onsdag den 19. maj 2010

Haven rundt


På ihærdig opfordring fra min rare mand derhjemme følger hermed en længere rundtur i haven. Han vil nemlig gerne se, hvordan det hele tager sig ud lige nu…

I er velkomne til at følge med på tur…

Vi starter ved den hvidmalede havelåge (billedet ovenfor), der fører ud til den lange indkørsel ned til vejen.


Til venstre for havelågen ligger den lille mark og den mellemste mark, hvor George holder får, og til højre ligger en lille "frugtplantage" og den store mark med Roberts får.


Langs hegnet omkring den mindste mark vokser vilde roser, som er anbragt uden for fåre-rækkevidde. Får spiser tilsyneladende alt og går åbenbart ikke af vejen for torne...


Den hvide bænk har nogle af vores lejere flyttet ned til grillpladsen bag garagen, men den står egentlig også fint her, så vi lader den stå.


Den lille sø på den anden side af grillpladsen har desværre kendt bedre dage. Bunden er utæt, så der er ikke meget vand tilbage.


Men det ser ikke ud til at genere planterne. Og inden længe blomstrer alle de iris, der så ihærdigt har bredt sig...


Der vokser frugttræer alle vegne, og både de, tjørnen og syrenerne blomstrer lige nu.


Fra søen går man op mod huset, hvor der er brede og tætpakkede blomsterbede foran.


Foran huset står den gamle vandpumpe, der uden tvivl har virket på et tidspunkt. Men nu er vi tilsluttet den offentlige vandforsyning, og vandet smager ualmindeligt godt.


Foran vinduet ind til spisestuen vokser en stor cotoneaster, der er helt levende af bier på denne årstid. Af praktiske årsager skal der helst ikke vokse noget helt op af huset, og vi har fjernet en del klatreplanter, men denne her har fået lov til at blive stående lidt endnu...


Nu går vi venstre om huset, hvor indkørslen fortsætter hele vejen rundt og nogle af buskene er tætklippede som store, runde kugler.


Når man sidder på bænken foran huset, kan man se flagermusene i aftenskumringen.


Til højre for den hvide låge ligger den del af haven, hvor vi gerne selv sidder. Her er nemlig både sol og læ, hvis det er det, man vil have...


Rundt om soluret vokser nogle gamle lavendler, der nok skulle have været klippet mere ned. Jeg er begyndt at klippe dem til, men tør ikke tage alt for hårdt fat.


Det er her ved siden af lavendlerne, jeg er begyndt at anlægge mit bi-bed. Det ser ikke ud af så meget endnu, men det skal nok komme...


Vi slutter her ved køkkenindgangen, hvor der lige uden for døren er anbragt et urtebed med masser af løvstikke, salvie og rosmarin.


Og så er jeg særdeles leveringsdygtig i forglemmigej, der vokser lystigt alle vegne. Dem så jeg på planteskolen til 60 kr. pr. potte...

8 kommentarer:

Madame sagde ...

Det var en fantastisk rundtur - hvor er der dog smukt, Mia! Og alt står så frodigt på denne årstid, at det er en fryd.

Huset set fra køkkenindgangen ser meget gammelt ud. Ved du, hvornår det er bygget?

Ha' en skøn dag i din eventyrhave :-)

Lone sagde ...

Jamen, for et bedårende sted på jord, I har dér, Mia :)
Hvor er der smukt. Du må være i paradis lige nu? :)
Jeg kan tænke mig, at I har en gartner fastansat til at passe al det land.

Et rigt dyreliv har I også omkring jer. Endda vilde kaniner. Den er kær jeres lille baby :)

Jeg er ikke selv anglofil, men holder meget af den engelske natur. Hvis jeg skulle bo andre steder end her, blev det England eller Sverige.

Nu vil jeg fordybe mig lidt mere i billederne af din have :)

Rigtig god dag til dig.

Mia Folkmann sagde ...

Madame: Den ældste del af huset skulle være omkring 400 år. Jeg har planer om at være "husdetektiv" og skrive Hollymounts historie en dag - men det bliver nok først, når jeg kan være her længere tid ad gangen...

Rigtig dejlig dag til dig også... :-)

Mia Folkmann sagde ...

Lone: Jeg er helt enig! Hvis jeg skulle bo et andet sted end Danmark, blev det helt sikkert England eller Sverige. Og måske en tid i min lille belgiske by, Brugge, som jeg skal fortælle meget mere om en anden gang... :-)

Annette sagde ...

Mia, hvor ser der fantastisk ud hos dig. Jeg kan ligefrem fornemme duftene, fuglenes sang og biernes summen samt fred og ro ud af dine billeder. Og midt i det hele ligger det pragtfulde gamle hus. Hvor er det et privilegie at eje så smukt et sted.
Jeg glæder mig også til at læse historien om vidunderlige Brugge.
Jeg trænger til at komme en tur dertil, mon ikke snart det kan lykkes.
En rigtig skøn dag til dig, Mia.

Mia Folkmann sagde ...

Annette: Ja, det er synd, at jeg ikke kan overføre dufte og lyde, men det er dejligt at høre, at du kan fornemme dem alligevel... :-)

hanneb sagde ...

Tak for en hyggelig rundtur på din vidunderlige plet i det engelske:-) Jeg ved ikke om man kan skrive at man slet ikke er misundelig...for det er jeg:-) England og Sverige...det er jeg med på...og Norge:-) Og Færøerne, der kommer min mor fra:-)

Bente sagde ...

Have? Jeg synes nu mere, det ligner en park, Mia ;-). Men hvor ser der bare dejligt ud - jeg håber, du nyder dine engelske dage!

P.S. Jeg behøver heller ikke at smutte på planteskolen efter forglemmigej ;-)