsvandt som dug for solen her i julen. OK, portionen var heller ikke så overvældende stor, så man må bare i gang med en ny.

Og mens jeg stod og æltede, kom jeg til at tænke på min barndoms jul, hvor der blev bagt flere forskellige slags småkager i god tid inden højtiden. Hver slags blev lagt i dåse, så de kunne holde sig frem til juledagene, og så blev hver dåse forseglet med gennemsigtig tape. Sådan hele vejen rundt omkring kanten af låget.

Jeg fandt det yderst tarveligt, men jeg lærte selvfølgelig hurtigt at lirke tapen op. Inden jeg fjernede den, målte jeg omhyggeligt ud, hvor tapen begyndte og endte, så jeg kunne anbringe den nøjagtigt samme sted som før.

Jeg tror aldrig, at jeg blev taget på fersk gerning, men min mor sendte mig nogle meget skeptiske blikke, når hun til sidst så, hvor meget indholdet var svundet ind. Og så mumlede hun noget om, at der vist havde været mus i spisekammeret. Mus medbringende tape...

lørdag den 27. december 2014

En tepottesamler

Jeg har i årevis samlet på hyggelige ting som kander og tepotter... især tepotter. Men antallet begrænses af pladsen, så det er vel blevet til 16-17 stykker, der fint kan stå "tud ved hank" på min bogreol.

Og det skulle egentlig være det. Men nej, for nu har jeg fundet en ny, jeg bare MÅ have. Når jeg altså finder den.

En "halløj på badehotellet" tepotte. Komplet med skilt "fatty owls", der jo retteligt skulle have været Fawlty Towers. Denne version så jeg på en café, og der skulle oprindeligt have været to små træer foran døren.

Den ER da herlig! :-)

fredag den 26. december 2014

Yndlingsdage...

Lige præcis nu er det mine yndlingsdage. For jeg nyder i den grad, at jeg ikke behøver at foretage mig noget som helst fornuftigt, men kan tilbringe timer med puslespil, lydbøger, bøger og film.

Puslespillet er ét af de hyggelige fra min egen butik; lydbogen er i øjeblikket Mary Higgins Clarks uhyggelige "On the street where you live"- og bogen er en julegave fra min mor: "Fruen kommer i dag".

Filmene er en god blanding af engelske spændingsfilm, dokumentar og andet godt - og ind i mellem er der tid til at slå min rare mand i Ludo.

Vi har vores egne "skrappere" regler, så selv et hyggeligt familiespil som Ludo kan i vores version blive en nådesløs kamp om æren... ti hi...

En eftermiddag i København


I går eftermiddags var vi i København. Det frøs, så det knagede, men vi var ikke de eneste, der trodsede vejret og travede ture i de mere eller mindre glatte gader.

På halvvejen fandt vi en hyggelig café med varm julekaffe (med kanelsmag) og gumle-snegle (sådan nogle tykke nogle, man kan gumle længe på), og undervejs mødte vi også ham her: En Lego-julemand.

Hvis man ellers har brikker nok, kunne det måske være et projekt her til juleferiedagene?

Dette indlæg er med i "fredagstemaet", der handler om noget, der er "menneskeskabt". Du kan se andre bud på temaet lige her:

torsdag den 25. december 2014

God første juledag...

Mit juletræ bliver altid pyntet lillejuleaften. Det bliver stående til nytår - sommetider lidt længere, men i hvert fald ikke mere end et par dage ind i det nye år. Det kommer også i høj grad an på træet... tidspunktet er inde, når der er flere nåle på gulvet end på grenene... ;-)

Men lige nu står det smukt og grønt og fyldt med julepynt. De små lyskæder er gemt mellem grenene, så man ser kun de bitte små lys, der skaber lys og skygge i det grønne. Pynten hænger rundt omkring - ikke det hele, men de bedste ting. Lidt nyt og mest gammelt. Lidt engelsk og mest dansk.

Vi havde en hyggelig aften i går. Dejlig julemad, julemusik i radioen og fine, små gaver. Nu sidder Peter Plys bjørnen ved siden af min Steiff bjørn; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver helt voksen.

Og i dag står den på formiddagsafslapning og eftermiddagstur: Jeg har nemlig et lille projekt, som jeg skal i gang med - men det fortæller jeg mere om på et senere tidspunkt. Indtil videre er det en "julehemmelighed"...






tirsdag den 23. december 2014

En særdeles afslappet jul

Jeg har haft travlt i min lille butik i år - og det er jeg naturligvis superglad for. Men NU trænger jeg til en nem og afslappet jul, og blandt andet derfor har vi valgt en lidt alternativ løsning på madfronten (den anden årsag er, at vi holder jul hos min mor i hendes lejede hus, hvor der ikke er lys i køkkenet (!)).

Så i år har vi valgt at få maden udefra. Jeg opdagede nemlig, at der er åbnet en "Mad ud af huset" i nærheden af min egen lille forretning, og det var jo ganske smart. Juleaftensdag kører jeg over og henter julemenuen hos Madsens Catering - og den glæder jeg mig til...

Menuen lyder - dejligt traditionelt - på:

Langtidsstegt and med æbler og svesker.

Rødkål med kanel og appelsin.

Brunede kartofler.

Andesky

Og så Ris a la mande med kirsebærsauce.

mandag den 22. december 2014

Når der går et lys op for én...

Jeg har altid haft levende lys på mit juletræ. I begyndelsen brugte jeg de gammeldags lyseholdere af mørkegrønt metal, og senere - fordi vi fik dem forærende - de fine forgyldte Georg Jensen stager.

jeg har aldrig så meget som overvejet at have elektriske lys på træet. Men ganske langsomt blev jeg omvendt. Først i England, hvor man stort set altid bruger de elektriske, og senest i Brugge, hvor fordelene for alvor slog sig fast.

For de rette små lys med varmt, gyldent skær - IKKE dem, der blinker, og slet ikke dem, der har forskellige farver - kan fremhæve julepynten på allerbedste vis.

Fordelen er også, at man kan lade træet være tændt hele dagen, om man vil - uden at bekymre sig om brandfare og uden at skulle skifte tyve små julelys hvert tyvende minut.

Billedet her er fra vores seneste Bed and Breakfast i Brugge, hvor træet stod og hyggede i den stue, hvor vi spiste morgenmad. 

søndag den 21. december 2014

Frem med julekassen...

Nu kommer det herlige øjeblik, hvor julekassen skal fremfindes og genåbnes. Det er næsten som juleaften, når man genfinder de elskede ting, der rummer minder fra et helt langt liv.

Nogle ting har jeg arvet fra min mors familie: Smukke glaskugler, trompeter og fugle, der ikke har meget hale tilbage. De fine broderede juleduge fra én af mine mange mostre.

Andre ting har jeg købt sammen med min rare mand, og det får minderne frem om rejser og ture: Ih se, de flotte glas-istapper; de er fra Brugge - kan du huske... kan du huske...

Og atter andre ting har jeg selv fremstillet - sammen med min far, der elskede at flette de hvide stjerner. Hjerter og kræmmerhuse og så selvfølgelig de gamle kravlenisser, der skal ud og kravle i min mors lejede hus.

Der er også sprællemanden og alle de nissefigurer, som jeg købte sammen med hende i en årrække. Læsenissen, havenissen, manden og konen, der danser og den søde nissepige, der giver kaninungen mad.

Når alt står og hænger rundt omkring, og når træet er pyntet - ja, så er julen ved at indfinde sig...