fredag den 30. april 2010

Churchill og Chartwell


Efter mit ABC indlæg i går er der måske nogle, der har lyst til at læse lidt mere om Churchill. Min artikel fra det allerførste ANGLOFILIA blad kommer her:

Sir Winston Leonard Spencer Churchill blev født i 1874 som den ældste søn af Lord Randolph Churchill og dennes amerikanske hustru. Efter en karriere som bl.a. krigskorrespondent i Sydafrika og med adskillige ministerposter blev han premierminister i maj 1940. Hans indsats under anden verdenskrig var beundringsværdig og gjorde ham verdensberømt, og efter krigen blev han på den politiske arena indtil 1955. I 1965 døde han i en alder af 91 og blev begravet ved Blenheim Palace nær Oxford, hvor han også var født.

Churchill havde set og forelsket sig i Chartwell på et tidspunkt, hvor han slet ikke havde penge til at købe det. Ikke fordi huset var særligt attråværdigt: Skiftende ejere havde ændret og bygget om, så det nærmest var blottet for charme. Det var også nedslidt og håbløst gammeldags i sin indretning, og de mange slyngplanter, der dækkede murene, fik huset til at fremstå ret dystert og trist. Ikke desto mindre greb Churchill straks chancen, da han i 1922 med en forbedret økonomi erfarede, at Chartwell og den omgivende jord stadig var til salg.

Fra Chartwell var der dengang som nu en fantastisk vid udsigt over det skovdækkede, engelske landskab, og det var efter sigende netop udsigten, der fik Churchill til at købe stedet. Faktisk havde han allerede købt huset, da han første gang viste det til sin hustru Clementine og børnene. En kendsgerning, som Clementine vist aldrig helt tilgav ham. Men når Churchill havde sat sig noget i hovedet, var det ikke sådan at lave om på. Efter hans opfattelse skulle Chartwell være familiens hjem, og han gjorde sit bedste for at berolige Clementine, der bekymrede sig meget om den økonomiske byrde, som Chartwell også ville være.

Bekymringerne var ikke ubegrundede. Huset skulle stort set bygges om, og det var så omgivet af tæt bevoksning, at fugten sivede ind gennem væggene. Churchill ansatte en kendt arkitekt, Philip Tilden, til at modernisere og forenkle husets layout, og der blev endvidere bygget en helt ny fløj med store, smukke værelser, der alle nød godt af den flotte udsigt. Churchill brugte meget tid på at overvåge selv de mindste detaljer og havde hyppige diskussioner med Philip Tilden.

Det planlagte budget holdt langt fra. Dels dukkede der utallige uforudsete problemer op, og dels fandt Churchill på flere fordyrende forbedringer undervejs. Men i 1924 var Chartwell forvandlet til det elegante og hyggelige landsted, som han havde haft i tankerne. Clementine indrettede huset i tidens stil - smagfuldt, enkelt og med møbler, der både var praktiske og behagelige. Churchill selv havde travlt med alverdens projekter i haven og blandede sig kun sjældent i indretningen.

For Churchill var Chartwell altid en kilde til glæde. Her kunne han både finde fred og ro og få afløb for sine mange ideer. Den lille dam foran huset blev i årene 1924 og 1925 udvidet til en stor sø og senere kom endnu en sø til. I den ene af søerne blev der dannet en ø, hvor ænder og svaner kunne bosætte sig. Mens Clementine stod for blomstervalget i haven, sørgede Churchill egenhændigt for opbygningen af en mur omkring køkkenhaven. Han byggede et træhus til sine store børn og et sødt lille murstenshus til den yngste, datteren Mary.

I perioder fandt Churchill det nødvendigt at bo og arbejde i London, og Chartwell fungerede i begyndelsen nærmest som et slags sommerhus, hvor familien kun kom i weekenden. Da børsen krakkede i 1929 mistede Churchill størstedelen af sine penge, og økonomien blev så anstrengt, at familien var nødt til at lukke Chartwell ned og i stedet bosætte sig i et af de mindre huse på grunden. Heldigvis tjente Churchill så godt på sine utallige artikler og bøger, at Chartwell snart kunne genåbnes og nye projekter igangsættes. I 1934 begyndte han på projekt ”swimmingpool”, og da sommeren nærmede sig var den ovale pool bygget og fyldt med behageligt opvarmet vand fra en underjordisk kedel.

Churchill var ikke bare en dygtig statsmand og en flittig forfatter - han var også en glimrende og anerkendt kunstmaler. Han begyndte at male ved en tilfældighed, da han var i begyndelsen af fyrrene, og han opdagede snart, at maleriet nærmest virkede terapeutisk på ham. Når problemerne trængte sig på, og han trængte til at få dem lidt på afstand, gik han ned til sit atelier i haven, hvor man i dag kan se en stor samling af hans billeder. Når vejret var til det, malede han i haven, om vinteren malede han udsigten fra stuen, og han tog også tit malergrejet med på sine rejser. Hans begejstring for at male var smittende, og han skrev senere en bog om det at male for fornøjelsens skyld.

Når jeg kommer til himlen, vil jeg bruge en stor del af min første million år på at male, så jeg virkelig kan undersøge emnet til bunds...

