Jeg tør næsten ikke sige det…

…men i dag har solen altså skinnet fra en skyfri hele dagen. Jeg har gået rundt i haven med et saligt og sikkert meget fjollet smil om læben, for her er bare så dejligt og alting dufter så skønt. Fuglene har travlt med at fodre unger, og der er et mylder af liv alle vegne. Blåmejsen skældte mig ud lige før, fordi den altså sad dér med en fed orm i næbbet på vej ind til de ventende små – og jeg stod i vejen!

Svalerne er kommet og har bygget svalebo oppe under taget i garagen. De flyver flittigt ud og ind hele tiden og styrtdykker ned over mit hoved, hvis jeg går derud. Må man lige have lov til at være her?

Vi har en hel del egern i haven, og jeg lærte hurtigt – på den hårde måde – at man altså ikke kan hænge nødder ud til fuglene i de sædvanlige beholdere. De små langhalede er nemlig ferme nok til at bide dem i stykker. Dels kostede det mig en mindre formue i ødelagte beholdere, og dels havde jeg altså ondt af egernets tænder. Det kan ikke være godt at gnave i ståltråd.

Nu har jeg købt specielle egernbeholdere, som er små trækasser med låg. Dem fylder jeg med nødder og nyder bagefter synet af egernet, der henter proviant og graver det ned til bedre tider. Men i dag prøvede den alligevel at tackle fuglenes beholder, for den har ikke rigtigt fattet endnu, at dens egne private kasser var fyldt op.

Det er altid sjovt at komme over og se, hvor meget der er sprunget ud. Lige nu blomstrer syrenerne, og det gør blommetræerne og de vilde roser også. Duftsnebollen dufter aldeles pragtfuldt. Og som om der ikke er blomster nok, så måtte jeg lige en tur på planteskole i eftermiddag, for der var altså lige en tom stribe jord. Det kan vi ikke have! Jeg vendte hjem med et væld af forskellige salvieplanter og sødt duftende floks. Så er der lidt til bierne og lidt til mig.