Jeg undrer mig gang på gang over, at kunst i vores tid så ofte er forgrimmende. Og at kunstnere - under stor mediebevågenhed - jævnligt kommer frem med værker, der vækker harme og forargelse.
Hvad er der i vejen med kunst, der bevæger? Kunst, der glæder og vækker positive følelser?
Er den slags blevet kedeligt?
Jeg føler mig ikke provokeret; der skal efterhånden meget til at provokere mig. Jeg synes bare, at det er tåbeligt og lettere tragisk, at alt skal være tilladt i trykkefrihedens navn.
Og at man så sjældent gør brug af intelligensen...
Som et modtræk til forgrimmelsen ses her et maleri af Claude Monet: Landscape: The Parc Monceau 1876
5 kommentarer:
Måske fordi man får statstilskud? Nogle kunstnere gør i hvert fald ... i modsætning til før i tiden, hvor der ingen penge kom ind, hvis ikke de solgte noget, hvilket resulterede i, at de var nødt til at frembringe det, folk ville have.
Det er selvfølgelig ikke kun så enkelt, men det kunne godt være en del af forklaringen, og jeg er enig i, at en stor del af nutidskunsten er grim.
Ellen: Jeg kan meget vel forestille mig, at der er noget om det...
Vi kunne ikke være mere enige :-(
Aner det ikke. Men det virker som om, det vigtigste er at blive kendt. Og det er nok nemmere at nå medierne ved at provokere? Jeg gider heller ikke provokationer alene for provokationens skyld. Men er der et reelt budskab, er det selvfølgelig noget andet :-)
Rasmine: Det tænkte jeg nok... ;-)
Fruen i midten: Jeg har svært ved at se noget budskab, må jeg indrømme...
Send en kommentar