onsdag den 20. januar 2010

Nu skal I høre...


Jeg er en rigtig bogorm, og jeg elsker at læse alt muligt. Men jeg elsker også at lytte til en bog – for så kan man gå tur eller stryge eller bage en kage imens. Englænderne har et kæmpeudvalg af lydbøger, men af en eller anden grund er de oplæste ord først nu ved at slå igennem herhjemme. Jeg har ellers gjort mit og anbefalet dem vidt og bredt… :-)

De bøger, man herhjemme kan låne på biblioteket, er heller ikke spor tossede, men af en eller anden grund mener mange, at det kun er for ældre og svagtseende. Nej, det er de ikke. Vi har mange gange siddet og lyttet og grinet og holdt vejret i spænding, mens vi tegnede, malede eller lagde puslespil. Lydbøger er en herlig opfindelse, uanset alder og synsstyrke.

Det er også perfekt med en lydbog på køreturen. Her skal man bare tænke lidt over, hvilken bog man vælger. Sidst jeg kørte til England alene, skulle jeg have noget med, der kunne underholde mig på den lange tur. Jeg valgte en rigtig klassiker – sådan én som man bør høre/læse, men som det tit kniber med tiden til.

Jeg kan ikke huske, hvilken bog det var – men jeg kan huske, at jeg var ved at falde i søvn, inden jeg nåede Rødby. Når man kører, skal det altså helst være en bog med ”gang i”. Til det brug er en spændende krimi bedre, og jeg valgte Peter James og hans mere eller mindre makabre mord i Brighton. Dem kunne jeg holde mig vågen til…

5 kommentarer:

Madame sagde ...

Jeg melder mig på holder af dem, der elsker lydbøger, Mia :-) Er fuldstændig enig med i, at det er synd, at det ikke er langt mere udbredt.
Det kræver dog en god oplæser, synes jeg, en der får teksten til at flyde.
Det er rigtig smart, at man kan lave andre ting, mens man 'læser' bøger.

Mia Folkmann sagde ...

Go'morgen, Madame... :-) Ja, oplæseren betyder meget. Det er tit en fordel, hvis det er en skuespiller, der læser - eller endnu bedre: En dramatisering. Meget underholdende!!

Anonym sagde ...

Nu har jeg vist læst alt hvad du har skrevet og det er rigtig spændende. Bøger, thepotter, katte - og alt det andet; jeg glæder mig til at følge med i fremtiden!

Jeg er ikke den store fan af lydbøger. Ikke fordi at jeg har noget imod dem. Det har jeg bestemt ikke. Men jeg kan bedre lide at læse selv.

Mia Folkmann sagde ...

Hej Jens, hvor hyggeligt at du læser med. Ja, glæden for bøger og misser har vi bestemt til fælles - jeg kan også bedst lide "rigtige" bøger, men når man kører bil er det mest praktisk med lydbøgerne... :-)

Stegemüller sagde ...

Jeg har slået mig på e-bøger, altså bøger man selv læser på et lille apparat, der hedder en e-bogslæser. Det har fået mig i gang med bøgerne igen efter en pause på flere år.

Jeg egner mig ikke rigtig til lydbøger. Det er som om, jeg ikke får alle detaljerne med.