Om allergier

Apropos Helles indlæg forleden - så er allergier efterhånden en del af mange menneskers liv, og det kan være svært at finde ud af, hvad man egentlig er allergisk over for.

Personligt har jeg fundet ud af, at ananas og (især) kiwifrugt ikke er så heldigt for mig, for hver gang jeg spiser en bid, begynder det at svie i min mund. Men det er ikke det store problem, for jeg kan jo bare lade de to ting være.

Men for nylig fandt jeg ud af, at jeg også er allergisk over for plastre. Eller rettere - over for det lim, der er i plastre.

Jeg havde revet mig på maven og sat et plaster på, så det ikke blødte på blusen. Det holdt hurtigt op med at gøre ondt, og jeg glemte egentlig alt om det.

Trods badning blev plastret pænt siddende de næste par dage, men pludselig begyndte det at klø helt vildt - og da jeg flåede plastret af, var der to firkantede og meget røde mærker på huden. Kort efter begyndte jeg at få røde pletter over alt, og det varede uger, for de forsvandt.

Jeg slog det efter og opdagede, at jo - man kan være allergisk over limen, der er fremstillet af en slags harpiks.

Så nu holder jeg mig også langt væk fra plastre. Og også fra knive, torne og andre ting, der kunne udløse brugen af dem...

En venskabelig fugl

Jeg har tidligere skrevet om den lille rødhals, som var så venlig at fungere som fotomodel.

Det mest underlige var, at jeg netop skulle bruge et billede af en rødhals til SKØNNE DAGE bogen, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at tage ét i haven.

Så jeg satte jeg mig derud med kameraet parat... men jeg havde dog aldrig forestillet mig, at rødhalsen ligefrem stillede frivilligt op. Eller rettere - satte sig på stolen lige over for mig. Og blev siddende!

Man skulle næsten tro, at den var tankelæser...

Nedtællingen er begyndt...

Med kærlighed som ballast

Da jeg voksede op, var jeg altid omgivet af kærlige voksne - både min store familie og i særdeleshed mine forældre, der aldrig lagde skjul på, hvor elsket jeg var.

Jeg var ikke specielt forkælet med ting, men jeg var forkælet med kærlighed - og mit hjerte bløder for alle de børn, der aldrig oplever det.

Med kærlighed som ballast kan man klare det meste, når livet viser tænder - så husk at sige og vise dit barn, at du elsker det.

Det kan ikke ske for tit!

Billedet er fra den vidunderlige engelske serie CRANFORD...

En travl dag

I dag har jeg travlt med en masse praktisk, så jeg viser lige et dejligt billede fra Berrington Hall i England - og vender "frygteligt" tilbage i morgen... :-)

Til minde

Den 11. dag i den 11. måned klokken 11 stopper millioner af mennesker i Storbritannien op og holder to minutters stilhed for at mindes de faldne i krigene. Under 1. verdenskrig indgik man nemlig præcis på det tidspunkt den endelige våbenhvile, der førte til fred.

Over hele landet afholdes mindehøjtideligheder; både firmaer og private lægger blomster og kranse ved mindestatuerne, og mange bærer en rød valmue på tøjet. De røde papirblomster sælges fra slutningen af oktober og frem til den 11. november, og det indsamlede beløb går til krigsveteranerne og deres familier.

De røde valmuer har en særlig historie: Nogle af de værste kampe under 1. verdenskrig blev udkæmpet i Flandern, og de smukke marker blev efterhånden forvandlet til én stor mudderpøl. Alt blev bombet i stykker og trampet ned. Men midt i al elendigheden og ødelæggelsen voksede valmuerne frem i tusindvis, og de sarte – og dog så seje – blomster har siden da været symbolet på håb og båret til minde.

They shall grow not old, as we that are left grow old:
Age shall not weary them, nor the years condemn.
At the going down of the sun and in the morning
We will remember them.

Laurence Binyons


Den lille strikkede valmue på billedet købte jeg ved den lokale indsamling i Pembridge...

En drillepind

Min bedstefar var en vaskeægte drillepind, og jeg er bange for, at jeg har arvet en del fra ham.

I hvert fald fandt jeg på mange "numre", da jeg var barn (og gør det vist stadig...hmmm) - og det gik ofte ud over min noget ældre fætter, der gerne var med på vores sommerferier.

Han var i den alder, hvor man modtog kærestebreve, og han læste dem med slet skjult begejstring. Jeg så det som min vigtigste opgave at gemme de breve for ham. Jeg læste dem aldrig - intet kunne interessere mig mindre - men det morede mig usigeligt at finde dem... og gemme dem et godt sted.

Min fætter forstod aldrig, hvordan jeg kunne VIDE, hvor de var. Men små gryder har lange ører og kikkertsyn, så selvfølgelig vidste jeg det.

Et andet yndlingsdril var småsten i sengen under sengebetrækket, så de ikke umiddelbart kunne ses, men helt sikkert kunne mærkes, når man skulle sove.

Eller sammensyning af buksebenene i pyjamassen - det var en fryd at ligge under dynen og høre ham hoppe bandende rundt i mørket.

Ak ja, min barndoms sommerferier har mange gode minder!  ;-)

Foto: Nito

Kunsten at forgrimme

Jeg undrer mig gang på gang over, at kunst i vores tid så ofte er forgrimmende. Og at kunstnere - under stor mediebevågenhed - jævnligt kommer frem med værker, der vækker harme og forargelse.

Hvad er der i vejen med kunst, der bevæger? Kunst, der glæder og vækker positive følelser?

Er den slags blevet kedeligt?

Jeg føler mig ikke provokeret; der skal efterhånden meget til at provokere mig. Jeg synes bare, at det er tåbeligt og lettere tragisk, at alt skal være tilladt i trykkefrihedens navn.

Og at man så sjældent gør brug af intelligensen...

Som et modtræk til forgrimmelsen ses her et maleri af Claude Monet: Landscape: The Parc Monceau 1876

En dejlig ny engelsk film på vej

Den skal jeg helt sikkert se!!

En god lang søndag

Selv om jeg personligt synes, at det med sommertid og vintertid er noget pjat - så nyder jeg alligevel, når søndagen i dag er blevet en time længere.

Jeg kan snildt bruge den, den ekstra time. Der skal være tid til hygge, gåtur, artikelskrivning og suppefremstilling. Sådan en skøn blanding af alt det, jeg kan lide... :-)

God søndag!