torsdag den 28. august 2014

Nyslynget honning

For et par dage siden fik jeg et glas med helt nyslynget honning fra sommertravle bier forærende. "Fra biernes bestøvning af sommerblomster og hvidkløver", står der på det - og uhm, hvor det smager godt.

Faktisk ved jeg ikke noget bedre end honning, men det skal være den ægte vare - i England har jeg tit fået honning, der er så fyldt med sukker, at det knaser mellem tænderne.

Det flydende danske guld bliver omhyggeligt anbragt på brød med en ske, og der balanceres omhyggeligt for ikke at spilde de gyldne dråber. Det ville da være synd, hvis bijobbet havde været forgæves... ;-)

søndag den 24. august 2014

Ti ting på én gang...

Ja ja, jeg bliver aldrig klogere... Selvfølgelig skal jeg kaste mig over et bogprojekt sådan et par uger før jeg skal afsted til England, men pyt - for jeg elsker det!

At det så betyder, at jeg er meget (som i helt og aldeles) stille på bloggen - det er der ikke noget at gøre ved. Jeg må tage revanche senere...

Jeg er i hvert fald sikker på, at der i løbet af september kommer rigtig mange dejlige billeder på bloggen. Engelske billeder vel og mærke...

mandag den 18. august 2014

En bog på vej...


Jeg har kastet mig over et nyt projekt, som jeg virkelig nyder - en SKØNNE DAGE årbog.

Bogen tager udgangspunkt i mine magasiner fra forrige år, og jeg sidder i øjeblikket og skriver flittigt. Og så glæder jeg mig til at sende manuskriptet til tryk inden så længe, så bogen kan være klar til BogForum i begyndelsen af november...

fredag den 15. august 2014

En dejlig engelsk serie



I øjeblikket genser vi en dejlig engelsk serie, der hedder Cranford. Jeg ved ikke, om den har været bragt i dansk TV; jeg har den på DVD.

Filmoptagelserne er blandt andet foregået i landsbyen Lacock, som jeg netop har skrevet om i det nye ANGLOFILIA - en charmerende lille landsby, der ikke krævede de store ændringer for at ligne noget fra 1844, da jernbanen kom til byen og vendte op og ned på alting...

torsdag den 14. august 2014

Et nyt ANGLOFILIA


Så er det igen ved at være tid... og jeg har tilbragt dagen med at pakke kuverter til abonnenterne. Inden så længe dukker der et nyt ANGLOFILIA op i postkasserne hos dem, der har bestilt det...

Forsidebilledet er fra Lower Slaughter; en af de særdeles nuttede små byer i Cotswolds.

tirsdag den 12. august 2014

De gode ting

Jeg sad og kiggede på en vase, som min mor har fyldt med roser fra haven (de trængte nemlig til at blive klippet lidt ned, så man ikke rev sig til blods, hver gang man skulle forbi dem...) - og jeg kom til at tænke på, at netop den vase har fulgt mig hele livet.

Den er ikke specielt køn. Den var heller ikke spor dyr, da jeg købte den for mange årtier siden - den blev nemlig købt gennem et dameblad, som jeg læste i som teenager. Men den er funktionel og - særdeles - enkel!

Vasen har været hos mig siden. Som regel stående fremme på bordet med blomster; somme tider gemt væk, men aldrig langt væk.

Det er tit de små ting, man glædes over. Og det er egentlig en dejlig viden at have... :-)

fredag den 8. august 2014

Freden sænker sig...

Flytning af mor og kat og diverse ejendele er overstået - for denne gang! Freden sænker sig over det nye hus, hvor katten Rikke er i fuld gang med at skridte haven af... og min mor er i gang med at indrette sig.

Der er en del ting, som man lige skal finde ud af - blandt andet et induktionskomfur, som gigtfingre har lidt svært ved at håndtere - men ellers er der ikke de store problemer.

Sammen udforsker vi området - for selv om vi kender Hillerød, er det et nyt kvarter med nye butikker, nye busforbindelser og nye steder at gå tur.

Men det skal nok blive godt. Selv om det - endnu en gang - kun er for en tid...

tirsdag den 29. juli 2014

Fup og fiduser

Jeg har løbende en masse ting til salg i Den Blå Avis (på nettet), fordi jeg er i gang med at "tynde ud" i vores ejendele. Det har jeg været længe, så det er der ikke noget nyt i.

Men jeg har nu ikke tidligere været udsat for fupnumre. I går fik jeg en SMS på (nydeligt) engelsk fra en dame i Sverige med telefonnummer  +46 737494533.

Hun skrev, om jeg stadig havde møbler til salg - og ja, jeg har et par stykker. "Skriv venligst til denne mail adresse og fortæl, om møblerne fortsat er til salg":  mrsjohansson_mai@yahoo.com

Alarmklokkerne ringede ikke endnu, så jeg skrev tilbage og spurgte hvilke møbler, hun sådan helt præcis var interesseret i...? Der var da et par stykker at vælge imellem...

Men de begyndte at kime, da hun skrev tilbage, at jeg bare skulle give hende en samlet pris. Hun ville gerne have møblerne hurtigst muligt. Det lød underligt!

Da jeg checkede det ovennævnte telefonnummer, fik jeg mistanken bekræftet. Det er åbenbart et gammelt trick at købe ting via nettet og så lave falske overførsler af penge.

Så hermed denne advarsel. Send aldrig varer eller andre ting, før pengene står på bankkontoen. Det gør jeg nu i det hele taget aldrig - og slet ikke, når jeg i teksten skriver, at tingene skal afhentes - men går den, så går den...

mandag den 28. juli 2014

Hvor er mine kirsebær?

Jeg elsker årstidens bær! Lige i øjeblikket er det kirsebær og blåbær, der har afløst jordbær og hindbær - og der går stort set ikke en dag, hvor jeg ikke indtager en lille portion af begge dele.

MEN hvor i alverden er de fynske kirsebær henne? Jeg ved, at det er tiden, for der har lige været Kirsebærfestival i Kerteminde, men de er ikke her, hvor jeg er...

Jeg ved også, at træerne bugner af bær på øen i midten, for jeg har været der så ofte i kirsebærtiden og købt vildt ind af dejlige saftige røde bær.

Jeg husker endnu med glæde de mange ture, hvor jeg travede rundt i fynske landhaver storgumlende på bær og - jeg indrømmer det - storspyttende sten ud alle vegne. (Det er måske i virkeligheden min skyld, at der vokser kirsebærtræer alle vegne...).

Men uanset min egen personlige indsats er der ingen fynske kirsebær at få. Her er tyske bær eller tyrkiske bær - hvorfor i alverden transporterer man kirsebær helt fra Tyrkiet??? Her er meget (alt for) langt mellem de danske.

Fyn er fin - men det er da ikke pænt sådan at sætte sig på bærrene... ;-)

Foto: Emil Andresen / Fotobiksen)

søndag den 27. juli 2014

Min have i juli

I foråret plantede jeg nogle små lavendelplanter i kanten rundt om soluret - det så ret beskedent ud dengang, men i går fik jeg et foto tilsendt af en betænksom lejer.

Og det ser da ud til, at de små lavendelplanter er kommet efter det... :-)