Både Winston Churchill og Clementine var glade for dyr, og Churchill skrev på et tidspunkt til sin hustru: ”Jeg synes, at det er meget vigtigt at have dyr, blomster og planter i sit liv, mens man har det”. Og sådan blev det: Chartwell husede i årenes løb et bredt udvalg af to- og firebenede venner. Churchill forsøgte sig endda som landmand, og han var især glad for grise, som han fandt både charmerende og intelligente.

Hunde ser op til os,
Katte ser ned på os,
Men grise behandler os som jævnbyrdige


Sommerfugle var en anden af Churchills store interesser, og i 1938 plantede Clementine rækker af sommerfuglebuske, mens Winston Churchill fik omdannet et lille hus specielt til sommerfuglebrug. Her kunne sommerfugle-larverne forpuppe sig i fred, og Churchill nød at iagttage dem, når de smukke sommerfugle kom frem om foråret og fløj videre ud i haven.

Det politiske liv spillede selvfølgelig en stor rolle. Gæstebogen viser tydeligt, hvor mange venner, berømtheder og politiske forbindelser der hyppigt besøgte Chartwell, men det blev alligevel i høj grad et rigtigt hjem, sådan som Churchill havde forestillet sig. Winston Churchill gav faktisk udtryk for, at han anså det for at være rent spild at være væk fra stedet, for det var her han fandt glæde, sjælefred og inspiration.

I 1945 var Winston Churchill alvorligt bange for, at han ikke længere havde råd til at beholde Chartwell. En gruppe velhavende venner og anonyme beundrere købte derfor stedet og overgav det til National Trust på betingelse af, at Churchill kunne bo der resten af sine dage. Sådan blev det – og Churchill kunne nu nyde sit otium uden økonomiske bekymringer. Også for Clementine var det en stor lettelse – og hun kastede sig med fornyet begejstring og glæde over planerne for haven.

Som ældre elskede Churchill at sidde ved guldfiske-dammen i havens mest fredfyldte hjørne. Somme tider malede han, og somme tider sad han bare tankefuld og fodrede de næsten håndtamme fisk. Hans ønske om at gøre Chartwell til et rigtigt familiehjem var i høj grad gået i opfyldelse, for huset var familiens bolig i 40 år.

Efter Churchill’s død var det Clementines ønske, at Chartwell skulle se ud som det gjorde i velmagtsdagene før krigen. Billeder og bøger i arbejdsværelset afspejler derfor endnu i dag den store statsmands interesser, møblerne står som arrangeret af Clementine, og atelieret i haven er fyldt med de malerier, som Churchill frembragte i sin fritid. Man får i høj grad en fornemmelse af, at huset stadig er beboet, at Winston Churchill bare har trukket sig tilbage til sit soveværelse for at holde en ”siesta”, og det ville føles helt naturligt at blive mødt af cigarlugt og synet af et glas med whisky og soda på skrivebordet.

I dag administreres ejendommen af National Trust, sådan som det var meningen, og huset har været åbent for offentligheden siden 1966. Men tro ikke, at Chartwell bare er et støvet museum – det er tværtimod et håndgribeligt mindesmærke for Churchills store bedrifter. Et besøg her er ikke bare et besøg på et dejligt landsted med en smuk udsigt – det er samtidig en enestående mulighed for at udvide kendskabet til en af Englands største og mest markante personligheder.

Jeg er parat til at møde min skaber – men hvorvidt min skaber er parat til den store prøvelse, det er at møde mig, er en anden sag...

7 kommentarer:

Rasmine sagde ...

Jeg havde skam læst artiklen i bladet, men her ved anden gennemlæsning falder det mig pludselig ind, at Churchill måske kan have været Wodehouses inspiration til Lord Elmsworth og the Empress of Blandings - ?

Michael sagde ...

Fantastisk fortælling Mia, ja Churchill var i sandhed en stor personlighed, og han var til sidst i anden verdenskrig den eneste i vesteuropa der troede det muligt at besejre det tredie rige.
Mvh. Michael

Mia Folkmann sagde ...

Rasmine: Ja, du har sikkert ret - det kan da meget vel være, at Churchill og hans præmiegrise har været modeller til historierne... ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Michael: Ja, han må have betydet meget for englændernes moral dengang. Det må have været særdeles nemt at miste modet...

Madame sagde ...

Det var vel nok spændende, Mia. Nu vil jeg finde mere lekture om ham på biblioteket - jeg har noget med historie og store personligheder, og her får jeg da begge dele opfyldt.

Ha' en dejlig lørdag!

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Churchill er en god person at gå i dybden med. Jeg kan også anbefale hans meget vittige citater og hans brevveksling med Clementine... :-)

Dejlig lørdag til dig også...

Donald sagde ...

Det er dejligt at høre om Churchill's arbejde med detaillerne i huset.

Tænk engang, han var 71 da WWII sluttede, det har været hårdt for ham. Drak han meget whiskey for at holde sig vågen? Du kender sikkert historierne om hans måde at være på henimod slutningen af WWII. Ja, undskyld, jeg kommer altid til at tænke på sådanne ting.