lørdag den 6. marts 2010

Illustrerede Klassikere


Somme tider opstår tanker ad snørklede veje. Således fik et forestående tandlægebesøg mig til at tænke på klassiske romaner, og forklaringen kommer her:

Da jeg var lille, fik jeg altid efter overstået tandpleje en belønning i form af et blad. Min tandlæge på Vesterbrogade lå ved siden af en velassorteret kiosk, og her kunne jeg vælge frit på hylderne med magasiner. Mit valg faldt næsten altid på et eksemplar af ”Illustrerede Klassikere”, som jeg fandt vildt fascinerende dengang.

Og man kan sige meget om disse kulørte blade – men de puffede mig i den rigtige retning og gav mig lyst til at gå i gang med den ”ægte vare”. Det varede ikke længe, før bøger som ”Onkel Toms Hytte”, ”Rejsen til Jordens Indre”, ”Ivanhoe” og mange andre blev hjembragt fra biblioteket.

Glæden ved bøgerne har jeg stadig – så regelmæssig tandpleje kan føre meget godt med sig!

6 kommentarer:

Annette sagde ...

Åh ja, "Illustrerede klassikere", det husker jeg godt, selv om det ikke var ofte jeg så det, da vi ikke kunne få det på landet hvor jeg boede. Sikken en verden der åbnede sig for en, når man fik et sådan blad i hænderne.
Tak for indlægget om Bill Bryson´s bog, den vil jeg holde udkig efter, for den lyder utroligt spændende.

Madame sagde ...

Det var klogt af dine forældre at belønne dig på den måde :-) Jeg holdt også meget af "Illustrerede klassikere", som min far købte til mig, og jeg gemte dem i mange år som en dyrebar skat. Bladet er genialt udtænkt, for det er så vigtigt, at børn kommer i gang med at læse.
Rigtig god søndag til dig, Mia!

Mia Folkmann sagde ...

Annette: Mange gange skal man have vanskelige emner ind i små portioner - sådan var det også lidt for mig med Illustrerede Klassikere. Når man læste den rigtige bog - som godt kunne være lidt tung eller svær at forstå - bagefter, så var den blevet lettere "fordøjelig"... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Jeg ved ikke, hvor mine blade blev af (jeg har sikkert solgt dem på et tidspunkt) - men stor var min (gensyns)glæde, da jeg fandt nogle stykker blandt min mands gamle bøger... :-)

Rimkogeren sagde ...

Flashback.
Også jeg husker dem.
Også jeg slugte dem.
Også jeg erindrer den litterære elites forargelse over den form for smudslitteratur, som på det nærmeste var alt ødelæggende.
Også jeg må konstatere, at de fik mig til at finde originalerne på bibliotekt.
God søndag.

Mia Folkmann sagde ...

Rimkoger: Åh ja, jeg husker også forargelsen, men den kan man heldigvis ikke bruge til noget. Det vigtigste var jo netop, at man ved hjælp af de blade fik øjnene op for en hel verden af fantastiske bøger... :-)