mandag den 25. maj 2015

Ændrede planer

Det var meningen, at vi skulle have besøgt to haver i Herefordshire i dag. Men det blev nu kun til én, for vi opdagede, at der var blomsterfestival i den lille by Pembridge.

Det skulle lige udforskes - og stemningen ved kirken var så god, at vi ikke nøjedes med formiddagskaffe, men blev til frokost.

De lokale damer havde bagt et utal af kager og fremstillet et udvalg af desserter til "bagefter" - og frokostbordet bugnede af tagselv skåle med salater og tilbehør af alle slags. Uden for stod frivillige og prøvede at få skik på grillpølserne og -bøfferne, og den lange kø af sultne kunder voksede.

Kirkens præst gik rundt og sludrede hyggeligt med de fremmødte, for alle indtægter gik selvfølgelig til kirken, hvor man også kunne komme ind og se en udstilling af broderier.

Jeg påtog mig opgaven at finde pladser ved de rødternede borde i teltet, og det lykkedes mig at "snige mig ind" hos to lokale damer, der var ved desserten. Og mens jeg sad og ventede, fik jeg en hyggelig snak med dem om maden og byen og den historiske rundtur, de skulle ud på bagefter.

Jeg elsker den slags begivenheder, og det er utroligt hyggeligt at være sammen med englænderne på den måde. Det er hverken første eller sidste gang, og mætte af god mad og gode oplevelser drog vi videre til dagens andet punkt: "Min" skønne vandhave...


8 kommentarer:

Miri Vandre blandt ege sagde ...

Hvor lyder det altså hyggeligt :) Jeg kom straks til at tænke på Barnaby (Midsomer murders) :)
Dejligt at få sådanne oplevelser og tænk hvad have interesse kan føre til:)

Fruen i Midten sagde ...

Ih, hvor hyggeligt. Kan godt forstå, jeres planer blev sat på pause. Jeg forestiller mig også, at du er god til at falde i snak :-)

Mia Folkmann sagde ...

Miri: Det var superhyggeligt og mindede meget om en scene i Midsomer Murders :-)

Fruen i Midten: Ti hi, det er jeg nok. Og englænderne er det ikke mindre :-)

Sussi.Sussinghurst sagde ...

Det lyder smadder hyggeligt og meget engelsk

Mia Folkmann sagde ...

Sussi: Det var netop meget engelsk og meget hyggeligt :-)

Ellen sagde ...

Planer er til for at ændres - især når ændringen er til det bedre, er det helt i orden.
Jeg synes, det bliver nemmere og nemmere at komme i snak med fremmede, jo ældre jeg bliver. Forstår ikke helt selv hvorfor ...

Mia Folkmann sagde ...

Ellen: Ti hi, sådan har jeg det også. Måske bliver man bare et "snakkehoved", når man bliver ældre... ;-)

Anonym sagde ...

Jeg tror, at man bliver lidt af et snakkehoved, når man er blevet ældre. Jeg tager mig selv i det, men det er ikke altid det lykkes.Kh Marianne