Når man - som jeg - har gået rundt med forstuvet pote siden midten af juli, så lærer man hurtigt at sætte pris på sine fødder.
I den første tid måtte jeg bare sidde med foden på en skammel. Senere blev det til "hoppen rundt på ét ben" - og endda flytning og nedpakning på ét ben.
I England var jeg tvunget til at gå, for gæsterne skulle vises rundt - og jeg nægtede at acceptere, at den fjollede fod blev ved med at gøre ondt.
Så jeg gik. I begyndelsen under lavmælt jamren, men snart lidt mere afslappet.
Og nu er jeg næsten ved at være "normal" igen. I går gik jeg en lang tur gennem parker og langs stier - kun med en ganske let humpen.
Jeg havde igen lejlighed til at hilse på høns og kigge over hegnet hos havefolket. Man ser så meget sjovt... blandt andet disse klippede fugle.
Følelsen af fri mobilitet er aldeles vidunderlig, og jeg håber, at jeg kan lade være med at snuble over computerledninger og andet løstliggende fremover.
SÅ klodset kan man da forhåbentlig kun være én gang! Hmmm...